Den mobilfri skole

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.  

De valgfagspoint, man i løbet af sin uddannelse har til rådighed, kan tage sig ud på mange måder. I foråret benyttede jeg mine 15 ECTS-point til valgfag på kandidaten på at lave mit eget forskningsprojekt med Signe Vangkilde som vejleder. I samarbejde med Skolen på Grundtvigsvej fik jeg lov til at lave en undersøgelse af, hvordan et mobilforbud påvirker trivslen blandt eleverne i 5.-6. klasse. 

Skærme er alle vegne. Da jeg selv gik i 6. klasse, købte jeg en Nokia 3210, og selv om jeg ihærdigt sms’ede og spillede Snake under bordet, tilbød den mobiltelefon ikke en brøkdel af den mulighed for distraktion, som smartphones byder på i dag. Min interesse for, hvad skærme og digitale medier gør ved os, har indtil videre udmundet i en udviklingsopgave om småbørn og deres brug af iPads og et bachelorprojekt om internetafhængighed. Min nysgerrighed bragte mig i kontakt med forfatter Imran Rashid, som har skrevet bogen ’Sluk – Kunsten at overleve i en digital verden’. En intens og spændende snak senere var jeg i kontakt med Skolen på Grundtvigsvej, som forestod at indføre et forsøg med totalt mobilforbud på hele skolen. 

SoMe-piger og gamer-drenge 

Interessen for smartphones’ mulige konsekvenser for blandt andet menneskers opmærksomhed er steget inden for de seneste år, og den franske regering har netop indført et landsdækkende forbud mod mobiltelefoners tilstedeværelse i skoletiden. 

I artiklen "Towards Homo Digitalis" fra 2018 skriver Montag og Diefenbach, at en af udfordringerne ved smartphones er, at de har evnen til at fragmentere hverdagslivet ved at påvirke hjerne, glæde, trivsel og social interaktion. Når man italesætter risici som disse, kan det ikke undre nogen, at der skabes initiativer med henblik på at skåne børn og unge og begrænse deres skærmbrug. I denne forbindelse finder jeg det dog væsentligt at understrege, at det ikke er mobiltelefonerne i sig selv, der i mine øjne potentielt er afhængighedsskabende, men derimod de sociale netværk og digitale platforme, teknikken skaber adgang til.  

Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg er en af de første skoler i Danmark, der helt har forbudt mobiltelefoner. Hvert barn har et skab, som mobilen skal låses ind i ved ankomst til skolen – og hvorfra den først må hentes, når barnet igen forlader skolen. Om initiativet fortæller skolelederen til Politiken, at børnene ”(…) bliver bedre til at se, hvad mobiltelefoner gør ved dem, når vi fjerner dem. (…) Og helt ærligt, hvornår er det blevet en menneskeret at være på Facebook?”. 

I denne forbindelse tyder flere studier ifølge artiklen “Social Networking Sites and Addiction: Ten Lessons Learned” af Kuss og Griffiths fra 2017 på, at unge piger er i størst risiko for at udvikle afhængighed af sociale netværk eller smartphones. Dette sker efter sigende, fordi de i højere grad søger at føle sig hørt og forstået, hvorimod drengene spiller mere. Blandt andet af denne årsag kiggede dette studie nærmere på, hvorvidt kønsforskelle fremtrådte i mine resultater. 

Kend dit sample 

Da jeg blev tilbudt muligheden for at lave en undersøgelse på Skolen på Grundtvigsvej, omtrent halvanden uge inden forsøgsperioden gik i gang, var der ikke lang tid til at bryde hovedet med, hvordan effekten af forsøget kunne undersøges. Jeg valgte en mixed methods tilgang i kraft af kvalitative interviews med fire lærere og et kvantitativt spørgeskema, som spørger ind til børnenes trivsel. Mit håb var, at lærerne ville være i stand til at udtale sig generelt om børnegruppen, og at trivselsmålingerne hos børnene kunne ses i perspektiv hertil. 

Undersøgelsen tog udgangspunkt i børnene i 5.-6. klasse på Skolen på Grundtvigsvej, en aldersblandet børnegruppe kaldet Mørkeblå Andromeda. Indsamling af data foregik ved besøg på skolen i oktober, lige inden projektet med mobilfri skole gik i gang; i januar, da forsøgsperioden var halvvejs; og i april, da forsøgsperioden var slut, og det netop var meldt ud, at projektet fortsatte. 

Interviewene foregik på semistruktureret vis, hvor jeg efter et par introducerende spørgsmål spurgte ind til børnenes generelle trivsel samt initiativet omkring det mobilfri miljø. Og sikke en overraskelse jeg fik, da jeg i første interviewrunde fandt ud af, at lige akkurat denne børnegruppe i forvejen havde haft en temmelig streng mobilpolitik, hvorfor der i skoletiden stort set ingen forandringer var i reglerne omkring børnenes mobilbrug! Således tog interviewene en drejning og handlede pludselig i højere grad om, hvordan børn, lærere og forældre havde oplevet implementeringen af mobilforbuddet end om ændringer i børnenes koncentration og trivsel. 

Til at undersøge børnenes trivsel benyttede jeg Strengths and Difficulties Questionnaire (SDQ). Den korte udgave af spørgeskemaet, som blev brugt her, består af 25 spørgsmål, som spørger ind til fem trivselsaspekter; sociale styrkesider, følelsesmæssige symptomer, adfærdsmæssige symptomer, hyperaktivitet/opmærksomhedsvanskeligheder samt vanskeligheder i forhold til jævnaldrende.  

Om at få en god idé trukket ned over hovedet 

Tidligt i forløbet blev det tydeligt for mig, at de pågældende lærere i forvejen havde implementeret en temmelig streng mobilpolitik i undervisningstiden samt i pauserne, og den største forskel for børnene lå i, at det nu var et forbud, der kom fra ledelsen fremfor deres egne lærere, samt at forbuddet også gjaldt eftermiddagen efter skoletid. De næste afsnit præsenterer kort de temaer, der trådte frem i mine interviews med lærerne. 

Det var mit indtryk, at flere både børn og lærere oplevede, at forbuddet kom pludseligt uden deres inddragelse. Lærer1 var en af dem, der ærgrede sig over, at initiativet ikke var blevet gjort til et fælles projekt:  

“Så bliver man nok nødt til at gå ind og undersøge, hvad er der i forvejen på stedet, og hvordan får vi organisationens stærkeste aktører, altså dem, der er sammen med børnene hver eneste dag, hvordan får vi dem i spil? Og hvordan får vi måske også børnene i spil i forhold til det, hvordan får vi dem hørt?” (Lærer1 #2)  

Flere af lærerne giver på lignende måde udtryk for, at de ældre børn med fordel kunne have været en del af beslutningsprocessen, både inden projektets start og inden dets videreførsel. Skolelederen udtaler som tidligere nævnt i et interview til Politiken, at det at være på Facebook ikke er en menneskeret – men en af børnenes lærere anerkender alligevel, at de sociale medier har en afgørende betydning for børnenes udvikling og sociale liv:  

“Instagram er lige så vigtigt for de her børn, som vores arbejdsmails er for os. Og jeg synes egentlig, det er en fuldstændig misforståelse, at man ikke kan se, at børnenes identitetsdannelse, som de er i gang med i puberteten - hvordan de sociale relationer og hele deres sociale og kulturelle tilhørsforhold spiller ind i deres identitetsdannelse - at man ikke kan se, hvor vigtigt det er for dem.” (Lærer2 #1) 

Samme lærer fremstår desuden dybt frustreret over, at børnene bliver forhindret i at bruge mobiltelefonerne på konstruktiv vis i form af muligheden for at lave kortfilm, til manuskripter i forbindelse med teater og til instruktionsvideoer på YouTube: “Jeg synes, initiativet går ud over dem på den måde, at der er en masse positive muligheder, der bliver taget fra dem uden nogen fornuftig begrundelse” (Lærer2 #1). Børnene har således ikke adgang til mobilen i eftermiddagsdelen, selv om den benyttes konstruktivt. 

Indførelsen af mobilforbuddet lader desuden til at have medført, at flere af de ældre børn vælger eftermiddagstilbuddet fra: ”Langt de fleste af 5.-6. klasserne går kl. 15. Og det her med, at de ikke må have telefoner har ikke gjort det bedre. Der er antallet af dem, der går, steget.” (Lærer2 #2). I kraft af denne udmelding har mobilforbuddet i praksis muligvis ikke resulteret i den store forandring for de ældste elever, da de i forvejen havde en ret streng mobilpolitik i skoletiden, og nu måske i højere grad forlader skolen direkte efter skoletid. Alligevel er det værd at bemærke, at eleverne i Mørkeblå Andromeda i løbet af forsøgsperioden ifølge en af deres lærere fik det mærkbart bedre socialt: ”Jeg kan i hvert fald sige, at børnene har det bedre socialt nu, end de havde for et halvt år siden eller for et år siden.” (Lærer4 #3). To øvrige lærere bemærker ligeledes, at børnene trives bedre blandt hinanden:   

“I eftermiddagen er det som om, børnene er bedre til at se hinanden. Det er som om, deres tempo er sat ned. At de bliver mere tålmodige, de giver hinanden mere tid.” (Lærer1 #2)  

”De har nemmere ved at kommunikere, og de har nemmere ved at lave fælles aktiviteter, helt klart. Det træder tydeligt frem, og jo yngre de er, jo nemmere træder det frem. Så det er den helt klare force ved projektet.” (Lærer3 #3) 

Hvorvidt det er en effekt af mobilforbuddet eller ej, er svært at sige, men lærerne giver i hvert fald overordnet udtryk for, at børnenes trivsel forbedres i løbet af prøveperiodens seks måneder. Tre gange undervejs målte jeg børnenes trivsel ved hjælp af et SDQ-spørgeskema, som spørger ind til børnenes styrker samt fire problemparametre.     

Ser vi på den samlede problemscore for drenge og piger, ser resultatet ud som følger: 

Det er værd at bemærke, at de foreløbige danske normtal lyder på 13 for drenge i alderen 11-15 år og 11 for piger. Ser man på drengenes score ligger den således relativt lavt, og det kan være en loftseffekt, der gør, at vi ikke ser nogen forbedring i stil med pigernes. Hvorvidt det er knyttet til mobilforbuddet eller ej, falder pigernes samlede problemscore bemærkelsesværdigt i løbet af forsøgsperioden – deres trivsel lader ifølge spørgeskemaet til at forbedres betydeligt. Her ville det have været interessant at kunne holde disse resultater op på kvalitative udmeldinger fra børnene, der måske kunne have været med til at forklare denne trivselsforbedring.  

Skal alle skoler forbyde mobiltelefoner? 

På baggrund af den mere eller mindre videnskabelige undersøgelse, jeg satte i søen, fremstår det ikke, at børnene har fået det værre i løbet af den mobilfri periode. Der blev generelt givet udtryk for, at det var til børnenes fordel, at mobiltelefonen var uden for rækkevidde i skoletiden; skulle den være til stede, skulle det være på voksenstyret og konstruktiv vis.  

Det var i mine øjne interessant, at denne skole kunne føre sig så stærkt frem på at være mobilfri, når der ikke samtidig blev etableret en politik for brug af computere. Børnene har ikke deres egne computere, så enhver computeraktivitet er et aktivt valg fra lærernes side, men det er svært for mig at se, at en bærbar computer eller en iPad ikke tilbyder lige så mange distraktioner som børnenes egne mobiltelefoner.  

I sidste ende er det jo ikke en mulighed for skolebørn fuldstændig at afskrive brugen af mobiltelefoner i dagligdagen, så hvor meget lærer et totalforbud børnene om at kontrollere deres brug? At følge Frankrigs eksempel og forbyde mobiltelefoner i folkeskolen er således fra mit synspunkt spild af tid og ressourcer, hvis man ikke samtidig forholder sig til, hvordan andre skærme benyttes i og uden for undervisningen.