Lad os være sammen om kærestesorgen

Af Emma Elise Møller, stud.psych. 

Ligeså fuldkommen skøn og forførende som kærlighed kan være, ligeså invaliderende kan længslen blive, når kærligheden slår fejl. Der er en forfaldsæstetik over efteråret, som minder mig om mine oplevelser med kærestesorgen som noget smerteligt, der samtidig rummer noget smukt. Desværre negligeres kærestesorg ofte, og mange af os har lidt for travlt med at komme videre. Dette er en af tankerne bag den frivilligbaserede kærestesorggruppe, som mødes hver mandag i Mariakirken på Istedgade for sammen at opholde sig i sorgen. Bag konceptet står journalist og radiovært Ayşe Dudu Tepe, der mener, at kærestesorg bør anerkendes på lige fod med andre former for sorg. Derfor har hun skabt et rum, hvor der er plads til at dele, lytte og måske genkende sig selv i andres fortællinger. En mandag aften i oktober sluttede jeg mig til de knuste hjerters klub.  

Solen er forsvundet bag tagene, og vinden tager til i styrke, da jeg cykler gennem Istedgade på vej mod Mariakirken med en kriblende fornemmelse i maven. Snart skal jeg bevæge mig ind på et domæne så sårbart som fremmede menneskers sorg. Ayşe Dudu Tepe, kaldet Dudu, tager imod mig i porten, da jeg ankommer, og viser mig ind i varmen. Belysningen er dæmpet, og midt i lokalet står stole linet op i en halvcirkel. Folk sidder lidt adspredt og enkelte snakker lavmælt. Roen i lokalet minder mig om venteværelset hos lægen. Vi er en bredt repræsenteret lille forsamling. Det glæder mig, for som Dudu skriver om initiativet på sin Instagram: ”Kærestesorg har ingen alder, etnicitet, køn, religion, eller seksualitet.” Jeg skænker mig en kop kaffe i et papbæger, mest for at foretage mig noget. Dudu byder os velkommen. Hun registrerer, at vi er et par nye ansigter og forklarer, at rummet er fortroligt, og man er fri til at være anonym. Hvis der er noget, man har lyst til at dele, tager man bare ordet. Gruppen lader hinanden tale ud, lytter, men byder ikke ind og giver ikke råd. I stedet siger gruppen ”tak” som en anerkendende gestus. Stilhed kan opstå, men det er helt okay, forklarer Dudu. Hun smiler indforstået og opfordrer til, at vi forsøger at være i den. Da stilheden sænker sig, og det gør den flere gange i løbet af aftenen, kan jeg da også mærke, at jeg lige skal finde mig til rette i den. Samtidig oplever jeg, at den skaber et nærvær og giver plads til, at alle, der ønsker det, kan komme på banen. 

Bagsiden af medaljen 

Livet går videre. Du vil møde en anden. Det forsikrer vi os selv og hinanden om, men kærestesorg ser ikke altid ud som i de romantiske komedier. Den kan ikke altid dulmes med trøstespisning under dynen eller en fuld aften i byen. Sorgen over et forlist forhold kan være så voldsom, at den i perioder kaster skygger over alt, hvad man omgiver sig med. Søde minder kan vise sig som bitre påmindelser om, hvad man har mistet. Desillusionerede planer for fremtiden kan fratage én mening, hvorfor tabet af relationen til en kæreste ofte beskrives som et tab af en vigtig del af en selv.  

Som aftenen skrider frem i Mariakirken, bliver brudstykker af tanker og oplevelser med kærestesorgen delt. De søvnløse nætter, savnet og ensomheden, der kan være forbundet med det fysiske og mentale fravær. Indimellem bliver der nikket genkendende rundt i halvcirklen, og blikkene, man bliver mødt med, er kærlige. Frustration, selvforagt og jalousi. Der tegner sig gradvist et billede af kærestesorgen og den store variation i, hvordan den opleves og kommer til udtryk. At gruppens form ikke tillader kommentarer eller velmenende råd medvirker til, at ingen oplevelser kommer til at fremstå som forkerte.  

Kærestesorgens kultur 

Sorg som fænomen har i de senere år været genstand for øget opmærksomhed. En udvikling, som har forankret sorgen i den kollektive bevidsthed. Hvor den førhen har været et overvejende privat anliggende, behandler vi i dag vores personlige sorger på de sociale medier, mens det vælter frem med litteratur, kunst og musik, der lader sorgen komme til orde. Tendensen til at gøre sorgen udadvendt kan blive springbrættet for en mere nuanceret forståelse for sorgens væsen. En aftabuisering, som forhåbentlig også kan rumme de former for sorg, som ikke er udløst af dødfald, men som, fordi sorg må betragtes som relativ, også fortjener bevågenhed. Oprettelsen af Det Nationale Sorgcenter, samt den nylige optagelse af vedvarende sorglidelse som diagnose i WHOs diagnosehåndbog vidner ligeledes om, at sorg er sat på dagsordenen. Hvad sorgdiagnosen angår, kan man imidlertid spørge sig selv, om en patologisering af et fænomen så universelt menneskeligt nærmere er udtryk for vores kulturelt betingede lykkeimperativ, end for vores ønske om at anerkende sorgen som et vilkår? En problematisering der, med lidt god vilje, kan overføres til kærestesorg, som man nemt kan føle sig forpligtet til hurtigt at ryste af sig. Sorgens normativitet opstiller klare grænser for, hvor længe man må opholde sig i kærestesorgen og på hvilke præmisser. Om sorgen er legitim, er således kulturelt funderet og afhænger af omstændighederne ved relationen og tabet.  

I løbet af min aften i kærestesorggruppen, løber skammen over at sørge da også som en rød tråd gennem fortællingerne. Skammen over at være blevet fravalgt, ikke at være i stand til at erstatte sorgen med et nyt forhold, over ikke at være kommet videre. Også skammen, som kan være forbundet med at være den der gik, kan være invaderende. Der synes således at herske en tendens til, at man ikke føler sig berettiget til at føle, som man gør, hvilket har rod i vores diskurser og måder at håndtere kærestesorg. I kærestesorggruppen anderkender man, at det kan gøre fandens ondt, at man kan miste sig selv i længslen, for her er man sammen om at føle og tænke og rase. Således skabes betingelserne for, at man kan komme i kontakt med de svære følelser ved at sætte ord på eller blot ved at lytte til hinandens fortællinger og derved blive mindet om, at man ikke er alene. Freud skrev i starten af 1900-tallet, at vi må turde at være i sorgen for at komme over den, og jeg tror, at han havde fat i den lange ende. For kærestesorg er prisen for at holde af hinanden, og selvom den kan være smertefuld, må den siges at have en funktion. Som led i en genopbyggelse, der er meningsfuld og som med tiden kan ruste en til at investere energi i andre relationer.  

Kærestesorggruppen mødes hver mandag i Mariakirken kl. 19.