Sygt menneskeligt og helt normalt

Om at sidde til kliniskforelæsning, kigge på diagnosekriterierne og tænke: ”Fuck fuck fuck, det er jo mig!”

Af Nina Kjar, stud.psych. 
December 2019

Ofte når jeg bliver præsenteret for en diagnose, tænker jeg på, om jeg lever op til kriterierne. Jeg kan næsten altid genkende noget af mig selv i symptombilledet. Da jeg gik på 5. semester og havde kliniskforelæsninger, tænkte jeg derfor ofte: ”Fuck fuck fuck - det er jo mig!” Hvis altså ikke jeg sad og diagnosticerede venner og familiemedlemmer i det skjulte. Det var spændende, men også lidt foruroligende. 

Dette netdoktor-syndrom kan beskrives mere videnskabeligt som en confirmation bias: Jeg beslutter mig først for kriterierne, og derefter sætter jeg mig for at se, om jeg kan finde dem hos mig selv og andre. Det er lidt ligesom at gå ud i verden med en lineal og sørme så blive ved med at finde centimeter (for derefter at blive foruroliget over det vel at mærke). Dette er problematisk, for der er meget andet at finde ud af om mennesket, end hvor mange centimeter og hvilke diagnoser, vedkommende kan leve op til. 

En anden problematik opstår der, hvor jeg kigger på diagnosebeskrivelsen og tænker: ”Nåååår, det er DERFOR jeg er sådan!” Diagnosebeskrivelserne er nemlig blot symptombeskrivelser. De giver ikke nødvendigvis en forklaring på, hvorfor jeg har den affekt eller udfører den handling, kriterierne beskriver. At sige at jeg er ked af det, fordi jeg er deprimeret eller bange, fordi jeg er angst, er cirkelslutninger. Jeg får altså ikke blik for årsagsforholdende, når jeg undersøger om jeg selv eller andre lever op til kriterierne. Alt det rundt om eller udenfor diagnosen kommer ikke med i min undersøgelse. Mennesker oplever at være bange, kede af det, traumatiserede, i konflikt og alt muligt andet, som diagnosekriterierne udpeger. Det, at kunne leve op til nogle af disse kriterier for hvad der er ”sygt”, er meget menneskeligt og derfor ironisk nok helt, helt "normalt”. Hvad end det så betyder…

Næste gang jeg sidder til en kliniskforelæsning og kigger på kriterierne for en bestemt diagnose, der så fint bliver listet op på diasshows, så vil jeg huske, at det er kategorier med en stor magt: De er redskaber til at legitimere psykologhjælp i en bureaukratisk struktur, og det er kategorier, som jeg både som psykolog og klient kan bruge aktivt i den måde, jeg tænker om mig selv og andre på. Men til hver kategori er der et overskud af indhold i det, som kategorien prøver at betegne. Med andre ord: Mennesker er så meget mere end diagnoserne indfanger.