Klienterne fortæller
Tekst og foto af Emma Sawada Petersen, stud.psych.
Der er altid mindst to mennesker i det terapeutiske rum. Da jeg havde samtaletræning i sommerferien, lærte jeg meget af at være i klientrollen, og da jeg fortalte mine venner om kurset, delte nogle af dem selv deres historier fra dengang, de var klienter. Dette gav mig idéen til at interviewe mine bekendte om psykisk behandling, og her kan I læse om, hvordan det er at være klient, og hvad folk, der har været i behandling, mener om mental sundhed og om manglen på diversitet på psykologistudiet.
Dem, der er blevet interviewet i artiklen, har ønsket at være anonyme, og derfor omtales personerne i artiklen med et dæknavn.
INTERVIEW: Sara var plaget af angstanfald i 3.g.: ”Jeg gik og havde det fysisk dårligt, hvor det kom fra noget psykisk. Jeg tænkte bare, at jeg overhovedet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv med de her angstanfald, som var flere gange om dagen, så jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.”
Anne har haft to forskellige psykologforløb med to års mellemrum; første gang for at bearbejde tillidsproblemer overfor sin kæreste, anden gang for at behandle sin angst efter hun var vidne til et terrorangreb. ”Jeg var så nervøs, da jeg skulle til psykolog første gang. Jeg tænkte, har jeg så meget at sige, at det kan fylde 50 minutter? Har jeg spildt mine penge?”
En lærer tog fat i Christine i udskolingen, hvilket indledte en behandling for depression, der strakte sig over seks år. ”Jeg havde båret på mine problemer lige så længe jeg kunne huske, og jeg havde ikke lyst til at åbne op om det og følte heller ikke, at jeg fortjente noget hjælp.”
Sara, Anne og Christine begyndte til privatpraktiserende psykologer. Sara blev behandlet med en kombination af samtaleterapi og undervisning i redskaber, der kunne holde angsten nede. Anne så psykologer, som hjalp hende med at få nye perspektiver på sit liv. Christine kom til en psykolog, som hun fik en relation til. ”Hun er nok den, jeg har åbnet allermest op for”, siger hun, ”men jeg synes der er noget kunstigt ved konstellationen. Det bliver meget sådan noget med, at i stedet for at gå til et reelt menneske i dit liv, så går du til en psykolog. Der er nogle rammer med at du har en time, og du har ikke krav på at vide noget om psykologen, og det kan være svært at lægge noget så privat ud i den relation.”
Når de tre fortæller om deres psykolog, kommer der ofte ord op som sød, dygtig og varm. Det er ord, der siger noget om, hvordan de har oplevet relationen mellem dem og psykologen. Ifølge forskning er relationen noget af det mest afgørende for, om terapiforløbet lykkes, men det er også noget af det, som er sværest at måle.
Der er også mennesker, som ikke følger den samme terapeut i hele deres behandlingsforløb. Karl startede med at blive behandlet for depression i 2.g, og hans sygdom udviklede sig til spiseforstyrrelse og OCD efter gymnasiet. Han har derfor set mange behandlere: En skolepsykolog, en psykoterapeut og psykiatere og psykologer i forskellige afdelinger i den offentlige psykiatri. ”Jeg var rigtig glad for at få stillet diagnoser, fordi så sad man ikke i uvished længere. Men i den offentlige psykiatri skal man igennem meget for at blive behandlet, fordi de vil effektivisere og hele tiden sender en videre til dem, der har tid. Det kan blive lidt maskine-agtigt. Jeg synes også personalet har svært ved at se gennem facaden. De stiller spørgsmål bare for at blive løjet overfor, for eksempel tror de på det, når én med en spiseforstyrrelse siger at de bare er på diæt.” For Karl var det vigtigt at møde nogle empatiske behandlere, som han havde kemi med.
For Lone var skift af behandlere ikke betinget af skiftende diagnoser, men af terapeutens kompetencer. Hun havde taget medicin for sin depression fra hun var 36 år gammel, mens hun boede i udlandet, og efter hun vendte tilbage til Danmark, seks år efter hun fik stillet sin diagnose, begyndte hun at se en psykolog. ”Jeg fik lov til at komme til gratis psykologhjælp. Jeg så to forskellige, som overhovedet ikke hjalp. Hver gang jeg så dem, fortalte jeg en masse og fik bare at vide, at jeg skulle hjem og skrive ti gode ting om mig selv. Jeg stoppede dér og begyndte til en psykiater, som lyttede til mig og jeg begyndte på medicin igen, som så virkede. Både medicin og samtale var vigtig for at jeg kunne få det bedre, og i dag tager jeg stadig præventiv medicin.”
Karl og Lone har mødt behandlere, som ikke hjalp dem, og problemet virker tilsyneladende til at bunde i, at de ikke følte sig forstået. Det har igen noget at gøre med relationen mellem klient og psykolog.
Det er interessant at høre, hvad folk, som har prøvet at gå i behandling for psykiske vanskeligheder, mener om mental sundhed.
”Mental sundhed er mega kompliceret, fordi der i dag er så meget fokus på det. Der har været fokus på selvmord og cutting i ti år, og man burde snart komme dybere i det. Det handler om at bryde tabuet, specifikt i vores egen hverdag. Hvis man ikke har noget overskud, og man skal aflyse med en ven, er det mere acceptabelt at komme med en undskyldning, der ikke er ’jeg har en lortedag’. Måske skal man være mere ærlig og dele, at man ikke har overskud, hvis man ikke har overskud”, siger Sara.
”Det er et kæmpe emne. Man er ikke mentalt usund, hvis man går ned med stress. Det sker jo, at man får sig selv i mentalt usunde situationer, det vigtige er at vide, at man godt kan komme ud af det. Håb og støtte, som går hånd i hånd, er vigtige for mental sundhed. Ansvaret for sin mentale sundhed ligger i, at man har et ansvar for at kende sig selv og sine grænser for at kunne hjælpe sig selv bedst muligt, for det er der ikke nogen andre der kan”, siger Anne.
I sommer skrev tre af psykologistudiets lektorer en klumme i Politiken om, at der manglede diversitet blandt de psykologistuderende – der er for mange unge, for mange velstillede, og for mange kvinder. Når jeg beder om kommentarer til det, siger Lone: ”Jeg forstår ikke helt, hvorfor det skal være et problem. De er jo alle sammen interesserede i at hjælpe, og de har arbejdet hårdt for at komme ind på studiet.”
”Jeg tænker, at mange af dem, der bliver psykologer, gør det på grund af status, og det har jeg frygtet på vegne af dem, der bliver syge. Men det handler sindssygt meget om kemi, og man finder sit match til sidst”, siger Karl.
”Der er ikke nogen af de psykologer, jeg har haft, der har været igennem det samme, som jeg har været igennem, men de har stadig hjulpet mig. Derfor kan jeg ikke se, hvorfor det er et problem. Det er ikke psykologens job at referere til egne oplevelser”, siger Anne.