Af Amalie Faurgaard Kulager Pedersen, stud.psych.

Illustrationer af Monika Maria Yazdani, stud.psych.

Det dybe efterår har meldt sig. Mens jeg tænker disse tanker og skriver disse ord, skifter bladene farve og begynder langsomt at falde af træerne. Når denne udgave af Indput finder dig, kære læser, har vi bevæget os ind i december, og den mørke vintervandring er begyndt. Det er min oplevelse, at mange mennesker har det svært med vinteren – måske du kan genkende dette?

Jeg tror, det handler om mørket og kulden, men allermest at det handler om alt det, der bliver så tydeligt i os selv, når vores blad-pragt har forladt os, og vi står nøgne tilbage i vinterens golde landskaber. Her får vi mulighed for at møde os selv på en ny måde, som i høj grad kan adskille sig fra vores lette, livlige sommer-selv. Det kan være særligt svært i et samfund, der priser det lette, det lyse, det livfulde. Men der er også liv i efteråret og vinteren. I mørket og kulden kan vi slippe dét, der tynger eller ikke længere tjener os, lade det dale mod jorden og tillade det at formulde under vinterens hvide sne, mens vi samler næ ring til det kommende forårs knopskydning. Her kan vi trække os tilbage, ind i os selv, og sidde med det svære for en stund, nu hvor intet andet (end samfundets stædige sommer-puls og livets evindelige krav) kræver vores opmærksomhed.

Noget af det, jeg selv står tilbage med om vinteren, er min sorg. På mange måder har sorgen altid føltes som en grundsten i min tilværelse, jeg har mange døde i mit liv, og sorgen er, som så meget andet, en del af min hverdag. Men der er noget ved vinterhalvåret, som gør, at jeg konfronteres særligt med den her. Når Moder Jord skruer ned for lys og lyd, kalder mig hjem i mig selv og siger:

”Se, mit barn, her er alle dine skyggesider, alle dine tab, alt der smerter. Sid med det.”

Det forsøger jeg så. I år vil jeg prøve at tage dig med noget af vejen, på en opdagelsesrejse i mine sorgritualer; de praksisser, jeg vender tilbage til igen og igen, for at mindes mine døde, ære dem og være dem nær, selv nu hvor de ikke længere fysisk er med mig. Ritualerne er for mig en måde forsat at bære dem med mig i livet. Måske du kan benytte dig af læsningen til at reflektere over dine egne sorgritualer – måske du kan få inspiration til at tage din egen sorg i hånden og skabe ritualer med den.

Et vedhæng

Jeg havde tænkt, at jeg ville starte et andet sted, ved et klassisk ritual, ved begravelsen eller gravstedet, men denne udforskning må starte et helt andet sted, ved det, måske, mest omfangsrige ritual jeg har haft bundet op på en sorg; et vedhæng af halehår fra min første pony. Desiré døde da jeg var 13 år og uendeligt sårbar.

Jeg havde aldrig eksisteret i verden uden hende, og hendes død rev mig op med rode. Jeg blev helt opslugt af sorg, og i efterdønningerne af hendes død opstod det ene ritual efter det andet. Jeg sov i lang tid med en tot af hendes hår under min hovedpude (ja, jeg havde den med mig, når jeg sov andre steder). Jeg lavede et mindested til hende i vores have, hvor jeg ofte gik hen for at tale til hende. Og så lavede jeg et lille vedhæng af hendes halehår, som jeg, uden undtagelse, bar i en kæde om halsen hver eneste dag i årevis. Måske seks år, måske mere. Jeg bærer det stadig til tider, om end forholdsvis sjældent. Det tog mig en del år at lære, at det var ”nok” at bære hende med mig i alt, jeg er.

Jeg husker stadig den første gang, jeg glemte at tage halskæden på. Det har formentlig været et år eller måske to efter hendes død, og jeg sad i bussen på vej til skole. Jeg kan genkalde mig følelsen af at række hænderne op efter vedhænget, som var en evindelig fidget-genstand for mig i de år, og mærke panikken brede sig som en steppebrand i mit mellemgulv, idet mine fingre intet finder, tårerne der presser sig op i mine øjne parallelt med den velkendte klump i halsen. Det sad i mig hele dagen, og det første jeg gjorde da jeg kom hjem, var at tage halskæden på. Jeg følte mig simpelthen ikke hel uden, og det var selvfølgelig en spejling af, at jeg generelt ikke længere følte mig hel.

Sorgen over Desiré var særligt rå og ubarmhjertig. Den er blevet væsentlig mildere med tiden. Ikke desto mindre brød jeg alligevel sammen i gråd, da jeg d. 2. januar i år lå på min fysioterapeuts briks på 10-årsdagen for hendes død, og han løsnede op for noget, jeg ikke havde mærket i lang tid. Og da jeg kom tilbage til min kærestes og min lejlighed og erfarede, at mit vedhæng lå hjemme hos mine forældre, mærkede jeg atter lidt af det samme, som havde ramt mig den dag i bussen for så mange år siden.

Der var noget ved det tab og den sorg, som var alt for tungt og overvældende for mit unge hjerte, og de ritualer jeg skabte, får mig i dag til at se med bekymrede og nådige øjne på mit yngre jeg, for der var uden tvivl noget tvangspræget over dem. Et de sperat og inderligt forsøg på kontrol, på at fastholde et elsket væsen, som jeg på ingen måde var klar til at give slip på. Tabet af Desiré blev min første store lektion i sorgen, og måske i virkeligheden også mit første møde med at skabe egne ritualer i det hele taget. På sin vis tror jeg, at de udgjorde en form for overlevelsesmekanisme.

Finskbrød på kirkemuren

Den 8. maj 2020 døde min mormor, imens jeg sad på et fly fra Washington til Frankfurt til København i et desperat forsøg på at nå hjem og holde hendes hånd en sidste gang. Måske det var dette tab, der lærte mig, at ritualer også er en måde at navigere i sorgen, og i livet med sorg. Det blev det i hvert fald efter tabet af min mormor, måske især fordi de ritualer, der knytter sig til tabet af hende, også knytter sig til årshjulet og tidernes skiften, og således markerer for mig, at jeg langsommeligt bevæger mig fremad, selvom jeg den 8. maj 2020 troede, at tiden var fastfrosset for evigt. Heldigvis er tiden flydende og sorgen ligeså.

Min mormor elskede naturen, og min mor var sød til at bringe den ind i hendes lille lejlighed. Så når jeg i dag bærer gæslinger, syrener og bøgegrene ind i lejligheden hvert forår, så er det fordi, jeg bærer hende med i buketterne.

Jeg bærer syrener med ind i lejligheden.

Ligesom vi bar dem ind i kirken

Ligesom jeg bærer dem til din grav.

Det er som om, foråret bringer dig tættere på.

Jeg har indlejret dig i alt dét, der spirer frem.

Jeg kan stryge fingeren over et bøgeblad og næsten mærke hendes hånd. Hver gang jeg spotter en buket i min vindue skarm, tænker jeg på hende.

Når vinteren nærmer sig, laver jeg et lille juletræ ud af løse grangrene i oasisblokke og pynter det med små glaskugler og hjemmelavet julepynt, præcis som vi gjorde hjemme hos min mormor. Når vi pynter det store juletræ i mine forældres spise stue, tager jeg den lille sølvfugl, der altid sad på min mormors juletræ, og sætter den fast på en gren i øjenhøjde, så hun kan følge med i alt, der foregår. Når vi bager finskbrød, som var hendes uovertrufne yndlingssmåkage, sender jeg hende en tanke for hver en bid. En dag i løbet af december siger jeg ”nu er det tid”, fylder en æske med finskbrød, tager mine kære un der armen og går på kirkegården. Så sætter vi os på kirkemuren ved mormor og morfars grav og sender kageæsken på omgang, skåler i småkager og taler om vores Momse. Vi er altid kommet meget på kirkegården, men aldrig så meget som efter vi satte hendes urne ned ved siden af min morfar. Jeg går ofte derop for bare at sige hej, nogle gange for at sætte mig i stenene og fortælle dem om livet. Måske det lyder skørt for nogen, men det letter mit hjerte hver gang. Også her identificerer jeg et mildt tvangspræget ritual, for jeg forlader aldrig gravstedet uden at have fjernet hver en småsten, der måtte have fundet vej op på de trædesten, der leder fra hækken og hen til gravstenen. Måske det er et forsøg på at drage omsorg for dem, hvad der jo ellers kan føles noget nær umuligt at gøre for nogen, der ikke længere er levende.

Dødsdage – at gå aktivt ind i sorgen

På mange måder er sorgen en primært implicit del af mit liv. Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker på en af mine døde, men heldigvis er det ikke hver dag, at jeg mærker dybderne af sorgen og savnet. Jeg har dog erfaret, at det, at sætte tid af til at gå aktivt ind i sorgen, er blevet ganske vigtigt for mig. Det handler nok et eller andet sted om, at jeg er en del af et samfund, som på mange måder stadig ser sorg som noget, man kommer ud på den anden side af. Jeg hører flere sige, at sorg er noget man bærer med sig hele livet, at tab ikke er noget, vi kommer over, men derimod lærer at leve med. Alligevel er det som om, at vi ikke får talt så meget om, hvad det vil sige at leve med det, og så kan det alligevel let føles som om, at det stadig ér noget, vi helst skal komme os over – eller om ikke andet noget, som det meste af tiden kan pakkes væk i en indre æske, som kan tages frem ved særlige lejligheder. Det er jo nok i sidste ende dét, altså hvordan man lever med sorgen, som jeg ønsker at give et bud på med den her tekst, et lille indspark til en større samtale om et sprog og en praksis, jeg savner i vores samfund.

For mig betyder det at leve med sorgen, blandt andet dage, hvor jeg sætter mig ned og aktivt vælger at opsøge min sorg, mine minder, min gråd. Nogle dage mærker jeg behovet helt af mig selv, men det er slet ikke altid, og derfor bruger jeg altid dødsdage som en særlig anledning til at holde rum for min sorg. Det bliver som regel om aftenen, måske fordi der er noget ved mørket og stilheden, som gør det både lettere og tungere at dykke ned i. Jeg vil helst være alene, så jeg ikke skal bekymre mig om andres reaktion på min gråd (selvom jeg virkelig drømmer om mere kollektive sorgritualer i mit liv, men lad nu det ligge for denne gang). Jeg tænder stearinlys og lytter til de mest triste bangers, jeg kan komme i tanke om, imens jeg kigger igennem gamle billeder af mine døde, og som oftest ender det med, at jeg græder mit hjerte ud i lang tid, hulker højt og inderligt, mærker min mave krølle sig sammen. Måske det lyder virkelig trist, måske det føles lidt grænseoverskridende at læse om? Men jeg lover dig, at det er en af de rareste følelser jeg kender; at være i så dyb kontakt med smerten, for derefter at mærke noget slippe lidt, flytte sig en millimeter til venstre. Bagefter føles min krop lettere, min vejrtrækning mere fri, og dem jeg savner føles tættere på. At dykke dybt ned i smerten er på selvmodsigende vis som at komme op efter luft. Jeg tror ikke, at det ville være sundt for mig at gøre ofte, jeg tror, der er en fin grænse mellem at mærke og være til stede med sin sorg og så at dyrke den, men hvor grænsen helt præcist går, vil jeg ikke forsøge at gøre mig klog på.

At skrive for at holde i live

Det sidste ritual, jeg kommer i tanke om, da jeg brainstormer over dette skriv, er netop dét at skrive. Jeg har skrevet altid, nogle gange for at overleve, andre gange som en konsekvens af, at jeg virkelig levede, men altid som en grundlæggende del af dét at være i live. At skrive om mine døde startede, ligesom så meget andet ved mine sorgpraksisser, med Desirés død. Jeg skrev om hende igen og igen, jeg skrev om sorgen og smerten, om hvor meningsløst livet føltes uden hende. Jeg har nogle gange haft mig selv mistænkt for ”bare” at være en lige lovlig dramatisk teenager, men når jeg husker tilbage, er jeg slet ikke i tvivl om, at den sorg var noget af det mest sårbart ægte og rå, jeg har gennemlevet. Når den besøger mig i dag, bliver jeg kun bekræftet i dette. Livet føltes reelt meningsløst, men så kunne jeg dog finde en vis mening i at skrive, fordi det også var en måde at holde hende i live – eller i al fald hendes minde. Det var en måde at fastholde, en måde at huske alt det, jeg senere har lært, at man ikke bliver ved med at huske (i dag kan jeg kun i små glimt genkalde mig hendes duft, følelsen af hendes pels, og der var ingen, der fortalte mig, at sorgen kommer igen og igen, at tabet på den måde er delt op i mange sekvenser, hver gang en del af dem forlader dig for anden gang). Samtidig er det en måde at ære og mindes, og det er meget klart kodet sammen med en stærk følelse af, at jeg er nødt til at huske dem og fortælle andre om dem, for ellers… Ellers hvad? Jeg ved det stadig ikke, men det har føltes tvingende nødvendigt, især da jeg var yngre, og således skrev jeg opslag efter opslag på Facebook om Desiré og vores tid sammen. I dag skriver jeg stadig ofte om mine døde, men jeg publicerer langt mindre af det, end jeg tidligere har gjort.

Jeg finder stadig trøst i ordene, og det er nok dét, der får mig til at tænke, at skrivningen også er et ritual – ordene er endnu et sted, hvor jeg kan gå hen med min sorg, et sted at formidle kærlighed som ikke længere kan gives. Samtidig er det her, jeg for alvor kan udforske, hvordan jeg oplever sorgen, og ikke mindst er det ofte her, at jeg har opdaget, hvor meget der er at lære af den. Fra oktober 2021 til maj 2023 mistede min familie og jeg syv firbenede familiemedlemmer. Alle mine holdninger til sorg over dyr må jeg skrive om en anden gang, for nu må det være tilstrækkeligt at sige, at jeg ikke skelner mellem, om jeg mister et dyr eller et menneske; hvad der måske allerede stod tydeligt for dig, da du læste om mine ritualer relateret til Desirés død. Jeg har skrevet meget om selve sorgen i de senere år, efter at være blevet konfronteret med den igen og igen, og jeg kan se, at meget har forandret sig i min måde at forstå sorgen på, siden jeg mistede Desiré.

Sorgen er et naturfænomen.

En syndflod, en tsunami

Et jordskælv, et vulkanudbrud.

En solopgang.

Sorgen er identificeringen af en ny planteart i mit eget sind.

En sart blomst, en vild slyngplante.

Sorgen er en skifter,

nogle dage mild og fin,

andre dage voldelig og truende.

Sorgen er et træ der vokser ind i himlen

med rødder der strækker sig ned i helvede.

Nogle dage sidder jeg i de øverste grene og kan se langt tilbage i

mindehorisonten, mit hjerte fyldt med kærlighed.

Andre dage farer jeg vild og bliver fanget langt nede i

rodnettets mørke dybder.

Det er en langsommelig rejse at blive fortrolig med døden og sorgen, og alt hvad de udløser i os. Meget ændrer sig grangiveligt også ganske simpelt i takt med, at vi bliver ældre. Da Desiré døde, fyldte det mig med afmagt og en fornemmelse af uretfærdighed, på trods af, at hun var 29 år gammel (hvilket er en ganske flot alder for en hest), da hun døde. I dag kan jeg se i mine tekster og mine ritualer, og mærke i mig selv, at min måde at leve med sorgen på, og min måde at forstå den, har ændret sig med tiden. Ritualerne er blevet mindre invasive overfor min hverdag, mindre rigide. Mine tekster er mere nuancerede, og taknemmeligheden fylder mere end smerten (bestemt ikke alle dage – men dog de fleste). Jeg har en langt stærkere fornemmelse af, at kærligheden til dem jeg savner, finder vej til dem på trods af døden, og at jeg kan leve meningsfuldt med min sorg, på en måde hvor jeg forsat bærer mine døde med mig. Måske angsten, der på mange måder drev mine mere tvangsprægede sorgritualer, var angsten for at miste fuldstændigt. I dag tror jeg ikke længere på, at dét reelt er muligt. I dag ved jeg, at jeg bærer dem med mig altid, at de er så fint vævet ind i det stof, jeg er gjort af. Som jeg skrev, da min mormor døde;

Der er en tid til at leve, og en tid til at dø. Men der er også en tid til at elske, og dén tid bryder alle tider og bevæger sig på tværs af alle dimensioner. Således ved jeg, at min sjæl for altid vil være vævet ind i din, og at min kærlighed til dig for evigt vil flyde i universets årer og derved finde sin vej til dig.

Her er meget at lære

Kære læser, jeg håber, at du måske har fået lyst til at dykke lidt ned i din egen sorg. Jeg forstår godt, hvis det føles svært eller grænseoverskridende, eller simpelthen bare ubehageligt. Men som Amanda Schou skriver i Mellem månerne, om steder i os selv, som er ubehagelige at opholde os ved, så føles de sikkert ofte sådan, fordi der er noget at lære netop dér.

Og det tror jeg i høj grad på er tilfældet med sorg. Det er sjældent let at sidde med det tunge, men det er heller ikke farligt, selvom det kan føles sådan. Så når Moder Jord kalder os hjem denne vinter, så håber jeg, at du vil turde sidde lidt med din sorg. Måske skrive lidt om den. Måske tænde et lys og røre den med tanken. Det kan se ud på mange måder, som jeg her har forsøgt at illustrere gennem mine egne praksisser, men der er mange andre bud, og jeg håber, at du finder en vej, et medium, igennem hvilken du på meningsfuld vis kan leve med netop din sorg og dine døde.

SORGENS RITUALER