Findes der en rigtig måde at sørge?

Af Emma Elise Møller, stud.psych.
Illustration af Tobias Wriedt, stud.psych.

Sorgen, forbundet med tabet af en nærtstående, har længe været et privat anliggende, som man behandlede indenfor hjemmets fire vægge. I dag er sorgen på alles læber. På de sociale medier, i kunsten og litteraturen. Her deles personlige erfaringer med sorg - en åbenhed, der ligeledes kommer til udtryk i opblomstringen af sorggrupper rundt om i landet. Dertil kommer den nylige optagelse af vedvarende sorglidelse som diagnose i WHOs diagnosehåndbog, samt oprettelsen af Det Nationale Sorgcenter og forskningsprojektet Sorgens Kultur ved Aalborg Universitet. Sorg forankres således på den ene side i vores kollektive bevidsthed, som et mangefacetteret fænomen, mens den på den anden side underkastes et psykiatrisk blik. Vi bevæger os imod en større anderkendelse af og forståelse for sorgens væsen, men også mod en skarpere afgrænsning af sorgens normative horisont. Jeg har mødt Ester Holte Kofod, psykolog og forsker på Sorgens Kultur, til en snak om sorgens kulturelle dimensioner, samt mulige konsekvenser af den nært forestående sorgdiagnose. For hvad kommer det til at betyde for den sørgende, at sorg i stigende grad betragtes som behandlingskrævende? Og hvad siger det om vores samfund, at vi har behov for en diagnose for sorg?

Sorgforskningen, og dermed den psykologiserende tilgang til fænomenet, udspringer af den freudianske forståelse, hvor sorgen betragtes som en individuel bearbejdningsproces. Den sørgende tager gradvist afsked med den afdøde, hvorefter livet må gå videre, helst uden at der dvæles for meget ved fortiden. Vores forståelse af sorg i dag har imidlertid bevæget sig væk fra løsrivelsen og nærmere det vedvarende følelsesmæssige bånd. Sorgen over tabet af en elsket forventes at følge én resten af livet. I forskningsverdenen ser man bevægelsen fra de traditionelle teorier over i en mere kvantitativ, empirisk tilgang, der søger at indfange sorgen med udgangspunkt i skalaer, symptomer og helbredsmæssige aspekter. En udvikling, som for alvor bliver synlig med implementeringen af sorgdiagnosen. Ester Holte Kofod beskriver denne medikalisering som baggrunden for Sorgens Kultur: ”Diagnosen er en form for momentum, der gør det relevant at se nærmere på den udvikling, som sker med sorg i vores samfund i dag. Vi undersøger i den forbindelse, hvad det er for særlige forhold, som er med til at forme sorgerfaringerne hos dem, der mister.” For at forstå sorg som et psykologisk fænomen, er det væsentligt at have blik for den samfundsmæssige og kulturelle kontekst, som sorgen udspiller sig i. Omdrejningspunktet for projektet er sorg i forbindelse med dødsfald. En irreversibel form for sorg, hvor tabet er kendetegnet ved at være uopretteligt. Sorg er et naturligt reaktionsmønster, hvilket kan foranledige os til at glemme, hvor afgørende den kulturelle baggage er for den enkeltes oplevelse, fortæller Ester. ”Selvfølgelig er der en dimension af tabserfaringen, som er reaktiv. Man bliver kastet ud i reaktioner, som man ikke føler, at man er herre over. Men det sker inden for en normativ horisont, der konstant inddrages i vores forståelse og håndtering af de reaktioner, vi oplever.” Hun forklarer, at man som sørgende våger over sine følelser og handlinger, mens man samtidig bliver mødt med en række forventninger i sine omgivelser om, hvordan man bør reagere, afhængigt af de konkrete omstændigheder.

Sorgens plads i samfundet

Det er svært ikke at se en forbindelse mellem sorgdiagnosen og de fremherskende tendenser i vores samfund, som fordrer produktivitet og fremdrift - for ikke at tale om mental såvel som fysisk sundhed. Jeg er nysgerrig på, om Ester mener, at der er plads til at sørge i vores samfund. ”Sorgen bliver debatteret enormt meget for øjeblikket, men ofte handler det netop om, at sorgen savner anerkendelse,” siger hun. ”Debatten i sig selv kan bidrage til den platform, man efterlyser.” Det er, ifølge Ester, også et spørgsmål om, hvordan vi giver sorgen plads. Vores kultur har et gennemgribende lykkeimperativ, hvilket indebærer, at vi i høj grad opfordres til og bestræber os på at være lykkelige, produktive og fokuserede på fremtiden. Ester fortæller, at sørgende ofte føler, at de bliver påtvunget en accept af tabet, som de ikke er klar til. ”Det er bedst ikke at ruminere over omstændigheder, der ikke står til at ændre.” Hun slår ud med armene. Det giver mening i den forstand, at sorgen er omsonst, siger hun, ”men samtidigt er den uløseligt forbundet med den kærlighed, som den er udtryk for. Kærligheden er der ikke nogen, der har lyst til at give slip på. Og så er det utopisk at fjerne al smerte fra sorgen.” Sorg og smerte er vilkår, som det kan være svært at rumme, når man i vores samfund konstant forventes at optimere sig selv og sin livssituation. ”Her kan diagnosen tilbyde et frirum i form af en forklaring, som man kan give sig selv og sine omgivelser. Men der er et pudsigt sammenfald mellem diagnosen og de normative krav,” siger Ester og smiler indforstået. ”Diagnosen går netop ind og hævder, at en sorg, der er for langvarig og intens ud fra de samfundsmæssige normer, kan klassificeres som sygelig og dermed behandlingskrævende.” Diagnosekriterierne, længsel efter den afdøde eller vedvarende optagethed af den afdøde, ledsaget af intens emotionel smerte, ligner til forveksling reaktionsmønstre, som forventes ved en naturlig sorgreaktion. De afviger imidlertid fra normalen ved øget intensitet og en varighed, der overskrider minimum 6 måneder. Diagnosen kan siges at medvirke til en manifestation af den kulturelt præskriptive sorg. Hermed kan man skille fårene fra bukkene, når det kommer til at sørge rigtigt og forkert. Ester beskriver det normative landskab som forholdsvis heterogent: ”Vi har fået et psykologiseret forhold til vores følelser, der i højere grad får lov at komme til udtryk,” siger hun. ”Samtidig er der normer, som trækker i den modsatte retning, hvor sorgen ikke må fylde for meget.” Sorg betragtes typisk som en undtagelsestilstand. Det betyder, ifølge Ester, at den sørgende mødes med en skærpet opmærksomhed umiddelbart efter tabet. Efter en rum tid afløses denne af forventninger om bedring og normalisering. Hun mener, at sorgens normativitet indebærer, at diagnosen vil få betydning for vores sorgforståelse fremadrettet: ”Jeg tænker, at diagnosen skruer lidt op for risikotænkningen. At man øger den generelle opmærksomhed på, hvornår sorgreaktioner bliver for intense eller langvarige.” Bekymringerne vil vise sig hos den sørgende selv og blandt de pårørende. Ester forestiller sig, at flere vil finde det oplagt at opsøge en læge eller psykolog med sin sorg, hvor man tidligere i højere grad involverede sine personlige relationer.

Sorg som meningsfuld erfaring

I forbindelse med sin forskning, har Ester været i kontakt med sørgende forældre, som har mistet et barn. Hun har således fået indblik i, hvad sorgen kan bidrage med, og hvad det forandrede perspektiv på sorg kan komme til at betyde for den sørgende. Hun fortæller, at det for mange er en lettelse at få at vide, at deres oplevelser er fulkommen forventelige. De udtrykker ønsket om et mere nuanceret syn på sorg, hvor sorg og glæde ikke er gensidigt udelukkende dimensioner af tilværelsen. En betragtning, som går fint i tråd med bevægelsen fra den freudianske løsrivelse til forståelsen af sorg som noget, der vil følge en resten af livet. Jeg forestiller mig, at sorgen, når den er stærkest, kan kaste skygger over minder fra tiden før tabet. Men at den, når den er til at rumme, bliver en følelse, der sætter en i forbindelse med det, som man har mistet. Sorgen er, som det så poetisk udtrykkes, kærlighed som er blevet hjemløs. Ester fortæller, at det ikke er usædvanligt at savne sorgen i perioder, hvor den kommer på afstand: ”I sorgen og smerten beskriver flere sørgende, at de føler sig tættere på den, som de savner. Hvis sorgen begynder at fylde mindre, kan det derfor også være forbundet med en frygt for at glemme.” En ambivalens mellem behovet for at opholde sig i sorgen og ønsket om lindring, der afspejles i de sørgendes forventninger til sorgdiagnosen: ”Den deler vandene blandt de sørgende,” fortæller Ester. På den ene side giver en del udtryk for begejstring: ”Nu får man endelig retten til at sørge. Diagnosen åbner døre, hvilket indebærer, at man bliver taget alvorligt af systemet”. På den anden side er der flere, som holder fast i, at de vil have lov til at sørge, uden at blive sygeliggjorte. Selvom diagnosen kan betragtes som den sørgendes adgangsbillet til behandling, understreger Ester, at hun ikke forventer, at det vil betyde at dem, der falder udenfor diagnosens kategori, vil falde mellem to stole: ”Jeg har svært ved at forestille mig, at alle de fællesskabsorienterede tilbud, som spirer frem i dag, skulle forsvinde,” siger hun og henviser til de mindre behandlingsrettede sorggrupper. ”Diagnosen kan måske endda løfte hele området. Det er et perspektiv mange har. At den medvirker til en øget opmærksomhed og til at kanalisere ressourcer over til de sørgende.” Når sorgen bliver et helbredsfænomen, medvirker det således til en større forståelse og anerkendelse, men det kan ligeledes indsnævre de måder, hvorpå tabet kan begribes som meningsfuldt og eksistentielt.

At dele sin sorg med andre

Der er sket en medialisering af menneskelivet, som indebærer, at en stor del af vores tanker og følelser optræder som abstrakte, lettilgængelige gengivelser på diverse platforme. Sørgende kan finde hinanden på sociale medier, udveksle erfaringer og indgå i specialiserede fællesskaber. Det er den samme tendens, der kommer til udtryk ved sorggruppedannelsen. Det kan være enormt givende, at man som sørgende får lejlighed til at spejle sig i andre, som har oplevet noget lignende, eller måske har et helt andet perspektiv på sorgen, fortæller Ester. Vores samfund er indrettet sådan, at mange oplever at stå alene med deres tab. Det er ikke usædvanligt, at kollegaerne på arbejdspladsen ikke har mødt den, som man har mistet. Eller at naboen bare er en, man hilser på i forbifarten. Flere sørgende taler om et ubehag ved at konfrontere andre med deres sorg eller om at blive mødt af en omverden med berøringsangst. Sorggrupperne tilbyder en fælles forståelsesramme, hvor sorgen kan komme til orde. Ester peger imidlertid også på en mulig bagside ved bevægelsen mod specialiserede fællesskaber og behandlingstilbud. ”Det er ikke usædvanligt, at det skaber en forventning i den sørgendes omgangskreds om, at hjælpen til at håndtere sorgen findes andetsteds,” siger hun. Sorgdiagnosen og de diskurser, som måtte følge med, kan således potentielt betyde, at kløften mellem den sørgende og det omgivende samfund bliver dybere. Også set i lyset af den typiske tilgang til diagnosen, som et problem møntet på individet. ”Det er en samfundstendens, at vi individualiserer livsudfordringer. Lidt for ofte er vi blinde for de relationelle og strukturelle forhold, som også spiller ind på, hvordan symptomer viser sig hos den enkelte.” Ester forklarer, at man typisk retter sig imod individfokuserede løsninger, hvor den enkelte lærer copingstrategier samt mestring af sorgen. ”Men det udelukker ikke, at man medtænker det systemiske i forskning, såvel som indsats.” Formålet med Sorgens Kultur er netop at løfte perspektivet på sorg lidt ud af de medicinske rammer. ”Sorg har mange flere dimensioner end det, som et sundhedsorienteret perspektiv giver adgang til. Det er et fænomen, der berører alt fra identitet til religiøsitet og spiritualitet,” siger Ester. ”Vi ønsker derfor at undersøge det kulturelle landskab, som man befinder sig i med sorgen.”