Konspirationsteorier del 2: RED ALERT!

Af Oliver Nørby Hundahl stud. psych.
Illustreret af Ida-Marie Haeusler stud. psych. 

Altså det er ikke fordi, jeg ikke selv er paranoid. Det er jeg tværtimod i høj grad.  
Et eksempel? Jamen, for under en uge siden kom jeg gående gennem Fields. Tre mennesker, der alle haltede på omtrentligt samme måde, passerede mig i løbet af en femten minutters tid. Min første konklusion var - og det var det rent faktisk - at alle andre end mig, var skjulte robotter i menneskeklæder, og at en eller anden form for fejl - en virus, en glitch, et bug - nu fik hele banden til at malfunktionere, på præcis samme måde. Jeg blev helt ræd for at vende mig om, hvis nu jeg skulle opdage, at også min kæreste var begyndt at halte. Hvad nu hvis hun ville lade som om, at hun, og alle andre mennesker, altid havde haltet? Jeg ville blive i tvivl. Det er jeg overbevist om. Jeg ville blive reelt i tvivl, om der nogensinde havde været ikke-haltende tilstande. Ja, hvis jeg selv begyndte at halte i skrivende stund, ville man sagtens kunne bilde mig ind, at jeg havde gjort det helt fra barnsben.  

Så, hey, alle jer konspiratorer derude på CSS, det her er min egen lidt roundabout-måde at sige at; hey, jeg forstår jer godt!  

Mange veje til Rom, til Kremlin og til Giza 

Næsten alle konspirationer er baseret på idéen om et secret society. Rent intuitivt kan jeg komme i tanke om to overordnede kategorier; Den mistroiske, koldsvedende type, der handler om regeringen, og den mere batshit okkulte type, der handler om oldtidige aliens.  

Vi kender alle den sidstnævnte type, der ofte lyder som noget i retning af: 
Sphinxen er bygget før istiden, hvilket bevises af inskriptionen på Thots emeraldtavle, hvorpå man også kan læse sandheden om de Vises Sten. Den ægyptiske civilisation var højavanceret, og strakte sit imperium så langt som til planeten Mars, MEN… etc. etc. etc. 

Selvom jeg synes den type er for fed, og sagtens kunne fylde hele blade med eksempler, vil jeg hellere vie min artikelplads her, til en konspirationsteori, der har politisk betydning den dag idag - ja! både i europæisk og amerikansk debat. Det er en af den første type, den med en ondsindet regering, som jeg gerne vil snakke om i dag. 

Hvis jeg i denne sammenhæng skal nævne bare to grupper, der historisk er blevet beskyldt for at undergrave samfundet gennem deres skyggefulde trækken-i-trådene, så er det jøderne og marxisterne. Da jeg satte mig til at researche artiklen her, ville jeg egentlig kun fokusere på teorier om ‘de ræverøde lejesvende’, men opdagede, at det var så godt som umuligt at adskille de to. Jeg måtte gå dybere. Ved at infiltrere en håndfuld udtalt højreorienterede internetfora, har jeg derfor lavet en slags undercover journalism, i håbet om at finde hoved og hale i, hvordan det hele hænger sammen. Så nu er det på tide, kære læser, at spænde sikkerhedsbæltet og køre direkte, hjelmløst og uden bremser, mod den solide ideologiske stenmur, der i moderne tunger kaldes Cultural Marxism. 

Jøder… kommunister… Wall Street… alt sammen forbundet! 

Cultural Marxism (i skandinaviske sammenhænge: kulturmarxisme) er en forbløffende konspirationsteori, der i disse tider florerer i højreorienterede miljøer. 

Jeg har prøvet at gå lidt historisk til værks, og har sporet dens oprindelse til Nazityskland. Her talte man om kulturbolsjevisme, der var et udtryk for de moderne værdier og rettigheder som Weimarrepublikken (Tysklands styre fra 1918-1933) havde indført. Tyske traditionalister (læs: proto-nazister) mente, at modernismens indtog udvandede og fordærvede tysk kultur og ledte landet mod moralsk kollaps. Uløseligt forbundet med kulturbolsjevismen var, ifølge nazisterne, jødebolsjevismen, der beskriver den idé, at jøder står bag kommunismen som helhed, og ikke mindst bag Ruslands Oktoberrevolution. Hitler selv beskrev jødebolsjevismen som en sygdom, der ville svække Tyskland, og Marxisme som bare én lille del af den internationale jødekonspiration. Bolschewismus ist Judentum! - som det skrives på en af datidens propagandaplakater, hvor en SS-soldat stikker sin riffel op i røven på en kommunist.  

Man tager fejl, hvis man tror, at den slags holdninger ikke lever i bedste velgående. Som det i 2014 blev skrevet på bloggen reaktionaererefleksioner.wordpress.com: “Kulturmarxisme er altså nærmere bestemt destruktiv kritik af vores samfund, set fra et bestemt jødisk perspektiv. Jødiske intellektuelles. [...] Karl Marx er præcis sådan en overbegavet ‘idéernes brugtvognsforhandler’, der uden ægte skabende kraft går på rov i Europas stolte åndshistorie.” 

Frankfurter Freestyle og frisatte femmes 

Moderne og spritny Cultural Marxism, er grundlæggende baseret på den idé, at Frankfurterskolen var spydspidsen på en verdensomspændende marxistisk konspiration, der siden 1950’erne har inficeret den vestlige verden. Således får marxisterne skylden for alt fra homoseksualitet til feminisme til rock’n’roll. Kort sagt; alle de ting der ‘fordærver’ vort samfund (og som jeg personligt synes er ret glimrende). Klasseeksemplet er jo, at det op igennem sidste århundrede blev postuleret, at selveste Theodor Adorno var manden bag samtlige af The Beatles’ tekster. 

Hvad vi har her, er altså et fuldblods secret society. Bemærk, at de ting, de er ‘skyld’ i, tilfældigvis er dem, som, hvem end der finder på det her palaver, ikke kan lide.  
For mig er det imidlertid fuldkommen omvendt.  
Skulle Frankfurterskolens lærdom være ledetråden for hele den vestlige verden? I WISH.  
Det er da også rimelig utopisk, at venstrefløjen skulle kunne enes om noget som helst, og især at de skulle kunne manipulere vores samfund fra det skjulte. Jeg føler mig selv rimeligt venstreorienteret, men der går da sjældent mere end en uge, uden at jeg bliver skældt ud af en eller anden internet leftist, fordi de ikke synes jeg har læst nok Friedrich Engels. Forstår I hvad jeg prøver at sige her…?

Det var et sidespring. Nu skal vi se på nogle af de helt sikkert 100p gyldige påstande, som diverse højreekstremister dagligt brækker ud på min computerskærm.  

Vi starter med den fedeste, som kan opsummeres således: 

Den kvindelige orgasme eksisterer ikke! 

Det er en myte spredt af marxister, i et forsøg på at destabilisere kernefamilien. Hvis kvinder nemlig tror de kan få en orgasme, vil de forlade deres mænd og børn, og søge altid flere seksuelle partnere, i deres frugtesløse jagt på tilfredsstillelse. Når de på den måde ikke passer deres huslige pligter, kollapser vores samfund totalt, hvilket er lige præcis det marxisterne vil ha’. 

Det siger sig selv, at det her er rendyrket volapyk. Det er unødigt at gå i dybden med hvorfor. Et væsentligt argument imod ‘teorien’ er dog, at den lyder foruroligende meget som den slags fordrukne nonsens, man kan forvente at høre fra bitre mænd på ølstuer kl. 1 om natten, på selve den aften de bliver forladt af deres kærester. 

Samtidig er påstanden ret interessant. Den gør nemlig det, som konspirationer ofte gør: sætter lys på et væsentligt problem i samfundet, bare på den helt forkerte måde. 

Det er et fuldkommen reelt problem, at kvinder ikke får orgasmer under sex, nær så ofte som mænd. Det viser sig nemlig, at de fleste mænd har på den ene side ikke den nødvendige viden, og på den anden side ikke motivationen, til at tilfredsstille deres partner seksuelt. De enten kan ikke eller gider ikke. Det er det, der kaldes “The Gender Orgasm Gap”, og ét studie med 800 deltagere fandt, eksempelvis, at 91% af mænd for det meste fik orgasme under sex, mens kun 39% af kvinder kunne rapportere det samme. Andre studier har fundet, at så lidt som 6% af kvinder rapporterer at de altid får orgasme, når de har sex med deres mandlige partner. Samtidig er det påvist, at lesbiske i langt højere grad ikke har det samme problem. Det kan man jo tolke som det passer en.  

Back on track: Når man så som mand slet ikke kan finde ud af at give sin kone en orgasme, er det da egentlig meget forståeligt, at man får lyst til at projicere sin seksuelle utilstrækkelighed, ud på en ikke-eksisterende fjendegruppe. Hvem er da bedre at bruge som syndebuk, end de satans marxister?  

Mens kundskabens æble rådner i min have 

Det er ikke kun fedtede internetnazister med Doritostøv på bukserne, der fyrer den her slags pis af. Også nutidige toneangivere, som alt-right-bevægelsens modvillige mesterprædikant Dr. Jordan Peterson fra Toronto University, slynger om sig med beskyldninger om Cultural Marxism, og dens destruktive implikationer. Dr. Peterson talte blandt andet i Danmark d. 6/11, for et udsolgt publikum på Bremen Teater, og man kan spørge sig selv, om han også ved denne lejlighed trak en kulturmarxistisk kanin op af hatten. Jeg var der ikke, eller rettere, i skrivende stund er det ikke fundet sted endnu. Men tager man udgangspunkt i hans Twitter, er der dog god sandsynlighed for, at man kunne se netop dét tryllenummer. Her kritiserede han d. 2/11 de røster, der kalder på mere handling i bekæmpelsen af global opvarmning. Hvad de, ifølge Jordan, i virkeligheden kalder på “is instead [red.] the adoption & implementation of an anti-west, anti-capitalist collectivist ethos. Do you love the planet, or do you hate capitalists?”  

Hvor han altså mere eller mindre implicerer, at global opvarmning er endnu et af marxisternes lumpne tricks. 

Dog må man give Peterson den credit, han fortjener. Til en Q&A blev han af en fan bedt om at adressere “The Jewish Question”, hvortil han svarede, at der ikke var nogen grund til at tro, at jøder i hemmelighed stod bag noget som helst. Peterson står altså fast imod den antisemitiske del af den konspiration, som han ellers er en helhjertet del af.  

En detalje man kan notere sig, er at man i kommentarfeltet til den selv samme Youtube-video, finder følgende kommentar: 

“I think this guy is a jewish agent.  
Fact is that jews clearly will choose their own people when they are in positions of power, whether, in government, education, media regardless of whether they are the best suited or most intelligent person. Their Talmud tells them they are the chosen people and that the goy are their to serve them. Peterson might be of jewish ethnicity himself.” 

Blonde Girls Wanted (badly) 

Vi er kommet til den del af artiklen, der handler om Taylor Swift. Efter i årevis at have holdt politik ude af sit kunstneriske virke, valgte Swift d. 8/10 endelig at bryde tavsheden og erklærer at hun ville stemme demokratisk ved næste valg. I et post på Instagram skrev hun blandt andet: I believe in the fight for LGBTQ rights, and that any form of discrimination based on sexual orientation or gender is WRONG. I believe that the systemic racism we still see in this country towards people of color is terrifying, sickening and prevalent. I cannot vote for someone who will not be willing to fight for dignity for ALL Americans, no matter their skin color, gender or who they love.  

Måske ved I det ikke, men Taylor Swift er lidt af en kult-figur, en dream waifu, for alt fra alt-right til nynazister. Hvorfor nu det? Jamen, hun er hvid, blond, blåøjet, tynd, høj og har et ansigt som en baby; en vaskeægte arisk våd drøm in the flesh. 
At hun skulle være på ‘fjendens’ side faldt derfor slet ikke i god jord blandt den radikale højrefløj.  

“This is a betrayal beyond words.” som en (nu) tidligere, og (også nu) meget desperat, fan skrev på Twitter.  

At dette var et stjerneeksempel på Cultural Marxism, var der ringe grund til at tvivle på. Redditbrugeren m3Me_magic artikulerer logikken så smukt, når de skriver:  
“This is more than likely from Democrat MK ultra forces from above. I highly doubt Swift decided to become political at the 11th hour all on her own. The dems have no popular public policy besides socialism and moar government. When their efforts to sway public opinion fails on its lack of merit and fakeness, they can only jump to accusing the other side of ebing Hitler and rapists. Their own projections. When that fails, they go to their celebrity MK Ultra victims and tell them to blast their political marxist messaging, knowing they need to manipulate the young and impressionable.” 

Det er ret sjovt, for planen er faktisk at jeg i næste blad skal skrive lidt om MK Ultra. Alle de her konspirationer lægger bare automatisk op til hinanden. Morsomt er det også, at det i udmeldingen her implicit fremlægges, at det ikke er lødigt at sammenligne de, der tror på Cultural Marxism med nazister. Her er det vel at huske, hvordan jeg i starten af artiklen forklarede, at begrebet og idéen ganske bogstaveligt er intet andet end et genoptryk af vaskeægte Nazi-propaganda. 

Their own projections 

Det er fedt, når konspiratorer på den måde selv hiver psykoanalysen ind i billedet. Det gør overgangen fra et afsnit til at andet så meget lettere. Især nu, hvor jeg gerne vil afslutte med at sige lidt om Lacan. Det slår mig, at konspirationsteoretikere passer godt ind i det, Lacan på et tidspunkt siger om hysterikere: Hysterikere fortæller sandheden, men forklæder den som en løgn. Med andre ord, er det de siger på faktuelt niveau forkert, men i løgnene kan man spore sandheden om deres begær. Lyder det bekendt? 

Konspiratorerne kan ikke leve med, at tingene ikke går som de ønsker.  
”Det kan da ikke passe, at jeg ikke kan give min kone en orgasme eller at global opvarmning findes eller at Taylor Swift skulle stemme demokratisk. Nej, nej, det skyldes et ondsindet og manipulerende selvskab.” Gennem løgnehistorierne - for lad os ikke glemme, at der er hvad konspirationsteorier er mest af alt; det pure opspind - fortæller de sandheden om deres frygt, deres usikkerhed, deres aggression, og deres ønsker om, at livet ikke var så fandens kompliceret. Man gør et indre problem til et ydre, og det er derfor, det er så fandens forførende. 

Følg med næste gang i: Konspirationsteorier del 3: Det var som bare sørens! - når teorierne viser sig at have ret!