Vi har for travlt med at have travlt

Af Thilde Slumstrup Nielsen, stud.psych. 
Illustration af Jakob Berg Bredahl
December 2019

Jeg ringer på fredag, så ses vi på lørdag. Nej, det gør vi ikke. I hvert fald ikke, hvis den du ringer til tilslutter sig de 56 %, der ifølge Købehavns Universitets studiemiljøundersøgelse fra 2019 ”oplever stress i en sådan grad, at de har trukket sig fra sociale aktiviteter”. Så kan du nemlig være ganske sikker på, at den person har for travlt. Muligvis travlt med at have travlt for travlhedens skyld. 

Hvert efterårssemester udbydes psykiatri som et obligatorisk fag på bacheloren i psykologi. Her sidder der år efter år en mere eller mindre fyldt forelæsningssal, mandag eftermiddag, og forholder sig til psykopatologi, og hvordan vi diagnostisk tilgår det, der afviger fra normalen. Én af de mandage forelæses der i, at stress sandsynligvis har kausal betydning for udviklingen af en affektiv lidelse såsom depression. Dette på baggrund af studier, der viser at symptomer på stress, heriblandt hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær, dysregulerer HPA-aksen, som med tiden vil medføre at hippocampus hæmmes. Denne del af hjernen menes at være kritisk for hukommelse og indlæring, hvorfor en hæmning af hippocampus kan forværre symptomerne hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær. Den nedadgående spiral, udløst af fysiologiske reaktioner på et travlt liv, synes hermed understreget ganske tydeligt denne mandag eftermiddag. 

Er du pseudo-normal? 

Man kan stille sig kritisk overfor, at de neurologiske teorier om den menneskelige psyke synes mere fremtrædende og dominerende end andre – lige så videnskabelige – teorier om samme. Men dét der foruroliger mig er, at der muligvis sidder halvdelen af de fremmødte og nikker genkendende til symptomer på stress som var det en forelæsning, der skulle beskrive et såkaldt normalspektrum frem for et psykopatologisk. Er det gået hen og blevet en form for pseudo-normalitet at opleve stress-symptomer som et resultat af at have for travlt?  

Den travle psykologistuderende har muligvis for travlt til overhovedet at dvæle ved forelæsningens indhold. Men bare rolig, hvis du kan genkende dig selv i det, så er du præcis ligesom alle os andre. Det er nemlig helt normalt ikke at tage kroppens fysiologiske stressreaktioner alvorligt som studerende på Københavns Universitet anno 2019. 

Kan vi koge mere suppe på det? 

I en tid, hvor selv de mest foruroligende overskrifter har en forholdsvis kort nyhedsværdi, kan man mene, at dette tema går under kategorien old news. Undersøgelser udført af bl.a. Uddannelses- og Forskningsministeriet, Djøf og Danmarks Evalueringsinstitut minder os jævnligt om, at studerende føler sig gradvist mere stressede. Det har selvfølgelig fået de fleste samfundsdebattører til at kaste sig over emnet. Du skimmer måske lige overskriften i dit Facebook-feed uden at give det nogen særlig opmærksomhed. Det rører dig ikke længere, muligvis fordi det efterhånden synes som et populærkulturelt tema, fordi du kan remsen udenad, og fordi der snart ikke kan koges mere suppe på det. Muligvis giver du det ikke opmærksomhed, fordi du – hvor paradoksalt det end måtte lyde - har for travlt til at give noget som helst nogen særlig opmærksomhed. Alt andet lige burde det faktum, at nyhedsværdien er stødt faldende ikke afholde os fra at tage ansvar for den travlhedskultur, vi er medskabere af. Særligt når det er os, ”de studerende”, der betaler prisen for det, i form af hæmning af hippocampus eller at tilslutte sig de 56 %, der fravælger socialt liv. Vi skal blive ved med at koge suppe på det emne, indtil de rapporter viser det stik modsatte af, hvad de har vist de forgangne år. 

Er travlhed blevet symbol på succes? 

Man kan spørge sig selv, om det at have travlt har fået en helt særlig status. Er det at have travlt blevet symbol på et succesrigt liv? Hvis man i en doodle kan sætte kryds ved samtlige datoer til den kommende julefrokost, skal man så bekymre sig om, om man fremstår som én, der ikke har travlt nok?  

Vi er en generation, som har meget at se til – og det er langt fra altid selvforskyldt. Anerkendelsen er total fra min side, når det kommer til, at stramninger og besparelser på uddannelsesområdet samt fokus på individualisering og selvrealisering muligvis korrelerer med rapportering af stigende stress hos os studerende. Men i stedet for at sætte en kæp i hamsterhjulet, så reproducerer vi det ved at bilde os selv ind, at vi bare er typerne, som skal nå så meget som muligt, så godt som muligt og allerhelst så hurtigt som muligt. Dertil kommer tømmermændene, som vi taler om, at vi har for travlt til at have, men alligevel har hele tiden, fordi vi ikke vil sige nej til hverken dem eller alt det, vi skal nå dagen derpå. Vi bilder os selv ind, at vi har brug for at have mange bolde i luften. Men hvad er der nu i vejen med at holde én bold i luften og blive dygtig til det? 

Kunsten at holde én bold i luften 

En opmærksomhed i den henseende må indeholde en erkendelse af, at man ikke skal nå alting hele tiden, men i stedet forsøge at leve sit liv med fokus på noget specifikt. For at blive dygtig til at holde den ene bold i luften, kræver det muligvis en afstandstagen til den sproglige dyrkelse af travlhed. Det kræver at vi tager stilling – og afstand - til en muligt fremherskende diskurs om, at et travlt liv er lig et succesfuldt liv. At vi eksempelvis tager afstand til dét at undskylde en mandag aften uden planer med, at vi har haft en virkelig travl weekend. Hvis du kan genkende det, så kan du måske overveje, hvordan du er medaktør i opretholdelsen af den diskurs. Det kommer hurtigt til at lyde som om, at tilvalget af en aften uden planer skal undskyldes med at have for travlt i det hele taget. Men hvis det blev anset som værende mere prestigefyldt at have nul planer, så ville vi måske have et større behov for at undskylde travlhed i stedet for at undskylde det planløse. 

I den tidligere omtalte studiemiljøundersøgelse understreges det tydeligt, at det at trække sig fra sociale aktiviteter har en negativ konnotation blandt os studerende, i og med at dét at trække sig fra sociale aktiviteter udlægges som et udtryk for stress. At have travlt skal selvfølgelig ikke resultere i et fravalg af sociale aktiviteter til fordel for at løbe stærkt i det føromtalte hamsterhjul, men det må være tiltrængt at vælge fra – og ikke bare vælge til hele tiden.  

Vi kan være fælles om at sætte den kæp i ved at have det konkrete fokus ikke at reproducere travlhed som et succeskriterium. Vi må simpelthen blive bedre til at skabe positiv konnotation i dét ikke at have planer, så vi ikke har så travlt med at have travlt hele tiden. 

Så hvis jeg ringer på fredag, og du gerne vil have en lørdag uden planer, så bare sig det.