DISKURSER I ONLINE AKTIVISME

Af Nikoline Molin Nefling, stud.psych.   

”Lad være med at scrolle videre, hvis du er et godt menneske.”  

”Hvis ikke du deler dette, er du ligeglad.” 

”Se videoen helt til ende, hvis du bekymrer dig om [humanitær krise].” 

Der er ingen tvivl om, at nuværende humanitære kriser – som dem i for eksempel Palæstina, Sudan eller Congo – er af akut og presserende karakter; ingen tvivl om, at der bør gøres mere, end der aktuelt bliver gjort. Jeg anser sociale medier som en værdifuld platform, hvorpå kriser og katastrofer kan afdækkes og deles i realtid af mennesker midt i orkanens øje. Som mange andre, har jeg selv hverken lyst til at være passiv tilskuer eller til at lukke øjnene for, hvad der foregår. Trangen til at forsøge at gøre en forskel, kan komme til udtryk på mange forskellige måder.  

Jeg har lagt mærke til en gennemgående tendens i meget online-aktivisme – især på Tiktok – og det er en hård og udskammende tone, der har til formål at tilskynde seeren til at dele, donere, kommentere, etc. Formålet står jeg 100% inde for, men den diskurs, hvori sagernes akutte natur manifesteres som små-aggressive, clickbait-agtige opfordringer, giver mig en ambivalent fornemmelse i maven. Ærligt, fuck mig og mine mavefornemmelser, for det er jo slet ikke det vigtigste problem. Alligevel synes jeg, dette er en relevant og spændende snak at tage.  

Det synes mig omsonst at benytte sig af en aktivisme, hvis præmis er udskamning af folk, der ikke er aktivist på den rigtige måde. For hvad fanden er dog den rigtige måde? Jeg ved det i hvert fald ikke. Jeg har prøvet at dele og poste aktivistisk indhold på sociale medier; det føles meningsløst og som at råbe ind i mit eget lille ekkokammer. Jeg har også prøvet at lade være med at gøre dette og i stedet lægge memes, billeder eller musik op som sædvanligt; dette føles også underligt og meningsløst. Jeg har doneret, jeg har underskrevet, jeg har set diverse videoer til ende og liket og kommenteret og delt og så videre. Det føles ikke som at gøre en forskel, men i det mindste føles det som at gøre et eller andet. Det føles performativt at gøre mange af de her ting, men også som stiltiende accept ikke at gøre dem. Særligt når de små stemmer fra skærmen sniger sig ind i hjernens folder og fortæller mig, hvad de synes, jeg bør gøre. Mine små, indre debatter, er jo dybest set ligegyldige, men jeg er overbevist om, at, nervøsitet for at være aktivist og gøre aktivisme på den forkerte måde, potentielt kommer til at afskrække nogle mennesker fra overhovedet at give sig i kast med det. Hvis det er tilfældet, er dette så ikke en smule kontraproduktivt?  

Det er utroligt ærgerligt, hvis ego-bekymringer kommer i vejen for at forsøge at gøre noget positivt og konstruktivt.  

Selvfølgelig skal der opfordres til at opsøge information og tilskyndes til social og politisk forandring, men jeg tror på, at dette gøres bedst, hvis vi formår at samles om sagernes kerne og udøve aktivisme på forskellige måder afhængig af evne, kapacitet og privilegier. Når vi ved, at talrighed er vejen frem, synes jeg ikke, det giver mening at ekskludere folk, hvis de reelt ønsker at udøve aktivisme, men på forskelligartede præmisser og måder.  

Tag til demonstration, hvis det er noget, du er i stand til. Donér penge til humanitære organisationer eller græsrodsbevægelser, hvis du har økonomisk kapacitet til dette. Deltag i aktioner, start samtaler, opsøg/del information, deltag i fundraisers, arrangér støtte-events, sæt klistermærker op, lav civil ulydighed, lav kunst og musik – hvad end, der er muligt og meningsfuldt for dig.  

Med det sagt, er det vigtigt at erkende- og påtale, at, med større platforme, mere magt og flere privilegier, følger et større ansvar for at bruge dette til at skabe opmærksomhed og forandring. Personer i denne slags indflydelsesrige positioner bør stilles til ansvar for ikke blot at se passivt på.  

De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder – er det ikke sådan, man plejer at sige?