UDKAST FRA KOMMENDE DIGTSAMLING

Af Olivia Johannesen, stud.psych.

1.

Nød lærer nøgen kvinde at balancere i det parallel samfund, de kalder psykiatrien og den kapitalistiske maskine, jeg skal være med til at smøre

Balanceret på rød tråd på rød stue siden 14

Skizofreni og angst siger psykiater, mor græder

og jeg

føler intet

Antipsykotisk medicin mod angst, antipsykotisk medicin mod psykose i min hjerne, jeg ikke forstår

Jeg sover ikke, men det kan du heldigvis også få antipsykotisk imod

Jeg sover nu, men vågner aldrig

flere bivirkninger fixes med mer fix

Bange for at ende som far

Fejldiagnose er det eneste ord, jeg forstår

som anden, tredje og enogtrediveende psykiater maler på mig

Mig, jeg samler på psykiatere ikke venner

Mine venner elsker at lege diagnose roulette med mig

men det er altid mig på mål, og nu har jeg snart hele alfabetet

ADHD, CPTSD, OCD, BPD, ASF, ADD kaster de op udover mig

Mer antipsykotisk siger min ven

men jeg vil ik mer anti i min psykose som ikke findes alligevel

Jeg modsætter mig behandling, skriver psykiater i psykiatriske notater, som jeg så kan læse på sundhed.dk

Nøjsomt afskaffet fra psykiatrien som radioaktivt affald

for ingen vil røre nøgen kvinde, der ikke vil inhalere medicin som cigaretter

Jeg er kun grim i det psykiatriske lys på akut modtagelsen på

Vestegnen, hvor jeg sidder nu igen

Stemningen er stiv i 6 timer, mens stive stemningsansigter

bliver buzzet ind af den dobbeltsikrede dør, hvor vi alle venter og bløder ud på gulvet.

Mine venner har travlt, men mig og alle mine brødre og søskende venter gerne.

Venter gerne fordi vi ikke ved, hvor vi ellers skal vente.

Andre er vigtigere, det finder du altid en kollektiv forståelse for blandt psykiatriske gengangere.

Grimme tåre pulserer ud af øjnene på mig, som jeg pulser smøger

da jeg står på den lange gang 5 timer inde krigen,

dæmp dig, blev der sagt fra en kvinde i hvidt,

og jeg undskylder selvfølgelig min tilstedeværelse,

trods jeg ikke aner hvor jeg ellers skal placere mig i denne verden.

Mine venner kan aldrig huske mit navn,

det er svært at gå i dybden af mit sind,

når de dømmer det yderste af mit væsen

De kigger på mine tegninger og jeg synes de er nogle tegninger

Ordet ressourcesvag står i blinkede i neon over indgangen til psyk

Min ven kan hjælpe mig lige så lidt, som jeg hjælpe mig selv,

diagnoser er et levevilkår i Lunden

Diagnoser må være for overklassen i Nordsjælland tænker jeg,

når jeg kigger på tallet ved kassen på apoteket

det tal har jeg sgu ik’

Brug for behandling fra mine behandlere

Traumatiseret svigtet alene mere i psykiatrien end i kolo-have

vinternat med min narkotika intoksikerede far og lillesøster;

2.

Psykisk sårbar

Psykisk syg

Psykisk ustabil

Grådlabil

Inhabil

Nihil

Mentalt udmattet

Mentalt forfattet

Mentalt hjernevasket

Forfatter min mentale ustabilitet ned

på dette papir

Jeg vil livet

Så lad mig nu mærke

at livet vil mig

3.

Hvis jeg sagde, at jeg i virkeligheden ser

sorte tanker

Kulsorte tanker

efterfulgt at flere sorte tanker

Tankespind

Der kører i ring og ring

Rundt og rundt

om ingenting

Løber ud af sorte rum

gennem sorte døre

Ned af lange sorte gange

Vifter journaler væk og væk

Men jeg ser endnu det samme

Samme tanker der bryder virkeligheden

I virkeligheden findes de måske slet ikke

Virkeligheden kan vel kun brydes

såfremt den er virkelig

Og det kan jeg ikke længere se om den er

For hvide kitler

Hvide løgne

Hvide piller

Fra de 11 forskellige kontaktpersoner

Jeg har haft på 5 måneder

4.

Biseksuel

Binær indenfor kønssystemet

Biologisk nedarvet psykisk sygdom

Biprodukt af mine forældre

Bisidder til mit eget liv

Bivirkninger fra medicin

Bliver til afhængighed af medicin

Bibeskæftigelse som tvungen narkoman

Bibeholdelse i et system, der ikke fungerer

Bidrager med absolut intet

Biprodukt af mig selv

Bifaldende for livet

Se mig som en forbigående

Bare en Forbipasserende