Om hekse- og specialeritualer – hvordan har hekse en plads i psykologien i dag?
Af Sarah-Emilie Gundolf Josiasen, stud.psych.
Illustration af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.
Hekse og psykologistuderende. Har de noget til fælles? Det kom jeg til at tænke på i min forvildelse over, hvor dan man kvalificerer forskning i psykologien. Jeg får lyst til at starte ved det psykologiske kandidatspeciale. Derfor stiller jeg spørgsmålet: er der ligheder mellem hekse- og specialeritualer i forbindelse med at skul le skrive det psykologiske kandidatspeciale? Måske er det meningsfuldt at starte med at kigge (tilbage) til heksene og de ritualer, som de brugte. Her taler jeg mindre om den onde heks, vi typisk ser på film, der forbander lande og mennesker med egen vinding for øje, og mere om de kvinder, der blev brændt på bålet i 1600-tallet for sort magi. Før i tiden havde hver landsby sin kloge kone, der med urter eller hellige ritualer kunne helbrede sygdomme eller give gode råd til at holde ulykker for døren. De turde at omsæt te viden om naturen, helbredelse og beskyttelse til praksis og modsætte sig middelalderens kirkelige og patriarkalske dogmer. De havde helt særlige tilgange til at transformere viden om verden gennem særlige ritualer, som ofte beroede på folketradition og naturen. Når man læser om heksepraksisserne i dag, er de dog stadig indhyllet i datidens frygt for det ukendte og det uortodokse.
Hvorfor koble hekseritualer og heksejagten med psykologiens videnskab, kan man jo spørge? Nogle områder af psykologien er til tider blevet udskældt for ikke at være en ”rigtig” videnskab. Særligt den humanvidenskabelige psykologi. Det kan skyldes, at det er sværere at skabe evidensbaserede teorier om mere komplekse, gådefulde og mystiske dele af det psykiske apparat, som ikke umiddelbart kan måles med psykometriske modeller eller opstilles som universelle standarder. Et eksempel er det ubevidste i psykoanalysen. Med det ubevidste viser psykoanalysen, at vi faktisk har mindre kontrol over den virkelighed, vi indgår i. Det betyder ikke, at traditio nen er mindre videnskabelig end andre. Det er blot en anke, som modstandere af psykoanalysen anfægter den for at ikke være, fordi den ikke efterlever de videnskabelige dogmer som den evidensbaserede og positivistiske tradition fantaserer om. Her mener jeg ikke, at der er bedre eller dårligere videnskabstraditioner, men blot at det bliver en heksejagt, når dominerende traditioner ikke tillader andre teorier at eksistere som videnskab. Det samme gjorde sig gældende med det, datiden kaldte for hekseritualer og praksisser som f.eks. brug af urter og anden sympatisk (virkningsfuld) magi. Det får jeg lyst til at koble sammen med behovet for at skubbe human videnskaben ud af psykologien. Måske er det netop i den humanvidenskabelige tradition, som har mindre skarpt behov for at opstille hypoteser og årsag-virkning relationer, at man kan skabe fortryllende forandringer i verden og udvikle psykologiens teoretiske forståelseshorisont?
Specialet som et (hekse)ritual?
Specialet er en svær størrelse helt at greje som psykologistuderende. Nogle ser det som springbræt til praksis, andre ser det som processen, hvori man kan udfolde al den faglige viden som man har opbygget i løbet af sin uddannelse. Men jeg tænker, at man faktisk også kan anskue specialet som et rituelt sted for dannel sen af sin psykologiske faglighed og videnskabelige habitus. Her taler jeg ikke kun om, at vi skal vise og argumentere for vores faglighed, men at vi tillige skal skabe vores egen forståelse af, hvordan vi tænker og arbejder psykologisk med fænomener. Altså koblingen mellem teori og praksis, som er mere kompleks end som så.
Jeg vil argumentere for, at ritualer er vigtige, når man skal skrive det psykologiske kandidatspeciale. Vi skal i specialet vise, at vi har tilegnet os viden om psykologiske teorier, metoder og praksisser. Her er et ritualet bl.a. litteratursøgning og teoretisk afgrænsning. Denne rituelle handling bør være dér, hvor den psykologistuderende dykker ned i den videnskabelige ønskebrønd af teori og perspektiver, som ikke er underlagt strenge krav om form og indhold. Der er i psykologien særlige hegemoniske kræf ter, som forsøger at kolonisere på, hvilken psykologisk viden og metodologi, der er mere gyldig end anden. I specialet er der dog stadig mulighed for at udfolde en videnskabelighed, som måske i min dre grad er påtvunget ’oppefra’. Her kan vi få lov til at være hekse i den psykologiske disciplin, hvis vi har lyst. Hekse og studerende dømmes jo lidt forskelligt, men på en eller anden måde er der nogle rituelle praksisser, som ringer genklang for mig, når vi skal forstå hekse- og specialeritualer. Derfor vil jeg foreslå, at vi prøver at kigge nærmere på hekse- og specialeprocesser.
Hvad gør sig gældende, når vi taler om hekse- og specialeritualer?
Hvis vi vender tilbage til heksene og den rituelle praksis, så får jeg lyst til at udvide idéen om, at specialet kun er en videnskabelig kampplads. Det er også punktummet eller overskriften for den psykologistuderendes faglige dannelse. Derfor får jeg lyst til at se på, hvordan den studerende kan skabe nye forståelser og foran dre ved – ligesom en heks – at dygtiggøre sig indenfor et specifikt område i en på mange måder ”magisk” proces. Her er det jo vigtigt at påpege, at jeg ikke snakker om magi, som det ”overnaturlige”, men derimod magi, som vi kender det fra folkeeventyr om hekse; det, der kan virke mystisk eller uforklarligt for den al mene person. Psykologien finder i samme ånd svar på mystiske, gådefulde og uforklarlige symptomer eller sammenhænge gennem nøje frembragte analyseringer og teoretiske forståelser af et givent fænomen. Her ser jeg koblingen mellem magi i heksekunsten og specialekunsten. Men hvordan opnås denne rituelle proces i specialeprocessen så?
Faktisk var det sådan, at mange hekse havde udgangspunkt i at hjælpe de svage. Det var altså helbre delse, der var i fokus. Det var her ritualet blev særligt vigtigt. Det skete ved, at heksen kanaliserede energi mod et bestemt mål. F.eks. at helbrede en person fra sygdom. På en eller anden måde er det samme proces, der er i gang, når man skriver sit speciale. Man forsøger at finde svar, forståelse el ler overvejelser om, hvordan man kan bruge den psykologiske videnskab til at hjælpe eller berige mennesker og sin omverden. Her er specialeprocessen jo vigtig, fordi dét, at man læser sig ned i særlige retninger i psykologien, vil lede til ens personlige og professionelle udvikling som psykolog (og måske heks?). Udover dét kræver hekseritualer som regel koncentration og isolation. Det samme gælder for specialeprocessen, hvis man virkelig skal nærme sig sit stof. Det kræver altså fordybelse, som både kan være en prøvelse og en transformation hos den enkelte.
Det humanvidenskabelige speciales forbindelse til hekseprocesserne
Nu vil jeg rykke et andet sted hen. Nemlig til en overvejelse som vedrører humanvidenskaben i psyko logien. Judy Gammelgaard, som var tidligere lektor på psykologi på KU, undersøgte selv forbindelsen mellem heksejagten og den kollektive projektion af samfundets egne skyggesider. Det vil altså sige de aspekter af os selv og vores kultur, som vi undertrykker eller frygter. Det frygtede projekteres ud i en ydre figur, som derefter forfølges og straffes. I den sammenhæng ser jeg humanvidenskaben – og dét at skulle skrive et humanvidenskabeligt (teoretisk) speciale – tone frem.
Heksejagten, som ovenfor udlagt, er symbolsk for den udvikling, vi ser på Københavns Universitet og udvandingen af human-, psykoanalytisk og kritisk samfundsvidenskabelig psykologi. Det forfølger os helt tilbage fra hekseprocesserne, at systemet og kulturen viser os, at vi må håndtere komplekse teorier og fortrængte følelser ved at eksternalisere perspektiverne væk fra os selv (altså væk fra den psykologi ske videnskabelige disciplin). Her bliver argumentet, at den eneste rigtige videnskab er den positivi stisk-empiriske, fordi den kan verificeres. Men hvad betyder det overhovedet? Heksefiguren ser jeg som kanal for ubevidste konflikter hos dem, der jagter heksene – også i forhold til undertrykkelsen af humanvidenskaben i psykologien. I datiden var heksefiguren en form for kvindelig autonomi og magt, som de patriarkalske strukturer historisk forsøgte at undertrykke – og fortsat undertrykker. Her læser jeg Institut for Psykologi ind i en patriarkalsk struktur. Når vi begynder at beskæftige os med en videnskab, hvor der ikke er ét klart svar fra én klar måling, ryster den psykologiske disciplins fundament særligt på Københavns Universitet. Det sker, da der har været et historisk ønske om at ligne en evidensbaseret (natur)videnskab mest muligt. Men hvorfor overhovedet forsøge at efterstræ be det, når vi godt ved at mangfoldigheden af videnskabelige perspektiver er det, der gør psykologien værdifuld i verden? Psykologien bør afspejle og forsøge at forstå verden i kraft af dens mangefacetterede kalejdoskopiske udtryk. Både praktisk og teoretisk.
Heksen som symbol på (human)videnskabelig modstand og scientismen som vor tids ’Heksehammeren’?
Først vil jeg fortælle, hvad heksehammeren gjorde. Heksehammeren var i middelalderen et skrift og middel til at kategorisere og forfølge dem, der faldt uden for normerne (særligt hekse). På samme måde kan scien tismen og dens metodologiske begrænsninger virke som en moderne ”heksehammer”, der undertrykker viden, som ikke passer ind i den positivistiske videnskabelige ramme. Scientismens krav om objektivitet og målbarhed kan marginalisere humanvidenskabelige og kvalitative tilgange i psykologien og stemple dem som mindre gyldige eller ”uvidenskabelige”. Det er der mange eksempler på sker, og ét af dem er blot den udvikling og ensretning, vi ser på psykologiuddannelsen på Københavns Universitet.
Silvia Federicis undersøgelse knytter datidens hekseforfølgelse til nutidens kapitalisme (herunder det patriarkalske samfunds struktur) i sit værk ”Caliban & heksen”. Federici beskriver, hvordan hekseforfølgelserne fungerede som et middel til at disciplinere kvinders kroppe og kontrol over reproduktivt og medicinsk arbejde. Her får jeg lyst til at lave en parallel til, at psykologiuddannelsen i dag er en moderne form for disciplinering af de studerendes vidensproduktion. Visse typer viden fremmes, og andre marginaliseres. Universitetskrav, studieordninger og akademiske normer kan ses som moderne ”brændestakke,” der bestemmer, hvilken slags viden der ”overlever”. Altså hvilken viden, der bliver brændt på bålet, selvom det kan lyde lidt makabert, mener jeg faktisk, at det i høj grad er tilfældet.
Den ”indre” og ”ydre” heksejagt i specialeprocessen – og mere generelt i psykologien
Den indre heksejagt kan nok genkendes af mange. Har jeg nu forstået det korrekt, er jeg dygtig nok, giver mine refleksioner mening i den større helhed, er jeg på rette vej, finder jeg nogensinde et svar på min un dren? Disse følelser tænker jeg kan siges at være almene oplevelser hos psykologistuderende, når de skriver speciale. Det kan nogle gange opleves som, at man udfører en indre heksejagt mod sig selv, som måske endda til tider kan opleves ”hysterisk”, hvis man sidder fast i en teoretisk hårdknude. Modsat kan det være den største forløsning at få reflekteret med forskellige teorier, hvorigennem du opdager, at du faktisk svarer og reflekterer over din givne problemstilling.
Den ydre heksejagt er på en eller anden måde en anden størrelse. Lidt som ovenfor beskrevet, er denne hek sejagt betinget af nogle særlige dominerende forståelser af ”forskningsidealer”. Altså hvordan kvalificerer vi gyldig viden i den psykologiske videnskab. Her er den hegemoniske forståelse, at denne forskning skal være målbar, kvantificerbar og universel standardiserbar. Når en forelæser står foran en hel årgang psykologistu derende på KU og siger: ”Psykoanalysen er uvidenskabelig” bliver det en heksejagt på særlige perspektiver. Det er heldigvis ikke altid sådan, men når denne forståelse bliver den dominerende, bliver det ofte den, som kan agere som øverste dommer for, hvad der er ”ægte” psykologisk viden. Her vil jeg argumentere for, at der sker en moderne heksejagt, hvor alternative perspektiver og metodologier marginaliseres, ud grænses eller ignoreres. I den henseende vil jeg kigge til, da vi så Pernille Hviid valgte at sige sin stilling som lektor og ansvarlig for SUI (social-, udvikling og integrationspsykologi) op, eller da det blev vedtaget at nedlukke den humanvidenskabelige forskningsklynge, og nu senest, hvor psykoanalytiker og lektor Katrine Zeuthen valgte at forlade universitetets mure. Her læser jeg det som, at de siger deres stillinger op, fordi de oplever deres positioner som udsatte og jagtet af de dominerende positioner. Lidt som fortidens hekse, men heldigvis kan ’de nutidige hekse’ vælge at forlade forskningsverdenen, før de mister sig selv helt.
For at vende tilbage til specialet, vil jeg argumentere for, at man som studerende her til en vis grad står udenfor denne heksejagt, såfremt man får en vejleder, som støtter én i at undersøge lige netop dét psykologiske fæ nomen, man drømmer om. Med dén videnskabelige tilgang i psykologien, som er meningsfuldt for netop dét speciale. Så længe disse vejledere altså er at finde. Gruppen af de humanvidenskabelige og kritisk sam fundsvidenskabelige ansatte fortyndes pt gennem opsigelse efter opsigelse. Derfor er min opfordring til alle studerende, at de skal forblive ”hekse”. Forblive kritiske. Forblive modstandere af ensretningen af vi denskabelige perspektiver. Brug jeres stemmer – både undervejs i uddannelsen, i specialet og i kraft af spe cialeritualerne – til at undersøge mangfoldigheden i psykologisk viden. Det er på den måde, vi studerende kan bevare muligheden for diversitet, pluralisme og frihed i akademia. Det synes jeg, vi skal insistere på.