KØN, KLIMA OG KAPITALISME - OVERVEJELSER FRA EN KUNSTUDSTILLING

Af Helena Goldstein Wendelboe, stud.psych. 

Køn og klima – det er omdrejningspunktet for særudstillingen ved navn How Dare You på museet KØN i Aarhus. 

En af de punkter, der gjorde størst indtryk, var forholdet mellem køn og klimapåvirkning. Ifølge Nordisk Ministerråds rapport ved navn Climate, Gender and Consumption (2022) udleder mænd nemlig signifikant mere CO2 i gennemsnit end kvinder og bekymrer sig yderligere mindre om klimaforandringer. 

Jeg hæftede mig ved ikke bare forholdet mellem klima og køn, men klima og kønsroller. Der blev f.eks. udfoldet mænds forhold til vegetarisme – mange udtrykte, at de var bange for, at en plantebaseret kost ville gøre dem mindre maskuline. Forholdet mellem kød og maskulinitet er altså stadig stærkt – se bare på brugen af udtrykket ”Soy Boys” for at beskrive feminine (feministiske) mænd, eller vores fagfælle Jordan Petersons famøse løvediæt, kun bestående af oksekød, salt og vand. Falder det tilbage på identificering med jagten som maskulin aktivitet? 

Mænds kønsidentitet er dog ikke alene om at påvirke klima. Kvinder er kønnet med det største forbrug af tekstilindustrien – særligt mode og i særdeleshed fast fashion. Der er en stærk forbindelse mellem femininitet og forbrug af produkter, der relaterer sig til æstetik og udseende, hvad end det er for the fashion girlies eller en 10-step koreansk ansigtsrutine.  

Køn og klima er altså forbundet, men med et fælles forbrugsfokuseret udgangspunkt. Der er ikke bare en forskel mellem kønnenes forbrug; en af årsagerne til disse kønnede klimasyndere er den reelle opretholdelse af kønsrollerne. 

Det er måske et spørgsmål om hønen og ægget og det sidste K: Kapitalisme. For at opretholde kønsrollekravene i vestlige samfund, er man nødt til at forbruge på en kønnet måde. Og for at kapitalismen og dens mantra om evig vækst kan opretholdes, må der findes på måder at sælge idéen om kontinuerligt merforbrug til borgerne. Der er kønnet jo pissesmart. Man kan sælge forskellige narrativer til forskellige markeder, og skabe intern såvel som ekstern konkurrence blandt kønnene om hvilke individer, der performer dem bedst. 

Alt dette minder mig om Ursula Le Guins essay Bæreposeteorien (1989). Hendes udlægning af urmenneskets egentlige liv tager afstand fra idéen om én individualistisk helt, der ene og alene slagter mammutten med sit store, mandige spyd. Det var ifølge Le Guin ikke jagten og kødet, der gjorde samfundet mæt og glad – det var bæreposen. At samle og dele med andre var det, der sikrede disse forhistoriske menneskers overlevelse, det var handlingerne for fællesskabet. Det er i disse handlinger, der tænkes på fremtiden. Denne samling kunne alle deltage i. 

Kuren mod spydtænkning er bæreposetænkning. Kuren mod individtænkning er fællesskabstænkning. Kuren mod kønsopdelt tænkning er kønsopløsende tænkning.  

Måske det er på tide at vi fralægger os idéen om den individualistiske helt og tager en bærepose i hver hånd. Det er ikke individet, der er helten, heller ikke i klimasammenhænge. Det, der får samfundet til at køre rundt, er det fællesskab, vi laver sammen hver dag.  

Og til de kære læsere, der befinder sig i Aarhus i en nær fremtid, kan How Dare You kraftigt anbefales.