En tur i Netto
Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. og Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.
Da hun trådte ind gennem de automatiske døre og greb om håndtaget på den gule kurv, ramte tanken hende: ”Hvorfor gik jeg i Netto og ikke i Irma, der ligger lige ved siden af?”. Var hun sådan en, der gik i Netto? Det var hun åbenbart. Discountpriserne gjorde godt i SU-budgettet, og så måtte man tage de rådne pletter og sprøjtegiften på frugterne med. Men en dag ville det blive anderledes. Den dag, når lønsedlen viste over 50.000 om måneden, og hun var ansat hos et af de store konsulenthuse. Nu måtte hun også se at få sendt den praktikansøgning. Til den tid ville hun kun købe ind i Irma og altid kun købe de bedste råvarer; Økologi, fairtrade, svanemærket, astma-allergivenligt og anbefalet af dyrenes beskyttelse! Hendes kommende børn skulle ikke fyldes med E-numre og kemisk gift. Indkøbene ville jo så nok komme til at foregå i hæsblæsende tempo i den Irma, der lå nærmest børnehaven med udvidede åbningstider, hvor hun alligevel ville ankomme klokken fem minutter over luk til sultne og skrigende børn med institutionstrætheden malet i ansigterne. Hun ville netop nå hjem og servere en fairtrade færdigret eller take-away fra Torvehallerne og putte og kysse godnat på panden, inden hun kunne lukke døren til børneværelset og igen være tilbage foran computeren på hjemmekontoret. Endnu en dag, hvor hun havde brugt længere tid ansigt til ansigt med sin chef end med sine børn.
Hun trådte ind i grøntsagsafdelingen, hvor de grønne, røde og orange frugter og grøntsager bugnede under gule tilbudsskilte. Hun trak hen mod den sparsomme økologiafdeling og greb en pakke ØGO-peberfrugter, der havde set bedre dage. Se, man kunne jo også sagtens købe økologisk i Netto, og så endda til billige penge. Hun havde jo godt nok også overvejet at sende nogle praktikansøgninger til steder i det offentlige. Steder, hvor gabet i månedslønnen op til de 50.000 ville skrige til himmelen, og hvor der i hvert fald ikke ville blive råd til at handle i Irma hver dag. Til gengæld kunne man nok bage nogle udmærkede fødselsdagsboller af det billigste konventionelle hvedemel og det ikke-økologiske gær til 0,75 kr. fra Netto. Og med en 37timers arbejdsuge i et 8-16 job med mulighed for nedsat tid for børnenes skyld, så skulle de små nok få hjemmebag med til fødselsdagen. Med nettoposerne bugnende fulde på cyklen ville hun ankomme til børnehaven kl. 15, hvor børnene ville klage over at skulle afbryde den gode leg allerede, men når hun kunne lokke med eftermiddagste og hjemmebagte speltboller, så skulle hun nok kunne få et par glade poder med hjem. Om aftenen, efter at have kysset veltilfredse røde børnekinder godnat, ville hun så kunne lægge sig på puden og grue for det bureaukratiske papirhelvede, som startede forfra, når hun skulle møde på arbejde dagen efter, og hun ville kunne mærke den stikkende smerte nederst i maven, lige der, hvor drømmen om at facilitere udviklingskurser på toplederniveau og skabe forandring var blevet gemt væk.
Hun havde fyldt kurven med grøntsager, økologiske naturligvis, for hun satte pris på en kartoffelmad med tomat uden topping af pesticider, men i køledisken med kød begyndte prisskiltene at flyde ud for hendes øjne. Næsten 30 kroners forskel på det økologiske og det almindelige hakkede oksekød. Det var de 30 kroner hun kunne bruge til en øl i fredagsbaren i morgen. Billeder af forhutlede tremmekalve i mørke pakkede stalde med betændte øjne og blødende hove, der trampede rundt oveni hinanden blandede sig med fredagsbarens løsslupne stemning, grin, høj musik og et dankort, der blev afvist foran halvdelen af årgangen. Faktisk burde hun jo slet ikke spise så meget kød, hvor mange kødfrie dage havde hun egentlig haft i denne uge? Med hendes forbrug af kyllingebryst og hakkekød gjorde hun sig jo dagligt medskyldig i kødproduktionens enorme CO2-aftryk på en planet, der i forvejen var gået i knæ. Hvad nyttede fantasier om en fremtid, hvor der skulle balanceres mellem arbejde og familielivet, hvis vi alligevel alle sammen var skyllet væk med indlandsisen til den tid, fordi hun ikke kunne undvære sine frikadeller som mor lavede dem?
Det var også frygtelig pinligt, at hun var så konventionel. Sidst de havde haft sammenskudsgilde på studiet, havde hendes hjemmelavede frikadeller brilleret som det eneste bidrag, der ikke var vegansk. Store, fedtede og kødfyldte havde de stået der på buffeten og skreget til himmelen om hendes småborgerlighed blandt ærtehummus, belugalinser, quinoasalater og rødbedebøffer. Hun måtte hellere finde hylden med linser. Mælken, som hun kun brugte til kaffen, lagde hun i kurven, velvidende at hun altid hældte den sidste tredjedel ud, fordi den nåede at blive for gammel. Skiltet med ’Undgå madspild’ fik det til at sortne en lille smule for hendes blik. Skyren med ekstra protein, som hun spiste efter yoga, røg ned i kurven, selvom det var fjorten dage siden, hun sidst havde været til yoga, og skyrens forgænger stod hjemme i køleskabet og hoverede med sin stay-strong-kettle-bell-løftende-mand-emballage og sin tahitiske vanilje, hver gang hun åbnede køleskabet. Måske kunne indkøbet af mere proteinholdig skyr få hende af sted til træning. Hun skulle jo undgå madspild.
På vej op til kassen indfangedes hun af de bugnende slikhylders farvestrålende fristelser, og hun mærkede pludselig, hvordan den der knurren helt inde bagerst i maven begyndte at røre på sig. Hun kunne jo godt købe lidt mørk fairtraide chokolade, altså den med 80% kakaoindhold. Den knurrende fornemmelse var i bevægelse, den strakte og udvidede sig til et forslugent og grådigt gab, der afslørede et hul, hvor der ikke kunne anes nogen bund. Gabet kaldte ikke på kakaoholdig fairtrade i moderate mængder, det kaldte på marsbarer, M&M’s og hele kassen med billige præfabrikerede flødeboller, ligesom når hun var alene på værelset dengang på efterskolen. De smagsløse flødeboller havde én efter én fundet deres sukkerklistrede vej ned gennem svælget på hende, og skummet havde lagt sig som en dæmpende dyne over gabets sultne skrig. De oblatlignende vaffelbunde havde knaset mellem tænderne, indtil de var blevet til en grødet masse, som svulmede op nede i maven og fyldte ud der, hvor der ikke var noget, én efter én til kassen var tom. Denne opsvulmede opfyldthed havde snart foranlediget en tur på toilettet, hvor erfaringer havde vist, at flødebollens sukkerskum klart var at foretrække på vej op igen, sammenlignet med hindbærrouladens kradsende og svigende retur. Skal? Skal ikke? Flødebollekassen føltes god og tung mellem hænderne, og hun kiggede sig over skulderen som for at se, om det overvågende blik, hun mærkede på sine skuldre, tilhørte nogen. Gabet brokkede sig kurrende, da hun satte kassen tilbage og i stedet tog en plade af den mørke chokolade og lagde ned i kurven ovenpå skyren. Med 541 kalorier pr. 100 gram krævede denne plade alene mindst to løbeture af 4 kilometer at forbrænde, og hun havde allerede brudt sin ingen sukker på hverdage-regel, da hun spiste kage på studiet to gange i den forgangne uge. Fra på mandag måtte hun tage sig sammen.
Hun så på uret. Hun havde allerede været alt for længe om indkøbene. Køen tårnede sig op foran hende. Gryden med daal skulle sættes over. De der praktikansøgninger skulle skrives. I aften. Hun stillede sig bagerst i køen. Hun var allerede alt for sent ude, og hun var nødt til at få en god praktikplads på CV’et, der lige nu var pinligt blottede for relevante studiejobs. Barnet i indkøbsvognen foran hende græd hysterisk. Hvis hun ikke nåede yogaholdet klokken otte, ville hun få en bøde. Moderen med de stressede øjne skældte ud. Køen rykkede sig. Kasseapparaterne bippede. Hvorfor skulle hun også lave daal, når det skulle koge så længe? Hun lagde varerne på båndet og så resultatet af den sidste halve times anstrengelser valfarte ned ad båndet i en slukøret parade af hendes valg, blotlagt så alle kunne se dem: Hendes økonomiske hensyn, work-life-balance prioriteringer, planetens klima, dyrene, hendes krop, hendes sind, hendes fremtid, nydeligt pakket ind i ressourcekrævende plasticemballage. Valgene skulle pakkes ud, tilberedes og sættes til livs og dermed udgøre det ernæringsmæssige grundlag, der skulle forsyne hendes celler og organisme med det nødvendige materiale til opretholdelse af det liv, hun havde valgt for sig selv.
Så stak hun hånden i lommen, hvis gabende tomhed afslørede, at hun havde efterladt indkøbsnettet hjemme på hylden. Hun havde glemt sit indkøbsnet. Barnet hylede, båndene kørte, og varerne boltrede sig ovenpå hinanden forenden af kassen. Den acneplagede teenager bag kassen rykkede frem i stolen og viftede heftigt med kvitteringen i luften, idet hun vendte om på hælen og styrtede ud gennem de automatiske døre: ”Hey!”, råbte han febrilsk ”du glemte dine varer!”