PSYKPIGERNE MALER BYEN RØD (vol. 2)

Af River Lyngaa, stud.psych. og Regitze Langager Christensen, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Velkommen til ”Psykpigerne maler byen rød”. I en verden af uinspirerende læsning og ensretning på studiet er det let at føle sig fremmedgjort i en ørken af kognitive perspektiver. Men frygt ej! Vi, Psykpige1 (4. semester af bacheloren) og Psykpige2 (1. semester af kandidaten), har taget det på os at udforske og dele vores rejse med at genopdage meningsfuldheden i vores fag. I denne reportageserie vil vi dykke ned i de skjulte oaser af resonans, hvor faglige fællesskaber blomstrer og inspirationen sprudler. Følg med, når vi navigerer gennem ørkenen af det konventionelle studielandskab og afdækker de uforløste potentialer, der ligger gemt i psykologiens mangfoldighed og dybde.

Søgen efter den anden oase begyndte med et simpelt telefonopkald. Psykpige2 havde – i Indputs mest dunkle og forglemte kroge – hørt hvisken om et foretagende på RUC. Straks og helt stresset, som var tiden ved at løbe fra hende, ringede hun hastigt til Psykpige1, der sad roligt en onsdag eftermiddag og sugede det spirende forårsvejr ind gennem vinduet. Kontrasten mellem ro og den stressende angst blev på mange måder et bærende element for hele vores færd; en kontrast, der gentog sig gang på gang. Begivenheden, som Psykpige2 havde hørt om, fandt sted efter deadline, men i et øjeblik af pludselig klarhed indså vi, at det var afgørende at fordybe os i et emne, der længe havde ligget og ulmet i vores samtaler: Palæstina. Begivenheden, arrangeret af Palestine Solidarity Network at RUC, var en teach-in ledet af Buthaina Shaheen med overskriften “Settler Colonialism and Indigenous Epistemology”. Foredraget stillede skarpt på portrætteringen af Palæstina i Danmark og på palæstinensisk modstand i en ramme af narrativer og vestlige magtstrukturer. Shaheen er selv palæstinenser og Ph.d studerende på RUC med speciale i globalisering af Palæstina og Israel. Det er foruroligende, at et emne af sådan brændende aktualitet og væsentlighed ikke tidligere (med undtagelse af en dybfølt leder sidste semester) har fået spalteplads i Indput. Som psykologistuderende føler vi et etisk ansvar – ikke kun for vores egen akademiske udfoldelse som kommende psykologer, men også for at diskutere emner, der er af afgørende betydning for vores samtid – og som for nogle handler om at få lov til at eksistere.

På udebane på RUC

Psykpige2: På en af de sidste dage i april stiger jeg sammen med Psykpige1 af toget på Trekroner Station. Hele Danmark er i disse dage velsignet med solskin og den længe ventede varme, og jeg føler mig selv helt høj over at have cyklet til Hovedbanen uden jakke på. Vi bevæger os over torvet mod RUC, dette andet universitet, som virker til at strække sig i det uendelige. Vi farer til ingens overraskelse hurtigt vild i labyrinten og render forvirrede rundt fra den ene forkerte bygning til den næste. Det afholder os dog ikke fra samtidig at nærstudere RUC-typen med den bedste psykologindstilling, vi kan mønstre. Deres væren-i-verden, der insisterer på en laissez-faire tilgang, indhyller campus i en særlig atmosfære af ro. Ærligt, verden kunne brænde (som den desværre på mange måder gør), og RUC’erne ville stadig slentre.

Ud af det grå beton toner vores redning endelig frem - ikke foredragssalen, men et kaffested! For man har jo altid tid til en kop kaffe, og den studenterdrevne RUCbar kan det hele. Solen bliver nydt i fulde drag udenfor baren, som var det en scene fra Kødbyen om sommeren, og indenfor ligger folk henslængte i sofaer, der virker til at være i lidt bedre stand end Kaninens. Vi nyder en skøn latte til 20 kr. og begynder på en heftig og passioneret snak om, hvorfor CSS egentlig ikke har en studentercafé med billig baristakaffe - det er jo en slags menneskeret! Vi får til sidst spurgt om vej og ankommer endelig til foredraget kl. 13.11 - for sent… Mens vi har sludret om kafferettigheder, har vi vanen tro taget det akademiske kvarter med os fra KU, men det opererer foredraget tydeligvis ikke med. Vi overvældes af en følelse af ikke at høre til i rummet, og vi sniger os ned bagved. Emnets tyngde trænger sig på, og vi sætter os ned med vores latte, pinligt bevidste om kontrasten mellem skummet havremælk og folkemord i Palæstina.

Psykpige1’s Historietime 101

Psykpige1: Jeg tager mig lige den frihed at foretage et dristigt spring tilbage til år 1516. For at forstå modstanden er det af afgørende betydning at have en dybere indsigt i Palæstinas historie. Tilbage i april deltog jeg i et andet oplæg med Shaheen, hvor hendes skarpe og indsigtsfulde præsentation gav mig en langt bedre forståelse af Palæstinas historie. Jeg vil forsøge at dele noget af den viden. Hvis du er nysgerrig på mere historisk baggrund, kan jeg desuden anbefale bogen ”The Hundred Years’ War on Palestine” af Rashid Khalidi. Men her, den opsummerede version:

For at forstå historien skal vi helt tilbage til 1516, hvor de osmanniske tyrkere invaderede og besatte Palæstina. Det stod på i 402 år (med en lille undtagelse), indtil de britiske styrker i 1918 besejrede det osmanniske styre i slaget ved Megiddo. Ifølge Sykes-Picot-aftalen fra 1916 var det planlagt, at størstedelen af Palæstina ved afslutningen af den osmanniske kontrol skulle blive en international zone, hverken under direkte fransk eller britisk kolonial kontrol. Palæstina blev dog fra 1917 – 1920 efterladt under britisk militær besættelse, hvorefter det blev et britisk mandatområde under det nyoprettede Folkeforbund. Det britiske mandat implicerede Balfour-erklæringen i 1917, der udtrykte støtte til etableringen af et “nationalt hjem for det jødiske folk” i Palæstina – men med betingelsen om, at der ikke måtte gøres noget, der kunne forringe rettighederne for de eksisterende samfund der. Og hvordan gik det? Under mandatet fra 1922 til 1947 fandt der således en omfattende jødisk indvandring sted, som egentligt startede tilbage allerede i 1882 fra Østeuropa grundet stigende anti-semitisme. Konflikter opstod mellem de nye jødiske bosættere og de lokale palæstinensere. I begyndelsen kæmpede de om land, vand, levesteder, osv., men det udviklede sig senere til en konflikt om national identitet. Kort fortalt resulterede det i 1947 i en “delingsplan for Palæstina”, der ville dele Palæstina op i to uafhængige stater; en for jøderne og en for palæstinenserne (spotted in the wild – en to-statsløsning! How did that go?). Den 14. maj 1948, dagen før den britiske tilbagetrækning, erklærede de jødiske ledere dog området; “Den Uafhængige Stat Israel”. Kort efter udbrød der krig mellem den nyoprettede israelske stat og de nærliggende arabiske lande, som endte med etableringen af Den Grønne Linje, der inddelte Palæstina i tre dele – 1) den del, som jøderne besatte under krigen, som udgør den nuværende israelske stat, 2) Vestbredden der blev overladt til jordansk administration og 3) Gazastriben der blev overladt til egyptisk administration. For de israelske jøder markerer krigen altså oprettelsen af den israelske stat, men for palæstinenserne resulterede det i al-Nakba – katastrofen. Mellem 1947 og 1949 blev mindst 750.000 palæstinensere ud af en befolkning på 1.9 millioner gjort til flygtninge uden for statens grænser og de blev forment adgang til deres hjem og jord. Zionistiske styrker havde taget mere end 78% af det historiske Palæstina, etnisk udrenset og ødelagt omkring 530 landsbyer og byer og dræbt omkring 15.000 palæstinensere. D. 5. juni 1967 udbrød der igen krig, og inden for seks dage besatte Israel Vestbredden, Gazastriben, den egyptiske Sinaihalvø og de syriske Golanhøjder. Endnu en Nakba for det palæstinensiske folk fandt sted, for i løbet af denne krig blev mere end 350.000 palæstinensere tvunget til at flygte, hvoraf nogle af dem blev flygtninge for anden gang. Denne Nakba omtales Naksa og betyder bogstaveligt; tilbagefald. Det markerer også begyndelsen på Israels ulovlige militære bosættelser på Vestbredden og Gazastriben. Man taler dog i dag om Ongoing Nakba. En historisk ramme og et begreb, der betegner, hvordan ’katastrofen’ ikke sluttede i 1948, men er et stadigt udfoldende fænomen. Historien om modstand er indlejret i den etniske udrensning, der har foregået af det palæstinensiske folk i over 75 år. Intifada forstås i den palæstinensiske sammenhæng som folkelig opstand og betyder bogstaveligt at “ryste af sig”. Den første palæstinensiske intifada udbrød i Gaza i 1987, efter fire palæstinensere blev dræbt, da en israelsk lastbil kolliderede med to varevogne, der transporterede palæstinensiske arbejdere. Intifadaen spredte sig hurtigt til resten af de besatte palæstinensiske områder. Det var motiveret af en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse af Vestbredden og Gazastriben, der netop begyndte i kølvandet på krigen tilbage i 1967. Den blev primært udført af unge og ledet af “The Unified National Leadership of the Uprising” – en koalition af palæstinensiske politiske fraktioner engageret i at afslutte israelsk besættelse og etablere palæstinensisk uafhængighed. Israels respons inkluderede lukning af universiteter, deportation af aktivister og ødelæggelse af hjem med 1.500 palæstinensere dræbt og titusinder sårede.

Den anden intifada begyndte d. 28. september 2000, da Ariel Sharon, medskaber af Likud, et højreorienteret politisk parti i Israel, provokerede ved at fortage et besøg til Al-Aqsamoskeen med tusinder af sikkerhedsstyrker udstationeret i og omkring den gamle by i Jerusalem. Sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelske styrker resulterede i, at fem palæstinensere døde og yderligere 200 blev sårede i løbet af de to første dage. Hændelsen udløste en omfattende væbnet opstand i de besatte palæstinensiske områder. Det resulterede i, at Israel genbesatte områder styret af Den Palæstinensiske Myndighed (PA) og begyndte opførelsen af den ulovlige mur; et element i den raciale adskillelse og en repræsentation af israelsk apartheid. Ved udgangen af 2008 havde det palæstinensiske dødstal nået næsten 5.000, med over 50.000 sårede.

Og hvad der kan tolkes som voksende ud af den anden Intifada – d. 7. oktober 2023? Den kender du vel, ik’?

Settler colonialism og narrativer

Psykpige2: Jo, den klarer jeg lige, men tak for historietimen. Jeg vil nu tillade mig at nærme mig selve foredraget. Buthaina Shaheens første appel til rummet var: ”Please don’t use the word conflict” - eller i hvert fald det første vi hørte, sent på den som vi var. Hun slog fast, at sprogbrug betyder noget, hvor ordet konflikt er misvisende med konsekvenser for vores forståelse af Palæstina. ”Brug nu de rigtige ord – Israel begår folkemord”, som mange tusinde demonstranter har råbt i København. Det handler nemlig om settler colonialism, fortalte Shaheen, som for mig i hvert fald var et nyt begreb. Både kolonialisme og settler colonialism handler om dominans og undertrykkelse. ”Displacement and violence produces structured inequality”, som der stod på hendes slides. Der ligger dog en afgørende forskel i begreberne. Mens kolonialisme handler mere om at udnytte arbejdskraften, handler settler colonialism om at erstatte folket. Shaheens sprogbrug om at udslette og eliminere den oprindelige palæstinensiske befolkning gav mig kuldegysninger på trods af lokalets sommerlige temperatur.

Så langt, så godt. Psykpigerne har fået styr på begreberne, men så begyndte Shaheen at tage afsæt i Edward Said og hans begreb om The Palestinian Experience, som beskriver det kollektive traume fra Nakba. ”Undskyld, I kender alle Said, ik’?” spurgte Shaheen næsten retorisk ud i rummet og alle nikkede ivrigt. Det gjorde Psykpigerne altså ikke, men vi tav og følte os slet ikke confident nok til at ytre vores uvidenhed på området. Deres indforståede nikken var den samme nikken, vi selv laver, når vi sidder til et - let’s say - Emma Holten foredrag, føler os på hjemmebane og kan spejle os i alle de fremmødte. Men heldigvis kan alt googles og en sidenhen søgning har fået mig til at forstå, at den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Edward Said (1935-2003) var en stor figur indenfor postkolonialisme, politisk aktivist og er især kendt for at skrive bogen Orientialism i 1978, som giver et kritisk blik på vestens stereotypiske og foragtende syn på ”Orienten”.

Buthaina Shaheen begyndte at tale om the power of narratives som en vigtig og magtfuld ramme til at retfærdiggøre forskellige midler. Et dominerende narrativ går ud på at silencing Palestine. Men der er også fortællinger om modstand fra det palæstinensiske folk, som lidt kan give associationer til narrativ psykologi om at finde sprækkerne i de dominerende narrativer for i sidste ende at give en mere righoldig selvforståelse. Her tænker jeg på din historiegennemgang om Palæstina Psykpige1, og hvor vigtig denne viden er for at kunne se modstanden i en kontekst, der strækker sig både i rum og tid. Buthaina Shaheen spurgte igen ud i rummet: ”Hvilke fortællinger får det danske folk fortalt om Palæstina?” Hun oplistede, hvordan vi i Danmark støder på disse herskende narrativer om at silence Palestine. Hun delte ud om, hvordan hun virkelig undrede sig over, hvorfor ingen nævnte Palæstina, da hun kom til Danmark i 2007 fra Syrien. Hun holdt øje med, at medierne kun inddrog israelske kilder, og i samtaler om Palæstina blev hun mødt med udgangspunktet om, at jøderne havde behov for en stat for at blive beskyttet, mens palæstinenserne aldrig blev nævnt. Hun understreger, hvordan disse dominerende fortællinger kan have som konsekvens, at vi i Danmark udtrykker os kolonialistisk uden egentlig at vide det. Det har virkelig sat sig i hovedet hos mig efterfølgende.

Modstandens legitimitet og selvforståelser

Psykpige1: Jeg synes virkelig, at det er en rigtig fin observation og refleksion ikke blot at betragte de dominerende narrativer (som jo er SÅ tydelige, når først man dykker ned i de vestlige medier. Altså hvordan palæstinensiske børn bare dør, mens israelske børn bliver myrdet), men gå ind i, hvad det afføder af mulige narrativer hos det palæstinensiske folk i deres selvforståelser som værende udholdende og vedholdende. Ikke blot ofre; men et folk med agency. Et folk, der netop derved bliver givet muligheden for igennem agency at kæmpe hen imod ønsket om et uafhængigt Palæstina. Og her kan jeg jo ikke lade være med helt automatisk at tænke på Foucault og hans berømte citat “where there is power, there is resistance”, som jeg jo på en eller anden måde føler er smukt. Tragisk, men smukt. For hvis der er noget palæstinenserne har gjort, så er det netop – som udpenslet i min historietime ovenover – at udøve modstand. Jeg husker, at Shaheen til oplægget kaldte de palæstinensiske kræfter for “resistance on the ground”. Sådan betragtes de palæstinensiske modstandskæmpere – i al sin kompleksitet af hvad dette indebærer – hos mange palæstinensere, hos Shaheen og ja – hos mig selv. I min optik underminerer dette netop ikke situationen, alt hvad der er sket, alle de mennesker, der er blevet sårede og dræbte på begge sider (at this point of writing, d. 3. maj, er der tale om over 34.000 palæstinensere og ca. 1400 israelere), men situerer modstanden i sin tid, i sin kontekst, i sin historie, i sin afmagt og vigtigst af alt – netop i sin modstand.

Denne betragtning af de palæstinensiske modstandskæmpere leder mine noget så refleksive tanker tilbage til de dominerende narrativer, og her kommer jeg til at tænke på Anden Verdenskrig. Specifikt modstandsbevægelsen. En af mine yndlingspodcasts; De Røde Fjer, Danmarks eneste anti-establishment historiepodcast, gør op med den danske konsensushistorie. En af episoderne handler om Anden Verdenskrig og modstandsbevægelsen, hvor værten virkelig går i dybden med, hvordan modstandsfolkene jo i deres samtid (i hvert fald under krigen, indtil Tyskland tabte og vi ændrede narrativet for at få Danmark til at fremstå uskyldig) af flere blev betragtet som terrorister og aktivt forsøgt bekæmpet af den danske stat i deres samarbejdspolitik med Tyskland. Efterfølgende blev de jo hyldet som helte for at kæmpe en sag, de troede på – for at redde så mange liv som muligt. Men hvordan mon historien havde lydt om modstandsbevægelsen, hvis Tyskland havde vundet? Modstandsbevægelsen var jo ikke ligefrem et fredeligt foretagende – de udførte både sabotage og likvideringer.

Spørgsmålet er, om det ikke i virkeligheden er muligt at drage palalleler til de narrativer, der stod på spil under Anden Verdenskrig? Både om besættelsesmagten, der begik folkemord; om modstandsfolkene, der både igennem voldelige og ikkevoldelige handlinger kæmpede imod besættelsesmagten; og om de, der stod udenfor og observerede, men alligevel fik lov til at sætte dagsordenen for, hvad der var leigitim modstand. Særligt spændende er det, hvordan denne definition af legitim modstand ændrede sig i takt med præmisserne. Det er vigtigt at tænke på, at definitionsmagt også er en form for magt, og at denne definitionsmagt tilhører den herskende forståelse af moralitet i (vores del af) samfundet; den vestlige moral. Så når nogle defineres som terrorister, men andre defineres som frihedskæmpere for deres land, hvem bestemmer så egentligt det? Og havde det set anderledes ud, hvis palæstinenserne var hvide, europæere og kristne? Havde det palæstinensiske folk så fået lov til at kæmpe for deres land uden at blive dømt til at være terrorister? Som Edward Said siger ”Since when does a military occupied people have the responsibility for a peace movement?”

Psykpige2: Jeg synes, at overvejelserne om, hvordan vi vurderer modstandsformer ud fra en vestlig moral, er virkelig vigtige. Ligesom du filosoferer over modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at relatere disse refleksioner om legitim modstand til klimabevægelsen - du ved, fordi jeg relaterer alt til klimakrisen. Men tilbage til Palæstina. Spørgsmålet om legitim modstand tænker jeg både relaterer sig til palæstinensernes modstand, men også til den internationele støtte, til spørgsmål om Israels deltagelse i Eurovision og om demonstrationerne på universiteterne i USA. Netop det du nævner med palæstinensernes mulige selvforståelser får mig til at tænke på et af de andre foredrag, vi tog til som forberedelse på denne artikel. Saer El-Jaichi, som forsker i islamiske studier på Dansk Institut for Internationale Studier, talte om, hvordan vi konceptualiserer og forstår den palæstinensiske historie. Den starter altid med Nakba, som en serie af sammenkædede nederlag, men der er også muligheder i at se historien gennem modstand. Han udlagde derfor det problematiske i den sædvanlige klare opdeling mellem første intifada og anden intifada. Med denne opdeling mister man blikket for den kontinuerlige vold mod palæstinenserne, den kontinuerlige modstand mod bosættelserne og årsagerne bag skiftene i strategierne. Den officielle udlægning bringer modstandens udlægning af historien til tavshed - i tråd med narrativet silencing Palestine. Saer El-Jaichi spekulerede over den negative effekt på palæstinensernes selvforståelse, hvor den psykologiske og moralske dimension er så vigtig for modstandspotentialer.

Jeg oplevede til begge foredrag, at selvom det både var et frirum, hvor man kunne lufte sine personlige oplevelser og holdninger, var både foredragsholderne og deltagerne yderst opmærksomme på deres udtalelser. De ledte nogle gange længe efter ord og tænkte grundigt over, hvad de ville udtale sig om. Det kan være et farligt emne at snakke om, nemt at træde forkert. Ja, vi har også selv haft mange overvejelser om, hvad vi kan tillade at skrive og forholde os til i denne artikel - og om vi træder forkert.

Der blev til foredraget med Buthaina Shaheen diskuteret, hvordan mange, der støtter op om og føler, de kan udtale sig om diverse andre uretfærdigheder i verden, undgik Palæstina. Vi kunne klappe i hænderne af BLM, men Palæstina var den sag, man ikke forholdte sig til og satte sig ind i - except Palestine, som det hedder. Mod slutningen af foredraget med Buthaina Shaheen blev lokalet dog enige i, at der alligevel er sket en udvikling. Hvor den tidligere herskende indstilling, de mødte hos danskere, var, at folk ikke ønskede at kommentere på sagen, oplever de nu, at flere er blevet mere vokale i deres kritik af den israelske stat og italesætter det som folkemord.

Og som toget stopper på Hovedbanen, stopper bomberne ikke

Psykpige1: Så der står vi – i rummet, hvor hver handling og ordvalg synes vægtet af betydning, midt i krydset af verdener, hvor reglerne for spillet er skrøbelige og konsekvenserne er uendelige. Men lige så pludseligt som det begyndte, ender det. Vi skifter fokus til praktikaliteter, til tidsplaner, til de almindelige livsforpligtelser. Paradoksalt, at vi vender tilbage til hverdagens trivialiteter, når verdens smerte og ødelæggelse lige har kaldt på vores opmærksomhed.

Vi forlader rummet, følelsen af tyngde hænger tungere omkring os, end hvad der nu synes at være en fjollet tur til Cinemateket. Vi slentrer væk fra RUC, væk fra kaffebaren og baristakaffe, og tilbage til Trekroner St. På vejen hjem overmandes vi af udmattelse; udmattelse over at være på udebane med en anden krop, en anden viden, end de der var flest. Ironisk hvordan vi, for once, får lov at erfare denne oplevelse og med det samme tynges. Men det minder os også om vigtigheden i at turde at være i det ukomfortable, for det er dér, vi vokser, dér vi finder styrke i fællesskabet. Det er dér synergien opstår.

Og som toget stopper på Hovedbanen, stopper bomberne ikke. Vi tager afsked; “Vi snakkes lige ved i morgen, ik? Artiklen skriver jo ikke sig selv,” og bevæger os hjem i tryghed. Indenfor tænder jeg ovnen, smider nogle rester ind, sætter en serie på og lægger mig til sidst til rette i min seng – træt, tryg, mæt. Men mine tanker er stadig i luften, svævende mellem håb og bekymringer. Vi håber på en bedre fremtid, når vi mødes igen efter sommerferien. Men indtil da kan du finde os på gaden til demonstrationerne. “Alle, på gaden for et frit Palæstina!” n