PRAKSISDRØMMEN: DET TOMME HANDLINGSRITUAL

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.

Illustrationer af Andreas Thorhauge, stud.psych.

I dette essay vil jeg prøve at undersøge forholdet mellem viden og handling, mellem teori og praksis. Jeg mener, at man glemmer noget, når man blot efterspørger mere ’praksis’, fx på psykologiuddannelsen. Rodfæstet i en fantasi om, at vi altid forstår, hvad det betyder at ’handle’, bliver ønsket om ren handling i virkeligheden til tom handling og dermed til endnu mere passivitet

Praksisdrømmen

Os psykologistuderende efterspørger ofte mere praksis på vores uddannelse. Men hvad betyder det egentligt? Helt jordnært kunne man sige noget i retningen af, at det omfatter undervisning om psykologiske praksisser, eller hvor man får lov at prøve at gøre noget, der minder om psykologisk praksis. Vi drømmer om at lære, hvordan ’man gør’ i praksis og glemmer det faktum, at det er ret svært lære, hvad man gør uden netop at gøre det i den unikke kontekst, hvori det gøres. Det er i det hele taget et åbent spørgsmål, hvornår det overhovedet er godt at lære, hvordan ’man’ gør. Martin Heidegger beskriver, hvordan man’et – kort og groft den store hob af mennesker, forventninger, kulturelle praksisser – foreskriver en masse måder at gøre tingene på, som mennesket kan finde lige dele ro og forudsigelighed, fremmedgørelse og lidelse i. Samtidigt fortrænger vi det faktum, at teori rent faktisk har noget at gøre med praksis. Her må jeg fremhæve den kritiske psykologi, hvor praksisbegrebet udgør et centralt omdrejningspunkt for hele teoridannelsen. Vi lever vores liv i sociale praksisser, hvori vi bliver til gennem deltagelse. Min egen praksisdrøm er ikke først og fremmest at lære mere om psykologisk praksis, men at lære mere om praksispsykologi.

Antimasochistisk læring

På kurset i socialpsykologi berør vi det store sociologisk spørgsmål om, hvorfor samfundsforholdene reproducerer sig selv. Sagt på en anden måde: Hvorfor vores hverdagsliv i den sociale verden bliver ved med at være nogenlunde som det er. En del af dette spørgsmål kan besvares med det praksisbegær, som vi undersøgte i foregående afsnit. Der er tale om en særlig form for læring, når man prøver at lære, hvad ’man gør’. Begæret til denne form for læring kan passende kaldes masochistisk, i og med at den indebærer ønsket om passivt at lade sig underlægge en særlig struktur og derigennem kontrolleres til at gøre tingene på. Ens kropslige omgang med en given praksis skal således voldeligt omformes, indtil man efterlever mesterens ønsker. Man kunne hævde, at alle former for læring omfatter et aspekt af underkastelse til noget større, mere kompleks eller noget uforståeligt, som man endnu ikke begriber. Man ved ikke helt, hvadman går ind til, når man lærer noget nyt. Man kunne med inspiration fra psykoanalytikeren Jean Laplanche sige, at læring involverer en form for forførelse. Alligevel synes jeg, at der er en relevant forskel mellem læring som dét blot at underlægge sig en struktur og dét at underlægge sig en struktur, der hjælper én med senere at overskride selvsamme struktur. Heri ligger nemlig muligheden for dén kritiske tanke, der gør det muligt at skabe forandring ved at overkomme det bestående.

Ude i virkeligheden

Hvor er den virkelighed, alle taler om? Man kan forstå, at der er visse steder i vores samfund, som simpelthen ikke er en del af virkeligheden. Det er steder som på Christiansborg, i Finansministeriet, på kommunen eller på universitet, hvor nogen sidder og gør sig kloge på nogle andre mennesker uden egentligt at være i kontakt med dem. Lad os tage Folketinget som eksempel. Hvis det er uvirkeligt, hvad betyder det så? Folketinget er et magisk sted uden for vores kontrol, hvor virkelighedens normale forhold ikke gælder. Et spøgelse. I virkeligheden, kunne man sige, er Folketinget et af de mest virkelige steder, fordi det er dér, landets love bestemmes. Love, der spiller en væsentlig rolle for samfundsformationen. Skolesystemet, ejendomsretten, Politiets voldsmonopol og klimapolitikken bestemmes og vedligeholdes alt sammen, til en vis grad, af den lovgivende magt. Hvad er mere virkeligt I vores verden end ejerskab? Hvad er mere virkeligt end penge? I den norske Tv-serie Exit, hvor man følger fire norske rigmænd, beskriver den ene af dem, William, det ret præcist: ”Det, som alle er enige om, og det, som alle tror på, det er, at penge er virkelige. Det er den eneste fælles religion. ” Vi opfatter penge, som det mest virkelige, der er, selvom penge jo egentligt er fuldstændigt menneskeskabt. Omvendt opfatter vi stedet, der har mulighed for til en vis grad at styre, kontrollere og omfordele disse penge som ’uden for virkeligheden’. Når alt kommer til alt, er der dog ikke noget ’ude i virkeligheden’, for der er ikke noget ’inde i virkeligheden’ eller ’uden for virkelighed’.

”Nu skal vi handle! ”

I sidste valgkamp yndede Lars Løkke at sige om sundhedsvæsnet, at ”det er sandet til ”, og i virkeligheden vil mange nok sige, at hele det offentlige er sandet til. Det er trægt, ufleksibelt og får ikke løst de problemer, det skal. Fremfor at skabe betingelserne for at handle på en meningsfuld måde via mere tid, tænkning og ressourcer, synes løsninger ofte at blive præsenteret i form af fyringer af administrative medarbejdere og nedskæringer, så der ikke er tid til at tænke; kun tid til at handle. Hadet imod administration understreger en udbredt handlingsfantasi. Det er en fantasi om horder af bureaukrater og administrative medarbejdere, der sidder og drikker kaffe, rækker hinanden ligegyldige papirer og tjekker selvtilfredst ud kl. 16 med en klækkelig gage hver måned. Ifølge handlingsfantasiens logik, vil vi med fyringen af kommuneansatte, der ikke laver noget og som stjæler ressourcer fra kerneopgaven, endelig kunne skabe de resultater, vi ønsker. Det er, imidlertid, blot en fantasi.

For at give handlingen sin ret føler jeg mig nødsaget til at inddrage et eksempel, hvor jeg afgjort er på handlingens eller praktikkens side: Klimakrisen. Klimakrisen kan ikke udelukkende ’løses’ med viden. Og dog er der en lille stemme i mit baghoved, der fortæller mig, at vi til dels ikke handler, fordi vi ikke ved, hvad vi ønsker, eller måske rettere at vi handler på den forkerte måde. Vi udfører små, relativt ligegyldige handlinger, der alt andet lige jo nok er gavnlige, men som i et større perspektiv ikke er så virkningsfulde. I kender dem: Affaldssortering, madspildskampagner, kødfri dage på arbejdspladsen osv. Problemet er ikke handlingen i sig selv, men at det netop er en tom handling for handlingens skyld. På sin vis ligesom vores praksistrang som studerende. Den egentlige forandring kræver nødvendigvis politisk beslutning, der kan ændre de betingelser, der har skabt problemet.

Hårdere, bedre, hurtigere og stærkere

Hvem er tidens ideelle menneske? Det er en driftig initiativtager, der skaber resultater og forandring. Fra hustler-reels og jakkesæt til venstreorienterede aktionsgrupper hylder vi individer, der får ting til at ske. Om det er blokering af tyske kulkraftværker eller køb og salg af ferielejligheder i en hidtil uspoleret europæisk storby, er det dén, der ikke bare snakker, men handler, der tilsyneladende fortjener at blive hyldet. Som Daft Punk sangen siger, er dette mytiske idealindivid hårdere, bedre, hurtigere og stærkere. Hvem er elsket af stort set alle og hadet af få? I Danmark er denne person Jonas Vingegaard. Ikke blot er han hurtigst på cykel, han overskrider også den klassiske, passive træmand, der ikke hjælper til derhjemme og er følelseskold overfor familien. Han omfavnes af nationen som et transideologisk ikon, altså som en person vi kan omfavne på tværs af baggrunde, værdier og politiske skel. På verdensplan er det Taylor Swift, som den socialdemokratisk-liberale mogul Bjarne Corydon i øvrigt forguder. Hun er stinkende rig, hun flyver rundt fra land til land og holder gigakoncerter, hun støtter en kandidat til det amerikanske valg og donerer penge til gode formål. Hun er ikke bare kunstner, hun er også involveret i politik og velgørenhed. Absolut og komplet aktivitet.

Tiderne

Hvis man ser Matador, vil man lægge mærke til, hvor meget de snakker om ’tiderne’. De riges tøjbutik, Damernes Magasin, lukker fx pga. tiderne, da Mads Skjern starter det nye, mere effektive og mindre elitære Tøjhuset. Det at opleve tiderne, er at være i indgående kontakt med det forhold, at der findes en historie eller en verdensånd. En retning, vi flyder i. I nogle årtier var det som om, at denne verdensånd var død, i det man med Francis Fukuyamas ord kan kalde historiens afslutning. Under coronakrisen begyndte folk imidlertid at snakke om ’coronatider’, og mange havde nok oplevelsen af at være en del af noget historisk. Man kan sige, at det tomme handlingsritual hører tiderne til. Og denne ånd gennemsyrer også studenterhverdagslivet. Det kan til tider lyde som om, at det at studere næsten ikke er at studere (mere). Når man har næsen i bøgerne og snakker om praksisfjerne begreber, anses det netop bare som snak uden forbindelse til den virkelige verden. Den største dyd som studerende er nu det at have et studierelevant studiejob og mærkeligt nok ikke det at studere. På psykologi er det normalt og måske endda forventet, at den studerende engagerer sig i frivilligt arbejde, for hvordan skal man ellers have samtaleerfaring, når man søger sit første arbejde? Er det ikke åndssvagt, at vi end ikke kan have tid til at studere, fordi vi skal alt muligt andet end grunden til, at vi er her i første omgang? For mange studerende er det dog ikke engang et valg, da mange ikke kan overleve uden at have et betydeligt studiejob ved siden af studiet – hvorfor forslag om SU-nedskæringer ofte klinger hult for studerende. Der kan være noget rigtigt i intentionen om ikke at omfordele til en i forvejen generelt privilegeret gruppe, som ofte kan findes på de lange videregående uddannelser, men man skal i øvrigt huske, at det ikke udelukkende er på disse uddannelser, at man kan modtage SU. Ikke desto mindre er det netop med ’tiderne’ som baggrundstæppe, at øget tidspres og endnu stærkere incitamenter for at presse hver eneste produktive sekund ud af dagen er upassende – for alle studerende. I vores tid, vil jeg hævde, at det for os som studerende er tid til at forsvare teori og passivitet. Kun gennem passivitet er meningsfuld aktivitet mulig.