Dét, man kunne tænke sig var anderledes

Af Oliver Hundahl, stud.psych.
Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.
Interview udført af Oliver Hundahl, stud.psych. og Amanda Aaboe Bell, stud.psych.

Der er ingen kranier, der smeltes af plasmapistoler. Ingen aliens i ildkamp i den flammende atmosfære. Utopierne, derimod, er dem der virkelig batter. Det
er verdener og psyker og samfund og sanser, der ikke minder om nogle, vi har set. Alt dette taler vi med Simo Køppe om, da vi møder ham på hans lille kontor.

Simos kontor er fyldt med bøger. Op ad endevæggen står et simpelt maleri, og placeret midt på bordet er et helt kilo sukker. Jeg spørger: “Hvad er det, der interesserer dig ved science fiction?” Simo kigger rundt i rummet i lang tids tavshed. Pausen strækker sig. Den bliver ved. Men så starter han pludseligt:

“Det er muligvis lige i overkanten, men det jeg synes er grundlæggende interessant ved det er, at det er et af de få steder man har tilbage, hvor man konstruerer utopier. Det synes jeg er forsvundet fra offentligheden og det politiske og stort set alt andet. Man er meget krampagtigt knyttet til at beskrive det, der er, i stedet for det, der kunne være.“

Simo lægger vægt på, at science fiction ikke kan skæres over én kam. Tværtimod er der enorm intern variation inden for genren: “Der er nogle, der er væsentligt mere science end fiction og omvendt, og der er også meget af det drengerøvede, med teknik og våben og alt det”. Simos interesse ligger dog slet ikke i den slags. Han fascineres snarere af dét, han kalder ”det potentielle” i genren: “Det, jeg synes er interessant, er at konstruere nogle scenarier som er vildt anderledes, og det er tilsyneladende pissesvært, for der er meget få af dem, hvor det bliver til noget. Men når det så er der, så synes jeg, at det er meget udfordrende for tænkningen. Så dér er egentlig det der utopiske element.”

Lige præcis utopierne og alternative måder at indrette samfundet på, er Simo betaget af. Dystopierne har han til gengæld ikke meget tilovers for: “Det er altid sådan noget med, at det hele er noget hø, og det hele er ved at bryde sammen, og så kommer der sådan nogle helte ind fra venstre, og det synes jeg ikke er særligt interessant.”

“De steder, hvor de giver sig tid til at konstruere nogle andre verdener, det synes jeg er ret udfordrende – og nyttigt, også i politiske sammenhænge. Det kan jo virke underligt at koble science fiction sammen med politik, men jeg synes, der er en tendens til, at vi alle er for dårlige til at forsøge at konstruere nogle alternativer. Altså, det hele er sådan noget med, at man kommer halehængt til de konflikter, der er, og der er selvfølgelig mange problemer med klima og så videre, og det er selvfølgelig ekstremt vigtigt, men jeg synes det er lige så vigtigt, tankemæssigt, at forsøge at konstruere nogle andre muligheder.”

Gigaværker og opera i rummet

“En anden ting, der er sjælden, det er den psykologiske utopi. Altså at prøve at konstruere nogle psyker, der er fundamentalt anderledes. Det er tilsyneladende meget vanskeligt og meget sjældent.”

Alligevel mener han, at det findes enkelte steder, og refererer til den subgenre der kaldes space opera. En space opera er et slags enormt science fiction-narrativ, hvor man ofte udforsker en potentiel uendelighed af eksotiske planeter og civilisationer. Simo siger: “Ja, og dem er jeg ret vild med, for de giver sig tid til at detaljere andre verdener, men også nogle gange noget, der er tæt på andre måder at være psyke på. Vi ved jo udmærket, at den måde vi fungerer er historisk bestemt, altså også biologisk historisk bestemt, men hvorfor tror vi, at det er nogle, der er totalt ligesom os, der lever om 5000 år? Det er det garanteret ikke. Der kommer nogle andre arter, og der kommer nogle udviklinger af vores evner. Så det jeg godt kan lide ved det, det er graden af fantasi, men nogle gange er det også begrænset. Især på det psykologiske område, og det er ærgerligt. For jeg synes også, det kunne være udfordrende at vise den plasticitet, vores psyke er i nogle andre sammenhænge. Det er det, at skrive noget nyt ud af en situation, der i hvert fald naturlovsmæssigt er den samme. Det er det, der kan være fantasien og det overskridende i det.”

Vores næste spørgsmål går på, om han har eksempler på værker, der formår at tænke andre former for psyker på en vellykket måde? Hertil nævner han forfatterne Peter Hamilton og Alastair Reynolds. Deres bøger er ekstremt lange, understreger han, de er rene gigaværker på tusindvis af sider: “De er nogle af de bedste, de er ikke særligt fascineret af våben og sådan noget, som nogle gange bliver for meget. Det kan man altid finde så mange andre steder. Men netop det der med at konstruere forskellige typer verdener. Og i den der... jeg havde en eller anden titel, jeg har læst for meget til, at jeg kan huske det...”

Simo roder lidt med nogle papirer og finder nu en liste over film og bøger frem; rækker den til os. Herpå udpeger han Peter Hamiltons The Nights Dawn Trilogy: “Den er pissegod, det er en rejse rundt i forskellige verdener, ikk, og i de forskellige verdener optræder der forskellige størrelser, organismer, ikk?”

Det dragende ved disse forfattere er for Simo netop deres enorme fokus på detaljer, og det enorme arbejde der ligger i at gøre et fiktivt univers levende: “Det virker ikke særligt overbevisende, hvis man opfinder en ny verden på sådan 200 sider. Der skal tid til ligesom at udvikle det. Derfor er de sådan set ret vigtige, de der space operaer, fordi de er så omfattende, fordi de virkelig giver sig tid til at beskrive detaljer i de der nye og anderledes universer.”

Efterfølgende sker det, at jeg forsøger at gribe tråden i det Simo siger og kludrer komplet rundt i et spørgsmål om Thomas Mores Utopia (1516). Det bruger jeg et minuts tid på. Simo griner overbærende af mig, og Amanda stiller det spørgsmål, jeg ikke selv kan finde ud af. Hun spørger: “Er ordet værdiladet egentlig; utopi?”

“Nej, det synes jeg ikk”, svarer han. “Det er jo egentlig bare en fremskrivning, eller det behøver ikke engang være en fremskrivning, det er jo bare en konstruktion af et samfund, der er fundamentalt anderledes end det, vi har nu.”

Som et eksempel på en utopisk tænker nævner han Herbert Marcuse (1898-1979). En person han beskriver som “sådan en tysk filosof fra Frankfurter et-eller-andet”, og fortsætter: “Han skrev en, der hed Eros og Civilisationen (1955), altså det er faglitteratur ud over alle grænser, men ender også i nogle beskrivelser af egenskaber ved subjektet, som han mener kan være mulige at ændre. Blandt andet sådan en æstetik-side af mennesket, og en udvikling af sanserne i æstetisk retning. Det tror jeg egentlig er en af de få, der er tæt på at beskrive en utopisk model af, hvad man kunne tænke sig, og hvilke egenskaber der kunne opprioriteres i forhold til dem, vi har nu.”

Simo indrømmer dog, at Marcuses værk ikke er den største øvelse i fantasiens kunst, man kan forestille sig. Tværtimod: “Det er ikke særligt revolutionerende eller særligt omfattende, men det er i hvert fald en måde at begynde at tænke ændring af psyken på. I stedet for ligesom at låse sig fast i de sædvanlige måder at tænke på, ligger der nogle udfordringer i at opstille nogle positive mål for udvikling, ikk.”

Skinnende og plastikagtigt

Simo formår næsten at holde sig tilbage, men ender med at udbryde, at det ”virkelig er en katastrofe”, at verdens politikere ikke længere beskæftiger sig med utopier: “Det er sgu da dét, de skal!”. “Der er ikke meget visionært over det, vi hører i dag”, tilføjer Amanda til en Simo, der tydeligvis har sindet i brand. Han skyder: “Nej! Og det er jo gået tabt, fordi på et eller andet tidspunkt har der jo været utopier i alle verdenshjørner af politiske ideologier. Dét synes jeg mangler.”

Amanda foreslår, at det måske netop er derfor, at vi er så tiltrukket af sci-fi, og dette har Simo også en holdning til: “Sådan mediemæssigt, bare for 20 år siden, var det jo en udskældt genre, det var lidt til grin, der var man barnlig, hvis man interesserede sig for det. Men hvis man undgår de der dystopier, så er det jo interessant, at det også er noget, der bliver mere og mere interesse for. Der er jo tonsvis af forfattere og film. Der er en eller anden trend i det, og det er jo som alt andet bestemt af mange ting. Men jeg tror man savner det et eller andet sted, ikk, altså muligheden for at tænke noget nyt, ikk, en anden måde at leve på.”

“Muligheden for at forsvinde ind i en anden persons utopi”, indskyder Amanda, og Simo svarer så rapt som en krikand: “Jamen ligesom at tænke med. Når man så får bidder, eller stykker af en anden verden, eller bare en anden måde at organisere verden på. For det kan også blive for anderledes, det skal have en eller anden rod i vores egen måde at fungere på.”

Den øverste film på Simos liste er Steven Spielbergs Nærkontakt af Tredje Grad (1977). Jeg spørger: “Hvad er der med den film?”

“Det er fordi, at den er så realistisk”, starter Simo. Han holder en pause og griner lidt. “Okay... så realistisk er den måske heller ikke”, hvilket får os alle til at le. Han sætter i gang: “Hvis det var sådan...”, men stopper igen, for at rette sig selv, “når det sker” og referer her til kontakten med fremmede livsformer, hvilket han mener filmen portrætterer fremragende. Han forklarer, at det fede i filmen er hele den måde, systemet ville behandle en sådan begivenhed på: “Det er også relativt banalt, at det er et eller andet signal udefra, som så tolkes, og så hiver de sådan en lingvist ind og så hiver de nogle andre ind. Den er på en eller anden måde nede-på-jorden-agtig. Selve temaet, at der kommer nogen fræsende et andet sted fra, det har man jo set en milliard gange. Men det er altid sådan, at de er onde eller sådan noget. Men det er de her jo ikke. Der synes jeg realismegraden er større, end at man straks skyder dem ned, eller hvad man nu forestiller sig.”

Det, han sætter pris på, er altså: “Dét, at det ikke er så helvedes voldeligt. Det er det samme med Solaris. Men for guds skyld den russiske udgave, og ikk den amerikanske”, siger han, og refererer her til Stanislaw Lems bog Solaris (1961), og dens to filmatiseringer; Solaris (1972) af Andrei Tarkovsky; og Solaris (2002) med George Clooney i hovedrollen, instrueret af Steven Soderbergh. Som sagt er det den russiske udgave, Simo taler om her. Han siger: “Dén og så Blade Runner, dér begynder sådan nogle science fiction-film at fremstille de her verdener som beskidte. I stedet for sådan noget meget skinnende og plastikagtigt”.

“Og krom!”, tilføjer jeg, og prøver at være humoristisk.

“Ja...”, svarer han bare og fortsætter: “... så ligner det alle andre steder. Dér får det en anden realismegrad. I øvrigt er Solaris jo også et eksempel på én, der er mere psykologisk end så meget andet. Mere psykologisk end teknisk.”

“Der er hovedpersonen jo også en psykolog”, bemærker jeg.

Simo lyser op med noget, der minder om genforeningens glæde. Som når man ser en gammel ven efter mange år: “Nåh ja”, siger han og nikker, “jamen, det er rigtigt.”

Jeg siger: “Dét tænker jeg er en film og en bog, der især handler om, hvor svært det er at kommunikere med en psyke, der er væsentlig anderledes fra vores. Der har vi jo at gøre med en hel planet, der er en psyke på en eller anden måde.”

“Hvilket jo også bryder meget med, hvad vi ellers ville tænke”, tilføjer Amanda.

En øko-agtig ørkendrøm

“Bortset fra at det...”. siger Simo: “Okay, og nu går jeg måske for langt. Men slutningen.” Simo vender sig mod Amanda: “Har du set Solaris?”, spørger han, og Amanda svarer: “Nej”, hvortil Simo kaster hænderne op i luften. “EJ!” udbryder han grinende. Vi griner alle, og efterfølgende afslører Simo hele filmens plot og slutning, hvilket jeg vil spare jer for i denne omgang.

Da Simo er færdig med at spoile hele lortet, forklarer han, at filmen på væsentlige punkter minder om Blade Runner (1982): “Måden at fremstille den verden på. Det var ret nyt: det er slidt, det er grimt nogle steder”, siger han om Blade Runner, der forresten er en film, han beskriver på følgende måde: “Den er overbefolket og den er forvirrende, og der er cykler og paraplyer, og der er...”. Han haster dog videre fra regnvåde cyberpunkgader til de knastørre klitter i Frank Herbets Dune (1965), og siger: “Den har lidt af det her med utopien. Det er sådan en ørkenplanet, hvor forfatteren konstruerer et samfund. Fordi der ikke er noget vand, beskriver han meget detaljeret nogle dragter, der simpelthen opsamler al form for væde. Alt hvad du udånder og det du sveder og alt muligt andet bliver samlet til væske som bliver lagt ned i en eller anden sø af vand, som så er helligdommen ud over alle grænser.”

“Er det så også en utopi?” spørger Amanda.

“Lige på det tidspunkt var det sådan en øko-agtig måde at lave ørken om til beboelse. Det er en meget lille del af en utopi. Igen har vi det med naturlove og biologi; det bliver ikke overskredet sådan bare knips. Der er faktisk nogle måder at gå til det på, som man kan forestille sig; ændringer af naturen, så man kan bruge ørkener og sådan noget. Det er selvfølgelig bare en lille del af det. Men det er det med det tætte forhold til omverdenen og måden at overleve i en ørken på. Fordi det er så detaljeret og så godt beskrevet, så det virker overbevisende som en måde at gøre ørkenen brugbar på. Det er selvfølgelig en relativt banal ting, men bare idéen i det. At bruge så meget tid på at gøre noget i naturen nyttigt, som ellers umiddelbart er ret unyttigt.”

Noget anderledes psyke-noget

Simo runder af om Dune, og jeg drejer samtalen over på endnu et sovjetisk værk. Nemlig Andrei Tarkovskys film Stalker (1979), løst baseret på Arcady og Boris Strugatskys klassiske Roadside Picnic (1971). Hvad synes Simo er særlig fedt ved den?

“Det er jo naturen. Det har så ikke noget med en utopi at gøre. Men hans måde at opfatte naturen på som et eller andet...”.

Simo stopper brat og vender sig forventningsfuldt mod Amanda. Hjerteligt griner han, da hun ryster på hovedet og indrømmer, at hun heller ikke har set denne her. Han fortsætter: “Der er et område i Sovjetunionen eller et eller andet sted, som er underligt, hvor naturen virker anderledes og truende. Ham der er hovedpersonen fører så personer igennem det her system. Det er det med, at naturen virker på én pludseligt lidt anderledes. Man bliver bange for den uden at vide, hvorfor man er det.”

Tilsyneladende bliver han revet med og kan igen ikke dy sig for at afsløre slutning på en Tarkovsky-film. Igen bliver I skånet for spoilers. Vi springer ind igen, da han siger sin afsluttende kommentar om filmen: “Den synes jeg også var ret god”, hvortil Amanda spørger: “Så det er blikket på naturen, der gør det, det med at kunne forestille sig noget alternativt og noget utopisk i trækkene fra det grundlæggende, vi kender?”

“Ja” svarer han, og siger så ikke mere.

“Jeg har set Arrival.” fortsætter Amanda og referer her til næste film på listen. Vi griner alle, og Simo uddyber:

“Den er jo god, fordi den ikke har det der drengerøvsagtige over sig. Også fordi den er på vej til at blive noget psyke-noget, der er anderledes, fordi de der størrelser fungerer på en anden måde. Det er på vej til at beskrive noget andet; andre væsener og andre organismer. I vores biologi og måde at se andre dyr på, kan man til nød have en anden sans; der er nogen, der har noget elektromagnetisme eller et eller andet, men det er småting i forhold til, hvad man ville kunne tænke sig var anderledes. Dér synes jeg, at den lukker op for en måde at tænke det på.”

”Hvad fanden skal vi det for?”

Men hvor anderledes kan et væsen egentlig være, uden at det ophører med at kunne kaldes et væsen? Hvornår stopper det med at være noget, vi kan forstå? Altså, hvad er grænserne for det, vi kalder en organisme? Vi spørger Simo.

“Det er ligesom noget med liv i det hele taget; hvad er det? Det kan være vanskeligt at overskride, men rum og tid er jo begrænsninger. Jeg tror ikke, vi kan hoppe frem og tilbage i tid, vel. Det synes jeg er for langt ude.”

“Vi må acceptere, at den er irreversibel”, siger Amanda, og vi griner igen. Hurtigt bliver Simo dog seriøs: “Det er noget af det, der er på spil – og så bliver det pludseligt alvorligt på en anden måde - altså andre kulturer og indvandrere og sådan noget, ikk? Det er jo sådan en racistisk refleks på en eller anden måde, at vi projicerer os selv over i andre. Vi kan kun forstå noget, der ligner os selv, og det er simpelthen en ekstrem begrænsning. Hvorfor ikke gøre det omvendt? Nogen der ikke ligner os selv kunne jo være pisseinteressante at få noget ud af. Der er jo dét, at et biologisk grundprincip er variation: Vi var her ikke, hvis der ikke var en variation! Det er det, alle de der idioter siger er negativt. Vi skal bevare og vi skal dit og dat; vi er unikke og vi skal bevare os selv og så videre; vi skal bevare vores kultur og Grundtvig og jeg ved ikke hvad. Hvad fanden skal vi det for?”, spørger han ud i rummet, men fortsætter før vi har mulighed for at svare: “Det er jo tåbeligt. Et af de vigtigste evolutionære principper er variation! Men så siger de: Næ! Vi skal blive ved med at være de samme”, og Simo lægger armene over kors.

Vi nikker begge af hans visdom og takker af for denne gang. Inden vi går, får Amanda den sidste kommentar: “Der er i hvert fald ikke meget utopi i dét.”