Om sorg - En beretning om at miste og leve (videre) med sin sorg

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych. og Stine Karstoft, stud.psych.

Både Rie og Stine var 12 år gamle, da de mistede en forælder. Men måske ophører lighederne også her; hvor Stine mistede sin far pludseligt til en hjerneblødning, døde Ries mor efter et længere kræftforløb. Og hvor Stine blev boende med sin mor og søskende, flyttede Rie i plejefamilie. I denne artikel svarer Rie og Stine på nogle fælles udarbejdede spørgsmål om, hvordan sorgen og omsorgen har sat sine spor i deres tilgang til verden i dag.

Vil du beskrive den første tid umiddelbart efter dødsfaldet?

Stine: De fire dage, der gik fra min far faldt om, til der blev slukket for respiratoren, var ekstremt intense og surrealistiske på samme tid. Mens jeg kunne se livet sive ud af min far og mærke konsekvenserne ved hans tilstand plante sig i bevidstheden, gik mange af vores ting derhjemme pludselig i stykker - pærerne i lamperne sprang, vores vaskemaskine og komfur stod af, og bilen meldte om motordefekt i instrumentbrættet. Det var som om, at de materielle ting omkring os afspejlede vores families indre tilstand - noget var ved at falde fra hinanden.

Min far blev begravet en fredag, og om mandagen var mine to søskende og jeg i skole igen. Tanken om at sidde derhjemme og stirre tabet ind i øjnene var uudholdelig, så den vante hverdag med skolen i fokus blev drivkraften i at normalisere tingenes tilstand. Selvom skolen var et stabilt holdepunkt, følte jeg, at jeg bevægede mig rundt på autopilot; jeg gjorde det, jeg plejede at gøre, uden at være rigtigt til stede. Grinede ikke, græd ikke, kunne ikke mærke sult eller træthed. Min fars fravær derhjemme og de mange praktiske ting, min mor måtte slås med, satte sig som en hård knude inde i mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, at denne følelse af at være snøret sammen indeni og være for anspændt til at trække vejret frit måtte være sorgens fysiske udtryk.

Rie: Jeg tror godt, jeg kan genkende den knude, du beskriver at kunne mærke. I dagene efter min mors dødsfald havde jeg en smertefuld knude i halsen, og jeg havde svært ved at mærke, om jeg var sulten eller træt. Jeg havde virkelig en fornemmelse af at være i en boble, og tiden gik afsindigt langsomt.

Min mor døde af leverkræft en sensommermorgen i august, og ligesom dig var jeg hurtigt tilbage i skolen. En af mine lærere var god til at tage fat i mig og spørge, hvordan jeg havde det, men jeg blev så ked af det, når hun foreslog, at jeg skulle se en psykolog, for så var det måske, fordi hun ikke gad snakke mere med mig om det.

August, september og oktober var de længste måneder, jeg har oplevet i mit liv. Jeg havde boet alene med min mor i et hus i Slagelse, hvor min far flyttede ind med mig i de måneder. Han gjorde sit allerbedste, men vi var ikke vant til at bo sammen. Hver dag, når jeg trådte ind ad døren, huskede jeg, at min mor ikke var der og aldrig ville være der igen, og jeg tror, jeg havde svært ved at være ked af det. I stedet hakkede jeg på min far og skældte ham ud for ting uden grund. Skolen blev imens til et frirum, hvor jeg levede højt på ros for at være en dygtig elev.

Hvordan blev dødsfaldet italesat omkring dig?

Stine: Jeg er overbevist om, at den åbenhed og ydmyghed, som hele min familie reagerede med på min fars død, er en stor del af årsagen til, at vi gik igennem vores sorgprocesser uden psykologhjælp eller sorggruppe. Selvom alle var chokerede, var der ingen berøringsangst for at italesætte omstændighederne omkring min fars død. Da min familie ikke er særligt troende eller overtroiske, blev min far hverken til en stjerne, kom i himlen eller lod sjælen stige til vejrs gennem vinduet. Til gengæld talte vi meget om vores oplevelser og følelser. Særligt min mor var utroligt god til at sige, at vi både skulle tale om de dårlige minder - dagene på intensivafdelingen, døden, begravelsen, men endnu mere om alle de gode minder om min far. Jeg synes, at hele min familie har været - og stadig er - rigtig god til at referere til min far. Hver gang det sker, bliver jeg ikke trist, men varm og glad. På den måde er min far stadig en del af vores liv, og det har gjort det en lille smule nemmere at leve med, at han ikke længere er her fysisk. Jeg tror virkelig, at det kunne hjælpe mange i deres sorg at bryde med den berøringsangst, mange føler.

Rie: Jeg kan huske, at min klasselærer dagen efter dødsfaldet i starten af en hjemkundskabstime fortalte klassen, at min mor var død. Hun begyndte at græde, og det sidste, jeg havde lyst til var at være midtpunkt. Utroligt nok kan jeg faktisk ikke huske, at dødsfaldet blev italesat derefter… Jeg husker dog også overraskende lidt fra de der lange måneder.

Man taler nogle gange om ‘den gode sorgproces’. Tænker du der findes en sådan én?

Rie: ‘Den gode sorgproces’ kommer måske til at lyde som et håb om et ‘one fits all’-program. Det tror jeg ikke nødvendigvis, man kan opstille. Essentielt har alle brug for kærlighed og omsorg og nok endnu mere, når man netop har oplevet et tab af kærlighed. Som både du og jeg har nævnt tidligere, oplevede vi en følelse af fremmedgørelse og ensomhed, men samtidig tror jeg, det er vigtigt, at omgivelserne netop hverken fremmedgør eller lader de pårørende for meget alene. Overbærenhed, tålmodighed og rummelighed over for den efterladte er nok nogle gode ingredienser i denne sammenhæng.

I månederne efter min mors død blev jeg tilbudt både at se en psykolog og deltage i en sorggruppe. Begge tilbud, troede jeg, kom som følge af, at folk ikke syntes, jeg håndterede sorgen godt nok, at jeg ikke fremstod stærk nok. Jeg ville ønske, at min plejefamilie og mine lærere havde respekteret min stædighed lidt mindre og havde brugt lidt mere tid på at forklare mig, hvad hensigten var.

Først da jeg tog på kostgymnasium og fik sat tingene lidt i perspektiv af den nye kontekst, opsøgte jeg på opfordring af en af mine lærere en psykolog. Som jeg husker det, gik dyre minutter med, at psykologen sagde ‘Hvad er det, du ønsker min hjælp til?’, hvortil jeg sagde ‘Min mor er død, jeg savner hende, og jeg synes, at tabet er svært’. Så svarede hun ‘Det kan jeg godt forstå. Men hvad er det, du ønsker min hjælp til?’, og sådan kunne det så blive ved. Til psykolog nr. 2 fortalte jeg min historie, hvorefter hun brød ud i gråd. Jeg gav det der terapi en sidste chance med en psykoterapeut, men da hun havde bedt mig om at ligge i fosterstilling på hendes skød for at få lidt moderlig omsorg, blev det for meget. I 2.g fandt jeg en sorggruppe i Svendborg, som jeg fandt det enormt givende at være en del af. Vi lavede mad og spiste sammen hver tredje onsdag, inden vi satte os ind og snakkede. Først halvanden time med to voksne, hvorefter de voksne forlod rummet den sidste halve time. Selv om den næstældste var fire år yngre end mig, og de fleste havde mistet en forælder inden for det sidste år, føltes det virkelig væsentligt at lytte til, hvad de andre gik igennem og nogle gange selv sætte ord på min oplevelse. Noget, der særligt satte min sorg i perspektiv, var når jeg hørte nogle af gruppens medlemmer fortælle om at miste en forælder til selvmord eller alkohol. I mit stille sind kunne jeg nærmest føle mig heldig; at have mistet min mor til kræft fik sorgen til at virke simpel og ukompliceret.

Stine: Jeg tror heller ikke, man som sådan kan tale om ‘den gode sorgproces’. Nu har jeg ikke selv prøvet at tale med en psykolog eller sorggruppe, men jeg har talt med andre bekendte, som også har mistet. Det er min oplevelse, at fænomenet sorg og selve sorgprocessen er ekstremt subjektive i forhold til følelser, tempi og behov. Nogle har brug for lang tid, før de kan rumme at dele deres sorg med andre, for nogle er det et presserende behov. Nogle har brug for nye rammer, et nyt look, nye venner, hvor stabiliteten er essentiel for andre. Jeg tror, det vigtigste er, at ens handlinger ikke bliver et alternativ eller en undskyldning for at se sorgen i øjnene, men at man tager sin sorg med sig i det, man gør.

Begrebet sorgproces er i og for sig også lidt spøjst, da ordet proces lægger op til, at der findes en begyndelse og en slutning. Personligt har jeg ikke oplevet, at min sorg er afsluttet, men nærmere, at den har ændret karakter. Jeg tror, at sorgprocesser varer hele livet og er under løbende udvikling og afvikling.

Der findes en diskurs om, at folk der har mistet kommer igennem processen som stærkere og ‘bedre’ mennesker. Tænker du, at man kan tale om styrke og svaghed i forbindelse med en sorgproces?

Stine: Personligt har jeg det svært med de der ‘damebladsforsider’, hvor folk udtaler, at ‘de er blevet bedre mennesker’ af at have haft kræft eller mistet nogen. Jeg oplever, at der hersker en kliché om, at folk, der har haft døden tæt inde på livet, værdsætter livet mere, er klogere på sig selv, er mere afklarede med, hvad der er vigtigt i livet - og dermed måske er stærkere end folk, der ikke har haft døden inde på livet. Men for de fleste, som er blevet konfronteret med døden, tror jeg nærmere, at man aldrig har været mere i tvivl om, hvad man selv og livet er. Nu kan jeg kun tale for mig selv, og selvom jeg tror, at min fars død har stor betydning for, hvem jeg er i dag, føler jeg mig på ingen måde som et bedre eller klogere menneske. Til hver en tid ville jeg hellere have været oplevelsen og sorgen foruden.

Nu har vi jo oplevet døden på to meget forskellige måder. Tænker du, der er noget om, at man kan forberede sig på døden?

Rie: Hvor er det svært at sige noget generelt. Da min reservebedstemor blev syg i efteråret, havde vi god tid til at forberede os på hendes død. Hun var 93 år og fortalte selv, at hun var klar til at give plads til nogle andre i verden. Jeg havde mulighed for at besøge hende på hospice og tage afsked, hvilket betyder enormt meget for mig i dag. Så på den måde kan man måske i nogle sammenhænge tage afsked på en måde, der senere er en form for trøst. Men jeg tror, at det stort set er umuligt at forberede sig på, at nogen, man holder af, skal holde op med at være på jorden. Det betyder jo nærmest, at man skal miste dem lidt på forhånd…

Situationen var ganske anderledes, da min mor døde. Hun var syg af kræft i næsten et år ad to omgange, og selv om jeg vidste, at min mor var dårlig, anede jeg ikke, at døden var så nært forestående. Da jeg kom ind på sygehuset, var hun allerede bevidstløs og døende, og jeg havde ikke på samme måde mulighed for at tage afsked med hende. Jeg havde i flere år hver aften forestillet mig, hvad der ville ske, hvis hun døde. Alligevel var jeg dybt chokeret og uforberedt, da det skete.

Stine: Jeg er helt enig Rie - uanset hvordan en nær person dør, kan man føle sig chokeret og uforberedt. Når krisen rammer, indtræder vores overlevelsesinstinkt, og det udarter sig uforudsigeligt og forskelligt afhængigt af tid og sted.

Jeg tror dog eksempelvis, at der ligger noget kognitivt i, at du under din mors sygdomsperiode løbende har plantet konkrete tanker i din bevidsthed om, at din mor måske var ved at dø. Dét, at du har tænkt tanken og tænkt scenarier igennem, gør måske, at det endelige chok, da hun så døde ikke primært var et chok over at hun døde, men måske i højere grad at det skete lige dér. Her forestiller jeg mig, at mit chok indtraf mere intensivt, fordi min far lige pludselig faldt om uden forudgående sygdom, og at jeg på dette tidspunkt aldrig rigtig havde tænkt det scenarie, at han kunne dø så tidligt.

I forhold til muligheden for at tage afsked, forestiller jeg mig, at den forvarslede død er sværere for den døende end den uforudsete død, men at den forvarslede død måske er mere hensigtsmæssig for de pårørende - når nu døden er uomgængelig. Hvis min far endelig skulle dø, så er jeg glad for, at han ikke selv ved, han er død, men at der bare pludselig ‘blev slukket for kontakten’. Til gengæld bliver jeg stadig vred ved tanken om, at der er spørgsmål, jeg ikke havde mulighed for at få stillet og ting, jeg aldrig nåede at få sagt.

Er der noget særligt, som du føler bidrog positivt til din sorgproces?

Rie: Da jeg efter min mors død boede i pleje hos min onkel og tante, boede min tantes mor og far i stueetagen og blev på sin vis mine reservebedsteforældre. Min ‘mormor’, Jenny, havde mistet begge sine forældre, da hun var 12 år, og selv om tabet for hende lå 60 år tilbage i tiden, oplevede jeg det som om, vi havde mange følelser til fælles.

En anden ting, jeg også vil nævne, er min venindes familie, som har integreret mig som en ekstra datter. Hver sommer siden 2003 har de inviteret mig med i sommerhus, og der sad vi en aften, da jeg var først i tyverne. I den tid boede jeg i London, og jeg fortalte om ikke rigtig at føle mig hjemme nogle steder, at jeg ikke hørte til. Min venindes mor vendte samtalen på hovedet ved at sige, at jeg hørte hjemme hos alle, der holdt af mig (og at der var mange). Næste gang jeg så hende, fik jeg en nøgle til hendes hus med beskeden om, at jeg altid var velkommen.

Jo, og en sidste ting, som har bidraget positivt, er, at jeg holder kontakten med flere af min mors venner, som altid tager imod mig med åbne arme, og som holder af at fortælle om oplevelser i min mors selskab.

Hvilke reaktioner fra dine omgivelser oplevede du som gavnlige?

Stine: Som jeg var inde på tidligere, hjalp det mig utrolig meget, at min familie var - og stadig er - god til at referere til deres glade og sjove minder om min far. Netop fordi det er i disse minder, jeg stadig kan mærke min fars mentale tilstedeværelse. Derudover følte jeg også en frihed i ikke at tænke på eller tale om min far. Jeg fik en ny veninde kort før min fars død, som var rigtig god til at invitere mig hjem til sig og på udflugter med sin familie, hvor vi var fysisk aktive, og hvor jeg momentvis genoplevede følelsen af at være glad. Så jeg tror, det er vigtigt, at man i sin sorgproces både skaber rum til at dvæle ved sin sorg, men at man også sørger for at tage mentale pauser, hvor sorgen kan blive processeret og lagret.

Hvad tænker du om, at forlænget sorg er blevet til en diagnose i de nye udgaver af diagnosemanualerne ICD-11 og DSM-5 ?

Rie: Først og fremmest er det naturligvis en positiv ting, at mennesker, der har oplevet et smertefuldt tab og føler sorg, kan få hjælp, selv om der er gået mere end et halvt år. Selvfølgelig er det en god ting, at læger ikke er nødt til at omgå regler eller afvise sorgramte patienter. Men samtidig skaber de nye diagnosekriterier nogle arbitrære normer om, at dyb sorg, der strækker sig over mere end et halvt år, er ‘sygelig’ eller ‘unormal’.

Ifølge diagnosekriterierne i ICD-11 skal patienten længes efter den afdøde hver dag eller i funktionsnedsættende grad. Derudover kan man ligeledes hver dag eller i funktionsnedsættende grad have svært ved at acceptere tabet, have svært ved at stole på mennesker, opleve en emotionel følelsesløshed eller opleve, at livet fremstår tomt eller meningsløst. Er det unormalt at opleve, når det er et halvt år siden, at man har mistet sin forælder, sin ægtefælle eller sit eget barn? Igen er det hensigtsmæssigt, at mennesker, der oplever disse ting i funktionsnedsættende grad kan få hjælp, men det er i mine øjne vigtigt at anerkende, at det ikke er unormalt dagligt at opleve disse følelser, selv om 8, 12 eller 16 måneder er gået. Måske opstår følelserne først senere, eller måske er man først i stand til at arbejde med sorgen, når dødsfaldet er kommet nogle måneder på afstand.

Et andet interessant aspekt ved denne sorgdiagnose i ICD-11 er, at den hedder Prolonged Grief Disorder, altså forlænget sorgforstyrrelse. Begrebet kan således siges at antyde, at man sørger usædvanligt længe, samt at man gør det på en forstyrret eller ‘forkert’ måde. Når jeg ser tilbage, tænker jeg på, om jeg kunne have følt nærmest dårlig samvittighed, hvis jeg ikke dengang havde fået Prolonged Grief Disorder-diagnosen. Når jeg havde oplevet så stort et tab, ville jeg så have sørget nok, hvis sorgen var uproblematisk efter et halvt år?

Tror du, der er noget, du i dag gør anderledes eller ser på en anden måde, end hvis du ikke havde mistet?

Stine: Alt og ingenting er man jo fristet til at svare. På et lidt mere lavpraktisk niveau så tror jeg, jeg er blevet mere immun over for dagligdagsproblemer af at have ‘ramt bunden’. Jeg har også erfaret, at det var muligt at komme op fra bunden igen. Den erfaring har faktisk hjulpet mig meget, når jeg i de senere år ellers har haft svære perioder. På den måde lever jeg vel op til den kliché om, at man bliver stærkere af at miste. Når det så er sagt, er det stadig en styrke, som jeg hellere ville være foruden.

Rie: For mig tror jeg, at det kan have haft en betydning, at jeg gik fra at bo alene med min mor, hvor jeg næsten altid var midtpunkt, til at flytte i en plejefamilie, som selv har et jævnaldrende barn. De havde en helt anden jargon og dynamik, og de var i modsætning til min mor ikke interesserede i at høre om absolut alt, jeg havde oplevet hver dag. Så den opmærksomhed måtte jeg måske finde et andet sted. Derfor er det måske ikke helt tilfældigt, at jeg begyndte at konkurrere både i gymnastik og ridning, at jeg trivedes med mundtlige eksaminer og fremlæggelser, og at jeg efter gymnasiet blev uddannet danser med henblik på at optræde på scenen.

Det er en gængs frase, at ‘tiden læger alle sår’. Er det en følelse, du kan genkende?

Rie: Det er ikke et spørgsmål, det er nemt at give et klart svar på. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at være ked af, at jeg skulle se min mor blive mere og mere syg, at jeg ikke skulle få mulighed for at lære hende ordentligt at kende, og at jeg ikke får mulighed for at møde hende igen. Hvis man forstår metaforen på den måde, at dybe sår ofte giver ar, kan jeg bedre gå med til det. Tabet fylder (heldigvis) væsentligt mindre, end det gjorde i mine teenageår. Men det har for mig ikke været nogen lineær proces, hvilket måske heller ikke gør det nemmere for udenforstående at sætte sig ind i, hvor meget tabet fylder og har fyldt. I svære perioder og ved store begivenheder såsom da jeg blev student, eller da jeg dimitterede med hat og rober i England, har tabet været mere præsent; og samtidig har jeg måske for ofte undskyldt svære perioder og følelser med, at jeg jo også havde mistet min mor.

Min oplevelse er, at tidens gang gør det nemmere for min familie og mine venner at tale om tabet af min mor. Det føles i dag ikke som nær så landmineramt et territorium at spørge ind til, hvad min far så i min mor, om nogen har billeder af hende eller på hvilke punkter, de synes, jeg minder om hende.

Hvilke perspektiver har det givet dig at tale med andre, der har mistet?

Stine: Jeg har oplevet at tale med andre, som også har mistet en forælder, hvor det er kommet bag på os begge, at vi ikke har kunne relatere til hinandens følelser, selvom udløseren til vores følelser på sin vis var den samme. Det har eksempelvis været folk, der har mistet en forælder til selvmord eller misbrug. Når disse efterladte har givet udtryk for følelser som skyld og skam, har jeg følt mig meget heldig over at have været den slags følelser foruden. At miste en forælder til kræft eller en uventet hjerneblødning som du og jeg, Rie, det er dybt tragisk, men det er samtidig en ‘lykkelig’ tragedie, der fremkalder en ‘ren’ sorg. Ingen har haft et medansvar for, at du og jeg skulle opleve disse tragedier, og derfor er vreden måske hurtigere gået over i ren og skær sorg, end den er for så mange andre.

Hvilken plads føler du, at tabet af din mor/far har i dit liv i dag?

Rie: Særligt efter jeg flyttede fra min plejefamilie, har min far fået en større og større rolle i mit liv. Især i gymnasieårene, hvor jeg blev i stand til at drikke kaffe og rødvin med ham, lærte jeg ham og hans værdier bedre at kende, hvilket bragte os tættere sammen. Men det var jo egentlig ikke ham, jeg blev spurgt om…

Umiddelbart synes jeg nemlig, det er svært at svare på. Jeg tror stadig, jeg er i gang med at finde ud af, hvilken plads tabet har. Jeg tror måske, jeg føler, at jeg har min mor med mig i mine ambitioner og lysten til at kaste mig ud i nye ting. Og måske mærker jeg også hendes skam over mig, når jeg handler overilet eller uhensigtsmæssigt. Og på nogle punkter tror jeg måske, sorgen fortsætter i kraft af sorgen over de mange ting, jeg aldrig finder ud af om min mor.

Under alle omstændigheder værdsætter jeg virkelig den barndom, jeg havde med hende. Jeg fik så meget kærlighed og omsorg, som havde hun været nødt til at elske mig for resten af livet.

Stine: Forrige år nåede jeg datoen, hvor jeg havde levet flere år uden min far end med min far. Jeg kan konstatere, at det faktisk er svært at genkalde den fysiske smerte, som jeg følte i tiden efter min fars død. Det er også svært for mig at huske min fars stemme, ansigtstræk og duft. På den måde har min sorg forandret sig til også at være sorgen over at have glemt. Glemt på godt og ondt.

Det sværeste for mig i dag er nok, at jeg mangler en forældrepart at spejle mig i. Forholdet mellem forældre og barn er for mig en instinktuel spejlingsproces, hvor vi løbende bliver klogere på os selv og den anden. Vi ser vores forældre anderledes som børn, end når vi er voksne. Her savner jeg at have begge forældre at kunne genkende mig selv i. Og jeg savner endnu mere at kende min far som voksen og opleve, at han ikke kun er min omsorgsperson, men også min sparringspartner.