HVORFOR VIL DU HAVE MIG?

Af Morten Vifeld Issa, stud.psych. 

Illustrationer af Anna Sofie Andersen, stud.psych

Et mysterium, som for mig nok aldrig bliver helt opklaret, er hvorfor du begærer mig. Der er umiddelbart en helt åbenlys grund til det; jeg er ikke dig. Det er som sådan let nok at sige, men betydningen af erkendelsen kan stikke noget dybere end som så. Idet Indput jo er et psykoanalytisk propaganda-medie (ærligt, til redaktionens filmaftener kan vi ikke forstå plottet, hvis det ikke handler om en eller andens mor), vil jeg, ikke så overraskende, være en god fodsoldat og forsøge at forstå en del af begæret gennem en del af analysen.

Og for at tone rent flag fra starten, så kommer der ikke en tydelig afgrænsning af hvilket begær, det er, der skrives om. Det skyldes for det første undertegnedes manglende evner. For det andet er det en svær størrelse at afgrænse. I hvert fald set fra det anlagte perspektiv. Begærets størrelse, ophav og betydning er i sagens natur uendeligt aspektueret (10hi f9s). Så det bliver muligvis en smule svævende, præcis hvad der menes, når jeg skriver begær. Jeg håber, at du kan leve med den eventuelle frustration, der kan opstå i den forbindelse, og at vagheden måske kan åbne op for et bredere fortolkningsrum. Mere konkret vil jeg med et primært afsæt i den freudo-marxistiske socialisationsteori forsøge at rette en projektør mod begæret.

Det er en stor og potentielt skræmmende erkendelse, at vi aldrig kommer til at forstå, hvorfor en modpart begærer os, lige meget hvor godt vi end måtte få det forklaret. Lidt ligesom vi aldrig kommer til at vide, om den kvalitative oplevelse af farven rød er den samme for en anden som for os selv. Forskellen er bare, at der i forhold til begæret nok er mere på spil. Vores selvforståelse, selvbillede, selvtillid, opfattelse af modparten, tillid, intimiteten mm.

Ifølge Jacques Lacan er vi dømt til en bestemt slags ensomhed som mennesker. Vi er afgrænset i vores fysiske væsen; ude af stand til for alvor at opnå symbiose. For vi har altid kun adgang til vores egen oplevelse af, hvad der kan synes symbiotisk. Selv når vi ligger i ske under dynen, og der i mig opstår en følelse af sammensmeltning, kan der samtidigt inde i dig, måske primært blomstre en irritation over, at mit skæg kradser i nakken, og tanker om, hvad helvede det nu er for en pokemon Pikachu udvikler sig til. Anyway, ifølge Lacan er de begær/lystobjekter, vi tidligt bliver præget af, låst i tid. Når vi afskæres fra en ubegrænset og udstrakt oplevelse af os selv og bliver til afgrænsede subjekter, opstår der en forestilling om et ideelt selv - det selv, vi ser i spejlet. Derfor gav Lacan denne erkendelsesproces navnet spejlstadiet. Det selv, vi ser i spejlet, sætter spor, der ikke tillader en symbolsk repræsentation. Det opstår i forlængelse af før-sproglige fantasier om virkeligheden. Så vi har altså nogle tidlige fantasier om et idealselv, vores tidligste erkendelse af os selv som subjekt, og fantasier om, hvordan det selv relaterer sig til verden omkring os og objekterne i den.

Løbende gennem livet forsøger vi at finde substitutter til at tilfredsstille objekt-besættelser, så vi kan blive det ideelle selv. En evindelig jagt. Jagten efter at finde den, det, hvor, eller hvad som helst, der kan gøre os hele. Denne jagt er i en vis forstand det drivende for verden - for vi kommer aldrig i mål. Fordi forestillingen om de objekter, vi er drevne mod, er baseret på fantasierne om det ideelle selv, om hvordan verden hang sammen, før vi blev helt afgrænsede subjekter og fik sprog, er konsekvensen, at lige så snart vi får, hvad vi tror kan gøre os hele, flytter begæret sig til noget andet. Lacan bruger begrebet object petit a til at forklare objekt-forholdet i den enkelte. Det er et “tomt” objekt med rod i den tidlige fantasi og det ubevidste. Det er det tomme objekt, der giver andre objekter status som værd at begære for os. Det er fantasien om, hvad erhvervelsen af noget gør ved os, der er det drivende. Faktisk at få det, punkterer fantasien.

Tillader mig her lige en lille deroute. For hvordan opretholdes begær så? Hvis begærets natur er, at det sekund du “får” mig, aflives en del af fantasien om mig? Eller rettere; jo mere af mig du får, jo mindre er der til fantasien. Måske er en del af læren her, netop ikke at udpensle eller afklare begæret for meget. I forlængelse af Lacans tese er grundlaget for dit potentielle begær i forhold til mig størst, så længe en tilsvarende stor del af, hvem og hvad jeg er, forbliver uafklaret. Så kan en større del af mig forblive object petit a. Men der opstår et skisma her. For en tryg udforskning af hinandens begær forudsætter vel opbygning af intimitet og tillid i relationen, hvilket til dels kommer af, at man lærer hinanden bedre at kende? Jeg lader det stå åbent og vender tilbage til den mere teoretiske behandling af begæret.

Herbert Marcuse argumenterer for, at vores begær er fundamentalt invalideret af verden omkring os. Lystprincippet - den menneskelige psykiske motor - står i modsætning til det civiliserede, som vi kender det, hvilket Freud kalder realitetsprincippet. Og en vis kontrol af den rene lyst er nødvendig for, at det hele ikke ender i komplet kaos - det var i hvert fald Freuds logik omkring det kompromis, vi som menneskelighed har indgået. Vi får udvikling og civilisation til gengæld for at undertrykke vores umiddelbare drifter. Her indskyder Marcuse, at denne handel på overfladen kan virke fornuftig nok. Problemet er den merrepression, der opstår parallelt. De eksisterende magthavere kan på ethvert givent tidspunkt bruge denne logik til at udstikke logikker om behov for selvkontrol, der tjener deres bevarelse af magt og privilegium fremfor at tjene det civiliserende. Der sniges så at sige unødvendig begrænsning af lystprincippet ind gennem appel til realitetsprincippet. Ifølge Marcuse er vores begær efter sanselig tilfredsstillelse langt mere bredspektret end som så. Men til ære for den vestlige samfundsform og dennes fortsatte reproduktion bliver vores begær gennem den primære socialisation alene koblet sammen med det genitale - altså den seksuelt reproduktivt orienterede del af vores lystverden. Ifølge Marcuse kan vores begær, hvis det lades være mere ureguleret, få langt flere udtryksformer end den monogame heteroseksuelle. Vores lystnatur er med et begreb, der nok virker mere skræmmende end som så, polymorf pervers. Det dækker over, at vores seksualitet ikke er en prædefineret størrelse og potentielt kan rettes mod hvad som helst og associeres med enhver af vores sanser samt enhver brug af de sanser. Vi kan i det perspektiv opnå seksuel tilfredsstillelse lige så vel gennem smagssansen, synet, gennem smerte, osv. Og altså ikke kun via de handlinger og sansninger, der kobler sig til den kulturelt forankrede konventionelle betydning af, hvad sex er og kan være. Symptomatisk for Marcuses diagnose er mange af de ting, som er tabu i dag - der hvor lysten forsøger at løbe uden for rammerne af den kulturelt givne lyst-norm. Her er tabuiseringen og skammen associeret med den, denne ‘afvigende’ lyst-form, indikationen på et socialiseringsmæssigt pres til at rette ens begær til. Hvorfor? Fordi de andre udtryksformer for begær til dels ikke er produktive ift. samfundets reproduktion og derfor udgør en trussel mod den eksisterende orden.

I forlængelse gøres et opgør mod den givne form, vores begær tvinges ind i, endnu sværere, i takt med at vores verden bliver mere og mere specialiseret. Norbert Elias mener, at kravene til, at man som menneske kan indgå i den vestlige verden, er blevet så store, at socialisationsprocessen i forlængelse er blevet så omfattende, at den æder al potentiel energi, der kunne være brugt til at forestille sig alternativer. Med andre ord er der ikke plads i fantasien til at forestille sig noget ud over den verden, man er blevet givet. Et billede, der måske kan gøre det lidt tydeligere, er barndommens gradvise udvidelse. Jo mere omfattende den rolle verden, vi fødes ind i, stiller foran os, jo længere er det nødvendigt at holde os i en slags naiv og påvirkelig tilstand.

Hvad er pointen så i forhold til begæret i den her tekst? At begær kan være kompliceret? I hvert fald i det her perspektiv - og alt andet end let tilgængeligt. Ikke bare at forstå modpartens begær rettet mod os, men også vores eget rettet ud mod verden. Listen af faktorer uden for os selv og uden for vores kontrol og bevidsthed, der er afgørende for vores begær, er potentielt meget lang. Så hvordan kan vi om muligt gøre vores begær adækvat forståeligt for en modpart? Og er det overhovedet en god ide at forsøge på at gøre det? Der er vel også en mulighed for, at en italesættelse af begæret kan føre til, at det begærede bliver gjort performativt, og at performativiteten afliver begæret. Hvis jeg først ved, hvorfor du begærer mig, er jeg nok tilbøjelig til i kraft af opmærksomheden, der er opstået på det, at forsøge en slags forstærkning af begæret, hvilket måske underminerer det. Jeg tror, at dele af begæret har sin mystiske energi ved at eksistere i en slags skyggeverden. Så vil jeg overhovedet vide, hvorfor du vil have mig? Jeg tror det ikke. Kan du overhovedet gøre dit begær forståeligt for mig på en hensigtsmæssig måde, hvis jeg gerne ville vide det? Det tror jeg heller ikke. I hvert fald ikke set i det udlagte perspektiv.

Til gengæld vil jeg - hvilket jeg forhåbentligt ikke er alene om (ellers har det her bare været en solid omgang kravlen-op-i-bagenden-på-mig-selv) - gerne forstå mit eget begær bedre. Set i lyset af det ovenstående er der jo rig mulighed for at lære om mig selv gennem begæret. Måske gøre mere af mit ubevidste bevidst, så daddy-Freud ville sige, jeg var dygtig og klappe mig anerkendende på hovedet. Jeg vil gerne have modet til at turde overgive mig mere til mit eget begær trods den eventuelle skam, det måtte være associeret med. Følger jeg Marcuses tese om mer-repressiviteten, er dette det eneste våben, jeg har til rådighed i kampen mod de eksisterende magtforhold, som jeg og min sanselighed er underlagt. På den måde bliver udforskningen af eget begær og en udfordring af skammen en slags revolutionær handling.

Vive la révolution

PS: Pikachu udvikler sig til Raichu (det var så lidt)