ET POTENTIELT ALMENPSYKOLOGISK MUSEUM
Vores almenpsykologiske museum er en bevaring af nogle af de subjektforståelser, som vi af den ene eller anden grund mener er bevaringsværdige. Som tidligere lektor og institutleder her ved Instituttet Niels Engelsted hævder - og ej at forglemme PsykoRevyen 2024 - mangler psykologien en afklaring af, hvad psyken er og, i bredere forstand, hvad subjektivitet i grunden er. Dette museum er en samling af nogle af de bud, samlet i små bidder, der måske ofrer præcision for bredde. Når man læser og ser de forskellige udgaver af subjektet, kan man tænke over, om en synergi mon er mulig? Det handler om dig, kære læser, så vi vil til tider bruge ordet “du” om subjektet.
Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych. og Morten Vifeld Issa, stud.psych.
Illustrationer af Monika Maria Yazdani, stud.psych. og Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.
Ægget
De fleste af os kender nok Sigmund Freuds berygtede æg. Det er en ambitiøs model over hele det psykiske apparat, som både inkluderer bevidste og ubevidste dele af psyken. Mere konkret omfatter ægget en blanding af to freudianske metapsykologier: den strukturelle og den topiske model. Altså jeg, overjeg, det og bevidst, førbevidst og ubevidst. Tilmed kan man også inkludere den somatiske åbning til kroppen og sanseapparatets åbning til den ydre verden. Ægget er en forbilledlig syntese af en hulens masse psykiske funktioner i en samlet model. Applaus.
Manglen
Én graverende mangel hos Lacan er forståelige tekster, eller måske er det en mangel hos undertegnede. Det må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder er manglen central hos Lacans subjekt, som gennem hele livet drives af forsøget på at overkomme manglen. Manglen kommer af, at subjektets første forståelse og afgrænsning af sig selv som subjekt kommer under spejlstadiet gennem fantasier, eller ideal-egoer, baseret på det visuelle indtryk af den anden (i bredeste forstand) som helheder i en periode, hvor det hjælpeløse barn stadig kæmper med en krop der ikke lystrer, og derfor opleves disparat. Målet bliver derfor at erhverve sig dét, der kan gøre subjektet helt. Ontologisk set findes du, dit oplevede sammenhængende jeg, faktisk ikke som andet end en imaginær spejling af dit reelle jeg, som du aldrig kan tilgå.
Fortællingen
I dialog med din kultur forhandler du, hvem du er. I løbet af livet kommer du i kontakt med forskellige fortællinger, myter, narrativer, diskurser og hvad man ellers kan kalde det. Subjektet som fortælling kan trække på disse forskelligartede fortællinger, og på den måde skabe sit eget narrativ med en begyndelse, handling og slutning. Det vigtige er ikke, om fortællingen er sand eller falsk, men snarere om den fungerer i den sociale virkelighed for én selv, og ift. om andre anerkender denne selvfortælling
Computeren
Informationsprocessering er nøglen til at forstå computeren. Du har i denne forståelse af dig adgang til information gennem diverse sanseorganer, hvilket er den menneskelige computers in(d)put. Denne information behandles på basis af kognitive, algoritmiske processer, der kan kortlægges og optegnes. På basis af komplekse neurale netværk produceres et output, som oftest vil være en adfærd for bevægelige computere som os.
Deltageren
Særligt bevaringsværdig er deltageren, udviklet i den kritiske psykologi af bl.a. Klaus Holzkamp og Ole Dreier her fra Københavns Universitet. Deltageren er altid deltager, sjovt nok, i en konkret social kontekst, hvori en social praksis, arrangeret af sociale strukturer, praktiseres. En person bliver til en person med en identitet i kraft af sammenhænge og konflikter mellem de forskelligartede praksisser, som de over tid deltager i. Deltageren eksisterer i sit cykliske hverdagsliv og fører sit liv frem i forskellige praksisser. Hverken i laboratoriet, i terapirummet eller endda i et Indput-blad kan deltageren isoleres fra sit øvrige hverdagsliv.
Bundtet
Hvad hvis der slet ikke er noget, der binder dig sammen til én psyke, én person eller ét subjekt. Et synspunkt nogenlunde som dette finder vi hos David Hume, der for omtrent 300 år siden fremsatte den dristige tese, at du ikke er nogen enhed. Snarere er du et bundt eller en bunke af sansninger, følelser, tanker og minder, der i en stor pærevælling udfoldes og ophobes over et liv. Hele dit psykiske liv har i sidste ende rod i sansninger og følelser og associationen mellem dem.
Eksistensen
I et tomt rum på museet sidder eksistentialisterne på gulvet som radikalt frie subjekter. Du har friheden til at vælge, men derfor også ansvar for konsekvenserne af de valg, du træffer. Her følger der en god portion eksistentiel angst med, for det er sgu en stor opgave at skulle tage ansvar for sig selv på den måde. Kierkegaards løsning var at læne sig ind i troen og derigennem finde mening i noget større end en selv. Sartre ville måske nok kategorisere det som mauvaise foi, en uoprigtig flugt og selvbedrag for at undgå frihedens tyngende åg og eksistensens grundlæggende mangel på mening. For først eksisterer du bare, og al mening kommer først senere som noget, du tillægger eksistensen. Nietzsche ville nok være mere enig med Sartre, han slog trods alt Gud ihjel, og så må du ligesom selv tage den derfra. Yikes. Til fælles er dog synet på subjektet som selv havende ansvaret for at finde mening.
Materialet
I museets elfenbenstårn sidder de freudo-marxistiske socialisationsteoretikere. Her er subjekt og samfund to sider af samme mønt, og man kan ikke meningsfuldt adskille de to, da de gensidigt konstituerer hinanden. De materielle forhold fordrer udviklingen af en given type subjekter. Markedslogikker og ideologier sniger sig ind i hvordan vi er subjekter, og produktionsforhold fremkalder specifikke typer kropslighed. Bjerrum Nielsen og Rudberg peger gennem deres interviews med 3 generationer af norske kvinder på, hvordan eksempelvis masseproduktionen af tøj betyder standardiserede størrelser, hvilket tvinger en forståelse af sig selv ift. den standardisering. Elias peger på, hvordan stigende krav til hvad det vil sige at være en produktiv samfundsborger, er ensbetydende med en omlægning af, hvad det vil sige at være barn, hvilket igen kræver en anden måde at være subjekt på.
Individet
Dette moderne subjekt er, som navnet antyder, en “udelelig” unik enhed. Du er dig og en anden end alle de andre. Du er udstyret med naturgivne rettigheder til at bruge dine medfødte rationelle evner. I sin frihed kan individet i samspil med andre individer diskutere, debattere og udveksle idéer og varer med hinanden. Så længe I ikke bliver ført bag lyset eller undertrykt, vil verden forløbe på en fornuftig, retfærdig måde. Du er desuden en af de mest succesfulde historier i moderne tid.
Kroppen
Kødelig og levende og mere et kunstværk end en maskine. Sådan beskriver Maurice Merleau-Ponty kroppen som subjekt. Kroppen rører og røres, den bevæger og bevæges, den griber ud efter ting og den rammes. Kroppens grænser er ambivalente, og den kan miste og optage dele af verden i sig. For eksempel er stokken for den gamle, skrøbelige mand en fortrolig del af kroppen, som de andre legemsdele ved, hvor befinder sig uden at skulle bruge øjnene. Det mest grundlæggende ved kroppen er dog, at den er udgangspunktet for en betydningsfuld verden. Selv nogle af de mest grundlæggende kategorier, tiden og rummet, er betydningsfulde i kraft af kroppen. Vi er ikke årsagen til tiden og rummet, men vi bærer tiden og rummet med os, ligesom vi ikke er årsag til vores bankende hjerte, men samtidigt bærer det med os overalt, hvor vi går.
Tilstedeværelsen
Dasein, eller hvad nogle oversætter til tilstedeværelse på dansk, betyder at være dér, at være til stede. Tilstedeværelse er den ene del af “strukturhelheden” væren-i-verden, der udgøres af tilstedeværen, medtilstedeværener og verden. Tilstedeværelses eksistensmodus er præget af at være engageret i omverdenen. Ved bevaringen af denne subjektforståelse trodser vi til dels Heideggers tankegang. Han mente nemlig ikke, at han blot skabte et nyt subjekt, men snarere at han overkom den subjekt-objekt-dualisme, som så mange filosoffer siden da har brokket sig over.
Robotten
Jo du består af kød og blod, men der er ikke noget, der adskiller dig væsentligt fra andre dyr eller for den sags skyld fra nogle andre livsformer eller genstande. Robotten lever måske i en illusion om sin egen frihed, men dybest set er alt, den gør, et resultat af arv og miljø. Genetisk arvemateriale og tilhørende psykiske strukturer i samspil med socialisering, erhvervelse af betingede reflekser osv. determinerer enhver handling fra vugge til grav. Behavioristerne foretrak at se robottens indre liv som en sort boks. Måske sker der noget inde i knolden, men lad os i stedet fokusere på adfærden og reguleringen af den.
Cyborgen
Cyborgen, særligt teoretiseret af Donna Haraway, bryder med vores gængse forestillinger om subjekter. Mennesket kontrasteres typisk til dyr og til maskiner, men egentlig er du ikke noget ’rent’ menneske. Cyborgen er en mærkværdig hybridskabing af natur og kultur, af organiske og uorganiske dele. Inden for 10 år, eller hvad det nu er, har du udskiftet alle dine celler på basis af de væsker, mineraler, vitaminer, fedtstoffer og andet godt, du har indtaget, og uden briller kan du måske ikke se. Du er som en chimera, det mytiske væsen sammensat af forskellige dele fra dyr, skabt i et miskmask af teknologier, biologiske processer, oplevelser og diskurser, der hænger sammen i en ikke-harmonisk, flertydig enhed. Idéen om mennesket som en harmonisk, evigt eksisterende enhed er, og har altid været, en illusion. Et bud på det posthumanistiske subjekt er cyborgen.
Cogitoet
Den ofte forhadte René Descartes sad ved kaminen og mediterede. Det ledte ham frem til sit berømte ”cogito ergo sum”, ”jeg tænker, altså er jeg” på dansk. Senere fremsætter Descartes, at det cogito, dette ”jeg tænker”, udgør en af verdens to substanser, hvilket vi ikke vil gå yderligere ind i for ikke at fortabes i renæssancemetafysik. Den tænkende ting, som udgør den ene substans, kan her siges at være subjektet og det ubetvivlelige grundlag, som al anden viden hviler på. Man kan tvivle på alt andet, men ikke betvivle selve eksistensen af den tænkende ting, der tvivler. Noget særpræget ved cogitoet, “jeg tænker”, er, at det er komplet tomt. Der er ikke nogen personlighed, nogen smag, noget køn, nogen socialitet eller noget som helst. Den mærkværdige opdagelse, som vi gerne vil bevare i vores museum, er det ubetvivlelige ved det subjektive. I får os ikke til at sige et ondt ord om Descartes.
Netværket
I museets kritiske afdelinger finder vi dem, der opløser subjektet. Bruno Latour hører til en af disse teoretikere, der foretrækker at anskue du og jeg som aktører i et netværk. Aktøren er dog ikke aktør i en klassisk forstand, men noget som alt virkningsfuldt kan kaldes. Hermed er du selv, dette blad, den lænestol, du måske sidder i, og det rum, der lige nu beskytter dig for, hvem ved, regn og blæst, alle aktører, der tillader læsning af Indput at finde sted. På den måde er vi ikke væsentligt forskellige fra alle andre ‘ting’. Vi er blot en node i dette strengede netværk, måske en node, som er særligt indfiltret i forbindelser til andre aktører, men ikke desto mindre blot en aktør, som stavblendere, benzin, hvepse, valmuer, festarmbånd, nødbremser og verdenshavene.
Performeren
Med sociale normer og forventninger finder vi måder, vi kan være i verden på. Butler kalder det performativitet. Du har forskellige norm– og identitetskategorier at identificere dig med og gøre dig selv identificerbar for andre. Med dem er der altså forskellige måder at “performe” subjektivitet. Det kan enten være i overensstemmelse, normativt, eller i modstand mod det gængse, subversivt. De sociale normer repræsenterer en given magtdynamik i samfundet, og subjektet formes i mødet med de krav, de stiller, idet alle er sårbare og påvirkelige ift. behovet for social accept. Endvidere er du også et intersektionelt subjekt, idet du på samme tid indtager flere forskellige sociale positioner. Du er altså subjekt i kraft af den måde, du repetitivt performer din egen unikke sammensætning af identitetskategorier. Lidt som hos Beauvoir er “kvinde” ikke noget, man er, men noget man bliver - Butler fører den lidt videre og siger, at det er noget, man kontinuerligt gør. Man er altså subjekt i den form og måde, man over tid performer som subjekt gennem adfærd og tale.
Kludetæppet Hvilken en af dem er du så, kære læser? Med eklekticismen behøver du heldigvis slet ikke vælge, men kan efter konteksten vurdere, hvad der passer bedst, og hvile roligt ved, at du nok har aspekter af dem alle. Giver computeren eller robotten god mening, hvis du forsøger at forstå dele af det biologiske grundlag for din subjektivitet? Klart, men de er ikke super produktive til at forstå, hvorfor noget sublimeret i din tidlige barndom er årsag til, at du har en speciel mærkelig fetich, så der skal du måske have fat i ægget. Sidder du overfor et svært valg i livet? Så kan eksistentialisterne måske hjælpe med en accept af situationens absurditet, og så kan fortællingen og det narrative byde ind med forskellige måder at se på valget og dets betydning. Og sådan kunne man blive ved. Er nogle subjektforståelser mere rigtige end andre? Næppe siger vi - og ingen kan bære at skulle stå alene og restløst dække over oplevelsen af at være subjekt. Du er, som vores egen Simo ville sige det, uendeligt aspektueret.