Om fremtiden, filosofi og andre ting jeg ikke ved noget om

Af Sixten Stemann Jensen, stud.mag.

Hele mit liv er jeg blevet fortalt, at jeg kan blive, hvad jeg vil. Og at verden ligger for mine fødder. Disse udsagn har uden tvivl været velmente samt rare at høre, men de har også sat store forhåbninger i mig om, hvad livet bringer mig. Af samme årsag har de også skabt en grundlæggende overbevisning om, at jeg kan opnå, hvad end jeg sætter mig for, hvis blot jeg vil det nok. Men kan virkeligheden leve op til dette?

Som filosofistuderende læser og diskuterer jeg tekster fra antikken til moderne tid på ugentlig basis. Størstedelen er yderst velskrevne, indeholder stærke teorier og argumenter og er givende at læse. Men af og til støder jeg på tekster, der vækker uro. Inden for den sidste måned har jeg blandt andre læst David Hume, Immanuel Kant og Quentin Meillassoux, der alle skriver sig ind i samme erkendelsesteoretiske diskussion. Især læsningen af Hume og Meillassoux har vakt eftertanke og sat perspektiv på min tilværelse. I sin lille bog Science Fiction and Extro- Science Fiction skriver Meillassoux følgende:

“As we know, Hume believed that only the habit of past empirical constancies can persuade us that the future will resemble the past, without there being anything rational at the foundation of this judgement.”

Humes tanke vækker uro hos mig, idet han peger på, at vores overbevisning om, at fremtiden vil ligne fortiden, ikke er rationelt funderet. Det er vanen, der lokker os til at tro, at fremtid vil ligne fortid – på baggrund af tidligere erfaringer. I sin forklaring af dette tager Hume udgangspunkt i et spil billard. Her stiller han spørgsmål til, hvad der garanterer os om, hvad der sker, hvis vi skyder en billardbal i lige linje ind i en anden billardbal. De fleste vil nok tænke, at den anden bal vil rykke sig i samme retning, som den første bal trillede, efter kollision, på baggrund af deres tidligere erfaringer. Men er der egentlig noget, der garanterer det? Ifølge Hume kan vi, uden logisk selvmodsigelse, forestille os andre udfald, eksempelvis at den første bal triller tilbage i samme lige linje, som den kom fra. Hvad Hume vil frem til er, at der ikke er nogen logisk nødvendighed af naturlovenes opretholdelse, hvilket udelukker logikken som garanti for, at lovene er de samme i fremtiden. Hertil er empiriske erfaringer altid bagudrettede eller rettet mod nutiden. Derfor kan de heller ikke forsikre os om noget i fremtiden. Humes pointe er derfor, at vi ikke kan være sikre på noget vedrørende fremtiden, ikke engang at verden er til, som vi kender den, da vi ikke har nogen god grund til at tro det. Hume argumenterer stærkt og er svær at modbevise, selvom Kant prøver det bedste, han har lært. En omskiftelig verden, som kan ændre sig når som helst, er altså en mulighed, vi må acceptere. Alt i alt en underlig tanke, som kan være svær, og måske lidt ubehagelig, at forholde sig til.

For mig at se kan verden lige så godt forblive, som jeg kender den, men jeg må alligevel være bevidst om, at jeg hverken kan vide mig sikker på det eller gøre noget ved det. Og da jeg endnu ikke er overbevist om, at der er en guddommelig kraft som opretholder en orden i verden, står jeg tilbage uden nogen garanti for, at verden fortsætter med at være, som jeg kender den. En tanke, jeg måske hellere ville være foruden, for hvor efterlader den mig? Den giver i hvert fald anledning til spørgsmål som: Er tilværelsen tilfældig? Er jeg her i morgen? Er jeg ligegyldig? Spørgsmål, jeg på ingen måde kan svare på, men jeg nu alligevel er nødt til at forholde mig til.

Når jeg ikke har nogen garanti for en fremtid, kan jeg ikke gøre andet end at gøre mig forhåbninger om den. Jeg tror, at håb på mange måder udgør en central rolle i de fleste menneskers liv, og at håbet har en positiv indvirkning herpå – hvad det i hvert fald har på mit. Generelt mønter håb sig på noget muligt og ønskværdigt i livet, som ikke er nu, og er derved rettet mod fremtiden. Heraf kan håb få en vejledende rolle, da det kan rette handlinger mod at opnå det ønskværdige. Yderligere knytter håb sig også til en optimisme, fortrøstning om eller tiltro til noget i fremtiden, der ligeledes er muligt. På den måde kan håb give ro, optimisme og vejlede, og det har jeg i særlig høj grad brug for, når jeg nu ikke kan være sikker på noget.

Dog er jeg stadig påpasselig med at sætte min lid til håbet, da jeg tror, at jeg kan komme til at leve i håbet, så at sige. Når det er sket, har jeg udelukkende haft mit blik rettet mod det, som jeg har ønsket at opnå i fremtiden. Derved har jeg glemt at være til stede lige nu samt været blind for livets realiteter, hvilket har medført stor skuffelse, når håbet så er bristet. Det kunne være mit håb om, at en bestemt pige er min eneste ene. Et håb, der har sat mig i et nærmest drømmende stadie, hvor forestillinger om mit fremtidige livs lykke ingen ende har taget, hvad der i og for sig ikke er noget galt med. Men når virkeligheden ikke formede sig, som jeg havde håbet på, blev jeg revet ud af min drømmende forestilling og ramt af en umådelig skuffelse. Derfor finder jeg tanken om, at verden kan være omskiftelig meget givende, da erkendelsen af fremtidens usikkerhed sætter perspektiv på tilværelsen og retter mit blik mod mit liv, som det er lige nu. Det kan have en carpe diem-klang over sig, men det gør måske heller ikke så meget, nu hvor jeg alligevel ikke har nogen garanti for nødvendigheden af naturlovenes opretholdelse.

Håbet kan også have tendens til at antage en karakter af ubevidst forventning om noget (bestemt) i fremtiden. Det relaterer sig meget vel til min forestilling om, at jeg med min vilje kan flytte bjerge, hermed en forestilling om kontrol.

Min forhenværende træner sagde engang noget i retning af: ”Du kan ikke ville bolden i mål, du kan kun gøre dit og se, hvad der sker.” Det tog mig noget tid at forstå, hvad han mente, men endte med at have stor indvirkning på mig. Jeg blev opmærksom på mine forventninger til mig selv og til spillet. Inden dette var jeg overbevist om, at resultatet ville blive, som jeg ville det, hvis bare jeg var god nok. Nærmest som var jeg herre over spillet. Det medførte enormt meget selvbebrejdelse, når tingene ikke lykkedes og en følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet. Men opmærksomheden på mine forventninger ændrede min tilgang til spillet. Mit niveau blev højere; og jeg fik tilmed mere ro i mig selv, fordi jeg forstod, at tilfældigheder var et af spillets grundvilkår. Jeg gik fra at spille med en forestilling om kontrol over spillets udfald, til at spille med en tanke à la ”Enten sker det, eller også sker det ikke.”

Forventninger, som dem jeg havde til mig selv og mit spil, tænker jeg, er meget lig forventninger, der har gennemsyret min dagligdag de senere år og stadig gør det. Eksempelvis forventningen om at få mit drømmejob, fordi jeg kan, hvad jeg vil, og er en dygtig studerende. Eller en forventning om at leve et langt liv, fordi jeg lever sundt. Til forventninger som disse har tanken om fremtidens utilregnelighed, medført et nyt perspektiv på livet. I dag er jeg meget mere bevidst om skæbnens tilfældigheder, om man vil, og tænker derfor helt anderledes om fremtiden. Jeg har stadig blikket rettet mod noget i fremtiden, og gør mig stadig forhåbninger om fremtiden. Men jeg er samtidig bevidst om, at det langt fra er sikkert, at jeg kommer til at opleve det. Denne tanke er ikke så dyster, som den umiddelbart kan lyde; jeg mener imidlertid at være mere nærværende i de ting, som jeg beskæftiger mig med, uden at bekymre mig om hvad jeg skal bruge det til, eller hvad morgendagen bringer. Jeg er bare til og nyder at være det.