Husk at glemme dig selv

Af Kasper Meitil, stud.psych.

Jeg  har  en  søn  på  tre  år.  Han  er  sådan  et  uplanlagt  surprisebarn,  der  kom  ind  i  mit  liv,  da  jeg  var  22  år  gammel.  Hans  mor  er  fransk,  og  han  bor  i  Frankrig,  så  jeg  ser  ham  ikke  så  tit;  alligevel  har  han  på  snedig  vis  fået  greb  om  mit  hjerte.  Da  han  var  på  besøg  for  nylig,  blev  jeg  opmærksom  på  noget:  Når  jeg  er  sammen  med  ham,  glemmer  jeg  fuldstændig  at  gå  op  i  mig  selv.  Jeg  glemmer  alt  det,  jeg  normalt  synes  er  utrolig  vigtigt  at  gøre  for  mig  selv,  for  pludselig  er  der  noget,  der  er  langt  vigtigere:  at  han  har  det  godt,  at  han  er  glad,  at  han  trives,  at  han  hygger  sig,  griner  og  får  nogle  gode  oplevelser  imens  vi  er  sammen.  På  legepladsen  ved  Nørrebroparken  sidder  jeg  bare  og  kigger  på,  imens  han  tuller  rundt.  Han  laver  sandkager,  sand-te  og  te-sandkager.  Jeg  behøver  ikke  engang  være  med.  Det  er  fint  bare  at  sidde  der  i  solen  og  se  på  ham  være  i  gang.  
Og  så  sker  der  noget,  idet  han  tager  af  sted.  Som  et  buldrende  uvejr  stormer  hverdagen  indover  mig  igen.  Nu  skal  jeg  også  have  læst  det  og  det,  så  jeg  kan  blive  klogere,  jeg  må  hellere  også  komme  ned  og  svømme,  så  jeg  kan  komme  i  god  form  og  se  godt  ud,  jeg  skal  huske  at  udvikle  mig,  huske  at  få  spillet  musik,  så  jeg  også  er  lidt  kreativ,  hvad  mon  folk  egentlig  synes  om  mit  nye  profilbillede  på  Facebook?  Min  selvcentrerethed  er  tilbage  –  pludselig  handler  det  hele  om  mig.  

Selvcentrerethed  er  normalt

Der  er  et  ord,  jeg  er  stødt  på  en  del  på  det  sidste,  som  vist  ikke  findes  i  ordbogen.  Ordet  er  ”egoisk”  (engelsk:  egoic).  I  modsætning  til  ”egoistisk”,  så  har  det  ikke  direkte  negative  konnotationer,  men  refererer  blot  til  noget,  der  relaterer  sig  til  én  selv  (til  ego).  Det  nærmeste  synonym  kunne  være  ”selvcentreret”.    Vi  ville  ikke  sige,  at  det  er  egoistisk  at  have  lavt  selvværd,  men  her  kan  vi  godt  sige,  at  det  er  egoisk,  for  det  omhandler  én  selv  –  det  refererer  tilbage  til  selvet.  
Jeg  lever  et  temmelig  egoisk  liv.  Det  tror  jeg  ikke  er  så  unormalt.  Meget  af  min  tid  bruger  jeg  på  at  tænke  over,  hvad  jeg  mon  kan  gøre  for  at  udvikle  mig,  gøre  mig  mere  glad,  mere  lykkelig,  hvordan  jeg  kan  leve  et  mere  spændende  liv.  Der  er  bare  noget  paradoksalt  ved,  at  det  ofte  er  lige  præcis,  når  jeg  slet  ikke  går  op  i  mig  selv,  at  jeg  faktisk  er  mest  glad,  mest  lykkelig,  og  hvor  tilværelsen  synes  mest  spændende  og  levende.  Når  det  lykkes  mig  at  være  så  opslugt  af  noget  andet  end  mig  selv,  at  jeg  glemmer  mig  selv  fuldkomment  –  det  er  egentlig  noget  af  det  bedste  jeg  ved.  

Når  mindfulness  bliver  til  selvoptagethed

Jeg  har  i  mange  år  interesseret  mig  for  og  dyrket  forskellige  meditative  praksisser.  Ofte  spørger  folk  ind  til  det,  og  så  siger  mange  noget  à  la  ”jeg  burde  også  tage  mig  noget  tid  til  at  finde  mig  selv”  eller  ”en  dag  går  jeg  også  i  gang  med  det  dér  selvrealisering”.  Mindfulnessbølgen  har  gjort  et  stort  og  vigtigt  stykke  arbejde  med  at  introducere  den  buddhistiske  psykologi  i  vores  kultur,  men  at  mindfulness  er  blevet  et  selvrealiserings-  og  selvudviklingsprojekt  er  mærkeligt,  når  det  i  grunden  er  det  modsatte:  et  selv-afviklingsprojekt.  Hvis  mindfulness  leder  til,  at  man  finder  sig  selv,  så  er  der  et  eller  andet,  man  har  misforstået.  Det  skulle  gerne  lede  til,  at  man  ikke  finder  sig  selv,  men  at  man  derimod  bliver  mere  bevidst  om  sin  forbundethed  med  andre  mennesker  og  resten  af  verden.  Selv-”afvikling”  er  måske  et  misvisende  ord,  da  pointen  for  så  vidt  er,  at  der  slet  ikke  er  noget  selv,  der  skal  afvikles.  Selvet  er  en  mental  konstruktion  –  en  illusion  om  man  vil  –  som  er  dybt  indlejret  i  vores  måde  at  opleve  verden  på.  For  hvad  oplever  vi  som  det  her  afgrænsede  selv?  Som  kernen  af  mig?  Vi  ved,  at  kroppen  udskifter  alle  sine  celler  på  syv  år;  vi  ved,  at  vores  tanker  er  sammenstykket  af  tanker  fra  andre  mennesker;  vi  ved,  at  følelser  eksisterer  i  relation  til  det,  vi  møder  i  verden.  Så  hvad  er  det,  der  er  tilbage,  som  er  mig?  Hvis  det  er  min  krop,  hvem  er  så  mig,  der  har  den?  Hvis  det  er  mine  tanker,  hvem  er  så  mig,  der  tænker  dem?  Hvis  det  er  mine  følelser,  hvem  er  så  mig,  der  føler  dem?  Der  bliver  intet  tilbage  andet  end  en  illusorisk  fornemmelse,  ifølge  buddhismen. 

Selvet  findes  ikke

Men  dette  er  ikke  kun  en  buddhistisk  pointe.  I  den  vestlige  filosofi  kender  vi  samme  pointe  fra  Hume  og  en  række  af  efterfølgende  filosoffer,  og  i  dag  underbygges  idéen  af  empiriske  neuropsykologiske  undersøgelser.  Den  tyske  neurofilosof  Thomas  Metzinger  formulerede  således  i  begyndelsen  af  nullerne  en  bog  med  titlen  ”Being  No-One”,  hvori  han  erklærede  at  ”No  such  things  as  selves  exist  in  the  world:  Nobody  ever  was  or  had  a  self”.  Gennem  evolutionen  har  vi  ifølge  Metzinger  udviklet  selv-modeller,  som  vi  oplever  verden  igennem  og  fejlagtigt  oplever  som  sande,  konkret  eksisterende  selver.  Den  australske  filosof  Miri  Albahari  trækker  direkte  på  buddhistisk  filosofi,  når  hun  ligeledes  erklærer,  at  selvet  er  illusorisk.  For  Albahari  er  bevidstheden  ”ejerløs”,  og  denne  ejerløse  bevidsthed  har  muligheden  for  at  overskride  sin  indbildske  selvcentrerethed  og  herigennem  opnå  en  tilstand  fri  for  enhver  form  for  lidelse.  Det  er  denne  tilstand,  der  i  buddhismen  kaldes  nirvana.  Det  er  ikke  et  paradis,  man  kommer  hen  til,  men  en  bevidsthedstilstand.  Nogle  fænomenologer  vil  argumentere  imod  idéen  om  selvløshed  ved  at  sige,  at  enhver  bevidst  oplevelse  er  subjektiv  og  derfor  uløseligt  forbundet  til  et  selv,  der  altså  må  eksistere.  Dan  Zahavi  kalder  det  ”for-mig-hed”.  Uanset  hvilken  oplevelse  jeg  har  –  selv  hvis  det  er  en  forstyrrelse  i  min  oplevelse  af  mig  selv  –  så  er  jeg  aldrig  i  tvivl  om,  at  det  er  mig,  der  oplever  det.  Men  er  denne  for-mig-hed  vidne  om,  at  selvet  eksisterer,  eller  er  det  snarere  et  karakteristika  ved  bevidstheden?  Overskrides  for-mig-heden  ved  kraftige  spirituelle  oplevelser  af  forbundethed  og  enhed?  Disse  spørgsmål  og  mange  flere  er  svære  at  få  svar  på,  og  en  central  pointe  i  den  buddhistiske  filosofi  er,  at  filosofisk  intellektualisering  ofte  er  ufrugtbar  og  endeløs,  når  det  kommer  til  at  forstå  komplekse  eksistentielle  spørgsmål.  I  stedet  må  vi  forsøge  at  erfare  de  ting,  vi  taler  om,  og  til  at  erfare  selvløshed  findes  der  en  lang  række  meditationspraksisser.  Det  svarer  til  at  forsøge  at  forklare  folk,  hvad  det  vil  sige  at  være  forelsket.  Man  forstår  det  først,  når  man  selv  erfarer  det

Selvcentrerethed  er  det  modsatte  af  forbundethed

Man  forsøger  ikke  at  destruere  selvet  –  vi  har  brug  for  at  kunne  sige  ”jeg  har  brug  for  noget  at  drikke,  så  nu  tager  jeg  noget  at  drikke”.  Ellers  dør  vi,  og  der  findes  meget  psykopatologi,  som  menes  at  udspringe  af  en  manglende  fornemmelse  af  selv.  Derimod  forsøger  man  at  se  igennem  den  fornemmelse  af  et  selv,  der  er  egoistisk  og  stolt,  og  som  sætter  sig  selv  over  andre.  Den  fornemmelse  der  får  én  til  at  tro,  at  man  er  verdens  navle.  Den  fornemmelse  der  får  én  til  at  tro,  at  man  er  adskilt  fra  resten  af  verden.  Den  fornemmelse  der  får  én  til  at  tro,  at  der  er  noget  her,  der  skal  realiseres,  en  kerne  der  skal  findes,  dyrkes  og  værnes  om.  Det  er  den  fornemmelse  af  selv,  som  kan  være  ikke  god  nok  eller  bedre  end  de  andre,  den  der  kan  få  én  til  at  tro,  at  man  ikke  har  ret  til  at  være  her.  Det  er  det  selv,  vi  gerne  vil  kunne  se  igennem  for  at  opnå  en  større  grad  af  forbundethed,  og  det  er  det  selv,  og  den  tendens  til  selvcentrerethed,  der  gør  vores  kultur  værdig  til  et  navn  som  ”selfiekultur”.
Jeg  siger  ikke  her,  at  man  ikke  skal  lytte  til  sine  egne  behov.  Selvfølgelig  skal  man  det.  Ellers  kan  man  ikke  fungere  i  verden.  Det  er  svært  at  få  andre  til  at  fungere,  hvis  man  ikke  tager  sig  tid  til  at  få  sig  selv  til  at  fungere.  Men  måske  er  selvforglemmelsen  et  åndehul,  vi  har  glemt  i  vores  kultur.  Måske  skal  vi  huske  at  glemme  os  selv  lidt  oftere.  Om  det  er  på  retreat,  eller  når  vi  er  sammen  med  vores  børn,  når  vi  spiller  musik,  eller  går  en  tur  i  skoven,  når  vi  læser  en  god  bog,  kigger  på  en  smuk  solnedgang,  fester  på  klubben  eller  bare  taler  med  et  andet  menneske,  så  tror  jeg,  at  selvforglemmelsen  kan  minde  os  om  noget,  der  er  vigtigt.