Kunstig / Naturlig

Af Mathias Baagø Tybjerg stud. psych.
Illustration af Mathilde Stubmark

Anvendelsen af ordet ’kunstig’ har gennem historien varieret meget. Udsprunget af ’kunst’ har det været anvendt til at beskrive en relation til kunsten, en kreativ kyndighed, men også været forbundet med personer, som var særligt snedige eller løjerlige. Det er dog nok de færreste, der i 2020 har disse associationer med kunstighed. Når ordet i moderne sammenhænge anvendes, er det typisk brugt til enten at beskrive en menneskelig syntese af noget naturligt forekommende eller til at beskrive noget unaturligt og uægte. Hvis et menneske får lavet kunstige bryster eller andre kosmetiske ændringer, bliver dette ofte opfattet som en falsk modifikation, altså noget unaturligt, selvom det vigtigste i denne sammenhæng måske er den menneskelige syntese. Problemet er tit, at begge betydninger følger med. Hvor et fænomen som kunstig befrugtning kun burde betyde en menneskelig syntese, risikerer det ved anvendelsen af ordet kunstig, at bibringe den unaturlige symbolik.
Når man forholder sig til begrebet kunstig, bliver man klar over, hvor meget vi idealiserer det naturskabte.
I løbet af 1700-tallet og frem til starten af 1900-tallet satte en stor flok filosoffer og videnskabsfolk sig for at finde frem til virkeligheden igennem videnskabelig empiri. At finde ind til naturen af det som er. Det ville være for simpelt at kalde dem modernister, men nu gør jeg det alligevel. De var på jagt efter universelle sandheder om objekter i verden. Selvom om denne erkendelsesteoretiske tilgang først problematiseredes af deres helt egen David Hume og senere hen af en stor flok postmodernister, er der i dag stadig en mangfoldig mængde videnskabsfolk, der arbejder med idéen om en universel virkelighed, som er uafhængig af subjektet og dets metodiske tilgang. Det er et videnskabsteoretisk ideal, der har fået store dele af Psykologien til at snakke om repeter- og reproducerbarhed. Det er også en tilgang, som på mange måder er ’anti-kunstig’, da man vil studere objektet isoleret fra den menneskelige syntese.
Af denne verdensorden følger det, at det kunstige må vige for det naturlige.

Biolog og, som nogen ynder at kalde hende, technofeminist Donna Haraway har en pointe om, at man kan vaske sine hænder i objektive sandheder: Hvis man, ligesom modernisterne, tilgår viden som var den uafhængig af subjekter, kan man løbe fra de konsekvenser som følger. Det er en idé om, at man gennem videnskab producerer ”sandhed”, hvori der ligger en magt, men at det er muligt at løbe fra ansvaret, hvis man fraskriver subjektets påvirkning af resultatet. For Donna Haraway må videnskab i stedet situeres i det menneskelige perspektiv og i den menneskelige syntese med objektet.
Donna Haraway opskriver ikke blot kunstigheden i sin tilgang til objektivitet. Hun er med sit Cyborg Manifest også kritiker af en romantisering af naturen som en essentiel størrelse, vi kan vende tilbage til og finde klare svar i. Hvis man definerer womanhood ud fra forestillingen om, at det kan rodfæstes i kvindens ’naturlige’ beskaffenhed, værende det en livmoder eller noget andet, udelukker dette sandhedsideal alle de transkønnede kvinder, som ikke har en livmoder. Cyborgen, med sin grundlæggende kunstighed, frisætter sig derimod fra forståelsen af universelle naturgivne sandheder, om hvad det vil sige at være et menneske.
Vi skal ikke benægte de erkendelser, som naturvidenskaben kan lære os, men vi må ikke glemme, at de er partielle sandheder.

En af samtidens mest iøjnefaldende repræsentanter for modernismens idealer er den canadiske professor i Psykologi, Jordan B. Peterson. Han er fortaler for trækteori og neurofysiologiske forklaringer på, hvorfor der er forskel på mænd og kvinder. Han er ikke en ven af kunstigheden. Han er kendt for at anvende neurokemiske forståelser for hierarkiet blandt hummere som grundlag for at forstå hierarki blandt mennesker: Da vi evolutionært stammer fra det samme sted, må der unægteligt være en sammenhæng. Jordan Peterson fremsætter to videnskabelige fund i forlængelse af hinanden for at lade sammenhængen tale for sig selv “Women are more agreeable than men” + “Succesfull people are less agreeable” = … ? Han formår med sin forståelse af videnskab at fremstille ’sandheder’, der berettiger en forskelsbehandling på baggrund af køn, og ved at vaske sine hænder i en uafhængig objektivitet, løber han fra ansvaret.
Han repræsenterer en essentialisering, en romantisering af naturen og et ideal om empirisk objektivisme, som ville få Donna Haraway til at modificere den nærmeste kvinde til cyborg, blot for at kunne laserbeame Jordan Petersons samling af hummere ud af verden.
Problemet med den epistemologi og retorik, som Jordan Peterson repræsenterer, er at han reducerer komplekse fænomener som køn og lighed til enkeltdele af det hele billede, for derfra netop at brede enkeltdelene ud til at rumme ’sandheden’ om det hele billede og således fortælle os, hvordan vi bør strukturere vores samfund. Ved at vende tilbage til essentialistiske forklaringer af, hvordan verden er og derfor bør indrettes, forstærker han en dualistisk forestilling om naturlig og kunstig. Den adskillelse fordrer, at vi kan definere præcis, hvad der er naturligt, men naturen er kompleks og foranderlig. Som Donna Haraway pointerer, har det altid heddet en celle, men vores viden om indholdet af den celle har ændret sig betydeligt. Det er paradoksalt at adskille naturlig og kunstig, hvis vi ikke klokkeklart kan definere det naturlige. I så fald bliver denne idealisering af ’naturen’ og ’naturlighed’ blot til en stigmatisering af det, der ryger i den anden kategori, altså det som kaldes kunstigt, hvilket bliver en hindring for, at disse to kunne være noget andet end modsætninger og således en forhindring for potentiel udvikling.
Vi skal ikke give slip på naturen. Vi skal holde af den, men måske er det tid til at give plads til kunstigheden.