I Gumbrechts nærvær

Af Alexander Gjerding, stud.psych. & Mikkel Boris, stud.mag.

Vi befinder os foran det samfundsvidenskabelige fakultetsbibliotek på, hvad der ligner en trykkende og dyster efterårsdag i maj. Det er den slags vejr, hvor hverken sol eller regn er nærværende, hvilket leder en til at drømme om at kunne forlade sin krop. Men i dagens anledning er vi paradoksalt nok troppet op for at høre en af tidens førende eksperter i begrebet presence, som dog hverken må forveksles med mindfulness eller new-age buddhisme. Den tysk-amerikanske professor i litteraturvidenskab ved Stanford University, Hans Ulrich Gumbrecht, er en kolos i den moderne litteraturvidenskab. Selskab for Filosofi og Psykologi har på denne mørke tirsdag inviteret Gumbrecht til at forelæse om noget så kontroversielt som en ikke-hermeneutisk tilgang til humaniora. I samtidens kunstog kulturvidenskaber har hans Presence theory revitaliseret kroppen og sanserne som interesseområder, og hans teorier har haft indflydelse på det, litteraturvidenskaben kalder ”den spatiale vending”. 2,5 time før Gumbrecht har endt sin tour de force gennem nærværets historie, går vi nu forventningsfulde op af trapperne i det klassicistiske bibliotek, der synes tynget af bøgernes ballast. Rummet er ornamenteret med antikke søjler og hvælvinger prydet med florentinske liljer og for botanik-dummies uspecificerede middelhavskrydderurter. Men på det røde gulv ligger dog et tarveligt institutionsgulvtæppe, der hurtigt bryder illusionen. En broget skare venter os i hallen på 1. sal; selvbevidste humaniorastuderende og flyvske akademikere står og læser i deres bøger bange for kedsomheden i ventelokalet, men for intellektuelle til at spille Candy Crush med en påklædning, der vidner om, at de for længst er gået i åndeligt eksil fra deres krops fængsel. I skarp kontrast dertil træder hovedpersonen op ad trappen iført skræddersyet blazer, sorte jeans og polerede lædersko klar til at indtage auditoriet. Gumbrecht er lille af statur, men hans knivskarpe skovsnegl og naturlige karisma giver ham den autoritet, kun vægtige professorer kan indgyde. At han er en mand fuldstændig til stede i sin materialitet, underbygges kun af et suspekt sæbeøje.

En ikke-hermeneutisk humanist

Gumbrecht indleder forelæsningen efter en kort introduktion og et par ydmyge vendinger med at bekende, at han kun har haft én god idé i hele sit liv, men pointerer efter en kunstpause, at det stadig er én mere end de fleste andre. Presence theory kalder han den idé. Teorien er et opgør med humanioras entydige fokus på hermeneutik, en tradition han både kommer af og tager afstand fra. Gumbrecht betegner sit forfatterskab som et ødipalt fadermord mod den fortolkende tradition, der går i en lige linje fra Husserl over Heidegger til Gadamer via en ukendt læremester, som Gumbrecht ikke ønsker at nævne navnet på (grundet en tvivlsom fortid hos de tyske specialtropper i 1940’erne) og så frem til Gumbrecht. Opgøret skyldes med egne ord et psykologisk overload af hermeneutisk opdragelse. Gumbrecht tilhører således ingen skole, men advokerer for et epistemologisk skifte, hvor man reetablerer forholdet til materialitet og sanselighed i æstetikken. Han vil adressere alt det, der handler om at producere mening, men som ikke selv er mening, altså genvække fornemmelsen for det nærværende og intensivere det præsente som tilføjelse til hermeneutikkens behov for at finde en bagvedliggende mening bag dens analysegenstand. Hermeneutikkerne har overset materialiteten, hvorfor vi mangler de nødvendige begreber og koncepter til at diskutere det på akademisk niveau. Mens Gumbrecht introducerer sin teori, går han stille rundt foran tavlen, der er fyldt med udtværede matematiske beviser, men af og til sætter han sig kækt på katederet. Han taler med dyb stemme på et engelsk, der kun meget sjældent afslører hans tyske accent. Rummet er kun halvfyldt, men Gumbrecht lader sig ikke kue – hans karismatiske tale blander eksempler og personlige anekdoter med referencer til alt fra Aristoteles til Pirates of the Caribbean. Gumbrecht forklarer, hvorledes en æstetisk oplevelse består af både en menings-effekt og en presence-effekt. Som den skabsamerikaner han er, tillader han sig at anvende et pædagogisk eksempel, der ville få enhver esoterisk kontinentalfilosof til at fnyse hånsk. Han eksemplificerer med lyrikken; et digt indeholder både et semantisk niveau og et perceptionsniveau. Det sætter både gang i en fortolkningsproces, men har i sin oplæsningsform også en materialitet i form af rytme, gestik, fonemer og intonation. Forestil jer Yahya Hassans messende digtrecitation og vuggende gestik.

Stimmung

Auditoriet er af typen fra dengang, man gad at bygge en stuk Herman Bang-style, og man kan nemt forestille sig Niels Bohr modellere atomer her foran klapsæderækkerne, men illusionen brydes dog af de mange to-go cappucinoer og vandflasker på bordene. Udover Gumbrechts dybe røst høres kun den hidsige tasten fra undertegnedes desperate forsøg på at fange alle væsentlige detaljer, der grundet et voldsomt fortælletempo nedfældes i fragmentarisk noteform; “en baldret rude (vi er vel på KU?!), høje grønne paneler, Gumbrecht drikker Cola Zero, hende på 7. række er faktisk ret lækker.” Gumbrecht introducerer som det næste det presence-relaterede begreb stimmung. Danskerne kalder det stemning. Stemningen implicerer ifølge Gumbrecht en sansemodalitet, der kan opfange “den letteste berøring af den fysiske krop... som berøres man indefra”. Det er et fænomen, hvor fysiske objekters interaktion med vores sanseapparat producerer en særlig type følelse og atmosfære. Hvad enten det er kollektivt eller individuelt, ved vi præcis, hvad der menes, når der henvises til en efterårsstemning. Vi kender vores stemninger, men de er svære at udtrykke. Stimmung opfattes ofte som en indikation af noget latent, en fremtidig hændelse, en fysisk tilstedeværelse af noget, som ikke har manifesteret sig endnu. Gumbrecht eksemplificerer det med sin egen epileptiske fader og forklarer hvordan både epileptikere og deres pårørende, ofte kan opfatte en særlig stemning i minutterne før et epileptisk anfald. Men hvor passer denne kropslighed ind i vores knastørre og analytiske akademia? I psykologien har man forsøgt at integrere affektteori i pædagogik og ledelse, og i litteraturvidenskab har man nu vendt fokus mod de spatiale og kropslige elementer. Gumbrecht ser ud over sine briller. “Om vi er klar på mere?” Folk nikker. Han har gjort os godt møre og ædt 40% af laptoppens strøm. Han synes at kunne snakke uendeligt. Rummet er efterhånden blevet iltfattigt, og luftrykket er steget, men folk lytter stadig koncentreret. En central pointe for Gumbrecht er, at vi har mistet forbindelsen til det håndgribelige i vores kropsløse cyberspace-verden. Men vi er som mennesker allerede en del af objektverdenen og kan ikke fraspalte os som subjekter uden et tab, for vi er, som han med et glimt i øjet beretter, i bibelsk forstand skabt af jord og ribben. I vores moderne meningskultur har vi et stort fokus på fremtiden og transformationen af verden. Vi opfatter det konservative som negativt. Mens man i de førmoderne presence-kulturer, da fremtiden var for uoverskuelig, i stedet havde fokus på individets position i den kosmologiske koreografi. Det som vi i Danmark kalder verden.

Fra presence kultur til meningskultur

Gumbrecht mener, at mennesket i førmoderne tider havde et langt mere umiddelbart forhold til verden. Det havde intet blik for fremtiden, der åbenbarede sig som et lyn fra en skyfri himmel, hvorfor nutiden var langt vigtigere. På det tidspunkt søgte man først og fremmest at finde sin plads i kosmos “blandt tingene”, og der var ikke en klar skelnen mellem subjekt og objekt. Men i midten af det 16. århundrede skete en overgang fra presence- til meningskultur. Dette skifte illustreres af Descartes sjæl/legeme-distinktion, som påvirkede den spirende videnskabs skildring mellem ånd og materie, der senere skulle præge hermeneutikken. Den vestlige civilisation gik fra at være en aktiv del af verden til at repræsentere den symbolsk og dermed skue den på afstand. I det 18. århundrede radikaliseredes denne proces, da observationen blev den altdominerende kilde til erkendelse. Dette resulterede i en eksistentiel og epistemologisk krise - for hvis alt afhænger af subjektets perspektiv, hvordan kan vi så vide hvilket perspektiv, der indfanger realiteterne? I et forsøg på at overkomme denne relativistiske problematik opstod det historiske verdensbillede, der forstod objektets essens som værende forankret i dets historicitet og transformation. Således mente man at kunne erkende fænomenerne objektivt, hvis man forstod deres historiske udvikling og kontekst. Problemet er dog bare, at denne historiske forankring af fænomenerne blot er et perspektiv ligesom alle andre, og kan dermed ikke siges at overkomme den relativistiske problematik (siger Gumbrecht, mens han paradoksalt nok forsøger at forklare os hermeneutikken via en gennemgang af dens historiske udvikling). Hermeneutikkens nuværende form blev konstitueret i slutningen af det 19. århundrede, hvor positivismen oplevede en stigende kritik og skepticisme, der i sidste ende betød, at humanioraen brød med naturvidenskaben for at beskæftige sig med mening og den normative sfære og overlod materialiteten til de positivistiske specialvidenskaber. Nu er tiden kommet til at genvinde det tabte. Vi er i dag i en bred nutid, hvor fortiden ikke længere kan bruges som erfaring til at udregne fremtiden. Nutiden udvides derfor, hvilket blandt andet kan ses i, at intet rigtigt forsvinder med den digitale lagring. Det digitale aspekt betyder samtidig, at vi er blevet rene cartesianske og kropsløse væsener med tankerne langt oppe i (iCloud) skyen. Netop derfor er det ifølge Gumbrecht så vitalt, at vi genvinder forholdet til krop og sted og redder humanioraen ud af dens krise.

I en pseudo-intellektuel douchebags nærvær

Da Gumbrecht omsider runder foredraget af, og den obligatoriske “hvis nogen vil stille forelæseren et spørgsmål, har de mulighed for det nu?” runde næsten er overstået, sker der det, som næsten er uundgåeligt for denne type forsamling. En eller anden douchebag stiller et alibispørgsmål, der i virkeligheden handler om at overbevise forsamlingen om sin intellektuelle kapacitet. Og som det stort set altid er tilfældet, var alle pointerne i forvejen beskrevet i anden ordlyd og med andre eksempler af Gumbrech selv, og vi vil derfor undlade at udsætte vore kære læsere for samme ligegyldigheder. Ingen kender alligevel de italienske filosoffer, han plaprede løs om antageligt ikke engang ham selv. Efter 2,5 times maratonforelæsning i et lokale hvis iltniveau nu nærmede sig toxiske værdier, trådte vi ud af fakultetsbiblioteket, hvor vejret var klaret op, solen skinnede og fuglene kvidrede i kastanjetræerne. Hvis vi havde været hermeneutikere, havde vi nok forsøgt at tillægge det en poetisk mening, men for nu lod vi talen forstumme og bevægede os i stilhed ned af Gothersgade i total materiel presence.