Kritikkastration og Mordet på Omsorg

Af Oliver Hundahl, stud.psych., og Maja Bergen, stud.psych.

Døbt Generation Snowflake, bliver såkaldte Millennials dagligt kastreret af de ældre generationer, skulle de vove at udtale sig om sociokulturelle problemstillinger. Særligt rammer kritikken unge progressive stemmer, for hvem det bliver gjort helt klart, at ønsker man at gøre noget godt for verden, andre eller sig selv, så er man uden realitetssans, indtager for mange soyaprodukter, og burde læse sig en bog om, hvad “rigtig videnskab” er. En kollektiv ækvivalent til når et spisebordsskænderi ender med en forvisning til skammekrogen; børn skal holde kæft, når de voksne snakker.

I Danmark kalder vi det krænkelseskultur. Siden 2012 har danske medier med tiltagende frekvens spyttet meme-artikler ud, der, i ligeledes tiltagende grad, adopterer en ordlyd, som minder om det amerikanske alt-right. I dette år slår AAU professor Frederik Stjernfelt tonen an, da han i en DR-artikel identificerer muslimer som krænkelseskulturens patient zero, der med hjælp fra hinduister spreder det patologiske budskab. I medierne fremstilles den danske befolkning i dag som fintfølende og manglende resiliens. Det er næsten som om medierne betragter det som deres pligt at eksponere neurotiske curlingbørn for virkelighedens grove løjer. Krænkelsesdiskursen kulminerede i december 2018 med sagen om højskolesangen 'Den danske sang er en ung blond pige'.

En legendarisk banger af en højskolesang

Ser man ud over de danske mediers landskab ved årsskiftet 18/19, finder man talløse eksempler på artikler og debatter om den såkaldte krænkelseskultur. Den mest omtalte er utvivlsomt sagen, hvor en CBS-ansat indgav en klage over, at der på et internt institutmøde blev sunget 'Den danske sang er en ung blond pige'. Det har kickstartet en storm af artikler på alle fløje, der alle koger suppe på samme rustne søm: Den Danske Sang er en X, Y eller Z… Netop denne sag blev også taget op til debat i Deadline, hvor det fremhæves, hvorfor sangen er vigtig for den danske kultur. Selv Lars Løkke har set sig nødsaget til at fremføre sit take på emnet. På trods af den massive mediedækning, snakkes der foruroligende lidt om sagens egentlige forhold. Klagen blev nemlig indgivet for to år siden, altså to år før medierne pumper både internettet og statsfinansieret TV fuld af krænkelseslede. Derudover var det ikke den CBS-ansatte, der kontaktede medierne i krænkelsens frustration og forhåbning om sympati, klagen blev udelukkende forelagt instituttet i internt regi. Medierne blev først indblandet, da ledelsen gav en formel undskyldning til den ansatte.

Af andre sager kan nævnes Jyllandspostens artikel 'Må man nu heller ikke omtale mennesker med ”han” og ”hun”?' fra d. 14 januar 2019, hvor det beskrives, at en biologistuderende efter sigende er blevet voldsomt krænket over, at man i undervisningen benyttede kategorierne mand og kvinde i et statistisk eksempel. I virkeligheden er sagen en ganske anden. Ingen studerende har kontaktet medierne på baggrund af en ‘krænkelse’, og der har ikke været tale om, at man skulle bandlyse hverken ‘han’ eller ‘hun’ fra sproget. Hvad der faktisk er sket er, at en biologistuderende, til et lukket, internt evalueringsmøde, har foreslået underviserne at tage højde for, at ikke alle på studiet identificerer sig som enten mand eller kvinde. I stedet er det underviseren, den der har modtaget klagen, der er gået til medierne for at brokke sig over at “de unge nu er krænkede over ordene mand og kvinde!”.

Fuld plade i minoritetsbingo

I ingen af de her nævnte sager, er der altså tale om et stakkels, krænket eller fintfølende offer. Ordet krænkelse indføres af medierne i forsøget på at skabe et buzzword og en kunstig hype - folk skulle jo gerne købe flere aviser. De vælger aktivt at spille på emner der deler befolkningen, og tvinger os til betragte urelaterede nyheder gennem krænkelsens linse. Problemet er nemlig ikke, som både KU’s rektor, Henrik Wegener og jurist Asger Kjærum bekræfter, at der findes et overtal af hysteriske, krænkelsesparate akademikere. For det gør der nemlig ikke. Derimod er det et kæmpe diskursivt problem, at brugere af de sociale medier ukritisk har taget begrebet til sig.

At sagen om 'Den Danske Sang…' bliver så enorm, som den gør, skyldes sandsynligvis, at den netop omhandler emner som køn og race. Alle boxe checkes nærmest af, når det kommer til sagens hovedperson. Hun er kvinde ✓, hun har anden etnisk baggrund ✓, hun er akademiker ✓. Det manglede bare at hun havde blåtfarvet hår og var udtalt venstreorienteret. Sagen fremstår som et stjerneeksempel, da der i forvejen eksisterer en diskurs om, at kvinder, etniske minoriteter og akademikere brokker sig alt for meget over småting, og egentlig bare burde lukke røven. Den taler sig desuden ind i post-moderne og post-kolonielle samfundsdebatter, og det er for alvor noget, der i vor tid kan få sindene i kog. Fordi sagen om sangen frames på en sådan måde, at kritikken fremstår som latterlig og overdreven, bruges den som bevis på, at alle kritikker af enten køns- eller racestereotyper er fuldstændigt ude af trit med virkeligheden. En tendens der også udnyttes af P3 i deres enormt populære video Krænkelsesministeriet.

Satire,TV og arbejdernes undertrykkelse

DR P3 lagde d. 25 januar 2019 videoen Krænkelsesministeriet op på deres facebookside. I skrivende stund har den 1.7 millioner visninger og er delt mere end 14.000 gange. Her præsenterer P3 os for den ene latterlige ‘krænkelse’ efter den anden:

“Det krænker mig at det danske flag er hvidt i midten”, “Hvorfor hedder det menstruation og ikke WOMENstruation?”, “Ordblind føler sig holdt ude af LPTG-miljøet”, “Handicappet? Hvorfor ikke HUNdicappet?”. Der bliver tydeligvis spillet på de ovenstående sager og på feministiske kritikker i det hele taget. Videoen er problematisk ad helvede til. Den tager reelle problemstillinger op, strækker dem ud til det absurde, blander dem fuldkommen sammen og skelner overhovedet ikke mellem fornuftige og meningsløse pointer. Den gør grin med karikaturer af postmoderne kritikker, men latterliggør også de eksisterende problematikker. Den udfordrer ikke folk i magtpositioner, men pisser, under påskud af satire, på dem der i forvejen er svage. Videoen udfordrer heller ikke folks holdninger, men fortæller blot seerne det de i forvejen synes: At al den snak om krænkelser da godt nok er til grin.

En af Theodor Adornos mange medieanalyser peger på ét af problemerne ved den her slags underholdning. For ham kan satire have en slags ‘frelsende’ funktion, der fritager seeren fra psykisk ubehag. Han beskriver en undertrykt og underkuet arbejder, der hver dag bliver udnyttet af sin tyranniske chef. Om aftenen tager arbejderen hjem, og på sit TV ser han en komediefilm om en anden arbejder, der begår oprør og virkelig tager røven på sin strenge chef. Arbejderen griner hjerteligt af TV’et og tænker ‘der fik han dén, den bourgeois svinemikkel!’. Men næste dag tager han på arbejde igen, og absolut intet har ændret sig. Han føler ikke længere behov for at begå oprør, skuespilleren har jo gjort det for ham. Dag for dag vil systemet reproducere sig selv. Vi ser det samme på Facebook: P3s satire er folkets opium. Det luller os i søvn og fortæller os, at vi ikke skal tage stilling til svære emner.

Facts don’t care about your feelings

En af jokesne i P3s video omhandler vanskeligheden i at skelne mellem dem, der virkelig er krænkede, dem der bare føler sig krænkede og dem, der bare prøver at få opmærksomhed.

Det er påfaldende at de vælger at skelne mellem de egentligt krænkede, og dem der bare føler at de er det. Hvorfor er det, at en ting ikke kan være legitim, hvis der er følelser indblandet? Hvorfor er det, at post-moderne kritikker generelt skal fejes af bordet på baggrund af, at de er “følelsesladede”? Hvis en etnisk minoritet oplever sig ramt af et statement, hvorfor skal vi som majoriteten så afvise deres synspunkt som alt for påvirket af følelser? Højrefløjen og konservative stemmer har alle dage forsøgt at tage patent på objektivitet og rationel tænkning for derved at punktere deres modstanderes argumenter. De glemmer åbenlyst, at fornuft og følelser ikke er kategoriske modpoler. Folks oplevelser af ulighed eller uretfærdighed smides ud af vinduet som ikke-objektive, uagtet om de rent faktisk kunne pege på strukturel diskrimination.

Man kunne med fordel anlægge et andet perspektiv: I stedet for at tale så meget om de krænkede, burde vi tale om dem der krænker. Men den vinkel overses fuldkommen i medierne. Ålbæksagen, eksempelvis, hvor han selv indrømmer at gøre noget fuldt ud forkasteligt, underspilles helt utroligt i medierne, da den ikke gavner forståelsen af de påvirkede som overfølsomme og hysteriske, men derimod peger på, at der eksisterer strukturelle problemer vi bør reagere på. Vi taler aldrig om krænkerkultur forstået på den måde, at der for mange trolls eller politisk højreorienterede eksisterer en kultur, hvor hele pointen er at krænke andre. Det er sjovt at “prikke til bjørnen”, konstant at bringe følelsesmæssigt tungt materiale op som jokes, for derefter at gøre opmærksom på, at følelsesmæssige reaktioner og argumenter er invalide. Vi taler ikke om krænkerne som dem der egentligt er problematiske, det handler kun om at den modtagende part skal suck it up.

Far er bange

Når krænkelseskulturen i gængs forstand er et så minimalt problem på de danske universiteter, som vi har fremlagt at det er, hvorfor reagerer så mange danskere så så voldsomt i de her sager?

Man kunne kalde det en forsvarsmekanisme. Det kan virke naturligt at reagere med vrede på, at nogen fortæller én, at ens gøren og væren er problematisk. Især hvis man et eller andet sted godt ved, at der er noget om snakken. Men vi kan vel hurtigt blive enige om, at det er enormt skadeligt for den offentlige debat, hvis man bare kan vælge at reducere al kritik til et udtryk for, at nogen er blevet ‘krænket’ og så undlade overhovedet at tage deres perspektiv seriøst. Man slipper for det psykiske ubehag, men det bliver immervæk på bekostning af andre.

Når man portrætterer en hel generation som skrøbelige snefnug, og fratager dem deres legitimitet samt evne til fornuftig tænkning, så udfører man mere eller mindre en kastration af sine kritikere. Her er det værd at huske, hvad Freud analyserede som grundlaget for kastrationen: Det er den voksnes frygt for, at barnet skal tage dens plads.