MERE SEX PÅ PENSUM, TAK!

Af Aida Mai Ceesay, stud.psych.

Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Let’s talk about sex, baby

Let’s talk about you and me,

Let’s talk about all the good things, and the bad things, that may be

Let’s talk about sex,

Let’s talk about sex!

Omkvædet til Salt’N’Pepas ikoniske 90’er hit Let’s Talk About Sex kunne godt have kørt som en slags baggrundssang til seminarholdet ‘Klinisk Sexologi i en mangfoldig verden’ med Karina Kehlet Lins, som jeg var så heldig at få en plads på her i efteråret. Tilsat den triumferende energi som musiknummeret også byder ind med, naturligvis. At faget overhovedet er blevet en realitet, kan vi i øvrigt takke studenterorganisationen KUSS (Klinisk UddannelsesSektion for Sexologi) for. Det er deres organisatoriske arbejde, der har banet vejen. Et fag som har budt på et totalt og fuldt frontalt samtalerum om sex. Uden dikkedarer. Og hvor har det dog været befriende med en underviser, der kan tale så åbent og vidende om de kulturelle diskussioner, der knytter sig til oralsex, de biologiske misforståelser omkring orgasmer samt de teoretiske overvejelser, der knytter sig til seksuelle fantasier, uden at ændre toneleje eller lyde det mindste forlegen. Der har været interessante cases, oplæg om seksuelle subkulturer, spændende holddiskussioner, sjove og informative historiske tv-klip og introduktion til nogle af de teoretikere, der har beskæftiget sig indgående med emnet. Det har været medrivende, og timerne er fløjet af sted hver gang.

Det har absolut været et af de mest spændende fag, jeg har haft indtil nu, og jeg ville sådan ønske, at det var en integreret del af psykologiuddannelsen på linje med fag som eksempelvis personligheds- eller kognitionspsykologi med både forelæsninger og holdundervisning. For der er da nok at tale om! Ved at brede faget ud på den måde kan der også blive gjort plads til at respektere faget for det multidisciplinære og tvær-paradigmatiske felt, det er. På holdet lærer vi om alt fra de historiske perspektiver, der knytter sig til de teorier som Freud, Kinsey, Masters og Johnson bød ind med, til nogle af de psykologiske karakteristika der kan være hos individer der dyrker BDSM. Fra chemsex, tilknytning, differentiering til vigtigheden af dobbeltkontrol-modellen og optagelse af anamnese med henblik på udredning og behandling. Noget af befrielsen skal helt sikkert findes i det rum, som vores underviser skabte. Men en stor del af det handler jo også om, at sex er en rimelig essentiel og eksistentiel del af livet, så det har nærmest føltes forløsende at kunne tale om det så åbent og fordomsfrit.

Det teoretiske niveau har været højt med virkelig spændende tekster, og så har vores underviser vist sig at være et sandt overflødighedshorn af viden. Ikke desto mindre kan det jo virkelig undre, at det kun er andet år, at faget bliver udbudt. Og det er først efter heftig plæderen fra nogle af vores medstuderende, at det er blevet en mulighed på kandidatuddannelsen. Hvorfor man fra universitetets side ikke mener, at dette er et felt, der bør prioriteres, er mig en gåde. Især fordi interessen jo er der! Vi vil gerne talk about sex, baby!

Og vi er ikke alene om det. Der popper flere og flere initiativer op i det ganske land med sexpositivitet som agenda. Butikker som populære PEECH f.eks., hvis raison d’etre ikke udelukkende er at sælge sexlegetøj, men også at normalisere det seksuelle som en måde at blive mere bekendt med sig selv, egne grænser og potentialer. PEECH giver os sex med aktivisme i ascendanten. De har oceaner af forskellige events og tiltag, hvor man kan blive klogere på især de sam-fundsmæssige og strukturelle grunde til, hvorfor vi skal kunne tale med. Det er altså pænt kikset at sidde der som psykolog, og så ikke være en bidragende faktor i dén opgave.

Der gik eksempelvis kun 5 minutter fra kursusgruppen udbudte et weekendkursus i sexologi, til der var totalt udsolgt. Og med en betydelig andel på ventelisten. Det er altså en rekord, og i dagene op til modtog Kursusgruppen da også flere mails fra studerende, der ville vide, hvornår billetterne kunne købes. Og endnu flere fra studerende, der ærgrede sig over, at de ikke nåede det. Meldingen er vist klar: sexologi er i høj kurs!

Det her handler naturligvis ikke om at skabe et hyggeligt rum og bare kvidre lidt om sex, men om at tage feltet alvorligt og anerkende det som et vigtigt område for os som kommende psykologer at kunne tale om. Vores seksualliv er en sammenflettet del af vores følelsesliv, og der er så meget tabu, skam og stigma forbundet hertil. At faget ikke er obligatorisk, må som så meget andet handle om økonomi. Sex er naturligt og så er antagelsen jo nok, at det klarer folk fint selv, og så kan man jo snildt spare det væk. Åbenlyst en eklatant fejl, for problemet er jo så bare, at vi ikke får set på alle facetterne, og dermed heller ikke får muligheden for at arbejde med alle de mekanismer, der kan skabe grobund for alskens problematikker. Alt det tabubelagte, der knytter sig til sex, risikerer dermed at blive yderligere isolationsskabende for dem, der ønsker hjælp.

Det er ikke kun på psykologistudiet, at sexologien bliver anset som et slags unødvendigt flødeskums-fag på toppen af kagen. På Panum er det et fag på bare 5 ECTS-point, som man kan vælge, hvis man er interesseret. Ja, du læste rigtigt. Det var også først sidste år, at illustrationer af hele klitoris var at finde i bøgerne for medicinstuderende. Ja, du læste igen rigtigt. Faget på Panum havde jeg selv fornøjelsen af at følge sidste vinter og det var vanvittigt spændende og selvom det var utrolig meningsfuldt at få indsigt i emner som tværkulturel sexologi, globale seksuelle rettigheder samt fysiske funktionsnedsættelsers betydning for seksuel udfoldelse, så var det et fag der kun varede 14 dage.

I bogen Samtalen om sex fra 2018 skriver Karina Kehlet Lins også udførligt om den akademiske anskuelse på området. I den akademiske verden ser det nemlig generelt heller ikke for godt ud. Der hersker for det første en grundholdning om, at sexologi bør være en specialisering, og så er det heller ikke en beskyttet titel at være sexolog. Alle kan i princippet pynte sig med titlen, og faget mister allerede dér det kvalitetsstempel, som kan gøre, at det bliver taget mere seriøst. Derudover undervises der mindre og mindre i det på universiteterne, og når der bliver taget hånd om det i akademisk regi, er det oftest med fokus på dysfunktioner og prævention. Dette har medført en medicinsk indfaldsvinkel, hvor det primært kommer til at handle om biologi. Seksualiteten bliver dermed reduceret til udelukkende at blive et spørgsmål om drift, og gerne den drift der opstår spontant og derfor ikke kræver ekstra opmærksomhed.

Til første undervisningstime blev vi introduceret til en revideret version af Maslows famøse behovspyramide, der jo originalt placerer sex ved vores fysiske behov. Men man kan jo godt overleve uden sex. Man kan også godt lave børn uden at knalde. Problemet er, at vi har lært at tænke på sex udelukkende som en adfærd, hvor den fysiologiske del får en fremtrædende rolle, altså hvorvidt ”værktøjet fungerer”. Spoiler: sex bør skrives ind under alle rubrikkerne i pyramiden. Det fæstner sig i den grad også til områder som påskønnelse, tryghed, kærlighed og selvrealisering. Sexologiske problemer er en del af livet, og det bør derfor ikke anses som en specialisering. Det bør være en del af den ‘pakke’, vi går ud på arbejdsmarkedet med. Den pakke der indeholder socialpsykologi, statistik og udviklingspsykologi med mere, bør også indeholde sexologi. Alt andet giver ikke meget mening. Og for endnu en gang at citere vores underviser, så handler det her ikke om, at vi skal ud og agere sexambassadører og tvinge vores klienter til at dele ud af deres sexliv eller insistere på, at vi ikke kan udføre terapi uden at invitere sexen ind i rummet - men vi skal gøre plads til det og kunne varetage emner og fænomener, der er rodfæstet i sexologien. Ellers risikerer vi bare at skabe et slags dobbelt-tabu. Med andre ord, hvis vi ikke påtaler det, så tør klienten heller ikke. Og for nu at citere en anden, nemlig den gode Søren Brostrøm, som jo har ret i, at ‘sex er godt og sundt’, så er sex godt og sundt, hvis man har et sexliv, som fungerer for en. Mennesker med et velfungerende sexliv lever længere, og de er lykkeligere.

Nu er det imidlertid sådan, at der er mange, der har ondt i sexlivet, og forskning viser, at det betyder ret meget for vores samlede trivsel. Og det er netop her, at vi som kommende psykologer kan gøre en betydelig forskel for de mennesker, vi kommer i kontakt med. Faget placerer sig lige midt i bio-psyko-social aksen med det kulturelle som en stor ring rundt om, men med psykologien på toppen. Som vores underviser påpeger, så er det de intimitets- og identitetsskabende og ikke mindst -tabende aspekter, der vejer mest. Som koryfæet Christian Graugaard også skriver i kapitlet ‘Seksualitet i et psykosocialt perspektiv’ i grundbogen Sexologi - Faglige perspektiver på seksualitet fra 2019:

“... seksualiteten bor i kroppen, men kroppen bor til gengæld i relationerne og i kulturen. Som alle andre menneskelige fænomener udspringer det seksuelle i fysikken, men det får først mening og tekstur i mentale landskaber, sociale netværk og kulturelle rum. Som klinisk arbejdende må man huske, at seksuelle udfordringer og problemer altid er situerede i mentale, sociale og diskursive landskaber - og at både patienter og fagpersoner har en psykosocial bagage, som må medtænkes, hvis rådgivning og behandling skal lykkes”.

I øvrigt en mastodont af en grundbog på over 1000 sider, der varmt kan anbefales. En tour de force der inkluderer nogle virkelig velskrevne og spændende kapitler, og den kommer også meget vidt omkring. Bogen ville jo være oplagt som en del af pensum, når faget forhåbentlig en dag bliver en realitet. Bogens forfattere er tilmed nogle af de førende eksperter, vi har inden for sexologisk forskning herhjemme. Jeg ser allerede en ret fantastisk forelæsningsrække for mig.

For hvordan mon det ville se ud, hvis KU årligt udklækkede over 200 psykologer, som var bevæbnede med både den adækvate viden, kompetence og evne til at kunne afhjælpe gængse seksuelle problematikker og endda kunne varetage situationer af kompleks klinisk karakter? Jeg tror, at folk ville have det nemmere i deres parforhold. Vi ville kunne bidrage med at give handlekraft til, at de kunne tage bedre vare på sig selv. Vi ville kunne være behjælpelige med en normalisering af udbredte problematikker, som vi de facto ville få erfaring med bare ved at begynde at tale åbent om det. Vi ville dermed også kunne være instrumentelle i forhold til reducering af noget af den skam, der kan være ved at tale højt om især det svære i det seksuelle rum.

Vi ville have et råderum til at få bugt med disse problemer og skabe mulighed for at afhjælpe og afmontere dem, inden de bliver kroniske og potentielt patologiske. Vi ville kunne medvirke til, at mange af de myter, der stadig florerer, kunne punkteres. Vi ville kunne slå et slag for sundere og mere realistiske kropsidealer og være med til at understrege eksistensen af mangfoldighed på tværs af køn og seksualiteter. Vi ville kunne fremhæve nogle flere nuancer til hele området omkring ældres seksualitet og dermed også afkræfte de indgroede forestillinger om, at ældre er kommet i en livsfase, hvor de ikke længere har samme interesse for sex. De fysiske forandringer, som aldringen medfører, er ikke partout lig med seksuel dysfunktionalitet. Der er selvsagt biologiske faktorer, som ikke skal ignoreres eller negligeres, men ældres seksualitet handler lige så meget om de psykosociale og kulturelle faktorer samt de eksisterende narrativer, som vi er flasket op med.

Vi ville kunne være behjælpelige med at tilbyde hjælp til at komme bedre i kontakt med egen seksualitet og kunne inddrage aspekter af seksuallivet på en passende måde i en eventuel caseformulering. Vi ville i forlængelse heraf også være opmærksomme på at bremse en eventuel fejltolkning af en klients seksualitet, især med tanke på eksempelvis kinks. Ifølge Steen Schapiro er det snublende nemt at se f.eks. fetichisme eller BDSM som noget iboende eller patologisk eller igennem et prisme af mønstergentagelse og afhængighed. Men det er langt fra altid tilfældet, og den slags fordomsfuldhed kan afholde folk, der udforsker kink, fra at gå i terapi. I grundbogen skriver Steen Schapiro således:

“Denne sprog- og begrebsforvirring er naturligvis problematisk, både for sexologien og for sexdyrkerne selv. Den person, som i dag ønsker at udforske erotisk dominans eller dyrke rollespil med fetichistiske elementer, kan således alt for let blive plaget af en forståelse af sin seksualitet som syg, farlig eller destruktiv. Kulturelle normer kan let internaliseres, og det kan skabe stress og lidelser hos den enkelte. Af samme grund har mange sexdyrkere i subkulturerne en modvilje mod at søge hjælp og rådgivning i sundhedssystemet eller fortælle ærligt til behandleren, hvilken slags sex de dyrker eller fantaserer om. På denne måde risikerer sexdyrkerne at komme i direkte opposition til behandlersystemet, selvom der i disse år sker en enorm bevægelse inden for sexologien, som i stadig højere grad lytter til og kommunikerer med subkulturerne. I dag kræver en parafili-diagnose således, at der er et element af overgreb og/eller personlig lidelse til stede – ellers er der ikke tale om en psykisk forstyrrelse.”

Og så er der jo også de situationer, hvor det seksuelle kan blive lidelsesfuldt. Der er mange, der eksempelvis bliver krænket, får overskredet deres grænser eller får skåret i deres genitalia uden samtykke. Der kan være traumer forbundet med sex, og som der også står i ‘Samtalen om sex’ så oplever 69% af den danske befolkning seksuelt besvær af og til, men på trods af det, er det kun et mindretal, der rent faktisk opsøger hjælp. Møder vi klienter, der har psykiatriske ud-fordringer, så skulle vi gerne have den nødvendige information til at kunne takle det element, især hvis de er i behandling med medicin, da der foreligger forskning, der påviser, at seksuelle bivirkninger hyppigt forekommer ved indtagelse af SSRI. Alt dette skal vi også kunne tale om på en ansvarsfuld måde.

Lad mig komme med en anekdotisk oplevelse. Jeg arbejdede i Kenya i sommeren 2021 på et hjem for efterladte spædbørn i Nairobi. Der var mange babyer, der skulle passes og meget få hænder. En ret væsentlig årsag til, at det forholder sig sådan i Kenya, er bl.a. at abort er ulovligt og strafbart. Den værtsfamilie, jeg boede hos, havde en teenagesøn, som gik på gymnasiet, og han indviede mig i, at teenagegraviditeter var lidt af en epidemi på hans skole. Underviserne vidste ikke, hvad de skulle gøre andet end at separere eleverne på baggrund af deres biologiske køn. Samtaler om prævention ville være upassende, for sex før ægteskab er meget ilde set. Udover at være en virkelig tragisk situation, som jeg direkte så konsekvenserne af i det arbejde, jeg lavede, så fortæller det jo også en hel del om, hvor stærke vores seksuelle drifter er. Selv i et land hvor de fleste er fundamentalistisk religiøse, og prævention ikke sådan er lige til at få fat på, og hvor konsekvenserne ved at dyrke sex dermed kan blive uoverstigelige, så ligger drifterne stadigvæk så dybt i os, at ingen forsøg på at feje det ind under gulvtæppet eller tie det ihjel vil fjerne det. Det fordufter naturligvis ikke af den årsag.

De etiske aspekter af sex, vores egne fordomme og blinde pletter er også noget, vi berører på kurset, men der er immervæk stor forskel på en indføring over ét semester og så et fag på linje med de større fag, vi er bundet til og skal have. Og så kan det godt være, at der er nogen, der læser dette og tænker, at de ikke ville være interesserede i det. Eller at de ikke kan se sig selv tale om sex på den måde. Men så vil jeg godt garantere, at vi også er en hel del, der heller ikke kan se os selv give den gas som organisationspsykologer eller gøre karriere indenfor PPR, men man har alligevel vurderet, at vi skal stifte bekendtskab med disse arenaer. Sexologi bør ses på samme måde. Det bør være påkrævet, da alternativet ikke er moralsk tilrådeligt.

Givetvis et fag som ikke alle vil være interesserede i , men et fag som vi ikke desto mindre bør undervises i, så vi kan blive dygtige og velafrundede psykologer. Det handler slet og ret om at være med til at udbrede vores referenceramme og kollektive bevidsthed på området, så vi kan tiltræde arbejdsmarkedet udstyret med det rette råderum til at kunne imødekomme og håndtere et område, som fylder en ret stor del af vores psyke. Det bør ikke være nødvendigt, at vi som studerende skal lave så meget larm, før der bliver gjort plads til den kliniske sexologi. Seminarholdet er populært, så det er ikke nok, at du gerne vil have det, du skal være rigtig heldig, for der er langt flere, der søger det, end der er plads til. Og det er en skam. Både for os, men så sandelig også for vores kommende klienter.