Le Guin-bogmærket
Tekst af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.
Ursula Kroeber Le Guin(1929-2018)
Ursula K. Le Guin var en amerikansk forfatter, hovedsageligt kendt for sine værker inden for science fiction og fantasy. Le Guin blev født i Berkeley, Californien, tog en kandidat i romansk litteratur på Colombia University, blev gift i Paris, men boede resten af sit liv i Portland, Oregon.
Én af hendes mest populære udgivelser er trilogien om Troldmanden fra Jordhavet (1968), som hun skrev om aftenen ved køkkenbordet efter at børnene var lagt i seng. Trilogien handler om en talentfuld dreng ved navn Gæt, der går på en troldmandsskole. Af en forkert besværgelse udspringer et skyggevæsen, som giver Gæt et ar, og herefter bliver skyggevæsnet hans forbundne fjende gennem resten af fortællingen ... Måske har du læst en lignende historie udgivet 30 år senere?
I modsætning til andre sci-fi-fortællinger, er det ikke så meget futuristisk teknologi, der er drivkraften i Le Guins bøger. Le Guin var i højere grad optaget af psykologiske, sociale og kulturelle strukturer, og med den kreative fleksibilitet, der ligger i genren, skabte hun verdener med andre betingelser for køn, race og miljø. I romanen Mørkets Venstre Hånd (1969) dekonstruerer hun eksempelvis køn i kraft af en ambiseksuel planet, hvor alle væsener er begge køn og kan skifte mellem dem efter lyst og behov. For Le Guin var ideen om fremtiden ”a safe, sterile laboratory for trying out ideas in, a means of thinking about reality, a method”, og hendes bøger kan dermed beskrives som forskellige fordybelser i mulige fremtider.
Le Guin var særligt optaget af at skrive om stærke kvindelige karakterer i sine værker. Derfor var hun i første omgang kritisk over for den samtidige sci-fi-forfatter Philip K. Dick og hans bøger (fx ”Drømmer androider om elektriske får?” og ”Minioritets-rapporten”). Hun kritiserede hans kvindekarakterer for udelukkende at være symboler i form af enten gudinder, kællinger eller hekse. K. Dick lyttede til Le Guin, og takkede hende senere for den konstruktive kritik.
Når man ser eller læser interviews med Le Guin, vil man ofte få et indtryk af en skarp, underfundig og kritisk kvinde. Hvis jeg spurgte hende om sit perspektiv på vores verdens fremtid, ville hun nok cool og roligt svare tilbage med følgende spørgsmål: ”What kind of world do you want to live in?”