Midt i en proces - alt det vi var, alt det vi er og alt det vi bliver
Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.
Vi er og vil altid være i gang med at blive til. Siden jeg læste Jaan Valsiner i udviklingspsykologi på fjerde semester, har proces været et nøgleord for mig. Der er ingenting, som er statisk. X er ikke bare X, men på vej til at blive Y eller aktivt i gang med at vedblive med at være X, som han skriver. Altså at der er tale om noget, der altid er dynamisk og aldrig stillestående. Ikke misforstået som en kamæleonagtig skiftende karakter, men mere som et åbent system, der ikke er afkoblet fra den verden og de relationer det befinder sig i. Selv når noget forbliver, hvad det allerede er, er det i kraft af en dynamisk proces, fx i kraft af en omgangskreds eller en kultur. Statisk tænkning og stadier kan derfor blive begrænsende, fordi de ikke på samme måde indeholder ideen om den dynamiske vekselvirkning.
Man tænker ofte, at man kommer ud på den anden side. Næsten sådan fra den ene dag til den anden. Den klassiske filmfloskel: ”See you on the other side”. Men – på den anden side af hvad? Når vi fylder 13 år, er vi teenagere, når vi fylder 18, er vi voksne, når vi er færdiguddannede, er vi rigtigt voksne. Enten har man en psykisk sygdom, ellers har man den ikke. Kærester bliver til ekskærester. Det er som om, noget er på den ene måde eller på den anden måde. Enten eller.
Vi snakker om alt det på den anden side af coronakrisen, som noget der skal ske fra den ene dag til den anden – lige pludselig kan vi ”alt” igen. Og ”alt” vil være som det plejede at være. Men det viser sig, at udviklingen (”åbningen af Danmark”) sker gradvist (selvom man kan stille spørgsmålstegn ved, hvem der får lov, og hvem der ikke gør – men det er en anden, politisk, snak). Virkeligheden er, at alt er overgange og tilvænningsprocesser. Tilblivelsesprocesser. Jeg vil vove at påstå, at det er tilfældet med alt her i livet. Måske med undtagelse af døden – eller det kommer an på, hvad man tror på. Hvis der er et liv efter døden, er det sikkert også noget man skal finde ud af, hvordan man skal være i. Uvisheden til side - døden skaber sorg og en tilvænningsproces for de efterladte. Og i kraft af relationerne til den døde, er det også noget den døde bliver vedligeholdt i at være – død, eller tilstede som en guidende ånd, hvis man tror på det. Svend Brinkmann skriver så fint i sin bog ’Det sårede dyr’, at der er tale om en sorg, fordi den døde ontologisk set var til stede i verden, og ikke er det mere. Han skriver i den forbindelse: ”Sorg drejer sig ikke kun om, at jeg mister nogen rent psykologisk, men også om det mere grundlæggende faktum, at der er nogen, som ikke længere eksisterer”. Dét at der er andre i verden, og at vores eksistens ikke kun indebærer os selv, men også vores bånd til andre mennesker, der er i verden, gør at verden ændres, når de ikke er her mere. Når man har været vant til, at nogen er til stede og eksisterer på en bestemt måde (har en form for væren-i-verden), er det også en forståelsesproces at affinde sig med, at et andet menneske ikke har samme tilstedeværelse som før.
At noget får en anden titel, behøver ikke at betyde, at alt har ændret sig - ikke følelsesmæssigt og væren-i-verden-agtigt. Selvom man går fra at være kærester til at være ekskærester, betyder det ikke, at ens følelser ændrer sig, når beslutningen om bruddet bliver taget, lige dér midt i ens stue eller hvor det nu foregår. Det kan stadig føles naturligt at være i rum sammen, som man plejer. Eller føles mærkeligt fordi man netop ikke må eller kan være til stede med den anden person som før. Jeg ved ikke med dig, men da jeg sås med min ekskæreste kort efter vores brud, var det virkelig mærkeligt ikke bare at lægge armen om hende eller tage hendes hånd. Jeg kunne faktisk ikke lade være. Hvad vi var, var ændret, men min væren-i-verden havde ikke nødvendigvis fulgt med. Det er noget mærkeligt noget, det der med forhold og relationer, der ændrer sig. Annika Aakjær siger det smukt i sangen ’Sig det nu’, som er en tolkning af Turboweekends sang ’I Forgot’:
”Jeg glemte tiden, den forsvandt bare
Nu hænger vi fast i dem vi var
Du var så smuk, da solen blev mat
At jeg glemmer du ikke kan blive i nat
Og jeg glemmer at ting ikke er som før
Og der er ting jeg ikke længere må gøre
På sådan en dag
Så smuk som få
Er det svært at forstå, at du er nødt til at gå
Så sig mig igen, er du min ven?
Vi plejede at være meget mere”
Det er svært at forstå. Man hænger fast i det man var. Det er svært at finde ud af, hvad man er nu. Som hun synger: ”Er du min ven? Vi plejede at være meget mere”. Men måske, netop på grund af det processuelle i vores tilværelse, er der mulighed for at relationer, i takt med at man omgås anderledes, at man udvikler, udbreder en anderledes måde at være i verden på – både sammen og hver for sig – dermed kan ændre relationen stille og roligt. Man vil altid have været mere – ligesom når man møder en folkeskoleven på gaden og kan spørge ind til diverse familiemedlemmer, fordi man kendte dem engang. For er man ikke altid en del af, hvad man var – samtidig med, at man er på vej til at blive noget nyt? Er man ikke altid vævet ind i sin historicitet? Viklet ind i minder og fremtidsdrømme? Alt det jeg har været vant til at gøre – hvordan min krop har været til stede i rummet – sidder stadig i mig på en eller anden måde. Og det er også okay. Jeg synes i hvert fald, at det er en smuk tanke.
