NEURODIVERSITETSBEVÆGELSEN FORENER NEUROPSYKOLOGI OG IDENTITETSPOLITIK I ET UVENTET ÆGTESKAB

Af Oliver Tonning, stud.psych.

Illustrationer af Anna Sofie Andersen, stud., stud.psych.

Darwins evolutionsteori har været med til at lægge fundamentet til den moderne forståelse af neurodiversitet. I midten af 80’erne revolutionerede den nobelprisvindende neurolog Gerald Edelman den videnskabelige scene med sin bog Neural Darwinisme. Han var med til at italesætte neurodiversitet som udtryk for almenmenneskelig variation i hjerneindretninger, hvilket er kernen i debatten. Debatten er i sit væsen en diskussion om, hvad det overhovedet vil sige at være et (normalt) menneske.

Neurolog Vilayanur S. Ramachandran har måske netop derfor kaldt neuropsykologi for vor tids filosofi. Neuropsykologien som forskningsfelt kan man kalde for civilisationens yderste bosættelse, da den har slået lejre ved den frontlinje, der drager grænseskællet mellem videnskaben og det ukendte ude i fremmedland. Grænselandets terræn er stadig ukendt, så landkortet er spækket med blanke plamager af ikke-viden. Dog udfyldes det langsomt af bl.a. den anerkendte neurolog, Oliver Sacks. Især Sacks er med til at udbrede forståelsen af neurodiversitet som udtryk for mellemmenneskelig normalvariation. Neurodivergens kan i dette perspektiv forstås som en naturlig forskellighed af hjerneindretninger, der i deres skabelsesproces blot adlyder evolutionens principper om selektion, mutation og variation. I sin bog An Anthropologist on Mars fra 1995 tager han afsæt i Edelmans tanker og undersøger, hvordan neurologisk diversitet ses i alle mulige facetter af livet og samfundet.

Antonio Damasio er måske den neurolog, der har inspireret Ramachandran til tanken om neurofilosofi. Damasio udgav i 1994 det skælsættende værk Descartes Fejltagelse, og titlen henviser selvfølgelig til den moderne vestlige filosofis grundlægger; Rene Descartes. I bogen aflægger Damasio neurologisk vidnesbyrdet om, at menneskets væren-i-verden er en uadskillelig helhed af krop og sind. Menneskets hjerneindretning og kropslighed er med til at definerer individets identitet. I bogen Fornemmelsen af det, der sker fra 1999 anvender Damasio begrebet ’erkendelsesbiologi’ som led i en samlet forståelse af mennesket, som et væsen, der umuligt kan adskilles fra den krop, de og verden samlever i. Evolutionsbiologer og evolutionspsykologer har sidenhen undersøgt, hvordan menneskets evolutionshistoriske oprindelse kan være årsag til forskellighederne i vores livsverden. Det er blandt andet dette, som den australske sociolog og autist Judy Singer i 1998 var med til at undersøge, da hun som den første anvendte begrebet ’neurodiversitet’.

Biodiversitet er neurodiversitet er kulturdiversitet

Singer mener, at neurodiversitet er tæt beslægtet med biodiversitet. Helt konkret så er neurodiversitet udtryk for spændvidden af den menneskelige neurologis flora og fauna. Neural diversitet er biokemisk diversitet. I naturen er en høj grad af biodiversitet en gevinst, da variationerne i de levende organismer er en overlevelsesfordel for alle. Naturen er et holistisk økosystem, hvori alt liv er gensidigt afhængigt af hinanden. Økosystemer med monokultur mistrives ofte, hvorimod multikulturer skaber et større mulighedsrum for livets fortsættelse og fremgang.

Både planter, dyr og mennesket er indrettet til at trives bedst i bestemte miljøer. Fisk har det bedst i vandet og aber i regnskovens træer. Mennesker er meget tilpasningsklar, men mest til miljømæssige ændringer i den stenaldernatur, som vores hjerne er indrettet til, fordi vi har færdedes i dem i millionvis af år.

Menneskets hjerne er indrettet til at overleve i stenaldersamfundets nomadeliv. Her overskred vores omgangskredsen sjældent mere 150 personer, men ofte var endnu mindre. Hverdagen var en altid evig farefuld rejse rundt i landets skove. Det individuelle liv var afhængigt af klanens samarbejde – deres skæbne var samlet i én. Her var alle hjerneindretninger nødvendige, da de hver især bidrog med noget unikt. ADHD var værdifuld, da konstant aktivitet, årvågenhed og spontane beslutninger var nødvendige. Der var rovdyr eller byttedyr overalt omkring en, så tøven og tvivl var til tider dødsensfarlig. Autisme kan have været klanens vidensbank, opfinderen og den kritiske provokatør (sidst nævnte fordi de ikke selv altid fattede, at de måske var godt i gang med at bryde tavse normer og implicitte traditioner, eller at de var i gang med at modsige en fælles uartikuleret mening). Dysleksi var nok den hjerneindretning, der skabte stifindere og vejvisere, hvilket moderne empirisk forskning også er med til at bekræfte.

I den senmoderne globaliserede verden er vi alle blevet forbundne som verdensborgere. Neurodiversitet er nu ikke kun udtryk for unik biodiversitet i klanens lille familieliv. Nu er millioner af mennesker beslægtede med hinanden via deres særlige hjerneindretninger. Autister og ADHD’ere er forenet på tværs af kloden – også på tværs af nationalitet, køn, race, klasseskel og alder. Neurodiversitet er blevet en global subkultur; altså en minoritetsgruppe.

Kulturel appropriation: Fra Elvis til autister

De fleste minoritetsgrupper har det med at udvikle deres egen subkultur. Det gælder både etniske minoritet, kønsminoriteter, seksuelle minoriteter og mange andre. Det samme gælder for neurominoriteten, som historisk set også har været udsat for kulturel appropriation.

Kulturel appropriation dækker over de tilfælde, hvor samfundets majoritetsgruppe låner/stjæler elementer fra en minoritetsgruppe. Det sker altså, når den brede normative kultur tager elementer fra en subkultur og gør den til sin egen. Kulturel appropriation er et dynamisk og komplekst samspil mellem en subkulturs unikke karaktertræk på den ene side og et kulturelt tomrum med uforløste behov på den anden side, som elementer i subkulturen har mulighed for at udfylde.

Nogle mennesker benytter kulturel appropriation som et udskamningsord, og mener at det både er forkert og amoralsk. Jeg benytter begrebet mere neutralt. Kulturel appropriation er en dårlig ting, hvis der udelukkende er tale om tyveri. Hvis subkulturen ikke bliver krediteret og anerkendt for deres bidrag, så kan det være skadeligt. Den negative kulturelle appropriation ses især, hvis majoritetsgruppen med den ene hånd udskammer en minoritetsgruppes for deres særlig identitetsmarkører, men så samtidig benytter den den anden hånd til at stjæle netop disse elementer fra selvsamme kultur.

Så længe den kulturelle appropriation er synlig, retfærdig og respektfuld, så er der dog ikke noget galt med det, tværtimod – det burde faktisk opmuntres. De fleste store kulturelle landevendinger kommer ved at låne fra hinanden, kombinere elementerne og derved skabe noget nyt og hidtil uset.

Principperne om biodiversitet og neurodiversitet gælder også for kulturdiversitet. Når en høj grad af forskellighed kombineres med en høj grad af opfindsomhed (menneskelig eller biologisk), så resulterer det i nyskabelser og udvikling.

USA’s succes kan historisk set tilskrives landets multikulturelle befolkningssammensætning. Elvis Presley er et godt eksempel på mange af de dynamikker, jeg netop har beskrevet. Elvis var i årtier et kulturelt ikon som kongen af rock’n‘roll. Hans musik var et kulturelt fyrtårn for hele vesten. Hans musik har været med til at udvikle vestens kulturhistorie. Elvis havde dog også lånt/stjålet sine dansetrin og musikstil fra den afroamerikanske subkultur. Hans succes var på mange måder et produkt af netop den særlige kulturelle appropriation, der var mulig i USA i hans samtid. En lignende appropriation ser man også med jazz og rap i de senere generationer, der approprieres af den hvide majoritet fra den sorte minoritetskultur.

Når et nyt kulturprodukt formår at præge og definere en hel generation, så er det ofte fordi det forløser noget i den herskende tidsånd. Elvis’ musik landede ned i et kollektivt tomrum, som formåede at imødekommer et ubevidst og uforløst begær i samtidens normkultur. Den vilde og løsslupne musik blev med Elvis’ (hvide) fremførsel et træfpunkt mellem samtidens underbevidste længsler efter frihed, forløsning og forandring, som herskede i den traumeramte brede befolkning i tiden efter 2. verdenskrig.

Elvis var også et sexikon. Det er blevet sagt, at halvtresseerne og tresserne er de første årtier, hvor kvinder for alvor fik lov til at være liderlige. Det var i hvert fald heromkring, at det blev alment acceptabelt for vestlige kvinder at udvise en høj grad af affekt og begær i det offentlige rum, hvilket også ses i optagelser med både Elvis og The Beatles. Derudover er perioden præget af kaosset, smerten og meningsløsheden efter 2. verdenskrig. Rocken var et råb, en offentlig delt forløsning på netop de åbne efterkrigsår. Det var også tærsklen til de vilde og individorienterede halvfjerdsere, hvilket Elvis’ sprælske og unikke identitet var et godt forbillede for og blev et symbol på.

En minoritet behøver ikke at være i numerisk undertal for at udgøre en minoritetsgruppe. Der kan sagtens være lige mange medlemmer af minoritet og majoritet, da hierarkiet i højere grad udgøres af magt og styrkeforholdet mellem dem. Majoriteten er definitorisk dem, der har magten i kulturen, uanset hvordan denne magt så ser ud. Der er et utal af måder, som kulturel appropriation (eller bare kulturel udveksling) kan se ud på.

Den kvindelige minoritetsgruppe er defineret gennem deres sociale og biologiske køn. Dette har forenet dem i et kulturelt kvindefælleskab. Social og emotionel intelligens, samt empatisk indsigt er karaktertræk, som kvinder statistisk set har en større sandsynlighed for at besidde end mænd. Dog det vides det ikke med sikkerhed, hvorvidt dette er socialt eller biologisk betinget.

Subkulturen bliver toneangivende for hele samfundet, og derved den nye normkultur, hvis den tilbyder nogle kvaliteter, som er efterspurgt af samtiden. Det er på mange måder ved at ske for den kvindelige subkultur. Det moderne samfund vægter sociale kompetencer og emotionel indsigt højere og højere. Vi lever i den (historisk set) rigeste og fredeligste periode i verdenshistorien. Indtil får få år siden var det nok utænkeligt for de fleste statsledere, at Europa skulle havne i krig igen. Trods konflikterne i Ukraine/Rusland samt Israel/Palæstina, så er en storkrig stadig en urealistisk og uønsket tanke for mange, da det simpelhent er for dyrt, meningsløst og lose-lose situation for alle parter. I det senmoderne samfund er væbnede konflikter blevet udskiftet med handelskrige, hvilket har vist sig at være utrolig givtigt for samfundseliten. I handelskrige er et køligt overblik, følelseskontrol, indsigt i komplekse sociale forhold og generelle humanistiske værdier, såsom mestring af sproget samt ”kontrol” med andres (følelsesmæssige) opfattelse af en konkret situation, meget mere eftertragtede egenskaber, end rå kropsstyrke og dum voldsparathed og soldatens sløve refleksionsevne. Dette har betydet, at de mere ”traditionelle” maskuline egenskaber (både medfødte og opdragne) er ved at blive forvandlet fra en styrke og til en svaghed. Aggressivitet, lydigged og evnen til total nedlukning af det indre emotionelle system kan både være en fordel i stenalderen og i skyttegrave, men ikke til bestyrelsesmøder.

Min pointe med at fremvise disse eksempler fra hhv. den afroamerikanske minoritet og den kvindelige minoritet er udpegningen af, hvordan de approprierede elementer kan se ud på meget forskellige måder. Dette vigtig at have in mente, da appropriationen af neurokulturer endnu engang forskyder sig og tager sig ud på sin helt egen facon. De egenskab, der af normkulturen efterstræbes og begæres, er ikke mejslet i sten, men står altid i forhold til den omkringværende globale/nationale situation, altså menneskets omskiftelige kontekster. Menneskelige styrker og svagheder er ikke absolutte. Dette aspekt ved forholdet mellem individ/samfund peger tilbage på Darwins teori om den bedste tilpasning til den nuværende situation. Det er krævende fra miljøet/samfundet, som agerer som den vægtskål, der udmåler og afgør de menneskelige egenskabers værdi.

Evolutionsteoriens krav til at udvikle den bedste overlevelsesstrategi gælder både på individplan, men også på gruppeplan. I stenalderen var ”en gruppe” afgrænset til at være højst et par hundrede hoveder, men i dag er der hele nationer og globale kulturer i spil. Elvis’ aggressive og impulsive udadvendthed og voldsomhed var netop eftertragtet i hans kontekst, hvorimod det modsatte gør sig gældende for den moderne forretningsmand/kvinde, der må oplæres i mere ”feminine” værdier. Her ser man hvordan miljøet/samfundet kan stille forskellige krav til ens identitet og personlige egenskaber. Den veltalende, venlig og virksomme personlighed indeholder de vindende egenskaber i et samfund, der altid er i verdenshandelskrig – forretningsmand/kvindens blødsødenhed ville dog være fatal i en skyttegravskrig.

Overstående kan man groft forstå som den samfundsbevægelse, der på dynamisk og omskiftelige vis vekselvirker mellem forskellige ønskværdigheder i relation til hvorvidt borgeren helst skal udvise klassisk feminine eller maskuline kvaliteter i udviklingen af deres personlighedsstruktur. Denne vekselvirkning ses også i forholdet mellem neurotypiske og neurodivergente. Her defineres styrker og svagheder ligeledes i forhold til den skiftende kontekst. Den helt samme egenskab kan sagtens være en styrke det ene sted, men en svaghed når situationen ændrer sig.

Dette er en central pointe fra evolutionspsykologien. ADHD var i stenalderen en fordel, fordi omverdenen krævede kompetencer såsom høj aktivitet, fleksibel opmærksomhed og spontanitet. I det modernes samfund bliver disse kompetencer oftere og oftere en hæmsko for bæreren af dem. Her er det muligt at drage en (analogisk) parallel mellem det dynamiske forhold, der ses mellem neurotypiske/neurodivergente og feminine/maskuline personlighedskvaliteter. Både den klassiske mand og ADHD’eren er blevet stillet dårligere og dårligere i det senmoderne samfund, fordi deres biopsykosociale konstitution ikke matcher kontekstens krav og forventninger særlig godt. Det ses på en række punkter og i nogle bestemte situationer. Der findes derimod der også en række tilfælde, hvor det forholder sig omvendt. For den klassiske mand og ADHD’eren, så er så soldatens liv måske et bedre match til dem.

Overordnet set, så kan man se et match-made-in-heaven mellem neurodiversitetsbevægelsen og internettet. Onlinefora er blevet legepladsen og mødestedet for meningssøgende mennesker i vores nuværende individorienterede tid, hvilket har skabt en intim sammenvikling mellem neurodivergentes personlighedsstruktur (medfødt og tillært) og udviklingen af computeren. Kort sagt, så har kernen i neuroidentiteten været med til at skabe en neurokultur, der indeholder mange eftertragtede elementer, som majoritetens normkultur længe har været i gang med at approprierer.

Da den særlige identitet blev noget, alle havde brug for

Det kulturelle tomrum (men også mulighedsrum), som neurominoriteten udfylder, kan have relation til det generelle tab af mening, som kendetegner det senmoderne vestlige samfund, samt det øgede krav om autenticitet og individualisering. Neurominoritetens bidrag ses i den moderne internetkultur og den generelle teknologiske udvikling, hvilket har relation til en demokratisering af naturvidenskaben, som på kort tid er blevet hip og cool.

Den franske filosofi Jean-François Lyotard har beskrevet vores samtid som stedet, hvor de store fortællinger gik hen og døde. Det skal forstås sådan, at mange af de institutioner, der som en klat lim engang samlede borgerne i sociale grupperinger, nu er borte. Det drejer sig især om religionens forsvinding, hvilket den tyske filosof Friedrich Nietzsche allerede i 1882 var med til få til at ske, med sin evige gentagelse af ordren ’’Gud er død’’. Andre store, forsvindende fortællinger er nationalismens traditioner og politiske grupperinger, der havde fysiske mødesteder i form af partilokaler og værtshuse. Der ses ikke længere parti politiske forsamlinger, altså fællesskaber, hvori man kan identificere sig med eksempelvis sin samfundsklasse som proletariatet/borgerskabet eller sit erhverv som postbud/kontorist. Disse instanser har været både meningsgivende og handlingsanvisende, ligesom kernefamilien, men siden 2. verdenskrig er troen på alt dette forsvundet mere og mere, hvilket betyder, at deres samlende magt er formindsket drastisk.

Fordi samfundet ikke længere tilbyder sådanne stærke og legitime kulturelle identiteter, så kan individerne i samfundet ikke længere ”bare” overtage og internaliserede i deres selvidentitet. I det senmoderne samfund ses der ikke længere samme brede udvalg af sociale identiteter, som den nytilkomne borger kan inderliggøre og anvende som skabelon i relation til dannelsen af sin egen personlige selvidentitet. Fordi de sociale fortællinger ikke længere restløst kan overtages fra tidligere generationer og tages på som en frakke, man trækker over kroppen, så blive det nu borgerens selv, der må gå i systuen med sin fantasi og sin (forhåbentligt) iboende individualitet for at lave hele det hårde identitetsarbejde på egen hånd.

Allerede i 1844 forudså den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard dette skifte med ordene ’’subjektivitet er sandheden’’. På skæbnesvanger vis dømte han det moderne menneske til individualiteten, før den var blevet moderne.

Borgere i det moderne samfund mangler et mødested, hvor de kan definere og realisere deres autentiske identitet. Dette er netop hvad internettet tilbyder dem. I fora på internettet mødes folk for at dyrke deres unikke hobbyer, nicheinteresser og fankulturer, hvilket har været en slags erstatning for tabet af fortidens ideologer og religioner.

Journalisten Steve Sliberman beskriver i sin bog Neurotribes fra 2015, hvordan neurodiversitet har en central plads i internettets opfindelse og udbredelse. Den autistiske professor Nick Walker beskriver i sin bog Neuroqueer Heresies, hvordan han i de tidlige 90’ere var med til at skabe internetfællesskaber for neurodivergente. Pludselig havde internettet muliggjort at neurodivergente og andre ensomme kunne mødes på tværs af landegrænser, klasseskel og køn.

Det kan være alverdens ting, som folk vælger at vie deres liv til. Som noget åbenlyst, så ses en forgudelse af musikere og filmskabere. I mere unikke fandoms tilbedes andre ting, såsom modeltog, BDSM, My Little Pony, Romerriget, sneakers og Furries. Disse (kulturelle) identiteter bliver til tider tilbedt med en næsten religiøs intensitet.

Neurodivergente har været med til at aftabuisere og normalisere bl.a. disse ting, da de i forvejen var ”underlige”, ”skøre” eller ”nørdede” nok til at fortabe sig totalt i sådanne meget nicheprægede særinteresser. Der har altså historisk set været en markant neuro-indflydelse på internetkulturens udbredelse, som står i forbindelse med det senmoderne krav om selvrealisering og autenticitet. Dette bliver synligt i mange neurodivergentes både skamløse og helhjertede dyrkelse af deres (til tider både obskure og provokerende) hobbyer.

Derudover viser nyere undersøgelser at hvert tredje medlem af Silicon Valleys techmekka tilhører ADHD-neurotypen. Denne neurotype har altså nogle eftertragtede karaktertræk her, hvilke ofte beskrives som kreativitet, risikovillighed, en ustoppelig energi.

Sliberman beskriver også, hvordan neurodivergente har været med til at forme den moderne verden, især i relation til computerens fødsel (altså selve maskinens hardware og styresystem, ikke den senere brug af internettet). De var den første gruppe til at tage computerteknologiens muligheder til sig.

I computerens tidlige dage, så var det hverken cool, moderne eller sejt at beskæftige sig med sådan noget nørderi. Hvis man dengang skulle være med til at udvikle internettet, så krævede det en tilsidesættelse af andres mening. Netop dette karaktertræk ses ofte i forbindelse med mange neurodivergentes særinteresser. Det krævede en evne til at hyperfokusere på netop sin egen særinteresse, også selvom andre syntes det var nørdet og nederen. Dette gælder både for udviklingen af computeren og overgivelsen af sig selv til små internetfælleskaber. Det krævede (og kræver), at man kunne ignorere andres udskammende blikke. Dette var måske muligt for mange, da de alligevel følte sig udskammede og ekskluderede fra den brede normkultur grundet deres sociale status som ”nørdet outsider” eller ”ham/hende den underlige i klassen”. Det kan også tænkes, at den pågældende person måske slet ikke forstod, at deres computernørderi blev anset som sært i mange andres øjne. Eller måske forstod man faktisk hvor uncool, andre synes man var. Man mærkede måske sågar den forkrøblende skam fra andres blikke, men ens indre motor fortsætter ufortrødent fremad, da ens behov for at realisere sig selv og sine ideer var stærkere end normernes pres for at blive ”normal”.

Summa summarum

Neurodiversitet er udtryk for en kulturel og personlig identitet. Neurodiversitetsbevægelsen repræsenterer en fusion af neuropsykologi og identitetspolitik, som stadig i gang med at udvikle sig. Dens rødder kan spores tilbage til Darwins evolutionsteori, men neurodiversitet er ikke kun en biologisk realitet, den er også en kulturel og social manifestation af spændvidden i den menneskelige eksistens. Internetkulturen er et af de steder, hvor neurodiversitet har haft en særlig indflydelse, idet den har skabt et rum for selvrealisering og dyrkelsen af unikke interesser. Da den sociale identitet blev udskiftet med selvidentiteten som vejviser for ens livsbane, så blev de ”underlige’’ og ’’småskøre” pludselig dem med en åbenlys særlighed, som andre kunne spejle sig i. Dette faldt sammen med internettets udbredelse, som både var opfundet med hjælp fra ”nørderne” og brugt af de ”underlige”, som manglede et fællesskab med ligesindede.

Samlet set repræsenterer neurodiversiteten en vigtig dimension af menneskelig variation, der kræver anerkendelse, respekt og forståelse for dens kompleksitet, samt dens potentiale for samfundsmæssig berigelse.