Psykologiens metafysik – eller hvordan psykologien fik spundet sig ind i sin egen matematiske idéverden og tabte sit objekt undervejs
Af Jeppe Olsen, stud.psych.
Illustration af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.
Dette er en udvidet version af en artikel bragt i Indput nr. 3, årgang 49
I øjeblikket forsøger Denis Ebbesen og undertegnede i vores fælles speciale at konfrontere det sørgelige faktum, at ”kompleksitet” og ”udvikling” er to adskilte begreber inden for psykologien, uden nogen videnskabsteoretisk bro imellem dem. I forbindelse med et sådant brobyggeri bliver spørgsmål om forholdet mellem den videnskabelige model og den empiriske genstand påtrængende. Som et forarbejde til vores speciale, diskuterer jeg i denne artikel et konkret eksempel på forholdet mellem model og empiri i moderne psykologi, nemlig anvendelsen af statistiske modelleringer. Artiklen er en bøn til forskerne om at huske den videnskabsteoretiske refleksion, når de gør brug af statistiske modeller, så vi i psykologien ikke ender som på Christiansborg, hvor alle er enige om at ”antallet betyder noget”, men ingen ved hvad…
I denne artikel vil jeg vise, hvorfor en stor del nutidig psykologisk forskning retmæssigt bør karakteriseres som idealistisk (subjektivt idealistisk endda!), dvs. som en videnskab hvor bestemte idéer eller tanker har prioritet over det materielle. Påstanden her er altså, at meget psykologisk forskning i en vis udstrækning snarere udforsker de idéer og tanker, som dens egne teorier bygger på, end den undersøger den materielle verden uden for sig selv.
Denne påstand underbygges i nærværende artikel gennem en hegeliansk videnskabsteoretisk analyse. Først vil jeg derfor introducere den tyske filosof G.W.F. Hegels (1770-1831) teori om subjekt/objekt-dualiteten i den videnskabelige undersøgelse, som jeg så dernæst vil benytte til at analysere, eksemplificere og karakterisere det metafysiske grundlag for psykologisk forskning, dvs. dens grundlæggende videnskabsteoretiske antagelser. Til sidst anvises nogle mulige metafysiske og videnskabsteoretiske standpunkter, som den psykologiske forskning kunne påkalde sig, hvis den var interesseret i at have et mere sammenhængende videnskabsteoretisk belæg for sine teorier og postulater.
Fra Platon til Kant
For at få en forståelse af Hegels syn på videnskaben, må vi først se lidt på et helt grundlæggende begreb i hans filosofi: dialektik. Der findes i filosofihistorien en lang række udviklings- og betydningslogikker, foreslået af forskellige filosoffer, som alle er blevet navngivet ”dialektik”. Et eksempel er Platons (Sokrates’ elev) idé om dialektikken som en dialogisk erkendelse: To samtalepartnere startede med hver deres synspunkt og udsagn om en entitet (et fænomen, en genstand, en proces eller lignende), og ville så med tiden få afdækket hvilke uoverensstemmelser, der var mellem deres perspektiver. ”Til sidst" skulle de gerne nå frem til en sammenhængende forståelse af entiteten, en forståelse der vil være sand (”epistemisk”), fordi den ville være så tæt som muligt på entitetens (eg. begrebets, objektets) ”ideal-form” (Platon, 2011). Dette var til forskel fra sokraternes (og altså herunder Platons) konkurrenter: Sofisterne. Deres samtalestrategi var eritikken: de stræbte efter at ”vinde” diskussionen og gav hat-og-briller i (universel) sandhed!
Den næste filosof i kongerækken, Aristoteles, hev Platons dialektik ned på jorden. For Aristoteles er dialektikken en undersøgelse af logiske svagheder i et ræsonnement – fx om en term antager forskellige betydninger i løbet af en forklaring. Formålet med denne ”ræsonnement-renselse” er at forblive tro mod den konkrete entitet, ikke at søge mod en abstrakt erkendelse (Aristoteles, 1998).
Et tredje bud på, hvordan begrebet dialektik bør forstås, kommer fra filosoffen Immanuel Kant (1724-1804), der benyttede Platons ideal som en tankestrategi: Kant byggede sine filosofiske ræsonnementer op omkring mindst to modstridende forklaringer på samme fænomen, og så bestod filosofiens opgave i at finde den gyldne middelvej og undvige antinomier (dvs. udsagn, der logisk modsiger hinanden). Således var Kants projekt med dialektikken, som på flere andre punkter, at forene de to klassiske tilgange som hhv. Platon og Aristoteles repræsenterede.
Hegels dialektik
Hegels greb om dialektikken, som vi her vil interessere os for, er ret anderledes end de ovenfor udførte nedslag i filosofihistorien. Dette er fordi Hegel placerer forklaringskraften i selve modstridighederne og altså ikke antager, at forklaringskraften først opnås i den endelige ”opløsning” af modstridende forklaringer, sådan som vi så det hos de foregående filosoffer (Christiansen, 2003). Som Hegel (og ikke mindst Lenin, der ligesom Marx var meget inspireret af Hegel) gang på gang proklamerede: Modsætninger er erkendelsens nødvendige forudsætninger!
I Hegels storværk, Åndens fænomenologi, fremsætter han i forlængelse af dette diktum en teori om subjekt/objekt-forholdet i datidens videnskaber – en teori der også kan bruges til at forstå, hvad der er på spil i vore dages videnskab. Hegels grundargument er, at subjekt/objekt-forholdet er en asymmetrisk relation. Hans belæg for dette er, at den undersøgende instans (subjektet) er anderledes situeret end den/det undersøgte (objektet). Dette skyldes, at subjektive erkendelser kan forekomme rent subjektivt, mens objektive erkendelser kræver subjekt/objekt-forholden, altså både subjekt og objekt. Med andre ord: et subjekt kan for bevidstheden fremtræde som et subjekt (jeg kan tænke på mig selv uden at forhold mig til noget ”uden for” mig), men et objekt fremtræder først i en bevidsthed via subjekt/objekt-asymmetri (en sten fremtræder kun i en bevidsthed, hvis der er nogen der sanser eller tænker den). Der er altså en grundlæggende asymmetri mellem subjekt og objekt. Denne asymmetri er vel at mærke et metafysisk (eller ontologisk) anliggende: Der er tale om en begrebslig bestemmelse, der skal beskrive og retningsanvise tilgangen til verden, men som ikke i sig selv kan begrundes empirisk. Dette er der som sådan ikke noget odiøst i: enhver ontologi er et postulat! Med Hegels dialektik specificeres altså nogle aksiomer (nogle ”grundregler”), der kan guide vores empiriske undersøgelse af verden.
Videnskabelig objektivitet i et hegeliansk perspektiv
Hvilken form for objektivitet giver Hegels analyse anledning til? Hvad er der tilbage af objektet, hvis det kun kan undersøges, når det står i forhold til et subjekt? Her skal man undgå en noget nær klassisk fejllæsning. Hegel mener ikke, at den objektive verden ”filtreres” gennem subjektive repræsentationsformer (sprog, kultur og/eller historisk epoke), og at objekter således ikke er andet end fremtrædelsesformer ("Manifestationen") for den gældende tidsånd, sådan som det desværre ofte bliver udlagt (bl.a. i Karl Poppers Det åbne samfund og dets fjender, hvori man også finder en rum del andre misforståelser af Hegel såvel som af Platon og Marx).
Det som Hegels system for videnskaben består i er, at objektive og videnskabelige teorier skabes ved at passere fra én kvalitet til en anden kvalitet gennem en metodik. Altså består videnskab ifølge Hegel i at ”noget” i verden (et objekt, et fænomen, etc.) bliver gjort tilgængelig for erkendelse ved at ”transformere” dette noget fra en form/kvalitet til en anden – fx ved at præparere et signal fra det ydre rum via særlige filtreringer af stråling, eller ved at befinde sig i en institution på et særligt tidspunkt, hvor et specielt fænomen kan observeres. En ”kvalitet” skal i denne sammenhæng forstås som noget, der ikke kan reduceres til noget andet, uden at miste nogle af sine egenskaber, og en undersøgelses-metodik skal forstås som en hvilken som helst systematisk tilgang til et sådant ikke-reducerbart emne. Hegel karakteriserede disse undersøgelsesmanøvrer som ”fornuftens snilde” (Hegel, 1807/2005).
Hvis vi skal opsummere Hegels idé skematisk har vi altså:
Videnskab: Kvalitet(1) --> undersøgelses-metodik --> Kvalitet(2)
Statistik er et godt eksempel på en sådan undersøgelsesmetodik, der kan transformere noget fra én kvalitet til en anden, men der findes selvfølgelig mange andre (transskriptionen af et interview kunne være et andet eksempel). Hvis vi tager statistik som eksempel så kunne en kvalitet, man ville undersøge, være en egenskab såsom ”mod”, og undersøgelsesmetodikken kunne så være statistisk analyse af respondenters udlægning af mod. Således får vi:
Videnskab: Mod(1) (mod som irreductibel kvalitet) --> Statistisk bearbejdning --> Mod(2) (mod som kvantitativ variabel med en bestemt talværdi)
Hegel stipulerer herigennem, at kvantiteter egentligt også er kvaliteter, blot er de en formel overordning af kvaliteter. Det giver mening at hævde, at der forefindes ”935 gram jordbær” til forskel fra ”935 gram kartofler” – det giver aldeles ikke mening at hævde, at der forefindes ”935 gram intet” eller ”935 gram tomrum”. Altså har vi at kvaliteten determinerer relevansen af kvantiteten. Ethvert dikotomisk skel mellem kvalitativ og kvantitativ forskning er således verdensfjernt – det sande skel er mellem abstrakt og konkret (Hegel, 1978; Lenin, 1973).
Så langt, så godt. Nu kommer det vigtige: Ifølge Hegels bestemmelse er det ikke længere videnskab, hvis man definerer mod som en ”variabel” allerede fra starten. Dette fordi en variabel altid er defineret kvantitativt (enten binært, fx 0 eller 1, eller kontinuert ved hele den reelle tallinje, altså 1 eller 2 eller 3, osv.) og ved en skala, fx nominal, ordinal eller absolut (dvs. endnu en kvantitet). Idéen med at definere en kvalitativ egenskab som ”mod ”som en variabel er selvfølgelig at gøre det muligt at bearbejde den statistisk, men på denne måde opnår man ikke transformationen fra én kvalitet til en anden, men snarere:
Ikke-videnskab: Kvantitet --> Kvantitet --> Kvantitet
Problemet her er ikke, at det vi undersøger ender i en kvantitativ form, og heller ikke at man benytter en kvantitativ metode som statistik til at undersøge sit fænomen. Problemet er, at det undersøgende subjekt forsvinder ud af ligningen. Som vi så i det foregående afsnit, så kræves der nemlig et subjekt-objekt forhold for at opnå passagen mellem kvalitet og kvantitet. I ovenstående skema har vi opnået (hule) prædikater, men mangler et subjekt at fylde dem på. Vi har kun opnået et antal af objekter, og det er ikke nogen meningsfuld specifikation af noget, ifølge Hegel.
Objektivitet via subjekt/objekt-relationen
Nu skal vi have forenet de to begreber om dialektik og videnskabelig objektivitet, som vi hidtil har gennemgået. I Hegels logik (1812-16) bestemmes subjekt/objekt-relationen ved en fælles dynamik mellem virkelighed og videnskabelige begreber. Eksempelvis specificerer Hegel subjekt/objekt-relationen gennem analyser af bl.a. kvantitet og måling. Hegels projekt er i så henseende at benytte sin dialektik (som altså er en dynamik nødvendiggjort af modsætninger mellem entiteter og asymmetrier iblandt deres indbyrdes egenskaber) konsistent og fuldstændigt. Dvs. et begreb som ”kvantitet” må gennemførligt analyseres ved at udpege dets indbyggede modsætninger, og dette må gøres ud fra de mest grundliggende modaliteter, man kan forestille sig, nemlig fremtrædelse (hvad en kvantitet tilsyneladende er) og væsen (hvad den egentligt er). Således vil Hegel frem til at bestemme en erkendelse simultant som intet andet end fremtrædelse, men uden at fremtrædelse tilskrives karakter af sandhed (parafrasering af Longuenesse, 2007, egen oversættelse). Dette løser Hegel ved lidt af en genistreg: begrebet refleksion (eller ”genspejling”, som Lenin [1973] kaldte det). Hegels idé med begrebet refleksion er, at en erkendelse opnår objektivitet fordi selve den subjektive reference til et objekt antager sine egenskaber gennem kvaliteter i objektet.
Et eksempel: I ”Ringenes Herre” cirkulerer Gollums afhængighed af ringen om særlige mantraer (”my precious”) og adfærdsmønstre, hvilket udgør en simulation af ringens cirkulære materielle format og dens socio-historiske rejsebane som et særligt magt-definerende cirkulationsmiddel. Ringens kvaliteter genspejles altså i referencens (Gollums) egenskaber/karakteristikker. Dette er logisk set hvad man kan kalde en inklusiv separation af subjekt og objekt, idet deres asymmetriske afhængighed giver anledning til udvikling imellem dem, til forskel fra en eksklusiv separation, hvor noget enten er subjekt eller objekt. Det sande objektive er altså for Hegel fremtrædelsens væsen, hvilket er impliceret i de referencer subjekt/objekt-relationens asymmetri giver anledning til.
Om kvantificering af undersøgelsesprocessen
Måske står idéen om genspejling som vejen til objektivitet endnu ikke helt klart for læseren, trods det ungdommelige eksempel fra Ringenes Herre. Heldigvis bliver det lidt mere simpelt nu (men kun lidt). Som nævnt benytter Hegel nemlig idéen om genspejling til at beskrive begrebet kvantitet tilbundsgående i sine logiske skrifter (forefindes genoptrykt 1970, 1978 og 1980), og herunder også måleaktens abstrakte forudsætninger. Vi beskriver nu ganske forsimplet Hegels pointer desangående, fordi disse pointer helt nøjagtigt anviser, hvorledes subjekt/objekt-relationen ophører gennem tilskrivning af tal som beskrivelse af en genstand, sådan som det blev påstået tidligere i artiklen.
Ophøret af subjekt/objekt-relationen forekommer via to sammenhængende strukturelt nødvendige forhold, som er immanente (dvs. ”indbyggede”) i enhver måleproces hvis endemål er en kvantitativ determination, altså fastsættelsen af en talværdi på en skala for at beskrive det, man har målt. Hegel anfører, at en egenskab ved kvantitet, som også er essentiel for enhver måling, er at bestemmelsen af et objekts størrelse eller et fænomens omfang (fx graden af mod hos en person på en given skala) kræver at objektet tilskrives et reelt tal (dvs. et hvilket som helst helt tal eller decimaltal). Men, siger Hegel, hverken objektet eller dets egenskaber afhænger af selve målingen, det målte objekt er indifferent (”ligegyldigt”) over for sin kvantitet (sit tilforordnede reelle tal). Med andre ord er en persons mod så at sige ligeglad med, om det bliver målt til 2, 7 eller 57 på en eller anden skala – dets kvalitet og egenskaber forbliver de samme. Endvidere siger Hegel så, at når målingen udmønter sig i et reelt tal, som har en formel definition (nemlig mængden af alle heltal og brøker), så har vi, at kvantiteten er indifferent mht. til sin særlige værdi ved en særlig måling. F.eks. er det ligegyldigt for tallet 12 om det bliver brugt til at beskrive en persons grad af mod, hastigheden af en cykel eller kvaliteten af en eksamensopgave.
Med disse to indifferente forskydninger afkobles det undersøgte (objektet) fra den undersøgende (subjektet): Genstanden er målingen indifferent (fænomenet er uafhængigt af, hvilken talværdi det tilskrives) og målingens formale baggrund er den partikulære måling indifferent (talværdiens definition og natur er uafhængig af, hvad den bliver brugt til at beskrive). Det undersøgte (objektet) er således gennem målingen slynget udvortes for undersøgelsen, og undersøgelsen er via måleaktens kvantificering trådt ind i en abstraktionssfære. Det er der jo ikke meget genspejling over. For at opnå status af videnskabelig undersøgelse kræves det således, at undersøgelsen vender tilbage til en analyse af hvad den benyttede matematik (ved målingen) betyder set i lyset af genstanden – ikke omvendt!
Faren ligger i, at matematisk bevisførelse altid i sidste ende afhænger af postulater: Man er nødt til at sætte nogle grundlæggende regler (aksiomer) op, som ikke i sig selv kan bevises matematisk, hvis man vil komme nogen vegne med sine udregninger og beviser (se Hartnack, 1993). Kvantificeringens grundlag i matematikken muliggør derfor undersøgelses-subjektets indeslutning i subjektive postulater og antagelser, hvorfor der i denne misbrug af matematikken egentligt bliver tale om et subjekt-subjekt forhold, og altså ikke et (videnskabeligt) subjekt-objekt forhold!
Matematikkens objekter er for den videnskabelige undersøgelse (såfremt den ikke har matematiske objekter som genstand) forlorne objekter. De kan arbitrært omsvinges alt efter subjektivt forgodtbefindende (f.eks. via dataudvælgelse [Koch & Schick, 2010] og data-fortolkning [Vernon, 2015]). Således er Hegels stipulation, at den undersøgende involverer sig i en subjektiv idealisme, når det videnskabelige subjekt-objekt forhold transponeres ind i et cirkulært subjekt-subjekt formalisme-cirkus, hvor (for erkendelsen fjerne) postulater tiltros status af bevismateriale.
Igen, problemet er ikke matematikken an sich (i sig selv), og for en god ordens skyld skal det påpeges, at ovenstående også gælder såkaldt ’kvalitative’ forsknings-paradigmer, der tilråber sig subjekt/subjekt-cirkler – hvad end det så gælder udskiftning af sandhedsbegrebet med konkrete menneskers holdninger, følelser eller diskursiv ”performance” (Mammen, 1996b). Det, der her problematiseres, er altså ikke brugen af kvantitative metoder i psykologien (eller i videnskaben i det hele taget). Problemet er den manglende tilbagevendelse til det konkretes analyseplan, til genstanden. Vi skal nu se på, hvordan dette kommer til udtryk i psykologisk forskning.
Hvordan psykologisk forskning er idealistisk
For tiden indvarsler nye statiske analysemetoder en revolution af human- og samfundsvidenskaberne (Køppe, 2015). I sociologi slår netværksanalyse og data-mining stedse bredere igennem, og i teologi samt litteraturteori ses klassiske læsestile udskiftet med nye kvantitative udgaver af positivistisk korpus-analyse (Eyers, 2017). Den videnskabelige psykologi er ingen undtagelse. Snarere er den et pragteksempel! Tendensen siden 1980'erne er, at vi orienterer os efter den nyeste og mest techno-hippe statistiske databehandling, førend vi overvejer hvorvidt sådanne teknikker er relevante eller nødvendige (Køppe & Dammeyer, 2014). Folk der har forstand på statistik har for lang tid siden råbt vagt i gevær med hensyn til den ukritiske indoptagelse af diverse matematiseringer af vores genstandsfelt (Wilkinson, Fowler & Raymond, 1999). Desuden er der belæg for at hævde, at diverse institutters forskere orienterer sig efter statistiske måder at hakke empirien ud på for nemmere at kunne få udgivet artikler og på den måde opnå prestige og legitimitet i den akademiske verden, der i stigende grad styres af ”publication-rates” og diverse andre ranking-systemer (Foss Hansen & Christiansen, 1993; Mammen, 2011).
For nu mere konkret at eksemplificere disse tendenser kan vi tage en nutidig trend i personlighedspsykologien, nemlig benyttelsen af såkaldt ’eksplorative’ statistiske metoder, såsom faktor-analyse og structural equation modelling. I psykologien bruges sådanne metoder ofte til at definere konstrukter som fx personlighedstræk eller bare personlighed tout court (Hoyle, 2011). Et eksempel på en velkendt personlighedsmodel, der er fremkommet på denne måde, er den såkaldte ”fem-faktor-teori”.
Grundideen bag disse metoder er, at man kan isolere særlige tendenser frem, fx i survey-data, om hvad de væsentligste aspekter ved et konstrukt er (mere formelt set drejer det sig om dimensioner, korrelationer eller ko-varianser), således at man ikke på forhånd skal definere konstruktet, og så først bagefter undersøge, hvordan det kan variere blandt folk. Finten med disse metoder er altså, at man kan finde de væsentlige variable "direkte" fra data-sættet (Howell, 2013 og for en mere raffineret udlægning se Bentler og Kano, 1990). Det lyder jo egentlig meget smart, men der er desværre mindst to meget alvorlige grundlæggende videnskabsteoretiske problemer ved denne tendens. Det ene er de nødvendige antagelser om empirien, som benyttelsen af statistikken kræver. Det andet er den hæsblæsende formalisme-praksis, der karakteriserer forskningen, og som mest nøjagtigt kan karakteriseres som idealisme.
Pærer og bananer
Det mest sigende eksempel på indsmuglede antagelser ved benyttelsen af eksplorativ statistik er antagelsen om ergodicitet (Russel, 2002). Noget forsimplet udlagt vil dette sige, at de data, der indgår i en given analyse, skal være af samme art, hvis analysen skal være gyldig. Man må ikke blande pærer og bananer, så at sige (mere formelt udlagt skyldes dette at faktor-rotation kræver ækvivalens mellem datapunkter). Dette er særligt vigtigt at have for øje, når man vil analysere data om psykologiske fænomener, fordi psykologisk empiri ikke kun udgøres af inter-psykiske data (altså data om forskelle mellem folk), men med nødvendighed også altid indeholder intra-psykiske data (altså data som afspejler variationer i folks individuelle psyke over tid). Der eksisterer med andre ord ikke et data-sæt genereret på et psykisk subjekt i vakuum (Valsiner et al., 2009). Disse to grundlæggende forskellige typer af variabilitet klaskes dog sammen i den statistiske analyse, og det er således ofte tilfældet, at større kvantitative undersøgelser analyserer fx surveys, der afspejler begge data-typer i én ombæring uden at skelne mellem de to (Wilkinson, Fowler & Raymond, 1999).
Problemet er altså, at faktorisering af et data-sæt ikke kan skelne mellem disse to kvalitativt forskellige empirityper (altså singulære psykiske egenskaber og fælles psykiske egenskaber), fordi det er nødvendigt at antage ergodicitet for at bruge statistikken. Man må således hævde, at der ikke er væsensforskel på psykiske egenskaber som alle har og psykiske egenskaber som nogle individer har. Det svarer til, at alle har de samme minder (hvilket kun er muligt i Matrix)! Dette må vi psykologer da være enige om - mildest talt - er et non-adækvat perspektiv på vores genstand.
Det interessante er nu ikke blot selve antagelsens radikale fejlagtighed, men snarere at fejlagtigheden ikke er indtrådt som en bekymring i hoveddelen af den til statistikken associerede forskning (Russel, 2002). Dette kan fx ses ved operationen faktor-rotation. En faktor-rotation (som det hedder når man forsøger statistisk at opnå definitionen af et konstrukt) foregår ikke i modspil til en genstand, men i henhold til et idealt koordinatsystem der kan afbillede data. Det er altså ikke genstanden, der bestemmer hvordan dens teoretiske model kan komme til at se ud. Det bliver derimod rammerne for vores undersøgelsesmetode, der afgør hvordan genstanden kan afbildes i den videnskabelige model. Således er kontakten til et subjekt/objekt-forhold brudt og forskningen afhænder sin empiri til formale spejlkabinetter, hvor bevidstheden slutter og ræsonnerer via sine egne udledninger, jf. den hegelianske analyse af forholdet mellem subjekt og objekt, der blev fremstillet ovenfor.
Hvad psykologien kunne mene, hvis dens forskningspraksis skulle give mening
Nu blev det nævnt tidligere, hvordan sokraterne brød ud af sofisternes retoriske greb ved at fortælle ærligt om deres overbevisninger. Såfremt man køber denne præmis for sædelighed, så må psykologien give de samfund, den er indlejret i og insinuerer at lave forskning til fordel for, klar besked om sine overbevisninger. Hvis vi ikke vil forske gennem de genvordigheder, der hører med til et subjekt-objekt forhold, så bør vi i det mindste udlægge vores idealisme i det åbne.
Hegels subjekt/objekt-forhold som præmis for videnskaben og den dertilhørende filosofi om matematik, er selvfølgelig kun ét muligt perspektiv blandt mange andre. I løbet af det 20. århundrede er der sket utrolige ting i matematikken, som har medført og revitaliseret en del andre perspektiver. Det mest forunderlige i denne sammenhæng er, at der stadig ikke er nogen veletableret videnskabsteoretisk opfattelse af, hvordan eller hvorfor matematikken kan beskrive aspekter af verden forudsigende. Således er videnskabsteoretikere stadig fænomenologen Edmund Husserl (1939) svar skyldig på hans spørgsmål om, hvori berettigelsen består ved at hævde, at aksiomatiske systemer handler om noget som helst virkeligt (eller eksisterende i livsverdenen som Husserl formulerede det). Altså: hvis matematikken er funderet på nogle grundlæggende regler, som vi selv har stillet op, hvordan kan det så lade sig gøre, at den kan forudsige ting om verden, der foregår uafhængigt af os?
Vi må derfor stadig give E.P. Wigner ret i, at matematikken er ufornuftigt effektiv i videnskaberne (Wigner, 1960). Lidt som humlebien, der ikke burde kunne flyve. Det 20. århundredes videnskab, fx kosmologi og kvantemekanik, bevidner ubestrideligt om en sådan effektivitet. Jeg vil derfor afsluttende foreslå, hvordan man metafysisk kan redegøre for sin idealisme: Når nu psykologien ikke vil indgå i subjekt/objekt-strabadser, og når nu matematikken har en ubestridelig (deskriptiv) effektivitet, så må vi jo sondere det metafysiske terræn for et videnskabsteoretisk standpunkt, der kan forene disse to kendsgerninger. Derfor fremsætter vi afrundende et par positioner til metafysisk retfærdiggørelse for de tendenser til formalisme, som vi har beskrevet, og så kan man jo selv vælge og vrage (eller søge videre andetsteds).
Logicisme og Platonisme. Eller den lette og den dristige
Én position, som på overraskende vis ligger lige til højrebenet (og hvorfor dette er overraskende vender vi tilbage til om lidt) er logicismen. Denne betegner den position, at matematik og filosofisk logik er isomorfe, dvs. i bund og grund er udtryk for det samme. I den udstrækning forskere hidkalder sig objektiv klarhed ved at referere til deres statistiske databehandling, må man sige, at denne positivistens[1] våde drøm om logikken og matematikkens forening i nirvana er still going strong.
At positionen i videnskabelig forskning antages så tilforladeligt er overraskende, fordi den – både i moderne filosofi og matematik – antages at være et dødt program. Dette især siden Kurt Gödels ufuldstændighedsbevis; nuvel, man slår stadig på en død hest. Vi kan her nævne, at Hegels stipulation om, at matematik og logik udvikler sig dialektisk (hvilket vi nu har indset betyder asymmetrisk) vinder belæg i lyset af Gödels bevis, og tesen er da også blevet seriøst genovervejet for nyligt: især er Andrei Rodin (2014) et frygtindgydende interessant stykke arbejde i dette henseende.
En anden position (der i modsætning til ovenstående virkelig ville kræve metafysisk vovemod at indtage) er en vedkendt tilbagevenden til Platons lære om ideal-former. Platon hævder som bekendt, at matematiske aksiomer antager samme epistemiske status som naturlove. Når en ny matematik opfindes, så opdages også en fagre ny verden (Vernon, 2015). Som platonisk matematisk-realist kan man således hævde, at et givent fænomen, fx et personlighedstræk, eksisterer i den udstrækning en matematisk formalisering bringer en systematisk beskrivelse af trækket for dagen, sådan som vi så det med den eksplorative faktoranalyse.
En tredje interessant mulighed ville selvfølgelig være at lade vores forskning tage en videnskabelig vending, i hegeliansk forstand. Hvis dette var målet skulle man stoppe negligeringen af subjekt/objekt-forholdets asymmetri – og således overstige subjekt/subjekt-relationens nedsynkning til ”det åndelige dyrerige”, så objektets frugtbare bedrag af subjektet kan føre os til ”sagen selv” (Hegel, 1807/2005, s. 271-275).
En stor tak til Phillip Dyssegaard for hjælp til diverse omformuleringer, rettelser og pædagogiske tilføjelser, der uden tvivl har højnet artiklens læsbarhed betragteligt.