BOGANMELDELSE AF ”I EGEN BARM” AF KATHERINE DIEZ

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Illustration af Anna Sofie Andersen, stud.psych.

BOGANMELDELSE. Da Katherine Diez’ roman ”I egen barm” udkom den 1. oktober i år som et lyn fra en klar himmel – faktisk nærmest krybende ud fra nattens mulm og mørke, efter at der havde været radiotavshed fra hende siden plagiatskandalen i januar 2024 – var der nærmest ikke andet på Danmarks kulturelites læber. Og på Reddits GossipDK-kanal, naturligvis.

”I egen barm” er udgivet af forlagets People’s (ej at forveksle med People’s Press, de har faktisk haft skiftet navnet siden 2021), og er Katherine Diez’ egen fortælling om tiden op til plagiatskandalen, bruddet med Adam Price, samt dét, hun kalder ”det store sammenbrud”. Det henviser til tiden op til plagiatskandalen samt tiden efter, hvor Diez mest af alt kæmper for ikke at miste sig selv. Men den handler også om en ung kvindes fortælling om en tung barndom præget af kaos og misbrug hos tætte omsorgspersoner, og om hele livet at føle sig fremmedgjort og have svært ved at passe ind. Bogens længde er på bette 180 sider og er yderst let at komme igennem.

Det opdagede jeg i hvert fald selv, da jeg en tilfældig mandag aften pludselig sad opslugt i efterårsmørket med velduftende chai, som dampede velduftende af tilnærmelsesvist kanel-infuserede dampskyer og LP’en, som filmisk sluttede af med Schuberts Nacht und Traüme. Der var jeg allerede nået til knap side 100, som jeg havde spist gennem mørkets frembrud, og jeg længtes stadig efter en forklaring.

Bogen i sig selv kan være noget vanskelig at navigere i. Fremfor et tydeligt handlingsforløb er bogen opdelt i ”kapitler” og dateringer som gør, at den nærmest minder om rodede dagsbogsnotater. Selve skrivestilen er ej heller den smukke purple prose som man, hvis man som jeg, har fulgt med på Diez’ instagram længe, har været yderst fortryllet af. I stedet er sproget ganske let forståeligt, ligetil og hverdagsagtigt. Tidsspringene, den manglende struktur og de interne modsigelser i værket vidner om en meget forhastet produktionsproces, hvilket jeg egentlig synes er ærgerligt da jeg faktisk tror, at Diez godt kunne have skabt et smukt værk. For selvom Diez lægger ud med at proklamere, at dette her altså er ”hendes egne ord, og hendes egen fortælling”, som alle Danmarks lyttere af P1’s Genstart nok også må have hørt, så sidder jeg faktisk tilbage med en endnu større følelse af, at jeg ikke aner hvem Katherine Diez i virkeligheden er. Og jeg tvivler faktisk på, at hun selv ved det.

Flere gange i bogen beskriver hun nemlig denne her enorme tomhed, som hun kæmper med. I den forbindelse også hvordan hun gennem sin ungdom, og senere sit voksenliv, har anvendt modbydelige selvdestruktive metoder til at cope med tomheden i sig selv, ved at søge anerkendelse udefra. Her ofte i så høj grad, at hun til tider har ageret impulsivt, at hun ikke har konsekvensberegnet, hvilket hun generelt skriver, er et stort problem for hende – konsekvensberegning. Her har hun i særlig grad oftest handlet impulsivt grundet hendes angst for at blive efterladt alene til hendes indre tomhed.

Hun beskriver dog virkelig smukt de stormfulde højder, som hendes forelskelse tager, både i Adam Price og Dan Jørgensen, hvilket er så smertefuldt portrætteret, at det nærmest ender ud i en Den unge Werthers lidelser – dog med en knivspids coke. Og ligeledes hendes ungdom med spiseforstyrrelsen, som var altopslugende, hvilket man sjældent hører meget om fra førstepersonsperspektiv, beskrevet så retrospektivt reflekteret og hjerteskærende.

Jeg er ikke selv uddannet klinisk psykolog, og vil derfor ikke komme med et diagnostisk grundlag og forsvar for, hvad der kunne være på spil af forklaringsgrundlag bag hendes handlinger (mine medstuderende vil nok forstå). I stedet for at fokusere på ICD-10-koder, diagnoser eller kritik af Diez som forfatterinde, synes det mere frugtbart at betragte bogen som et produkt af de ydre samfundsstrukturer; et kunstværk der spejler sin tidsalder. Denne bog er, som al litteratur, uomtvisteligt et barn af sin tid; en dramatiseret mosaik, der søger opmærksomhed og besidder en kaotisk fortælletakt og fragmenterede tidsstrukturer, som snarere end et tilfældigt valg kan tolkes som et symptom på den accelererede tidsånd, vi lever i. I bogen beskriver Diez selv et interview, hun har medvirket i med netmediet Zetland, som fandt sted i slutningen af 2022. Her beskrev journalisten hendes instagram og selvportrættering opdelt i tre sæsoner. Diez’ bog, og hendes tid op til og derefter, får næsten karakter af en fjerde sæson, hvor hendes liv og værk er underlagt en ny runde af tematikker og narrativer, der med en tragikomisk tyngde synes at spejle Hartmut Rosas beskrivelse af accelerationssamfundets internaliserede jagt på ydre aneranerkendelse og konstant forandring. En søgen efter validering og fremdrift, der i sin ekstreme konsekvens kan efterlade individet i en fremmedgjort position – både over for sig selv og sine sociale relationer. Dette kan føre til en dyb oplevelse af isolation, en eksistentiel tomhed og den fragmentering af selvforståelsen, der skinner igennem i Diez’ beskrivelser af eget liv.

Bogen, som i de sidste måneder har modtaget noget lunkne anmeldelser, bør måske derfor ses i et andet lys – ikke blot som litteratur, men som et muligt samtidskritisk værk. Et værk, der over tid kan fremstå som et spejl på vores tids kollektive tilstand, et symptom på de kulturelle og strukturelle forskydninger, vi i stigende grad oplever. Hvorvidt denne tolkning holder stik, og om jeg kan spå som et orakel, må tiden vise. Men at læse med sådanne briller kan tilføje en ekstra dybde og aktualitet til værket. Det er ikke den bedste læsning, jeg længe har oplevet, men ej heller den værste, og derfor vil jeg give bogen 3 ud af 5 stjerner.

God læselyst!