Don Giovanni Overdrive

Af Oliver Nørby Hundahl, stud. psych.
Illustreret af Hans-Jørgen Hersoug, stud. psych.

Vi kender alle sammen Don Juan. Gode Gamle John, den kvindebedårende hankat. Johnny-boy med den gyldne tunge og glimtet i øjet, der lurer snart den ene, snart den anden kvinde i fordærv med sin sydlandske charme og sin noble manér. DJ Donny Jay, der ville opgive alt - sin status, sin person, sin families ære og sit liv endda - hvis det kunne skaffe ham et større antal damer.  

I denne sammenhæng må jeg sige, at I muligvis ikke ved det, men komponisten Mozart var altså en fandens karl - og når han nu var så fandens karl’et, var der jo ikke andet at gøre end at skrive en hel opera om Don Juan. Don Giovanni, blev det til, da det åbenbart er Juan på italiensk.  

Her ser vi en Don, der i slutningen af stykket konfronteres med djævlens infernalske kræfter og bliver tilbudt muligheden for frelse, hvis bare han opgiver sit liv som forfører og angrer sine syndefulde gerninger. Men Don G melder klart ud at NEJ, aldrig vil han opgive sin kvindebedårende eksistens, så vil han hellere rådne op i svovlpølens flammer for tid og bestandigt.  

Til den dag i dag er det en af verdens mest elskede operaer. Også Kierkegaard var vild med den. Ja, han så den ustandseligt, hvis man skal tro ham. Han skriver analyser af den i langdrag, og er slet ikke i tvivl om, at det er det fedeste af det fede, der findes. Alligevel fandt Kierkegaard, at Don Juan som karakter var lidt af en tåbe. Ligesom, skriver han, at det er morsomt, når en åndssvag kan finde en granitklump på jorden og beholde den, fordi han tror, at det er en mønt, er det i sig selv morsomt, at Don Juan har forført 1003 kvinder. Selve det at tallet er så højt, betyder at ingen af forførelserne havde værdi. 

Det mener Kierkegaard bestemt han kan gøre bedre. I Enten-Eller fortæller Søren os derfor en værre ammestuehistorie om, hvordan han i et nyerhvervet skuffemøbel finder en lang og udførlig brevveksling. Dette bliver hvad han udgiver som Forførerens Dagbog, der er et semi-selvbiografisk - men helt igennem narcissistisk - værk, om Kierkegaards take på den klassiske forfører. Kierkegaard beslutter, at den danske udgave af Juan simpelthen er Johannes, hvilket bliver navnet på vor hovedperson.  

Men Johannes er ikke som andre forførere. Nej, nej. For ham handler det ikke om kvantiteten af kvinder, men derimod kvaliteten. Som han skriver; 

“Det er ingen Kunst at forføre en pige, men en Lykke at finde En, der er værd at forføre.” 

Så Johannes vil ikke have 1003 værdiløse affærer, men kun én eneste forførelse, der til gengæld skal være på alle måder perfekt. At forføre er en sand kunst, og alle kunstnere må have ét mesterværk. På den måde minder han lidt om vor tids såkaldte pick-up artists. Der er jo det ejendommelige ved pick-up artists, at de slet ikke er kunstnere, men derimod har fucking brug for en masse terapi*. Præcis som Kierkegaards Johannes, tror de dog, at de er kunstnere. Som det fremgår af dagbogen, er Johannes dog ikke nær så meget en forfører, som han selv er den forførte. Allerede på første side falder han fuldstændig pladask - ikke for nogen kvinde, heller ikke en mand, nej; men for sit eget intellekt. Han forelsker sig så afgrundsdybt i forestillingen om sig selv som kunstner, at det bliver umuligt at stoppe ham.  
Hans ‘offer’ bliver den uskyldige unge pige Cordelia. Det var vigtigt for Johannes, at hans udkårne var smuk - men hvem vil have en smuk pige, hvis hun er dum? Det var derfor lige så vigtigt, at hun havde oplevet en stor sorg, og derfor også havde et smukt indre - men hvem vil have en pige med et smukt indre, hvis sorgen har gjort hende grim? 
Det var derfor et farligt hyr for Johannes at finde den rette, hvorfor Cordelia var som sendt fra himlen. Hele romanen - som jeg desværre ikke kan gå i dybden med, da den her artikel allerede er meget længere, end jeg lovede redaktionen - handler bare om denne ene forførelse, som han dog i sidste ende opgiver, lige inden den fuldbyrdes. Når først han er sikker på, at han har Cordelia i sin magt, så sikker at der ingen tvivl kan være, så smider han straks det hele på gulvet. Op på hesten stiger han, og ud i morgentågen ridder han, og bliver aldrig set af Cordelia igen.  

Han er på den måde meget som Mozarts Don Juan - han kunne have haft det hele, et godt liv og en skøn kvinde, men forførelsen var det vigtigste for ham, og intet kunne nogensinde være mere forførende end tanken om, at være en forfører.  

* mængden af empiri, der støtter denne udtalelse, er så enorm, at der ikke er tid nok i universet til at præsentere det hele - gå eventuelt på Youtube og søg på “pick-up artist” eller “Roosh V”, hvis du vil se mestrenes mester i aktion.