Alt det, vi ikke taler om – en guide for nye psykologistuderende
Af Indput-redaktionen
Illustrationer af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych
Som ny studerende på psykologi bliver man udsat for en hæsblæsende intro-uge med et hav af forskelligartede aktiviteter, der påkræver sig den studerendes opmærksomhed i form af bl.a. pub crawl, rustur og meget andet. Der er derfor en overhængende fare for, at nogle af de mindre festlige aktiviteter går i glemmebogen. Det kunne jo f.eks. være de ellers udmærkede taler, der blev holdt ved det store velkomst-arrangement i intro-ugen, mandag d. 27. august, hvor både dekanen, institutlederen og studielederen deltog. Som enhver psykolog ved, er det vigtigste i en tale dog ikke hvad der bliver sagt, men derimod hvad der ikke bliver sagt! Som en service til glemsomme russere og andre nysgerrige sjæle, bringer Indput derfor her et kort resumé og psykologisk baghåndsanalyse af de tre taler ved arrangementet.
Dekanen
Den første taler var dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, dvs. den del af Københavns Universitet, der ligger på CSS og blandt andet består af uddannelserne psykologi, sociologi, antropologi, statskundskab og økonomi. Dekanen hedder Troels Østergaard Sørensen, og han er fakultetets leder og har det overordnede ansvar for fakultetets virksomhed.
Dekanen lagde først og fremmest vægt på, at der på universitetet er tale om fuldtidsstudier og fuldt drøn på fra dag ét. Ikke noget slendrian her. Og over for dem, der har haft sabbatår, understregede han, at universitetet er et sted hvor man selv har ansvaret for sin læring – ikke som i gymnasiet hvor det hele bliver serveret for en! Psykologi på KU er ikke bare en uddannelse – det er en livsstil, må man forstå.
Her kunne man måske indvende, at det kan virke en smule unødvendigt at påminde netop denne gruppe af studerende, der som bekendt har KU’s højeste karaktergennemsnit, om vigtigheden af eget ansvar og flid. En større koncentration af stræbere og såkaldte 12-talspiger finder man vel næppe end blandt årets russere på psykologi? Indput vover derfor den påstand, at det, som dekanen egentlig ville sige var, at han var noget intimideret over at stå foran 150 studerende hvoraf 80% af har et gennemsnit fra gymnasiet på 11,7 eller derover (og de andre 20% har arbejdet røven ud af bukserne for at opnå den omfattende erfaring, der er påkrævet for at komme ind på kvote 2). Eller måske troede han bare, at det var intro-arrangementet for økonomi, han var kommet til.
Institutlederen
Så kom institutlederen på. Han hedder Søren Kyllingsbæk og det er, som navnet antyder, ham der er leder for både forskningen og uddannelserne ved Institut for Psykologi på KU.
Umiddelbart virkede det til, at institutlederen havde lidt bedre føling end dekanen med, hvem det egentlig var, han talte til. Faktisk sagde han nærmest præcis det modsatte af dekanen. Med udgangspunkt i en ikke nærmere specificeret læringsteori bekendtgjorde institutlederen, at 20% af indsatsen på studiet giver 80% af udbyttet. Fra gymnasiet er de studerende vant til at skulle gå i dybden med det hele og bruge lige lang tid på alle fag for at få de høje karakterer, men her på psykologi-studiet ”vil vi gerne have jer til at arbejde på en anden måde”. Fokus på processen frem for på produktet, sådan som vi psykologer bedst kan lide det.
Institutlederen gav også eksempler på forskning, der foregår på instituttet, og opfordrede til at blive en del af disse forskningsprojekter. Han kom med eksempler på forskning fra Center for Visual Cognition og Center for Angst. Forskningsgrupper der lægger sig indenfor et mere naturvidenskabeligt paradigme – som tilfældigvis også er det institutlederen selv forsker indenfor. Der er 10 forskellige forskningsgrupper, og dermed otte andre grupper som ikke bliver nævnt her. Emnerne spænder fra det natur- og neurovidenskabelige, over det humanvidenskabelige til det samfundsvidenskabelige og socialpsykologiske. Det er et slaraffenland af vidt forskellige emner, videnskaber og metoder. Tjek det ud her, hvis det har interesse: https://www.psy.ku.dk/Forskning/forskergrupper/.
Institutlederen præsenterede også studienævnet med ordene: ”Det er her, der stadig er lidt demokrati tilbage”. Det kunne lyde som en morsom bemærkning, men det er det ikke. Studienævnet består af både undervisere og studerende og er derfor de studerendes mulighed for at få indflydelse på den praktiske tilrettelæggelse af uddannelsen. Det er også Studienævnet, der godkender undervisningsplanen og udarbejder forslag til studieordninger. Hvad psykologi på KU ”er”, er således ikke sat i sten, men er derimod en konsekvens af ledelsens beslutninger, f.eks. om hvem, der bliver ansat og hvad fagene skal indeholde. Studienævnet er de studerendes mulighed for at få indflydelse på dette. Institutlederens bemærkning var en slet skjult henvisning til det, han ikke sagde – nemlig at regeringen havde luftet planer om at fratage studienævnene deres ret til indflydelse på uddannelsernes indhold. For en kort stund var det slut med studenterdemokratiet med andre ord. Men det kan man jo ikke stå og sige i en velkomsttale...
Studielederen
Den sidste, der havde fået til opgave at give de nye studerende en lille peptalk var studieleder Torben Bechmann. Det er ham der (i samarbejde med Studienævnet og med institutlederen lige i nakken) forestår den praktiske tilrettelæggelse af uddannelsen indenfor studieordningens rammer og udarbejder forslag til undervisningsplaner. De tilstedeværende husker ham måske som den lille, muntre, rødmossede mand med de runde hornbriller, der forsøgte at tage en selfie med hele forelæsningslokalet på én gang.
Uheldigvis for studielederen havde dekanen og institutlederen talt så meget, at der ikke var tid til, at han kunne sige noget. Eller måske var det meget heldigt. Så risikerede han ikke at blive spurgt ind til den store debat om kønsfordelingen og manglen på krøllede hjerner på psykologistudiet, der gennem sommeren har kørt i Politikens spalter. Alt sammen med udgangspunkt i en meget omdiskuteret kronik, hvori de studerende bliver bebrejdet for at være for unge og for velstillede og for ikke at være (nok) mænd. En kronik, der var forfattet af to herrer ved navn Søren Kyllingsbæk og Torben Bechmann. Men sådan er der så meget, vi ikke taler om...