ØKOLOGISKE ERFARINGER UNDER ÅRSTIDERNES VEKSLEN

Af Regitze Langager Christensen, stud.psych. 

Illustrationer af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. 

Lad mig tage dig med på en rejse gennem årstidernes skiften, hvor jeg gennem kurser og projekter på studiet, et utal af bøger og nysgerrig læsning samt spændende ophold og møder med mennesker har samlet på erfaringer i skæringspunktet mellem psykologien og økologien. Som videnskab beskæftiger økologien sig med forholdet mellem levende væsener og deres omgivelser, hvor økologiske systemer forstås som gensidige afhængighedsforhold blandt alle deltagere. Udover Bronfenbrenners klassiske udviklingsøkologiske model om, hvordan alverdens aktører og kontekster på forskellige niveauer gensidigt påvirker barnets udvikling i et stort, mudret samspil, er økologi ikke et ord, jeg er stødt synderligt meget på under studiet. Så hvordan passer psykologien ind i økologiens vidensfelt, og hvad kan psykologien lære af denne tankegang? Det er spørgsmål, som jeg både af faglige og personlige veje har beskæftiget mig med det seneste år, og i denne artikel ønsker jeg efter bedste evne at fremskrive disse forvitrede tråde, sammenhænge og forbindelser.  

Efterårets kollektive suk 

I efteråret giver træerne deres sidste gave for året med en farvepragt i betagende røde, orange og gule toner, før også de må give op og lade deres blade falde til jorden. Træer som mennesker vender sig vemodigt fra sommerens varme mod vinterens kommende kulde, og imens bliver cykelturene gennem Københavns gader både vådere og mørkere. Mit økologiske årshjul startede sidste efterår på mit syvende semester, da jeg skulle påbegynde det skelsættende bachelorprojekt. Efterårets kollektive suk skete i takt med, at min egen frustration over projektet tog til i styrke. Der var selvfølgelig ingen vej udenom, at min opgave skulle være en ægte klimaopgave og beskæftige sig med klimadagsordenen fra en psykologisk vinkel, som den grønne rod, jeg går og bryster mig af at være. Spørgsmålet var bare hvordan, hvilket satte gang i flere måneders forvirret læsning. Jeg røg ind og ud af antologier om humanistiske og samfundsvidenskabelige perspektiver på den antropocæne tidsalder, hvor ”mennesket” nu har påvirket planeten i sådan en grad, at der er tale om en hel ny geologisk tidsalder - et særdeles hypet og samtidig sønderkritiseret begreb i forskningskredse. Med antropocænen kan det nemlig hurtigt lyde som om, at hele menneskeheden eller sågar menneskets natur er skyld i klimaforandringer fremfor at fremhæve krisernes dybe uretfærdighed: Rige mennesker og lande i det globale nord er ansvarlige for langt den største udledning af fossile brændstoffer og vold mod naturen, alt imens det især er mennesker i det globale syd og livet i naturen, der allerede mærker og lider under klimaforandringernes konsekvenser.  

Et andet begreb, jeg blev ved med at støde ind i, var de økologiske kriser. Bag betegnelsen ligger en særlig forståelse af en række forbundne kriser, hvor sociale uretfærdigheder og miljømæssige problemer som miljø-, klima- og biodiversitetskrisen går uløseligt hånd i hånd. De økologiske kriser kalder på en grundlæggende anden naturforståelse for at ændre kursen for klodens fremtidige beboelsesmulighed og kalder på forståelser, der mobiliserer og indstiller os til at handle. For de økologiske kriser rummer desværre det sindsoprivende paradoks, at der trods tydelige advarselstegn fra naturens side, dokumentation af klimaforandringer og opråb fra utallige grønne organisationer ikke er tæt på tilstrækkelig handling fra politisk side. Derfor er det helt store spørgsmål, hvad skal der til for at handle i tide og begrænse skaderne. Vi skulle helt ind i efterårsferien, før jeg endelig fandt det afgørende begreb. Jeg læste et kapitel om økofeminisme i antologien Klimaets Idéhistorie, og bachelorprojektet omsider fik en kærkommen afgrænsning og retning. Økofeminismen tager et opgør med den gængse naturforståelse af mennesket som hersker over naturen og betoner i højere grad værdier som omsorg samt vores forbundethed med hinanden og naturen. Kort fortalt er økofeminismen en teoretisk tradition fra 1970’erne, der begyndte at sammenkæde dominans over kvinden og naturen under ét banner. Strømningen formår at forbinde en lang række sociale og økologiske kritikker og dominansformer i verden. Ifølge økofeminismen hænger menneskets udnyttelse af naturen i især den vestlige verden sammen med et patriarkalsk, kapitalistisk samfund, der historisk har koloniseret, undertrykt og nedringet naturen, kvinden, farvede, fattige, oprindelige folk og andre minoriteter. Dermed endte jeg i mit bachelorprojekt med at undersøge, hvordan en økofeministisk forståelsesramme kan være med til at gøre os handledygtige i lyset af de økologiske kriser.  

Jeg endte med at lade den australske filosof Val Plumwood (1939-2008) repræsentere økofeminismen med værket Feminism and the Mastery of Nature fra 1993. Hun var en inspirerende karakter, en ildsjæl, der både akademisk og som privatperson kæmpede inderligt for en grøn og retfærdig verden. Hun overlevede et dramatisk krokodilleangreb, som udgjorde en stærk oplevelse af naturens agens for hende. Plumwoods anskuelser efterlod et stort indtryk på mig, og mange af mine senere økologiske erfaringer bliver ved med at forbinde sig til økofeminismen. Ifølge Plumwood har den vestlige kultur behandlet relationen mellem mennesket og naturen som en dualisme, der polariserer og fortolker forskelle som et hierarki, hvorved to koncepter formes ud fra dominans og underlegenhed. Plumwood arbejder med begrebet the master identity, der er sammensat ud fra multiple dominansforhold. Her er fornuften konstrueret som herrens privilegerede domæne i kontrast til den underordnede natur som det fundamentale element i den vestlige psyke. Hun peger på en historisk koloniseringsproces af andetheden, der har givet grobund for dannelsen og forbindelser til nye dualismer i et komplekst netværk. Den vestlige konstruktion af den menneskelige identitet ’udenfor’ naturen medfører, at naturen behandles som fremmed og udenfor moralsk fællesskab, og at blive kategoriseret som natur er at blive opfattet med manglende agens og som ikke-subjekt. På den måde sletter masteridentiteten den anden fra det etiske domæne, som vanskeliggør muligheden for at drage omsorg og føle moralsk ansvar overfor andre grupper af mennesker og mere-end-menneskelige skabninger.  

Plumwood understreger derfor behovet for en ikke-hierarkisk rammeforståelse, der kan indfange den komplekse sammenhæng af både forskelle og kontinuitet og slægtskab mellem arter. Valget falder på intentionalitet, som ifølge hende er det kriterie for det mentale, der giver bedst mulighed for at inkludere den ikke-menneskelige verden og ikke blot reflekterer menneskelige egenskaber eller henfalder til en antropomorf spiritualisering af naturen. Vi må genopdage naturen som i stand til at besidde agens og intentionalitet, hvilket åbner muligheden for at opfatte naturen som beslægtet til mennesket og derved danne grobund for et etisk ansvar. Særligt relevant for bachelorprojektet var Plumwoods beskrivelse af en empatisk generalisering som en bevægelse fra lokal til global omsorg og modstand. Det er i det partikulære, man lærer at forstå sammenhængen mellem egne og andres tab, destruktion af et lokalt og globale økosystemer. De lokale omsorgsrelationer og tilknytninger til et træ eller en flod i den nære natur indlejres i identiteten og er derfor afgørende for en mere general moral. Relationerne bliver da bevæggrund for handledygtighed. 

Plumwoods intentionalitetsbegreb fik mig til at tænke videre i fænomenologiens verden. Jeg havde en vejleder, der er yderst glad for Merleau-Ponty (eller Merle, som jeg valgte at kalde ham til min vejleders lettere frustration <33). Mit bachelorprojekt blev dermed også en eklektisk undersøgelse af, hvordan kropsfænomenologien kan supplere økofeminismens tankegang, og i hvor høj grad Merleau-Pontys forståelse af det intersubjektive åbner op for og kan forlænges til det mere-end-menneskelige. Merleau-Pontys begrebsverden hjalp med at forstå kroppens rolle i subjektets erkendelse og betydningsdannelse i forhold til klimakrisen, hvor jeg især pegede på den kropslige erfaring ved at mærke klimaforandringer som en vigtig forudsætning for handlekraft. Vores viden om klimakrisen udgøres hovedsageligt af repræsentationer ud fra komplekse computermodellers simuleringer af naturlige systemer. Dermed er grundlaget for at forstå klimaforandringer altså gennem teknologi og dataprocessering, som ikke nødvendigvis ræsonnerer med vores egen erfaring. Men videnskabeliggørelsen af klimaforandringer som abstrakte og distancerede iagttagelser kan have konsekvenser for vores mulighed for at tilskrive kriserne mening, da mening er forankret i den lokale erfaring. Som den svenske aktivist og lektor i humanøkologi Andreas Malm skriver om de rige, herskende klasser i bogen Sådan sprænger man en rørledning i luften: ”De bliver ikke forstyrret af lugten af træer i flammer. De bekymrer sig ikke over synet af synkende øer; de flygter ikke fra lyden af orkaner, der nærmer sig; deres fingre har aldrig behøvet at røre stilkene fra en visnet høst.” Med projektet endte jeg altså med at pege på sansningen, affektivitet og den direkte erfaring i den praktiske omgang med verden som en vej til at muliggøre en kropslig erkendelse, et etisk ansvar og en bevægelse fra lokal til global omsorg.  

Vinterens vrede og sorg 

Med vinteren sænker roen sig. Den bringer et mørke, der indhyller alt og beder os om at trække inden døre i lænestolen for at fordybe os i alt det stof, der kræver en eftertanke og langsommelighed, som sommerens sprudlende karakter sjældent giver plads til. Omkring mig hører jeg flere udtrykke længselsfulde ønsker om at rejse sydpå for at flygte fra vinterens mørke melankoli, der lægger folk ned på stribe med vinterdepression - en flyrejse til sydens varme solstråler som en livseliksir, der kan gøre vinteren ligeså energisk som under højsommerens lyse timer. Selv længes jeg mod en livsrytme, der følger årstidernes naturlige gang og de stemninger, de hver især bringer med sig. Det er en længsel mod at se ens liv afspejle de forandringer, kroppen mærker omkring sig, og læne sig mod den cykliske tidsopfattelse frem for vores evige fiksering på klokkeslættet. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om den nuværende tidsopfattelse giver genlyd i vores forbrug, hvor vi med uholdbare indkøbsvaner og madsystemer forventer en evig strøm af appelsiner året rundt og fornyede garderober, hver gang en trend afløses af den næste. Vi lever, som var det konsekvensfrit at gå udenom landegrænser og sæsonernes beslutninger om modne frugter og mættende grøntsager. Mod bachelorprojektets afslutning gled efteråret ind i vinteren. Årstidens blege ansigt spejlede mit eget, oplyst af computerens kolde skær i de sidste ugers hektiske skriveri. I kølvandet på projektet voksede en ulmende vrede i mig, der var indædt rettet mod alle verdens katastrofer og uretfærdigheder. Vreden overtog min verden som en hadefuld nyforelskelse, og jeg tilbragte det meste af februar med sindet i kog og ude af mig selv. Jeg mærkede samtidig en inderlig sorg og græd på klodens vegne. Jeg sad tilbage med en følelse af nytteløshed over at have produceret 25 sider om de økologiske kriser, hvis læserskarer talte min vejleder, en neuropsykologisk censor og min mor. Skriveprocessen efterlod mig med en længsel efter at gøre noget med dette momentum og tage del i forandringen. Samtidig følte jeg knap nok, at jeg var begyndt på min indsamling af nye begreber og alle de udviklede forståelser. Bachelorprojektet havde sporet mig ind på det sanselige nærvær med naturen, men det var blot startskuddet på min videre rejse ind i økologiens forunderlige verden.  

I vinters læste jeg to bøger, som gjorde stærkt indtryk på mig og var et tiltrængt svar på de følelser og frustrationer, jeg bar rundt på i februar. Den første bog var Klodens fald af Mikkel Krause Frantzen, som er lektor i miljøæstetik på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU. I bogens indledning indfanger Frantzen med de lånte ord that facebook moment netop min nyttesløse indignation og deprimerende sindstilstand. Ordene beskriver, hvordan klimaforandringernes uretfærdighed og konsekvenser deles løs på sociale medier, men man rammes blot af disse handlingslammende følelser bag hver sin skærm. Frantzen ønsker i stedet at finde et modsvar hertil, hvor den individuelle problematik forskydes til kollektivet. Frantzen beskriver, hvordan der blandt bekymrede verdensborgere florerer forskelligartede reaktioner på klimakrisen som apati og opgivelse. Men disse handlingslammende indstillinger forudsætter ifølge Frantzen en privilegeret position. Her pegede jeg med mit bachelorprojekt på, at de privilegerede reaktioner kan hænge sammen med, at man ikke selv står direkte overfor destruktionen af naturen og dens voldsomhed. Frantzen forsøger med sin bog at udvikle æstetiske og økologiske perspektiver, som kan begribe menneskelige aktiviteters voldsomme destruktion af jorden. Bogen kredser om begrebet hyperabjekt, som skal indfange den planetariske infrastruktur af affald i sin totalitet og er en syntese af to termer: 1) Timothy Mortons begreb om hyperobjekter, som beskriver objekter med så gigantiske tidlige eller rumlige proportioner, at de overskrider menneskets fatteevne (som Frantzen kritiserer ganske heftigt) og 2) Julia Kristivas begreb om abjekter, som er det udstødte og udskilte kropslige affald, der med dets placering på grænsen mellem subjekt og objekt vækker et ubehag i os. Hyperabjektet er et yderst snørklet og kompliceret begreb, som Frantzen bruger hele sin bog på at udfolde. Man skal holde tungen lige i munden, men til gengæld slår begrebet hovedet på sømmet og udgør en indgangsvinkel til utroligt mange ting på en gang. På den måde handler Klodens fald både om plastik og olie, om klima, kapitalisme og kunst, om sorg, håb og omsorg og især om affald. 

En anden bog, som nu står mit hjerte uendeligt nær, er Braiding Sweetgrass af Robin Wall Kimmerer. Hun er en del af det oprindelige folk Potawatomi og stod som yngre overfor dilemmaet: at blive botanist eller fylde verden med digtekunst. Egentlig ønskede hun at forene de to livsveje, da hendes indre gemte på spørgsmål som, hvorfor gule og lilla blomster vokser smukt sammen. Kimmerer valgte den sikre naturvidenskabelige vej, selvom uddannelsen ikke rummede svar på hendes poetiske plantespørgsmål. Men som professor i botanik og enestående formidler endte hun alligevel med at forene de to verdener i den faglitterære bog Braiding Sweetgrass, som er velsignet af de yndigste linjer om naturens liv. I en kærlighedshymne til kloden fletter hun gennem en række essays og historiefortællinger tre strå af sweetgrass - visdom fra oprindelige folk, naturvidenskabelig viden og planternes egen lærdom. Som et lys i mørket var bogens sider en modvægt til læsningen om de destruktive angreb på kloden og var med til at give mig et sprog for alle de positive og omsorgsfulde måder, mennesker kan indgå med naturen og dets livsformer. Verden åbnede sig for mine øjne i takt med at ordene indførte mig i en dybfølt kærlighed til alt levende på jorden. At se verden gennem hendes øjne var virkelig som at genforelske mig i livets mirakel. 

Forårets blomstrende håb 

Som vintergækken og erantisser forsigtigt bryder mulden og giver de første tegn på forårets komme, er det tid til at smide vinterens dunkle skygger fra vores skuldre og gå mod de lyse timer. Livet begynder at myldre frem fra vinterens skjul. I haver fortryller kirsebærtræerne os med deres sarte, lyserøde aura, og i skoven vælger anemonerne at dække skovbunden som et vidunderligt, hvidt tæppe. Bøgen melder sin ankomst med spæde, grønne blade for endelig at springe ud og male foråret lysegrønt som håbets budbringer. Væbnet med visdommen fra Braiding Sweetgrass blev foråret i jordbrugets tegn, hvor jeg ønskede at dyrke og fremelske alle de berigende relationer til omverdenen. På forårssemesteret startede jeg på kandidaten. Jeg havde glædet mig som et lille barn til at skulle have fænomenologisk metode som mit metodefag, hvor vi i løbet af semesteret skulle udarbejde en fænomenologisk undersøgelse som eksamensprojekt. Fænomenologien kan i udgangspunktet ses som en metodisk indstilling, hvis opgave er at afdække fænomener, altså at tilegne sig viden om det, der fremtræder for subjektet og på hvilke mulighedsbetingelser. Jeg valgte sammen med mine veninder at udfolde de kropslige, affektive og sansemæssige kvaliteter ved oplevelsen af at dyrke jorden bæredygtigt for derigennem at undersøge den forbindelse og omsorg til naturen, jeg havde skrevet om i mit bachelorprojekt. Vi var nysgerrige på, om mennesker, der selv dyrker jorden med en bæredygtig tilgang kan siges at have et mere ansvarsfuldt og tættere forhold til naturen samt hvilke elementer der udgør denne oplevelsesstruktur.  

Til undersøgelsen interviewede vi to gartnerelever, der begge har fokus på bæredygtighed i deres arbejde, ud fra en konkret oplevelse, de havde haft med at dyrke jorden. Jeg oplevede, at det både var udfordrende og enormt givende at gennemføre en selvstændig, empirisk undersøgelse på studiet, hvor vi blev bekendt med konkrete fænomenologiske interview- og analysemetoder, prøvede kræfter med forskerpositionen og fik fænomenologiens kernebegreber som den fænomenologiske indstilling, epoché og eidetisk variation ind under huden. Det føltes magisk at indsamle fintfølende og righoldige beskrivelser af jorddykning og derudfra gennem omfattende analysearbejde at udarbejde beskrivelser af oplevelsesstrukturen for fænomenet, der fremhævede oplevelsens psykologiske aspekter. Vi indsamlede beskrivelser af såning af frø, som rummer en energi, der bliver hevet ud af et gammelt minde, som vækker glæde og nostalgi. Oplevelser af at være ét med naturen, af at være omgivet af liv i marken og haven, af frø som noget levende, der kræver omsorg. Følelsen og duften af en levende og blød jord, der giver en oplevelse af magi, mening og sammenhæng. Beskrivelser af euforien over at opdage skønheden ved kål, at danse af begejstring og være forbundet til fortidens jordbrugere. Om at dyrke jorden respektfuldt som et samarbejde med naturen, hvor man går rundt som en kunstner og har en ydmyg rolle. Vores informanter havde en forståelse af en gensidig afhængighed mellem mennesket og naturen, selvom jorddyrkningen er en produktion, en kultivering af naturen, hvor mennesket ønsker at kunne ernære sig gennem jorden. Vi pegede med projektet på, at forbundetheden og det sanselige nærvær med naturen afføder og uløseligt hænger sammen med de affektive dimensioner ved oplevelsen som entusiasme, fascination, nysgerrighed og bekymring. Oplevelsesstrukturen indeholder en dialektisk bevægelse fra en abstrakt bæredygtig indstilling, som omsættes til en tilknytning til konkrete planter og samtidig en bevægelse fra konkrete handlinger til en forståelse for det større kredsløb samt et hensyn til naturen i al almindelighed. 

Som et ekko af vores fænomenologiske projekt blev Bloom Festival om natur og videnskab afholdt under bøgens trækroner i Søndermarken, som maj gik på hæld. Det var en tid, hvor alt blomstrede i mit liv, og festivalen blev et glædeligt gensyn med økofeminismens akademiske indsigt og aktivistiske kampgejst. Jeg kan love dig for, at jeg følte mig som en ægte fangirl, da jeg på en magisk majdag stod til en talk med en af festivalens hovednavne - økofeministen Vandana Shiva, som jeg kendte fra bachelorprojektets læsetid. I bogen Kvinder i skoven skriver hun om kvinder og kolonialisme i forhold til Chipko-bevægelsen i Indien, som i 70’erne i kampen mod skovrydning krammede træer. Den indiske forfatter, fysiker og miljøaktivist Vandana Shiva talte til festivalen medrivende om moder natur og frø, som for hende er denne magiske skabning, der trods sin lille størrelse indeholder selveste opskriften på liv. Hun fortalte om at opnå fødevaresuverænitet for landbrugere i kampen mod de store frøvirksomheders indtog. Virksomhederne leverer med deres snævre interesser, frømonopoler, sprøjtemidler og genmodificering i sidste ende afgrøder, der er mindre modstandsdygtige overfor sygdomme og klimaforandringer og fattige på næringsstoffer og smag i modsætning til frø, der i mangfoldighed er udviklet til det enkelte stykke lands særprægede natur gennem flere århundredes generationer. For Shiva er det at samle og gemme på frø til mangfoldige frøbanker et frihedsprojekt, for alt handler i sidste ende om maden og jorden. Derfor talte hun om food og antifood (som når vi propper os med chips og fastfood) og dets indflydelse på vores helbred og humør. Til Blooms publikum udlagde Shiva desuden sit syn på forbindelsen mellem aktivisme og videnskab. Aktivisme er ifølge hende ansvarlig civil handlekraft ud fra den viden, vi har. Når aktivisme kommer fra en omsorg til kloden og et retfærdighedsønske for samfundet, ser Shiva ingen opdeling mellem aktivisme og videnskabernes søgen efter viden. 

I en smuk forening af Robin Wall Kimmerers omsorgsfulde tilværelse med naturen og Vandana Shiva aktivistiske ånd tog jeg til udgivelsen af Den Grønne Ungdomsbevægelses utopiske landbrugsmanifest Levedygtigt Landbrug. Jeg havde under bachelorprojektet analyseret deres første manifest om biodiversitet Retfærdig Naturbevarelse og var blevet dybt fascineret af deres utopiske visioner for en grøn og retfærdig fremtid med bogens dragende æstetik og både lyriske og retorisk skarpe ordlyd. Landbrugsmanifestet udkom midt i den ophedede landbrugsdebat om CO2-afgifter og insisterer på alt det, vi har at vinde. Forfatterne udlægger først landbrugets økologiske, økonomiske og sociale kriser: Drivhusgasudledninger, intenst opdyrket land, udpint jord, gispende have, grundvand i fare, gæld, affolkede landområder, lidende landbrugsdyr og ikke mindst stærke kræfter i landbrugslobbyismen. I manifestet begynder de derefter at male deres fremtidsdrømme for et levedygtigt landbrug frem og den politiske vej derhen. Den Grønne Ungdomsbevægelse fremmaler et ændret landskabsbillede fyldt med vilde enge, søer og moser. Skovene er blevet større og markerne blevet mindre men mere mangfoldige, dyrket efter regenerative principper med fokus på den levende jord, mikrolivet og økosystemernes sammenhæng. De beskriver lokale fødevarefællesskaber og blomstrende landdistrikter, og gennem bogen smager man på ord som en ny økologisk bevidsthed, grøn værnepligt og jorddannelse fra barnsben. Manifesterne fik mig til at udbryde, at jeg brændende vil leve i denne nære fremtid og være med til at skabe den. 

Sommerens samlingspunkter 

Om sommeren står livet på sit højeste og viser sig fra sin ypperste side. Jeg kører gennem landskaber i gyldne aftentimer og spotter frydefuldt valmuer og kornblomster. De kære markblomster trodser landmanden for at pryde den modne hvede og gule rapsmarker. I sommerhuset fortaber jeg mig på gåture i strandkanten, mens jeg lykkeligt mærker det varme sand under fødderne, den brændende sol på min hud og den friske havbrise ruske mit hår, som vækker mig til live til lyden af bølgernes brusen. Efter fredfyldte uger i sommerhus som et tiltrængt pusterum ovenpå eksamensperioden tog jeg i juli til Nordsjælland på et ugekursus på Krogerup Højskole. Jeg havde de seneste år gået og overvejet et langt højskoleophold men var gang på gang endt med at tilmelde mig blot for at udskyde og afmelde det (hvorfor mine venner altid forundret spørger, ”skulle du ikke på højskole?”, når jeg semester efter semester alligevel tropper op). Et kortere sommerkursus virkede derfor som et acceptabelt kompromis, hvor jeg kunne prøve kræfter med højskolestemningen og ikke mindst fortsætte min økologiske søgen. Sommerkurset Under åben himmel handlede om udeliv, og jeg havde indenfor denne ramme tilmeldt mig workshoppen Fra jord til bord i det regenerative felt. Kurset var en smagsprøve på det regenerative jordbrug ude i marken, læren om regenerative principper, og hvordan man rent praktisk etablerer og strukturer det samt en åbenhed om alle de udfordringer, man støder på undervejs i jorddyrkningen. Madlavningsdelen stod på sankning af sommerens planter, som blev tryllet om til aromatiske sirupper, lemonader og drinks. Det handlede om leg og kreativitet i køkkenet med nye fødevarer og om at tilsmage sine retter, så ens måltider bliver mere smagfulde og opnår større balance.  

Ugen på Krogerup var både magisk, socialt krævende og intens. Det var et væld af nye bekendtskaber og møder med spændende livberetninger, livsplaner og drømme. Det var at finde ligesindede, møde ildsjæle og mærke fællesskabets kraftfulde potentialer. Stedet emmede af højskoleåndens solidaritet, hvor alle tænker på at hjælpe hinanden i fællesskab og lige tager en kande vand med til bordet og stabler tallerknerne. Alt på programmet startede med højskolesang, der gav et vidunderligt element af poesi i hverdagen og en behagelig samhørighedsfølelse. Jeg var i ekstase over at indtage overdådige og smagfulde måltider i de smukkeste omgivelser i den stilfulde spisesal eller under åben himmel blandt parkens ældgamle bøge- og egetræer. Jeg blev indlogeret på et dobbeltværelse og velsignet med en roomie, hvilket skulle vise sig at blive begyndelsen på et spirende venskab, samlet om vores fælles grønne drømme for fremtiden. Vi havde på højskolen foredrag om den demokratiske samtale, og hvordan man kan invitere folk ind i samtalerne, så det kalder på dem. Vi havde paneldebatter om arealfordelingen i landet, foredrag om ålens hemmeligheder og i smuk forlængelse af dagene i marken hørte vi om mikrolivet i den levende jord. Det var magiske naturmøder på fugletur i morgengryet og aftenbadning under en lyserød himmel. Noget af det, der ramte mig mest i ugens løb, var, da vi under et foredrag fik mulighed for at dele de øjeblikke, der havde gjort, at vi selv var blevet involverede i den grønne dagsorden. Jeg husker, hvordan en blandt os ømt fortalte om traditionsrige skiture, hvor han år efter år kunne se sneen krybe længere op ad bjerget, hvilket stod som en dybt sørgmodig oplevelse for ham. Jeg blev i mit eget indre ført tilbage til den sorg, jeg i vinters mærkede over klodens fald, men denne gang handlede det om at være i de følelser og erfaringer med hinanden.  

En aften bankede økofeminismen igen på døren, da vi så filmen La Elva Leve, som fortæller om samiske rettigheder og de historiske begivenheder omkring miljøkampen mod det planlagte vandkraftværk i Alta-elven i Nordnorge i 1979. Filmen fremhæver den uløselige forbindelse mellem kolonialisme og miljøkampe, som økofeminismen også beskriver. Jeg blev rørt af filmens hovedperson, der står på kanten af miljøkampen. Hun har svært ved at se sin samiske arv i øjnene, som hun har gemt væk i skam for at undgå racisme. Men undervejs bliver sorgen, vreden og uretfærdighederne så altoverskyggende, at det ikke længere er et valg men et spørgsmål om overlevelse. Her ligger forbindelsen til det sanselige nærvær med naturen og tilknytningen til lokalområdet som forudsætning for den globale omsorg fra bachelorprojektet. Samerne og andre oprindelige folk, der lever i landskabet og af landet, forstår vigtigheden af den livgivende elv. I kontrast hertil står indendørsmennesket, som nok tæller de fleste af os psykologistuderende. Antropologen Cecilie Rubow fortalte en af dagene på Krogerup om vores indendørslivsstil, og hvad denne livsform gør for vores naturforståelse og mulighed for at mærke klimaforandringer og håndtere de økologiske kriser. Hendes forskning trak tråde til flerartslige relationer og det-mere-end-menneskelige fra mit bachelorprojekt og det sanselige nærvær fra forårets fænomenologiske projekt. Vi var tilbage til paradokset: Jeg ved det hele, men jeg er ikke sikker på, at jeg forstår det. Det er den affektive erkendelse og kropsliggjorte meningsskabelse, der giver et helt andet afsæt for forståelse.  

Sommerkurset føltes på mange måder som samlingspunktet for det seneste års økologiske erfaringer. Som jeg sad der i marken, var jeg en krop blandt planter. Som jeg gik blandt kål og beder, vandrede jeg i livets have og følte mig hjemme. Det var en kropsliggjort stadfæstelse af alt det, jeg det seneste år havde fornemmet om mig selv og min tilværelse. Jeg tror på vigtigheden i at udvikle et sprog og forståelser, der både kan indfange den ødelæggelse af naturen, vi begår, og kan fremelske en kærlighed til naturen, der får verden til at ånde og danse og får os mennesker til at få øjnene op for livets rigdom. Jeg tror på vigtigheden i at øge vores kendskab til samværet med naturen og at være ude med naturen for at kalibrere vores sanser til at kunne fornemme naturens signaler, så de giver genlyd i vores hjerter. I skrivende stund er vi på vej fra sensommeren ind i efteråret. Omkring mig høstes markerne, mens æblerne falder fra træets grene. Så hvordan høster jeg alle de spirende tanker og erfaringer, som jeg har sået i årets løb? Jeg forsøger at præge min akademiske uddannelse med grønne valgfag og er så småt i gang med at planlægge praktik på et regenerativ landbrug til foråret for endelig at søge forløsning i det praktiske arbejde og indfri mine fremtidsdrømme om det lille hus på landet i et grønt gårdkollektiv med lokalfællesskaber. For jeg ønsker at dyrke det gode, det smukke, det omsorgsfulde, det bæredygtige, det solidariske og det retfærdige.