Den terapeutiske kærlighedsbruser

Tekst og illustration af Anna Louise Foghmar Hansen, stud.psych.

Jeg har svært ved at forstille mig selv i rollen som psykolog. Titlen konnoterer et kæmpe ansvar, autoritet og udefinerbare helende superkræfter. Hvad nu hvis flere af mine klienter ikke bryder sig om mig? Og hvad nu hvis jeg bliver en af de psykologer, der siger alt det forkerte, og gør det hele meget værre? Når jeg bliver spurgt om, hvad jeg er ved at uddanne mig til, er det ofte med en ambivalens, at jeg svarer psykolog. Jeg elsker mit studie, men jeg har svært ved at identificere mig med den titel, som min uddannelse ender ud i. Jeg har længe haft en trang til at lægge psykologititlen lidt i blød. Det var jeg så heldig at få hjælp til at begynde på her i sommers.

I skal forstille jer en lun lørdag aften midt i juni. Jeg sidder på Christiania med min læsemakker. Vi er så godt som færdige med at skrive eksamen, så vi har taget flotte kjoler på og købt billige øl. Vi sidder foran Loppen, da en kvinde går forbi med et kæmpe smil. Hun har en skraldetang i hånden. Kvinden er hjemløs, på overførselsindkomst, 54 år gammel og fungerer som frivillig skraldesamler på Christiania. Vi spørger kvinden, om hun vil have en øl. Det vil hun ikke, men hun sætter sig alligevel på en træstub foran os. Hun vil gerne ryge smøger. Da hun hører, at vi læser psykologi, kan hun næsten ikke få smilet af ansigtet. Hun begynder pludselig, helt ufiltreret, at fortælle om sine erfaringer som terapeut. Hun har i flere år arbejdet som socialpædagog i psykiatrien, haft et frivilligt psykiatrisk samtalecenter og har tilmed arbejdet i et fængsel for mindreårige. Kvinden kigger os dybt i øjnene. Med alvor i stemmen forklarer hun, hvor vigtigt det er at kunne tømme sig selv og dermed blive neutral, når man skal rumme andre menneskers problematikker. Når man har tømt sig selv, vil man hverken dømme eller tage klienten i forsvar, og på den måde bliver det lettere at forstå klientens perspektiv. Hun understreger dog, at det på ingen måde er let at tømme sig selv. Det vil kræve, at man er klar over hvor fuldendt og underskønt et menneske, man er. Et menneske, som er elsket af universet. Imens hun siger alt dette, begynder tårerne lige så stille at trille ned af mine kinder. Vi smiler alle sammen til hinanden og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg griner eller græder. Det føles som en lettende udånding, der har siddet fast i lang tid, når hun med sine egne usaglige ord beskriver, hvordan jobbet som terapeut først og fremmest kræver, at man starter med at vende kærlige og gode tanker ind mod sig selv. Kvinden fortsætter og fortæller, at man som terapeut vil udstråle en kærlighed og en varme i terapilokalet, når man er klar over, at man er fuldendt, underskøn og elsket af universet. Denne udstråling sammenligner hun med en bruser fyldt med kærlighedsstråler. Kærligheden skal ikke forstås i et romantisk eller personligt henseende. Kærlighedsbruseren udgør rammerne for et terapeutisk rum fyldt med medfølelse, forståelse og plads til klientens bagage. Når klienterne mærker og mødes af dette brus, vil de opleve en følelse af tryghed og af at blive rummet. Klienterne vil føle, at de ikke på nogen måde skal holde igen, og dermed begynder de lige så småt at åbne op for alt det, som normalt er svært at snakke om, og som måske aldrig er blevet delt med nogen.

Desværre har jeg det med at glemme mit oplysende møde med den kloge og skønne skraldesamler. Jeg glemmer de tre kodeord: at jeg er fuldendt, underskøn og elsket af universet. Hverdagens rutiner sætter automatisk ind, og selvom undervisningen og opgaveskrivningen er spændende, føles det ofte meget langt fra, hvad jeg skal lave, når jeg bliver færdig. Jeg får en følelse af, at jeg ikke på nogen måde, via min uddannelse, får tilegnet mig alle de terapeutiske værktøjer, som der vil blive krævet af mig ude på den anden side af universitetets mure. Og hvilke terapeutiske værktøjer har jeg egentligt reelt fået tilegnet mig efter tre bachelorår og en orlov?

For nylig var jeg heldig igen, da jeg mødte en canadisk kvinde på verdens mindste hostel i verdens mindste, eller nok nærmere bestemt Nordspaniens mindste, landsby. Den canadiske kvinde var pensionist, men hun havde arbejdet med psykisk sårbare mennesker hele sit liv. Vi faldt i snak, og da jeg ytrede min usikkerhed omkring omfanget af mine terapeutiske værktøjer og kompetencer, eller nok nærmere følelsen af manglen på samme, smilte hun kærligt til mig. Hun nærmest leede. Uden tøven fortalte hun, at mine vigtigste værktøjer uundgåeligt er mine ører, som jeg sågar er så heldig at være født med og har to af.

Efter at have lagt psykologtitlen i blød med hjælp fra to erfarne kvinder, står jeg altså tilbage med en kærlighedsbruser og et sæt ører. Tanken om at skulle bruse med kærlighed hver dag på arbejdet lyder enormt krævende og umiddelbart som noget, der er umuligt at leve op til over en længere periode. Men pointen med kærlighedsbruseren er netop, at bruset vil opstå per automatik, når terapeuten formår at tømme sig selv for sin privatperson. Terapeuten tømmer sig for alt det, der blindt farver opfattelsen af klienten såsom fordomme, forudfattethed, intolerance samt det at forsvare, beskærme eller få decideret ondt af sin klient. Terapeuten er ikke en tom skal efter at have tømt sig men står derimod tilbage med kærlighedsbruset bestående af medfølelse, medmenneskelighed og empati. Det kommer let til at lyde som en lidt banal og unuanceret fremstilling af terapeuten som én, der bare skal være medfølende, medmenneskelig og empatisk. Sådan forholder det sig ikke. Der er i den grad brug for et hav af forskellige og specialiserede terapeuter, der arbejder inden for forskellige teoretiske retninger. Jeg er dog af den overbevisning, at kærlighedsbruseren med fordel kan være fællesnævner på tværs af terapiretninger, specialer og paradigmer.

Når vi engang som færdiguddannede terapeuter skal formå at lægge vores privatperson på hylden, må mindstekravet være at vi på en eller anden måde hviler tilstrækkeligt i os selv. Vi bør derfor starte med at vende medfølelse og kærlige tanker indad. Det er lettere sagt end gjort, men det giver umiddelbart god mening, at medfølelse ikke kun findes i mødet med andre men også i mødet med os selv.

Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg forestiller mig et lækkert luksusbrusehoved med to overproportionerede ører, hvor udfra der strømmer kærlige vibes i alle retninger. Sådan et brusehoved får forventningsglæden til mit kommende arbejdsliv til at vokse, i mens det skyller frygten væk, lidt efter lidt. Når jeg bliver ’stor’ og færdiguddannet, skal jeg altså være en fuldendt og underskøn terapeutisk kærlighedsbruser, der er elsket af universet med sine to lidt for store medfødte lyttende ører. Det kan jeg egentlig godt affinde mig med for nu.