“…Og så er der dem, der løber fra sorgen”

Af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych.
Illustration af Bolette Bendix Huus, stud.psych.

Hvorfor “løbe” fra sorgen, når man kan lære at løbe med den? Adskillige folk inden for sportsverdenen beskriver løbets lindrende virkning på sorg og tab. Måske det var på tide at ty til en ny, eller i virkeligheden ældgammel, måde at tilgå sorgbearbejdelse på? Nærværende essay vil kigge nærmere på, hvorfor sportsfolk på tværs af tid, nation og generation forbinder noget så banalt som at løbe med psykisk velbefindende når livet gør ondt.

Allerede ti timer efter at den lille pige går bort på Rigshospitalet snører faren sine løbesko. I en tåget tilstand af tristhed, jogger han ud i Fælledparken og ind i et univers væk fra den virkelighed, der for mange er svær at leve sig ind i. Han mister et seksårigt barn efter to intense års forsøg på at holde hende i live.

Manden, der har mistet sin datter til en sjælden kræftsygdom, er far, journalist og forfatter. Han hedder Anders Legarth Schmidt. I bogen “Jeg løber”, udgivet sidste år, beskriver Legarth, hvordan ekstremt hårdt løb på en og samme tid kan virke meningsløst og funktionsfyldt i sorgprocessen. Meningsløst fordi det er illusorisk at tro på, at han får sin datter tilbage gennem løb. Funktionsfyldt fordi dét at bevæge to fødder frem i et usædvanligt højt tempo kræver fokus. Et kortvarigt fokus, hvor han bedre kan neddrosle afsavnet og på samme tid være i et mentalt rum, hvor det er legitimt at tale med de afdøde.

Hurtige ben bærer sig selv, ikke sorgen

Når man bæres frem af benene med 17 km/t i timen, så skal man kun bære sig selv, ikke sorgen. Sorgen, frustrationen, magtesløsheden fyrer ud af kroppen, når man løber et 21 kilometers halvmaraton på lige knap 75 minutter. Til dem uden kendskab til løb, så kan jeg fortælle, at det er en exceptionel hurtig tid. En tid på 75 minutter efter 21 kilometer kvalificerer en til de forreste rækker under Copenhagen Half Marathon. I det tempo er krop og funktion i fokus. Ikke tanker og følelser. Dem er der ikke plads til, simpelthen. Ellers vælter man i farten. Med den gennemsnitsfart ånder man ikke ind og ud. Man skriger efter al den luft, lungerne kan trække. I samme splitsekund hvæses luften ud igen. Det sker helt per automatik. Det er lungerne, der bestemmer slagets gang. Efter blot 10 kilometer med 18 km/t sanses den lette smag af blod, syre og kvælningsfornemmelser. Det lyder sikkert skørt for udenforstående, men bekræftende for løberen, der med sine ben bevæger sig usynligt hurtigt mod jordfladen. Så hurtigt at hælene knapt når at snitte asfalten, før det forreste af skoen, tæerne, allerede har sat af mod himlen. Når Legarths fødder rammer jordfladen, så måler GPS-uret 0,2 sekunder ad gangen, før de forlader den igen.

Men når pulsen falder igen…

Man kan i sagens natur ikke løbe hele tiden. Det er en fysiologisk umulighed. I sekunderne efter hårdt løb pulserer hjertet langsomt ned igen. Først fra 87 slag i minuttet, så 73, 62, og slutteligt 55 slag. I den normalisering indtræffer restitutionen, og med restitutionen sætter tankemylder og følelser af sorg ind igen. Når smerten og sorgen tynger livet på en udpinende måde, så kan løb noget, som end ikke psykofarmaka eller terapi kan tilbyde - løb som hård fysisk genvej afleder sorg til fordel for fokus og funktion. Løb kan derfor være et slags mentalt fixpunkt i horisonten eller et “go-to” i hverdagen, når tankerne på uforklarlig vis bliver ekstra tunge. Når man tvinger sin krop til at løbe med en puls på over 80 slag i minuttet i mere end 10 minutter, så abdicerer bevidstheden, og psyken sendes på møddingen med et mylder af onde tanker. Hvis man overhovedet får tanker i den fart, så er de tomme, som aflagte olietønder uden olie i.

At flyve uden helt at flyve

Jo hurtigere man løber, des kortere tid har fødderne kontakt med jorden. Det er, ifølge Legarths, det tætteste man kan komme på at flyve uden at flyve. Og det er hele pointen med at løbe fremfor at dyrke andre sportsgrene. I svømning indhylles man konstant af vandet, i cykling fastholdes man af sadlen. I løb svæver man sekundvist. Legarth beskriver det således:

“…At løbe er ikke langt fra at flyve. Løb er defineret ved, at der er et øjeblik, hvor vi mister jordforbindelsen (…) Det er selve essensen af løb. Det, som adskiller løb fra gang. At løbe er at gå så hurtigt, at benene ikke kan følge med. Så begge fødder er nødt til at være uden jordkontakt på samme tid. Vi svæver. Flyver. Lidt i hvert fald” (fra bogen “Jeg løber”, s. 7).

Legarth uddyber, at han i den dybeste sorg oplever glughuller ind til kortvarig eufori gennem løb. Her kan følelsen af eufori ikke sættes lig det så gængse fænomen, “Runner’s high”, beskrevet af alverdens habile løbere. “Runner’s high” beskrives som en tilstand af behagelig bedøvelse under hårdt løb, som udløser en øget produktion af serotonin i hjernen. Men løb som sorgbearbejdelse handler for Legarth ikke kun om udløsningen af serotonin. Det er kun en del af forklaringen, når han løber på døgnets skæveste tidspunkter.

Løb og sorg i eget tempo

Til tider handler løb nemlig også om noget langt dybere. Løb er også et perfekt rum for at leve et parallelt liv med dem man sorger over. For Legarth kan de kilometerlange ture ude ved Utterslev Mose forbinde ham til sin datter, i eget tempo. Et tempo, hvor han taler med hende under løbeturene. Legarth beskriver i bogen, at han på disse ture får lov glimtvist at føle datterens nærvær. Alt afhængigt af, i hvilken retning følelsespendulet svinger i på løbeturen den pågældende dag, kan turene med datteren være lindrende, men de kan også fremprovokere savnet og gråd. I det mentale rum får man lov at føle, mærke og tale til de døde igen, når man selv orker at træde ind i stemningen.

At træde ind i det rum er også meningsfyldt for andre sørgende danskere. Et eksempel kunne være radiovært og journalist Esben Kjær, der for år tilbage mistede sin unge søn til aggressiv kræft. Han beskriver, hvordan det for ham er vigtigt at tale med sin afdøde søn fra tid til anden. For Esben Kjær er det meningsfyldt at tale med sønnen, og det vil han fortsat gøre, selvom denne, i jordisk forstand, døde for lang tid siden. For ham er sønnen fortsat levende i metafysisk forstand, og derfor omtales sønnen som “min usynlige søn”.

Ikke desto mindre kan det være svært at træde ind i dette mentale samtalerum med de døde. Det er nemmere at tale om de døde, end at tale med de døde. Esben Kjær forklarer, at dét at tale med de døde, for andre opleves som besynderligt, for intenst, og grundlæggende lidt uacceptabelt i det bredere samfund. Fra familie, nære venner og den gode nabo lyder parolen (i bedste intention): man skal “komme videre”. Spørgsmålet er bare, hvordan man bedst gør det.

Her kommer løb til at spille en central rolle i Legarths liv. For når pulsen ude ved Utterslev Mose rammer de 70-80 slag i minuttet, så sker det, at han spørger sin datter til råds i og om det levende liv. Tænker på, hvad hun mon tænker om de ting, de levende mennesker gør og siger i hverdagen. På den måde bliver datteren i en vis forstand levendegjort på løbeturen, og dét er nyttigt i sorgprocessen. Det er ikke en egoistisk handling eller hovedkulds idioti at løbe kl. 05:30 om morgen, som Legarth sommetider gør. På de tidligste morgenture titter det mentale samtalerum frem.

Løb som mental hygiejne

Men løb er symptombehandling, ikke et mål i sig selv. Derfor kan hård løbetræning ikke erstatte sorgens tyngde i tilværelsen, men den kan strukturere sind, der er i vildrede. Dette er med andre ord, hvad den verdensberømte Japanske forfatter Haruki Murakami kalder for “mental hygiejne” i sin bog “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe”. Langdistanceløb er mental hygiejne. Løb har en fabelagtig evne til at strukturere livet. Hvis Murakami ikke havde løb i livet, ville han aldrig kunne have forfattet så mange bøger, ifølge ham selv. Han indrømmer i omtalte bog, at hans forfattersucces er bundet op på afhængighedsforholdet til dét at løbe mindst 10 kilometer hver dag. Dvs. et kvantum på cirka 300 km om måneden. Han ville heller ikke kunne udholde at skrive de mest melankolske og sorgfyldte af bøgerne, hvis ikke det var for den daglige 10 kilometers tur.

Selvfølgelig er sorg en individuel størrelse, hvorfor løb for nogle er dybt irrationelt. Men det er sorgens utilregnelige liv også, når den rammer tarveligt nogle dage fremfor andre. På de allerhårdeste dage viser den sig frem gennem uregerlige reaktionsmønstre, der pludseligt virker pinligt forstyrrende for den forinden uforstyrrede hverdag. Sorgen rammer som faldt man ned mellem to stoleben. Der på gulvet er det svært at komme op igen. Man føler afmagt. En afmagt man kan arbejde imod i stramtsnørede ASICS løbesko ude på stierne. De tågede tanker bliver mere tomme på stierne, når krop og funktion tvinger løberen fremad.

Indtil nu har man ikke kunne sætte sorgens biokemi på formel, men etableret forskning peger på, at sorg rammer livet flerfoldigt: hormoner, kredsløbet, nervesystemet, stofskifte og sågar fordøjelsen påvirkes. Samtidig peger forskning inden for idræt og folkesundhedsvidenskaben på positive helbredseffekter af sport og bevægelse på psykisk sårbare patienter. Derfor gik den så skamciterede teolog og filosof Søren Kierkegaard måske ikke helt galt i byen, da han for mange år siden hævdede, at: “(…) Jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”.

Hvorfor skulle mødet mellem løbeskoene og asfalten ikke for nogen kunne være et ligeså relevant mentalt rum at arbejde med sorgen på, som det terapeutiske, familiemæssige eller vennemæssige rum er for andre?

Man kan ikke løbe gennem sorgen, men man kan løbe den intense sorg væk på de dage, hvor den forekommer ekstra hård. Grundstemningen bag sorg forsvinder ikke ved at løbe et par hårde ture, men det ekstra hårde savn mindskes på dagen, når tempoet bliver endnu højere. Eller når man over tid finder sit eget løbetempo med sorgen, og bliver i stand til at løbe med den i stedet for væk fra den.

Der sidder nok en skeptisk læser eller to tilbage med følelsen af, at hårdt løb stadig er en skør flugt fra livet og en umoden måde at sørge på. “…Og så er der dem, der løber fra sorgen” vil nogle nok sige. Tilbage må man fortsat spørge, hvorfor sportsfolk, der sørger gennem løb og hård fysisk træning, er at finde i både de første oldgræske værker, i romertiden, på isolerede stillehavsøer blandt stammefolk og hos en journalist i samtidens Danmark.

Anders Legarth Schmidt har solgt bunker af “Jeg løber”. Det er en vigtig bog, fordi den bryder med myten om hård motion og sorgbearbejdelse som hinandens modsætninger. De atter hundredvis af danskere, der har købt bogen, er formentligt mennesker, der enten kan relatere til, har sympati for eller selv arbejder med sorgen ude på de asfaltbelagte stier. At et ikke-usynligt publikum af danskere nu har bogen på reolhylden, skaber forhåbninger om en større forståelse for dem, der løber med sorgen.