UDEN EKSISTENTIEL SKOLING RISIKERER LÆRESTABEN AT UDØVE VIDENSVOLD I KLASSEVÆRELSET

Af Oliver Tonning, stud.psych.

Illustration af Marie Fæste, stud.psych.

Alle autister er forskellige

Har du mødt en autist, så har du mødt én autist. Det er et velkendt slogan indenfor autismebevægelsen. Jeg er autist på min egen måde. Selv indenfor autismebevægelsen findes der misforståelser og diskrimination. Det er efterhånden ved at være alment accepteret, at ikke alle autister er som Dustin Hoffman i Rain Man, men hvad der er mindre velkendt er, at heller ikke alle autister er computerelskende teknologinørder.

Jeg tror mit sind mere minder om sprogsfilosoffens Wittgenstein og logikeren Kants end de mere matematisk orienterede typer såsom Einstein og Newton. De særinteresser, som jeg altid har hyperfokuseret på, falder mere ind under humaniora og filosofi end noget andet vidensfelt.

Min forståelse af min egen autistiske tænkning blev hjulpet på vej da jeg lærte at skelne mellem tre grundlæggende former for logik: matematisk logik, sproglig logik og psyko-logik. Den stereotype autist beskrives især som en med gode evner indenfor matematisk logik, og som værende dårligst i psyko-logik. For mig var det omvendt. Jeg har altid været enormt logisk men samtidig også elsket fænomener, der skulle tilgås med dynamisk hermeneutik, og som derfor ikke nødvendigvis indeholdt et lighedstegn og efterfølgende entydigt facit.

Allerede i folkeskolen var min hjerne ikke indrettet til slavisk at følge de rigide regler for ensformig semantik og syntaks. Jeg var derimod god til intuitivt at deducere dynamiske konsekvensforhold så snart det handlede om mennesker, koncepter og ideer. Dette er en neurodivergent udtryksform, som til stadighed overses i dag – især hos kvinder.

Hvad er et essay?

Jeg husker især én episode med en lærer. Episoden udgør et af de særlige minder om uretfærdighed, som for mange er med til at skabe en livslang og knivskarp indre fornemmelse for ret og uret, rigtigt og forkert.

Hvad er et essay? Hvordan staver man dette ord? Hvad er konceptets betydningskerne? Det var essensen i vores konflikt.

Som ordblind havde jeg tidligt fået lært, at sproget er en social konstruktion. Ordet “essay” består af en række meningsløse tegn. Tegnene e-s-s-a-y indeholder kun menneskelig betydning fordi de henviser til en fælles idé om, hvad et essay er, som vi psykisk kan begribe. Denne henvisningssammenhæng mellem bogstaver og idé er et resultat af en ofte tavs social konvention. Kort sagt, så har der engang i fortiden været en dåbsakt, hvor nogle har døbt denne bestemte teksttype og givet det navnet essay. Derefter har denne samling af bogstaver og/eller lyde for alle danskere henvist til en bestemt idé om et tekstmæssigt indhold – ikke til dyr ude i naturen eller andre ting. Nogen før os har engang aftalt, at sådan fungerer sproget altså bare i Danmark. Derimod så staves essay helt anderledes i Kina og Frankrig.

Selve idéen eller konceptet om hvad et essay er, er dog altid en dynamisk og omskiftelig størrelse uden en entydig sandhed. Sådan er det med alle ord, der henviser til idéer, der ikke kan manifestere sig materielt som noget, naturvidenskaben kan måle eller veje.

Kant vidste, at alle naturvidenskabelige fænomener i sidste ende beror på samme sæt af sandhedsbetingelser; tid, rum og kausalitet. Når et materielt fænomen kan opstå og lokaliseres i tid og rum, og fænomenets bevægelser kausalt kan følges på tværs af tid og rum, så ved man ontologisk set hvad dette fænomen er. Hvis man derudover kender de gentagne lovmæssigheder for, hvordan dette fænomen dannes, bevæger sig, interagerer med andre fænomener og slutteligt dør, så har man opnået en videnskabelig sandhed om dette fænomen. Denne sandhed kunne eksempelvis være de kemiske lovmæssigheder for, hvordan elementarpartikler kan sættes sammen så de danner H2O.

Denne luksus er dog forbeholdt naturvidenskaben. Kun materielle fænomener indenfor newtonsk fysik hviler på en essens af objektiv tidslighed, rumlighed og kausalitet. Så længe man ikke bevæger sig ind i kvantemekanikken findes der objektivt tilgængelige, entydige og vedvarende ontologiske eksistensbetingelser for de fysiske fænomener som derved skaber objektivt tilgængelige, entydige og vedvarende epistemologiske sandhedsbetingelser for, hvordan man metodologisk kan måle og definere sit fænomen.

Den sociale og psykiske verden er slet ikke så heldige.

Essay som fænomen ejer ikke en ontologisk sand kerne, der er uafhængig af den menneskelige psyke, samfundet og vores sproglige italesættelse af fænomenet. Kort sagt, så er fænomenets ontologiske eksistensbetingelse afhængig af dets epistemologiske erkendelsesbetingelser. Et essay er, hvad vi siger et essay er. Et essay er, sådan som magtmajoriteten forstår et essay som at være. Et essays væren er afgjort af vores menneskeværen, ikke det værende som sådan. Sandheden om et essays definitoriske essens er majoritetens normative og ofte ubevidste definition af denne essens, som ved første øjekast måske kan føles som en objektiv sandhed, men som dog aldrig indeholder nogen målbar eller entydig sandhed i naturvidenskabelig forstand.

Bjørnetjeneste

Når undervisere i dag skal lære eleverne hvad konceptet et ”godt og velskrevet essay” er, så ender mange af dem med at gøre de åbne og lyttende ører en bjørnetjeneste. For nemheds skyld giver de et forsimplet svar. På fatal vis bliver underviseren derved til en reduktionist, der ender med at sige noget, der simpelthen ikke er sandt, da deres udsagn ikke stemmer overens med virkelighedens væsen. Det endte med at give mig symptomer på derealisering og depersonalisering.

Lærerens primære opgave burde være at forberede eleven på verden, sådan som den faktisk er – ikke sådan som vores ofte stressede sind af og til ønsker, at den skulle være. Læreren burde lære eleven at navigere i en kompleks og tvetydig verden, der sjældent indeholder konkrete svar på, hvad der er rigtig eller forkert, godt og skidt. I vores instrumentaliserede og teknificerede samtid, ses der dog en stigende tendens til, at alle forstår alle verdens fænomener, som skulle de behandles af en computer.

Fænomenerne forsøges at sættes på formel, så de kan passe til matematikkens logik. Sådan en forståelse af virkeligheden stemmer bare ikke overens med virkelighedens sande væsen, hvilket nok er grunden til, at filmen ”The Matrix” stadig den dag i dag er min yndlingsfilm. Som forvirret autistisk teenager følte jeg filmen var det mest virkelige, jeg nogensinde havde set.

Ligesom virkeligheden i The Matrix er en teknisk magtkonstruktion skabt af robotter, så er den sociale virkelighed og koncepter såsom ”et godt essay” en magtkonstruktion skabt af mennesker. At indse dette var mit red-pill-moment, som satte mig i kontakt med den faktiske virkelighed.

Alt dette ville have været det rigtige svar at give mig, dengang jeg i det iltfattige klasselokale pludseligt endte i infight med en stædig dansklærer. I stedet for at lære mig om magt anvendte hun magt. Før jeg vidste af det fik hun skubbet mig op i et ringhjørne med unfair akademisk skyggeboksning.

Det gjorde hun ved at hive Den Store Danske Ordbog frem. Med brillerne på skrå og læben stram, forhindrende et hånligt smil, læste hun op fra bogen, at et essay defineres som en; “kortere (åndfuld og personlig) prosatekst om et bestemt emne, ofte af litterær eller filosofisk karakter”.

Ok, skulle jeg have haft sagt som det første, da hun smækkede bogen i og så triumferende udover de unge ansigter. Hvad betyder dét så, skulle jeg så have haft fuldt op med. I stedet for at føle mig ydmyget, så skulle jeg have stillet det oplagte spørgsmål; Hvad betyder ordet kort så? Eller personlig? Eller filosofisk? Problemet er, at alle disse begrebers konkrete meningsindhold i sidste ende hviler på cirkelslutninger og subjektive vurderinger. Sproget henviser i sidste ende altid til sig selv. Sprogets indhold findes ikke uafhængig af sprogbrugerens psyke.

I denne sammenhæng er det meningsløst at tale om en objektiv og menneskeuafhængig sandhed. Der findes kun magt, holdninger og normativitet, som man med vold og magt kan forsøge at bedrage andre til at tro er en naturgivet sandhed.

Et “essay” er ingenting i sig selv. Konceptet indeholder ingen objektiv essens, kun et skelet af retningslinjer for fortolkning. Hvad ordet ”essay” egentlig henviser til afgøres af det altid tilstedeværende sprogspil, som sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein kalder det. Disse sprogspil er et produkt af de altid herskende magtforhold.

I skolesystemets sociale hierarki er det læreren, der er placeret på toppen, scepter i hånd. Foran eleverne står de overfor et eksistentielt valg. Læreren kan vælge, om de vil lade sig diktere af sit behov for magt, eller om de vil give magt til de kommende generationer. Det kan de gøre ved at forberede eleverne til at navigere i en social verden, hvis fundament ikke er statiske naturgivne sandheder, men et altid uigennemsigtigt magtspil, der ofte begynder med sproglige forvanskninger og bedrag.

Sproglige problemer som dyslektiker vs. autist

I skoletiden var mine problemer som dyslektiker ofte ret anderledes end mine problemer som autist. De havde dog et vigtigt fællestræk. Jeg var begge steder udfordret i min evne til at tolke sociale symboler på samme måde, og med samme lethed, som de andre i klassen.

I dette henseende var jeg som dyslektiker mest heldig. Der findes nemlig entydige grammatiske regler for stavningen af ordet ”essay”. Disse love for stavning er i bund og grund også sociale konstruktioner, som opretholdes med magt, men af pragmatiske årsager er det nemmest og bedst for alle parter, at disse regler forbliver nogenlunde de samme. To potentielle samtalepartnere er nemlig begge nødt til at forstå, at bogstaverne e-s-s-a-y henviser til den samme idé, før de eventuelt kan sige sig enig eller uenig i hvad sådan et essay skal indeholde.

Konceptet ”essay” hviler ligeledes kun på sociale konstruktioner. Hvad min lærer dengang dog nægtede at lære mig var, at disse regler altid kun er tvetydige retningslinjer for mulige fortolkninger. Hun fortalte mig aldrig, at hun i sidste ende var overdommeren, der havde magten til at bedømme min udlægning af et ”godt essay”, som enten rigtig eller forkert, sandt eller falsk.

Hendes fortolkning af et ”godt essay” var selvfølgelig ikke universelt, men gjaldt netop kun i vores lokale situation, selvom hun dog gav udtryk for det modsatte, nemlig at den var universel – hvilket dengang gjorde min autistiske hjerne noget så forvirret.

Eminem og Foucault

Hvis jeg som 13-årig havde kendt til tænkere som Jacques Derrida og hans franske kollega Michel Foucault, så ville de nok have hængt på min rebelske teenagevæg i stedet for Eminem og L.O.C.

De stiller sig nemlig kritisk over for, hvorfor det netop er lærerautoriteten, der bærer magten til at definere og måle disse koncepter. Derrida har beskrevet, hvordan sproglige koncepter såsom ’essay’ ikke hviler på en nærværsmetafysik, men en fraværsmetafysik, som han kalder det. Eksempelvis vil en kemiker altid undersøge et æble ud fra en nærværsmetafysik. Spørgsmålet om, hvad et æble kemisk set er, er altid nærværende i æblets fysiske materie – selvom kemikeren er fraværende, så er atomerne nærværende. Omvendt forholder det sig med konceptet essay.

Konceptet er i udgangspunktet fraværende. Det eksisterer ikke uafhængigt af den menneskelige italesættelse af det. Kun sproget giver det liv og bringer det til væren som noget konkret – modsat æblet, der altid ligger lige dér på lærerens kateder. Konceptet eksisterer først det øjeblik, en person definerer præcist hvad konceptet indeholder netop nu.

Sådan er de ontologiske eksistensbetingelser for tænkte koncepter som essay. Konceptet essay er et fremtænkt fænomen, der kun eksisterer som en idé, når nogen fremkalder denne idé i deres sind. De uundgåelige logiske konsekvenser heraf er, at de metodologiske sandhedsbetingelser for, hvordan læreren konkret definerer eller måler et essay som værende i adækvat overensstemmelse med de ontologiske sandhedsbetingelser, konstrueres samtidig med, og er uadskillelige fra, den samtidige psykosociale konstruktion af netop fænomenets ontologiske eksistensbetingelser, som de fremkommer i individets sind i den konkrete udsigelsessituation. En ordbogsdefinition, eller et hvilket andet nedskrevet definitionsforsøg, er en form for tankekontrol, der uden andet end den rå magts legitimitet forsøger at objektivisere og naturgøre menneskelige konceptualiseringer af verden. Det betyder altså, at selve karakterbedømmelsen, der i skoleregi forsøger at “måle“ hvor godt mit essay stemmer overens med deres definition af hvad de mener et godt essay skal være, også altid er en samtidig konstruktion af det fænomen, som de ønsker at måle. Læreren er derved både lovgiver, politimand og dommer. Magten kunne ikke blive mere rå.

Min lærer mente dog dengang, at hendes bedømmelse var udtryk for en objektivitet, der havde samme legitimitet, som dem, der blev afgivet til matematikeksamen – det er objektivt forkert. Hun konstruerede og rekonstruerede både hendes ontologiske forståelse af, hvad et godt essay var, hendes metodologiske målekriterier for, hvad et godt essay skulle være, samtidig med hun subjektivt selekterede sin empiri ved nøjsomt at udvælge de aspekter af mit essay om Salvador Dalí, som hun mente var relevante for hendes bedømmelse.

Det var overordnet set hendes følelsesmæssige attitude til mig som gjorde udslaget. Hvis hendes mentale indstilling overfor en elev var sympatisk, så konstruerede hun en belønnende verden – hvis man lavede problemer, så konstruerede hendes underbevidsthed det modsatte. Det er faktisk et videnskabeligt velkendt fænomen, at dommere giver hårdere straffe lige før frokostpausen i modsætning til i retssager lige efter pausen. Grunden hertil er sandsynligvis, at sulten og trætheden gør dem mindre tålmodige og sympatiske.

Sådan modtog jeg min vigtigste livslæring: Altid stil et æble på kateteret. Altid forsøg på at få dem i godt humør. Gør dem positivt stemt overfor din sag.

Vidensmagt og vidensvold

Det, som læreren lærte mig dengang i folkeskolen, var en løgn, som jeg blev nødt til at sluge. Det var udtryk for autoritær vidensmagt og vidensvold, som Foucault ville kalde det. Det var gaslighting. Objektivt set hang virkeligheden ikke sammen på den måde, som hun tvang mig til at acceptere. Dette vidste jeg dengang intuitivt, men jeg var nødsaget til at underlægge mig hendes autoritære magt.

Det fik min i forvejen skrøbelige selvforståelse og verdensforståelse til at krakelere, indtil den bristede. Bristepunktet var ikke denne ene interaktion med læreren om essayet, men den netop beskrevne magtdynamik, som gentog sig igen og igen, i mange forskellige arenaer af mit liv.

Jeg har altid følt mig anderledes. Inden i mig har der altid været kamp mellem intuitive og spontane stemninger af sandhed og rigtighed på den ene side, og så et samfund, der med psykisk vold og magt har forsøgt at overbevise mig om at jeg var skør, hver gang jeg forsøgte at italesætte den sproglige magt eller det videnskabeligt usammenhængende i den herskende verdensforståelse. Sådan tror jeg mange som mig ender i psykiatrien eller andre kanter af samfundet. Heldigvis kan sådan en skæv udviklingsbane forhindres. Det kræver dog, at folkeskolelæreren tager endnu et ansvar på sine skuldre, skuldre der i forvejen bærer et enormt ansvar.

Kritisk og eksistentialistisk skoling

Læreren må lære eleven at tænke kritisk og eksistentialistisk. Læreren må lære eleven hvor meget af verden, der handler om kampen mod magten og menneskets eget underbevidste. Hvis sådan en eksistentialistisk skoling var påkrævet, så tror jeg, at flere af mine sammenstød kunne have været undgået.

Eksistentialister som Kierkegaard og Heidegger (og Freud) mener, at al angst opstår ved erkendelsen af den sociale verdens grundlæggende mangel på objektiv mening og sandhed. Lægen Aaron Antonovsky har mere eller mindre bevist, at essensen af psykisk sundhed er oplevelsen af en håndgribelig, meningsfuldt sammenhængende verden.

Her opstår det bidende eksistentielle problem. Den psykosociale verden, og derved sproget, er i sin essens en psykosocial magtkonstruktion, men vi kan ikke klare os uden denne konstruktion. Som de to franske kammerjukker Merleau-Ponty og Sartre siger, så er mennesket samtidig dømt til frihed og dømt til mening. Menneskets eksistentielle grundudfordring er, at vi på den ene side er frie og derved dømt til selv at konstruere en meningsfuld verden, men at vi på den anden side er ufrie til at fravælge mening som en livsnødvendig grundbetingelse – hvis menneskets livsverden ikke konstant gennemstrømmes af retningsgivende mening, så resulterer det i angst, handlingslammelse og panisk kollaps. På den anden side kan de samme former for psykisk lidelse let opstå, hvis den retningsgivende mening føles meningsløs eller sender en i retningen af et meningsløst liv. Mange mennesker møder desværre dette besværlige paradoks med en sjælelig refleks, der forsøger at skubbe dem væk fra menneskelivets eksistentielle grundbetingelser. Konsekvenserne ved livets rå fakticitet er nemlig uoverskuelige. Når et barn kommer til verden, så er den livsnødvendige mening først og fremmest noget, som forældrene og andre autoriteter skaber for barnet. Det betyder, at sandt og falsk samt rigtig og forkert ofte handler om magt, og dermed placerer én i en ofte tabende og undertrykt position. Her kan ingen lide at være. Det ligger derfor i menneskets natur at fortrænge dette, da ansvaret og uretfærdigheden er ubærlig.

Barnet bliver altså fra starten af nødt til at underlægge sig andres meningsmagt for overhovedet at kunne navigere i verden uden at blive skør. I takt med at man bliver voksen bliver man dog selv mere og mere ansvarlig for både at skabe sin egen mening og udfordre den etablerede meningsmagt.

Det her udgør et smerteligt og forfærdeligt eksistentielt paradoks. Et paradoks, som skolelæreren kan være den første til at hjælpe den lidende og søgende elev igennem.

Skolelæreren er dog fanget i nøjagtig samme eksistentielle kvaler som eleven, men er bare nogle år foran. Dette giver dem både en potentiel position som livsvejledere og fangevogtere. For ikke at blive grebet af angsten, og derved reagere kontrollerende med forsvarsmekanismer, så bliver læreren nødt til først selv at være kommet til erkendelse og accept af disse menneskelige grundvilkår. Alle børns første spørgsmål er nemlig kritiske, ontologiske og eksistentialistiske. Når spørgsmålene ”hvad, hvorfor og hvordan” stilles nok gange, så ender barnet med at sætte spørgsmålstegn ved selve virkelighedens væsen, psykens sandhed og samfundets sociale orden. Hvis læreren ikke selv har erkendt sin position i den kosmiske orden, så vil angsten næsten med garanti få dem til at gå i forsvar og derved udøve vidensmagt og vidensvold overfor deres elever i et forsøg på at beskytte deres egen verdensforståelse og selvopfattelse.

Netop derfor er den gode eksistentielle dannelse (ikke nødvendigvis uddannelse!) så vigtig.

Lærergerningen har den kernefordring, at den skal klæde eleverne bedst muligt på til den barske virkelighed, som de snart skal ud at overleve i. Dette er dog ikke muligt, så længe uvidenhed og eksistentiel angst bliver ved med at herske i klasselokalet.