They came from Bronson Cave

Af Oliver Nørby Hundahl, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

“[...] I don’t know why but it’s a very threatening sight [...] and there’s this one scene where the, uh, monster is coming out of a cave, see? There’s always a scene where they come out of a cave, at least once [...] it musta been made around the 1950’s [...] and they always have a little revolver that they’re gonna shoot the monster with, and there is always a girl who falls down and twists her ankle . . . heh-hey! Of course there is! You know how they are, the weaker sex and everything, twisting their ankle [...]” - Frank Zappa, Cheepnis, Roxy and Elsewhere (1974)

Grotter. Der er et eller andet med grotter. Det tidligste kunst vi kender er mejslet og malet på deres klippevægge. Antiloper der springer og okser med unger, og menneskeskygger der jager med spyd. Hyæner og løver og ulve der knurrer, og hænder med udstrakte fingre, okkeraftryk der har overlevet i tusindvis af årtier. Mørket og isolationen har bevaret dem. Ordet grotesk kommer i virkeligheden fra grotte, som Mikhail Bakhtin gør et stort nummer ud af at minde os om. Faktisk fra det italienske grottesco, der kan forstås som “fra en grotte” eller “som i en grotte”. Når det nu er sådan, det er, hvem kan det så undre, at monstre bor i grotter? Og hvem kan det så undre, at Zappa har ret i, at de altid kommer ud af dem? Så længe de bliver i grotten, isolerede, er de jo ikke en trussel mod os, der bor i lyset.

Hvad Zappa nok ikke vidste, er at det stort set altid er den samme grotte, de kommer ud af. Jeg taler her om Bronson Cave, i Griffith Park, Los Angeles. Hvis der nogensinde var et utopia for B-films instruktører, så var det Bronson Cave. Af monsterfilm fra 50’erne filmet i og omkring denne partikulære grotte, kan jeg nævne mesterværker som Robot Monster (1953), Killers from Space (1954), The Day the World Ended (1955), Invasion of the Body Snatchers (1956), IT Conquered the World (1956), Night of the Blood Beast (1957), Attack of the Crab Monsters (1957), The Cyclops (1957), I Was A Teenage Werewolf (1957), Earth vs. the Spider (1958), Monster from Green Hell (1958), I Married A Monster From Outer Space (1958), She Demons (1958), Teenagers from Outer Space (1959) og (som bonus) Eegah (1962). Jeg kan kun anbefale, at I Googler samtlige af de her film; det er en oplevelse. For en komplet gennemgang af film optaget i området, kan I henvende jer til Wikipedia. Listens omfang er intet mindre end absurd. Den her artikel bliver mit forsøg (lidt haltende og lidt blændet, som hvis man ser for længe på solen) på at kigge på de ting, der åbenbart altid går igen. Jeg vil kigge lidt på grotten og monsteret og pistolen og selvfølgelig anklen. Jeg vil skrive en artikel om 50’erne, og om mændene og kvinderne, og deres kroppe og våben, og hvis der skulle være en undertitel på det, jeg skriver her, ville den nok være “Om teknologi og seksualitet i monsterfilm fra 50’erne”. Så er der også knald på. Alting skal jo starte et sted, og det fedeste ville være at starte med monsteret. Men det er nok bedst med lidt viden om tiden.

‘The Code’ og film fyldt med sex (uden sex)

Sex sælger. Sådan er udgangspunktet. Det sælger på film, og det sælger i bøger, og det sælger simpelthen over det hele. Monsterfilm burde ikke være en undtagelse. Men det her er jo halvtredserne, tænkte jeg, sexforskrækkede og vel egentlig ret tamme. På den tid blev den notoriske Motion Picture Production Code (1930-1968) stadig håndhævet, og så er det jo begrænset hvor meget, man kan more sig. Hvis man ikke helt ved, hvad det er, kan jeg fortælle, at det var et sæt “moralske guidelines” baseret på den katolske lære, der skulle sikre at Hollywood ikke fordærvede befolkningen med smudsige film. Resultatet var selvfølgelig, at alting blev overordentlig lamt. ‘The Code’ forbød blandt andet film indeholdende: nogen som helst antydning af seksuel perversion, seksuelle forhold mellem sorte og hvide, seksuel hygiejne, scener indeholdende fødsler, mænd og kvinder i samme seng, salget af kvinder (altså prostitution), forførelsen af piger og lystfyldt kysseri. Pointen er, at hvis der var sex i de her film, måtte det simpelthen være på en skjult måde. Det eksplicitte var ulovligt. Hvis jeg fandt det, måtte det altså være fordi jeg overanalyserede, og jeg var klar på opgaven. Det kunne være det blev i lidt dårlig smag, men hva’ pokker, jeg kastede mig ud i det. Men det viste sig bare… ikke at være tilfældet. Lad mig gøre det klart: de her film er fyldt med sex. Men de er ligesom fyldt med sex, uden at der rigtig er sex i dem. Hvordan nu det? Jeg tror det forklares bedst gennem eksempler.

Kvinderne gribes i uhyrets klør

Det starter med et løfte. “See sultry beauty in the clutches of a half-crazed monster” lover de os i Robot Monster. Et løfte de i høj grad holder. Så er der Night of the Blood Beast hvor vi, med rædsel, ser “the first satellite creature to impregnate man with its chromosomes” (hvad det så end skal betyde), hvilket fører til en scene, hvori en nøgen mand, besat, et dyrisk blik glødende, rejser sig truende bag to unge damer. Hele scenariet lugter langt væk af overgreb. Der er IT Conquered the World, hvor barmfagre kvinder befamles af gyselige krabbeklør. Hvor vi finder den, i forhold til temaet, uforklarlige replik, sagt til hovedpersonen af dennes kvindelige kollega:
“For a few dollars you can... you can hire a woman who’s got all your fetishes. To match your requirements perfectly. And if you ever get tired of her you can run down to the employment agency for another.” Man må næsten sætte foden ned. Det her er en film om et telepatisk væsen fra Venus. Hvorfor er der så meget fokus på den her Joe Lunchbucket og hans seksuelle præferencer? Men det bli’r kun værre i de andre film. Prøv at høre hvad de siger om The Cyclops: “Crashing into this world of horror, a beautiful woman and three adventurers dare to challenge the unknown, in a land where life and love is ruled by the lord of nightmares; the Cyclops!” og senere: “Yet their fate rests in the death-defying courage of a beautiful girl!”. Igen, det her er en film om et radioaktivt udslip, der forvandler de lokale skadedyr til nogle rimeligt wonky-tonk XL superkryb. Det er som om, det meget specifikke fokus på den her kvindes udseende ikke rigtigt bliver retfærdiggjort gennem hverken plottet eller det udforskede tema. Selvfølgelig er der også en scene, hvor monsteret (The Cyclops!) griber hende i sin hånd og løfter hende op på grufuld vis. Uhyret, der selvsagt bor i grotten, viser sig selvfølgelig at være hendes elskede men forsvundne ægtemand, der nu blot er muteret til ukendelighed. Denne mand, dette monster, forsøger altså generobre sin smukke kone, og med hende al den kvindelige seksualitet, der engang kun tilfaldt ham. Alt sammen i en scene, der er en af de mest forbløffende anvendelser af filmteknik, jeg nogensinde har set. Det er ikke engang muligt for mig rigtigt at forklare, hvad der sker. Men da de lavede effekten, var det åbenbart for indviklet, hvis hans enorme hånd ‘bare’ skulle løfte kvinden. Det er i stedet gjort sådan, at kyklopen løfter hele scenens baggrund, ja faktisk hele shottet, og trækker det ud af syne for tilskueren. Astounding Science Fiction!!
Det seksuelle forhold mellem menneske og monster antydes ikke blot i The Cyclops, men i mange af filmene, og det fuldbyrdes helt i op til flere af dem. Mit yndlingseksempel er I Married A Monster From Outer Space. Heri stilles de ret fair spørgsmål, “Was it true? Could space monsters mate with Earth-women?” og så “Could she touch the body of this masquerading alien, who wanted to learn the secrets of human love?”. Svaret på dem begge to er ja, så meget kan jeg afsløre. Deres afkom er selvfølgelig ustoppelige, og hele planeten bliver selvfølgelig truet af atomar udslettelse som følge. Business as usual.

Nogle spørgsmål er opstået undervejs, som jeg føler vi bør tage stilling til. Man kunne jo spørge: Hvad er det, der foregår med de her monstre? Hvorfor vil de stjæle kvinder? Hvorfor ta’r de dem på brysterne? Hvorfor befrugter de mænd med dyrisk lyst (og kromosomer)? Hvorfor skal jord-kvinder bære deres yngel? Det egentlige spørgsmål er vel: Hvorfor er de her monstre egentlig så seksuelle?

Loving the alien

Da jeg googlede rundt i min research, blev jeg ikke overrasket, da også andre havde set forbindelsen mellem monstre og sex. I vores internettidsalder er ‘kryptozoologisk erotika’, eller monsterporno, et overraskende hot topic. Med titler som “Cum for Bigfoot” (der også fås på tysk som “Komm für Bigfoot”), “Milked by the Aliens”, “Taken by the Tentacle Monster” og “Demons Love Ass”, kan der ikke være megen tvivl om, hvad der behandles i de her ebooks. Salget af den her slags litteratur eksploderede i en så voldsom grad, at Amazon fra flere fronter fandt sig anklaget for at tillade, at syge og snavsede idéer blev sat løs i befolkningen. ‘An Epidemic of Filth’ blev det kaldt af magazinet The Kernel, der så sandelig ikke var tilfredse med den her “degenerate amatuer literature”. Tilsyneladende besluttede Amazon, at den gode smag vejede tungere end den seksuelle frihed, og der gik ikke to minutter før de slettede hele lortet fra deres hjemmeside. Forsvundet uden spor. Man kan stadig finde bøgerne i dag, hvis man leder lidt. De er stadigt vildt populære, og jeg kan love jer for, at det er nogle markant saftigere fantasier, der udforskes her, end i Fifty Shades of Grey. Så hvad vi kan konkludere? Kun det her: Folket vil ha’ monstersex!

Men hvad er der egentlig erotisk ved monstrene fra alle de film, jeg har nævnt? Hvad er der sexet ved væsnerne i Robot Monster; en pjusket gorilla i en dykkerhjelm, der trisser rundt med en sæbeboblemaskine; IT Conquered the World; en arrig rød trafikkegle med krabbeklør, horn og en uacceptabel attitude; Night of the Blood Beast; en bedrevidende bølle med et stort klodset fuglehoved, og en dragt der tilsyneladende er lavet af ukrudt? Man fristes til at sige, at det umiddelbart er ingenting. I hvert fald ikke hvis det ses med et par gennemsnitligt seksuelle øjne. Det kunne være, det var sådan her, det hang sammen: Sex sælger, som vi ved, men da man ikke kunne vise sex på film, så viste man bare det næstbedste. Nemlig det groteske. Man bliver mindet om Bela Lugosi, den originale Dracula-portrættør, og dennes udødelige ord: “To win a woman, take her with you to see Dracula.” Et citat, der til tider findes i en udvidet form, det lyder “The pure horror, it both repels and attracts them, because in their collective unconscious, they have the agony of childbirth. The blood, the blood is horror.” Det forbliver lidt uklart, om han nu rent faktisk har udtalt sig således om kvinder, men som med alle store citater, er det lige meget, om de er blevet sagt i virkeligheden. I tilfældet her rammer Lugosi jo hovedet på sømmet. Han mener, at den ubevidste viden om fødselssmerter bindes til vores forestillinger om blod, så der automatisk opstår en mental sammenhæng mellem skræk og sex. Selvom jeg ikke er helt solgt på idéen, kan der nu alligevel godt være noget om snakken. Jeg tror nemlig, der er noget andet, noget endnu ikke udforsket, der kan forklare det monstrøses evne til både at tiltrække og frastøde. Noget der griber utroligt dybt i os, og på én gang truer og ophidser os. Professor i filosofi, Stephen T. Asma, bringer os forslaget, at ‘monster’ er det begreb vi bruger om de væsner, der er umulige at kategorisere. De der befinder sig i grænsefladen mellem kategorier; væsner, der hverken er det ene eller det andet. En varulv er hverken et menneske eller et dyr, en vampyr er hverken levende eller død, og det kan være interessant at huske på, at hermafroditter i tidligere tider blev beskrevet som monstrøse. Det seksuelle kan altså godt være monstrøst, men betyder det, at det monstrøse nødvendigvis er seksuelt? Selvom jeg har nævnt masser af eksempler på monstre, der er det, kan jeg stadig ikke svare endegyldigt på, hvorfor det er sådan. Det jeg kan gøre, er at komme med bud på, hvad der får dem til at virke groteske, og så er muligheden der jo for, at det netop er det samme, der gør dem seksuelle. Lad os se: Det er deres uforståelige biologi, deres evige befinden-sig i grænseland, det at de ligner mennesker så meget og dog så lidt, og dét, at de i mødet med spørgsmålet “Er du en mand eller er du en kvinde?” ikke kan svare andet end “Nej.”

Den lille revolver og den omvredne ankel

Tager man et lille kig gennem kunsthistorien, er der straks et mønster der tegner sig. Kvinder forbindes med kropslighed, følelser og en blød, eftergivende seksualitet, mens mænd forbindes med kultur, teknologisk fremskridt og seksuel erobring. Umiddelbart passer det perfekt på, hvad vi ser i de her film, og det ville jo være dejligt, hvis det så simpelt lod sig opdele. Men der sker altså noget spøjst, når manden trækker sin lille revolver frem (og det gør han ærligt talt tit), og hans patroner preller af på monsterets hud. Husk hvad de siger i Night of the Blood Beast: “... the first creature of Earth bullets can not kill”.

Egentlig overvejede jeg at udelade den følgende tolkning, da den er lidt for åbenlys til, at det rigtig er sjovt. Men jeg har ingen skam, så her kommer den altså: Revolveren symboliserer hans penis. En mandlig seksualitet (den eneste ting, der måske er mere voldelig end hans våben), der er magtesløs overfor et uforståeligt væsen, der måske/måske ikke er hamrende seksuelt. Når mændene trækker det tunge skyts frem, og eksempelvis forsøger sig med en bazooka, er det fuldkommen samme resultat, bare i forstørret skala. Det spøjse der sker er, at manden, der før var i en hård position af teknologisk dominans, nu pludseligt fremstår som blød, følsom og underkuet. Ja, nærmest impotent.

I den forbindelse mangler vi dog at besvare, hvorfor det lige præcis var i 50’erne, at monsterfilmens æra for alvor blev skudt i gang. Man husker at Anden Verdenskrig stadig var frisk i erindring, og med dette benyttelsen af det absolut mest destruktive våben, der hidtil var set. Svaret findes i atombomben og i den entusiasme for atomkraft, der blomstrede i perioden. Det her var tiderne, hvor fremtidens drømme, fra biler til støvsugere, var drevet af beriget uran. Atomkapløbets startskud hørtes på tværs af nationer, og det kan godt være, det bare er mig, men jeg har nu altid set detonationen af en atombombe som en form for ultimativ orgasme. En seksuel udløsning, der er så enorm, at alting forgår i dens intense glød. Vi finder samme idé i Samuel Delanys Dhalgren (1975), hvor hovedpersonen drømmer om atomar ødelæggelse umiddelbart efter et samleje, eller i Thomas Pynchons Gravity’s Rainbow (1973), hvor forbindelsen mellem seksuelt samleje og detonationen af lang-distance ballistiske missiler er grundlæggende for plottet. Det kommer til udtryk i filmene på den måde, at mange af de nævnte monstre enten er skabt af radioaktive udslip, eller er i besiddelse af ekstremt destruktive våben. De er altså enten et resultat af menneskehedens destruktive hubris eller en teknologisk overmand, der truer os med uforståelig og fremmed orgasmisk ødelæggelse. Som de siger i Monster from Green Hell “See the sub-atomic barrage powerless against these invincible enemies.”

Så alt i alt, når vi ser en kvinde vride om på sin ankel, og en mand, der skælvende trækker sin pistol, hvad ser vi så? Vi ser mænd, hvis seksualitet og evne til systematisk vold viser sig utilstrækkelig til at forhindre, at deres attråværdige kvinder (selve symbolet på deres seksuelle magt) bortføres af ustoppelige væsener. Vi ser angreb fra radioaktive monstre fyldt med endnu mere sex end selv de største raketter. Midt i maskulinitetens, kernefamiliens og atom-entusiasmens storhedstid? Så bliver det sgu da ikke mere uhyggeligt.

… they come out of a cave, at least once

Monsteret kommer altid ud af en grotte, det var hele baggrunden for den her artikel. En detalje jeg ikke rigtig har nået at skrive om. Af alt det jeg planlagde for artiklen, kom kun en brøkdel med. Jeg nævner her noget af det, jeg skar fra. Der var en smagløs tolkning af grotten som et kvindeligt kønsorgan på et tidspunkt, og monsterets udgang som en fødsel. Der var en lang sammenligning mellem de gamle film og Stranger Things, hvor man kunne se, at stort set samtlige klichéer gik igen. Der var en lille reference til Wagners opera Parsifal, og en studsen over det kvindelige kønsorgans rolle i hedenske mytologier. Alt i alt var der alt for meget at sige. Det er som om, jeg har stået ved indgangen til grotten og kigget ind i mørket og set i de film, meget mere end jeg egentlig kunne forklare. Men jeg må sige det ligeud: De her film er til grin. Kvinder bliver behandlet som husdyr. Mænd opfører sig latterligt. Monsteret er oftest den karakter, jeg føler mest for. Alligevel er der noget helt fantastisk over dem, noget der tiltrækker og frastøder mig. Noget der fik mig til, længe inden jeg gik i gang med artiklen, at komme med antagelsen, at der var noget seksuelt over hele affæren. Nu er vi i slutningen, og jeg er ærligt næsten selv i tvivl om, hvad jeg fandt ud af. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg håber, at I i det mindste har lært noget. Det hele startede med Frank Zappa, og det virker passende nok at slutte med ham. “I love monster movies,” siger han, “I simply adore monster movies, and the cheaper they are, the better they are.”