Illustrationer af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.

Således er mine morgener alarm-ritualiserede på mobilen, nogle gange med en del snooze, nogle gange helt slået fra. Men som regel er det sådan, dagene starter – mindst to timer inden jeg skal være et eller andet sted. Til forelæsning, holdundervisning, en aftale, et møde. Ligegyldigt hvad. Ritualet siger mindst to timer, ellers kan jeg love jer, at jeg er i dårligt humør resten af dagen, og det er ikke godt for nogen. Altså nogen som helst.

Han laver kaffe (kaffelatte med skummet baristahavre mælk) – mindst to, og økologisk fairtrade espresso. Vi må for guds skyld hverken løbe tør for kaffe eller havremælk, for så er der krise. Jeg fodrer kattene imens. Nogle gange har jeg allerede gjort det, fordi de ikke mener, at tiden pas ser helt ind i deres ritual, og de bliver lidt påtrængende sultne kl. 5.30 eller 6.30, med poter på kinden eller et for sigtigt bid på næsen. Men pyt, det er nok også efterhånden blevet en del af mit ritual.

Vi sidder på sengen, Berlioz (blå kat) ved mine fødder og Ayla (vildtfarvet kat), som bare skal ligge på mig, så det nærmest er umuligt at læse nyheder og drikke kaffe. Men det er okay; for hun er varm og blød og sød, og del af hele dette skønne ritual.

”Can I listen to something or do I interrupt you?”

”Sure, go ahead.”

Vi sidder i sengen og vender verdenssituationen. Han er ikke så glad for de tidlige morgener, så der kan det godt være lidt stille, men det passer mig ganske fint. Det er bare så sødt, at han står op alligevel og brygger kaffen. At han gør det for mig. Eller for freden. Hvad ved jeg.

Jeg kigger både på Politiken, DR nyheder, CNN, BBC, skimmer sociale medier og finder ud af, hvordan vejret bliver i løbet af dagen. Surfer bare lidt rundt, bliver opdateret, vågner, altså langsomt, ikke?

Siden krigen i Ukraine og siden den 7. oktober 2023, hvor Hamas’ angreb udløste folkemordet i Gaza, blev det mindre og mindre sjovt at læse nyhederne. Ritualet begyndte langsomt at ændre sig. Måske skulle jeg alligevel ikke læse alle nyhedsapps på min telefon hver morgen? Måske kan han bare fortælle mig, hvis der er sket noget virkelig vigtigt? Endnu et bombeangreb?

”50 kids killed in an air strike again!”

“Yes, I’ve seen it.”

Hvordan forholder man sig lige til det? Jeg skal være på CSS om halvanden time. Tallene flyver frem og tilbage mellem os, og bag hvert tal gemmer sig et menneskeliv, et ødelagt menneskeliv, og jeg kan ikke tåle at høre mere om det. Ikke hver fucking morgen.

Ritualet ændrer sig. Færre nyheder, mere om vejret. Oversvømmelser. Skovbrande. Altødelæggende orkaner. Okay. Måske kun lige dagens vejr. Hvordan bliver det, når jeg skal cykle af sted? Hvilken jakke skal jeg tage på? Vanter? Hue? Hvornår kommer jeg hjem igen? Bliver det mørkt? Har jeg cykellygterne med?

I går satte jeg mig med pensum på sofaen, tændte for hyggelysene, satte computeren op på sofabordet og fandt CNN Live-TV frem – fjernsyn i stuen har vi sløjfet for nogle måneder siden, det har vi ikke brug for. Ligesom bilen. Der er jo noget, som hedder klimakrise, ikke? Han gik i seng.

”There won’t be any results before the morning, so I’ll just get some sleep.”

“That’s okay. I just need to watch this.”

Han tror, at Trump vinder, så han deler ikke min entusias me. Det kan jeg bare ikke forestille mig, og den tanke skal ikke kunne ødelægge mit amerikanske valgnatsritual. At følge Jake Tapper, Van Jones, Dana Bash, og ikke mindst John King’s analyser på The Magic Wall igennem den amerikanske valgnat. Jeg elsker det. Hmmm. Elskede det.

Jeg læser pensum og lytter lidt. Det ser ikke så godt ud i Georgia, og exit polls’ne er lidt bekymrende, men Harris fører i Pennsylvania med omkring 70% i rigtig lang tid. Det skal nok gå, tænker jeg og læser videre, og nyder mit ritual – selvom det ville være lidt sjovere sammen med ham, men så ville jeg ikke få læst noget, så det er fint. Kl. 3.30 har den stigende bekymring endegyldigt dræbt min glæde ved valgnats-ritualet, og jeg lægger mig. Sover et par timer til kl. 7, hvor jeg vågner og i løbet af en splitsekund husker det. Jeg farer op til computeren. De har ikke kaldt den endnu, men North Carolina og Georgia er tabte, Trump fører i alle svingstater.

Mit ritual er taget fra mig. Det er ikke sjovt længere.

Hvor mange gange morgenkaffe med kattene og nyheder og vejrtjenester er der tilbage, i en verden, der ser så dyster ud? Mere end halvdelen af amerikanerne har i deres grådighed og kortsigtethed valgt en forbryder ind i det Hvide Hus. Igen. Et valg, som de også har truffet for resten af verdenen, og vi kunne ikke gøre noget ved det. Vi sidder bare på den anden side af Atlanten og skal sluge den.

Jeg er bange i dag. Lidt mere håbløs end nogensinde før. Jeg har grædt. Hele dagen. Mindst fire år mere med klimakrisefornægtelse, fossile brændstoffer og kapitalisme i højsædet. Fire år mere, hvor Trump, Putin, Netanyahu & co. kan styre showet, fordi vi ikke tør stoppe galskaben.

Kan vi ikke alle sammen få lidt ro og fred? Lidt mindre psykopati og lidt mere fairtrade kaffe med barista havre mælk?

KAFFELATTE MED HAVREMÆLK, VEJRET OG CNN