KUNST SOM RITUAL (EN FAMILIEFORTÆLLING)
Tekst af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.
Illustrationer af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych. og Kitty Pearl Moeran
Disclaimeren
Der må være sket en fejl; jeg tilhører jo visual afdelingen af Indput-redaktionen. Men nu sidder du alligevel her og læser en artikel jeg har skrevet. What a concept. For at vi i det mindste holder det lidt on brand, så skal det, på de næste få sider, handle om kunst. Eller snarere, kunst som ritual. Dog er den røde tråd nok mere lyserød. Perspektivet er mit eget og min nieces. Kunsten præsenteres i relation til livet. Formatet er til dels tosproget, til dels dagbogsagtigt, til dels et forvirrende tankemylder.
Livsritualer i hverdagen
Tilsidesætter man klassiske definitioner på ritualer som tilkoblet religion og spitirualitet, står man tilbage med ritualet som en symbolsk handling, der typisk omfatter en række handlinger, ceremonier og ord, med en forventning om at disse ændrer noget ved ritualets objekt. Med denne forståelse dækker et ‘ritual’ pludselig et bredt spektrum af instanser. Oftest er vi selv ritualets objekt; ritualerne vi gennemfører er blandt andet for at klæde os selv på til livets vilkår; ændre vores mindset; ændre vores udseende; ændre vores energiniveau; ændre vores copingmekanismer. Ritualer har vi herved i alle aspekter af livet.
Hverdagsritualer strækker fra morgenstunden, gennem dagen, og helt til aftenstunderne. Morgenkaffen (med valgfri morgensmøg til rygerne) er en slags ceremoni for at klæde os på til dagen. Ligeledes er både det at lægge og fjerne makeup, samt at gå i bad, om du er morgen- eller aftenbader. Ritualer, hvorigennem vi forbereder os til en overgang fra én tilværelse til en anden. Oplevelsesri tualer kan ligge i helkropsbarberingen inden dateaften, den pep-talk vi kan tage med os selv foran spejlet inden vigtige møder eller samtaler, eller selv endda forfesten hjemme hos vennerne inden den helt store aften i byen. Mange self-care rutiner er i sig selv ritualer. Turene i fitnesscentret er også ritualistiske; hver øvelse er en handling i en større ceremoni, der stræber efter at styrke kroppen, fysisk og psykisk. Terapi, på et (måske) mere abstrakt niveau, forekommer som ritual. Klienten træder ind hos psykologen, i et fysisk miljø skabt til at styrke det terapeutiske rum, hvorigennem ord bliver handling for udvikling.
Den personlige fortælling, det personlige tankemylder
I mit eget liv har kunst spillet en kæmpe ritualistisk rolle. Så stor en rolle endda, at inden jeg besluttede mig for at psykologi var uddannelsesfremtiden, havde jeg længe overvejet, endda startet på ansøgninger til Kunstakademiet. Det, der i sidste ende holdt mig tilbage fra at følge den livsbane, var bevidstheden om, hvorvidt det ville påvirke alle de aspekter ved kunsten, jeg oplever som gavnlige i mit eget liv. Det ritual, jeg nyder i min fritid. Ritualet, der giver ro og støtter healing fra livets hårdheder.
I kontrast læser min niece, Kitty, billedkunst på Manchester Universitet. Da hun var på besøg i sidste måned faldt vi i snak om selve processerne bag vores kreative arbejde, såvel som hvilke dele af livet de gavner.
Begge Kittys forældre er kunstnere: Min bror er stenhugger og -skulptør, mens Kittys mor arbejder med forskellige medier, dog mest offentligt med keramikskulpturer og akrylmalerier. Kitty fortæller selv, at hendes forældre altid har skabt plads til kreativitet derhjemme, uden at have presset børnene ned ad en kreativ rute. Deres hus har aldrig lignet et ’normalt hjem’, i stedet fyldt med hendes mors kunst og skulpturer. Kitty plejede at have det pinligt over det da hun var barn. Nu som voksen er hun stolt over hjemmets udtryk.
Hun husker tydeligt en tur til Japan som hele familien tog på da hun var lille (mine brødres mor er japaner – både deres og min egen opvækst har været meget præget af japansk kultur). Her fik hun sin første skitsebog, og efter opfordring fra moren blev alle oplevelser dokumenteret som tegninger heri. Som følge førte Kitty skitsebog i stedet for dagbog meget af barndommen. I 2. klasse til en krea-time havde Kitty bygget en kampvogn ud af toiletruller. Noget som førte til at hendes mor blev indkaldt til samtale over værkets ’voldelige’ natur. Hendes mors respons? ”My child is brilliant!”.
Som mange har Kitty tilhørt en årgang, hvis gymnasietid blev komprimeret af coronakrisen. I England består gymnasiet blot af to års undervisning, hvoraf Kitty brugte det andet år i lock down. Gymnasiet var første gang Kitty havde fået adgang til ’ordentlige’ kunstfaciliteter, som så alligevel ikke kunne be nyttes under pandemien. I stedet fortæller hun, hvordan hun måtte lære at arbejde med hvad de havde derhjemme. Hun beskriver sine værker fra denne tid som ’very domestic’. Samme år var stemningen anspændt derhjemme. Nu, når hun kig ger tilbage på værkerne fra corona-året, ser hun spændingerne i dem; en tebakke (det britiske symbol for hygge i hjemmet) med ordet ’facade’ indgraveret. Kunsten var blevet et udtryk for det usagte.
På universitetet tager kunsten en helt anden form. En helt anden udfordring. Ligesom med tebakken oplever Kitty, at kunsten kommer med tid. Det er først efter kunsten er skabt, at meningen træder frem i værket. Ligesom en god sauce, skal kunstens mening marinere.
Det er blandt andet dette, som universitetet udfordrer. Kun sten skal konceptualiseres, og så skabes. Meningens marina deproces forkortes til en slags prep-work op til hovedretten – altså selve værket.
U: Does art need to have meaning?
Det er noget jeg ofte selv har reflekteret over. En gentagen debat jeg husker tydeligt at have haft med min far over lange kaffeaftaler i Costa Coffee i Wiltshire, da jeg selv tog min gymnasieuddannelse i England.
U: What is art?
Hvad gør, at den kop vi drikker kaffe af, ikke beskyttes af en kunstfond? Den er designet af nogen. Den er skabt med mening. Dog, funktionel mening. Men, mening.
I dag er Kitty meget optaget af, hvad man på engelsk kalder quilts. Jeg synes personligt, at de danske oversættelser ikke gør noget positivt for mediet. ’Vægtæpper’, ’dyner’, ’sengetæpper med stikninger’. Ingen af disse oversættelser fanger kunsten bag funktionen.
For Kitty er det at sy en quilt en folkekunst. Det er en evne, en kompetence, der er videregivet gennem generationer. Fra mor til datter, til datteren igen. Quilts er skabt med omsorg. Barnet svøbes for at beskyttes fra kulden. Gammelt stof genanvendes – en bæredygtig proces med omsorg for klimaet. Meningen bag værket ligger i processen. Meningen væves ind i mønstret. Kittys egne quilt-værker er skabt af gammelt tøj, brugte sengebe træk, lagner, stofrester, doneret af venner, fundet i hendes eget loftsrum, samlet på. Alt stof har minder. Kittys skabelsesritual kreerer et nyt, bygget på hvad der har været før.
For nyligt er hun begyndt at inkludere tekst på stoffet; udklip fra gamle dagbøger. De fragmenteres i tern, ligesom stoffet hun anvender. De overlappes, tekst, på tekst, på tekst, på stof. Fortællingerne, nogle gange ordene, bliver ugenkendelige. Kun Kitty selv forstår sammenhængen. Det er en eksponering af hendes mest private liv, åbnet op for en hver at læse, men uden muligheden for at meningsdanne en virkelighed fra ordene.
Kitty: When you create an artwork, you give a piece of your soul.
Kitty og jeg snakkede meget om det terapeutiske i kunstritu alerne. Det at skabe er et ritual, der giver tid. Der giver ro. Der giver mening.
Quiltet bliver en gengivelse af forbundetheden mellem ting, mennesker, minder. Processen af at udvælge hvert stof, mønster, tekst, sker i langsomt tempo. Du tvinges til at s l o w d o w n, til at reflektere over dig selv. Til at genbesøge minderne.
Når Kitty tegner er det oftest på stor skala, med kul og voks kridt. Eller med blæk, formerne udgravet fra det sorte med en tandstik. Ritualet starter med rutinehandlinger: Udvælgelse af farver, finde den rigtige sang. Materialet kommer på papiret i takt med musikkens rytme. Motivet er at visualisere lydene. Det er et privat ritual, fortæller Kitty. En verden hun kan leve sig ind i, der er hendes egen. Et sted hvor hun kommer i kon takt med sig selv og hvordan hun har det. Væk fra distraktio nerne. Væk fra andre, der distraherer. Et afbræk fra den travle verden, hvor fokus konstant ligger på ’det næste’ og det der er ’mere’. Den næste opgave. Mere lykke. Flere penge. Kitty oplever det ’virkelige’ som en verden, der er svær at gøre opgør med. Det er en udfordring at stoppe op og opleve øjeblikket. Kunsten som ritual giver muligheden for bare ’at være’
U: To be, versus being in relation to.
Mine egne kunstritualer minder til dels om Kittys. At give mig selv fire timer til at male er at give mig selv fire timers self-care, fire timer til at tænke, processere, være.
Som faster til Kitty har jeg ofte grint over lighederne mellem vores fædre. Som psykologistuderende er det et skræmmende bevis for hvor meget vi minder om vores forældre. Mine brødre og jeg deler far, men har forskellige mødre. Kittys fars kernefamilie har haft et firepersoners omdrejningspunkt; far, mor, bror, bror. Min har haft én mindre.
I min egen kernefamilie har vi altid haft to sprog. Jeg talte dansk med min mor og engelsk med min far. Middagsbordet var en trevejssnak, tosproget, ét oversættende barn. Udenfor hjemmet var der oftest endnu flere sprog; japansk, græsk, tysk, hongkong, svensk, fransk. To travle akademikere, der tog deres barn med til konferencer, med på feltarbejdet, og nogle gange ikke med. Nogle gange blev man dumpet hos en fremmed. Li gesom cirkusjongløren i Schweiz. Eller hos mormor og morfar – en forlænget weekend, nogle gange flere måneder. Men oftest var man med, og så skulle man passe sig selv. Hvad mangler barnet? Blyant og papir.
Med en gigantisk sprogforvirring blev kunsten et tredje sprog. Et neutralt sprog. Et sprog, hvor grammatiske fejl er tilgivet. Et sprog, hvor dialekten udtrykkes gennem penselstrøgene. Et sprog alle kan tale. En tegneleg kan krydse landegrænser.
Mit tredje sprog blev heldigvis opfordret; mine forældres ikke akademiske venner var nogle seriøse krea-typer. Digtere, forfattere, malere, skulptører. Vinglade, højtgrinende, festlige, farverige. Hvordan underholdes barnet på en lørdag aften? Blyant og papir.
Skolegangen har heldigvis også tilladt dybdegående neddyk i det kreative. Udover en fantastisk folkeskolekunstlærer (skud ud til Anne!), der virkelig fik os unger i gang med de mest meto dekreative værker, har jeg været så heldig at kunne gå i dybden med kunsten på gymnasiet i England. Her tog jeg A-Levels, en pompøs gymnasieuddannelse med kun tre fag (som du til gen gæld virkelig dyrker, da undervisning lå seks dage om ugen, med den længste dag fra kl. 8-21. Godt nok var de to sidste timer band practice – britiske pigeskoler har åbenbart ikke mere end en enkelt bassist indskrevet som studerende ad gangen. Jeg fik lige pludselig et travlt skema, da musikunderviserne lurede, at det var mig).
To af mine A-Levels var kunst og kunsthistorie. Faciliteterne var overdrevet lækre – en luksus der virkelig har gjort mig snobbet omkring de forhold, jeg har oplevet på danske kunst studier (højskole). Alle fik deres egen arbejdsplads. Der var ressourcer til billedfremkaldelse, batik, oliemaling, print, keramik og mere. Hver mandag aften havde vi to timers croquisun dervisning (skud ud til Jane-The-Naked-Lady). Skolen havde networked med gallerier i hele England. Som 15-årige havde hele årgangen vores første udstilling i London. Kritikerne var positive.
Men yndlingsfaciliteten var helt klart lerovnen. Jeg blev totalt bidt af at lave skulpturer. Væk var blyanterne, akrylmalingen, lærred, blæk, kul, papir. Nu var det kun det stabile, tunge, bløde, kolde, våde ler, der formede sig mellem hænderne. Et tilgivende materiale – men kun hvis man ikke var bange for det. Men også meget kompromisløst – lerovnen kunne få værkerne til at briste, hvis de ikke var blevet lufttætte, tørre nok, eller ikke havde vægten i de rigtige ender. Måske ikke så tilgivende alligevel.
Min udgående eksamensudstilling blev en række lerbuster af min morfar. Rodin-inspireret. Store. Livsstørrelse. Min mor har altid kaldt dem dødsmaskerne. Min morfar levede sta dig den gang. Han valgte sin yndlings. Min mor valgte sin. Jeg valgte den mindste. Den gladeste. Den, hvor han havde et kækt glimt i øjet og så ud som han gjorde, efter han hav de spøget med min mormor. Efter han døde, har han nogle gange spøget på en anden måde. Så får dødsmaskerne lidt en anden betydning. Den sidste dødsmaske lever på et lager et sted i England, aldrig hentet efter udstillingen. Måske spøger morfar også der?
Siden jeg flyttede til København som voksen har pladsmangel, ungdomsøkonomi, tid og ressourcer betydet, at jeg er gået tilbage til akryl på lærred, blyant på papir. Som med de fleste ikke-helt-millenials, ikke-helt-gen-z’ere (aka den der midt-slut 90’er årgang ingen vil claime), har min livsudvikling været præget af den teknologiske udvikling; et præg man også ser på min kunstudvikling. I 2018 forvandlede jeg en fotografihobby til et arbejde. Her var jeg i Perth, Australien. Alle fotos var por trætter; modeportrætter, abstrakte kunstportrætter, album- og koncertportrætter, erotiske portrætter. Inden beslutningen om at gøre det til et arbejde, havde jeg lavet en række udstillinger med digital kunst i København. Min yndlings var en lummer installation, hvor politikeres ansigter var klistret over Playboy covers. Et par dage efter var der en, der nævnte, at et par politi kere havde besøgt udstillingen. Kritikken var ukritisk. Men mit eget største win i forbindelse med denne installation var, da jeg i 2021 opdagede, at Kittys storebror, min nevø, havde Play boypolitiker Boris Johnson som baggrund på telefonen.
Da jeg startede på psykologistudiet, kørte der en joke iblandt stamholdsvennerne om, at ’Urs er bare ansigtsblind’. Jeg ved, at jeg kan genkende mennesker, men på samme tid synes jeg, at mange ligner hinanden. I alle lande har vi ansigtstræk til fælles, som om vi alle stammer fra de samme fem-ti famili er. Jeg bliver forvirret på gaden over folk, der ligner folk jeg kender. Nu på kandidaten kan jeg fortælle, at jeg har stødt på mange årsagsforklaringer til hvorfor jeg synes, folk ligner hin anden, men min yndlings kommer sjovt nok fra den frygtede kognieksamen. Her skulle vi forberede talepapir til et kvalita tivt studie om prosopagnosi. Forsøgspersonen med prosopag nosi og kontrolgruppen blev vist ansigter, vendt rigtigt, som vi genkender fra virkeligheden, og omvendt. De fandt, at kontrol gruppen genkendte ansigter når de vendes rigtigt, ved at dan ne sig et indtryk af helhedsbilledet. Formen. Årsagen tænkes at være indlært, til hurtig genkendelse i den verden vi bevæger os i. I kontrast genkendte forsøgspersonen kun delelementer af ansigtet. Venstre øje, næseborene. Detaljespecifikke dimen sioner. Når ansigter blev vendt om, blev alle, både forsøgsper sonen og kontrolgruppen, detaljespecifikke. Dette studie fik noget til at give mening for mig. I alle de år jeg har lært at male portrætter, har alle kunstundervisere pointeret, at ”hvis du er i tvivl om proportionerne passer og trækkene ser rigtige ud, så vend portrættet på hovedet”. Skyldes min ansigts-konfushed en dybdegående kunstuddannelse? En overeksponering af for mange portrætter? En overbevidsthed om at forstå ansigter gennem detaljer og træk, og ikke helhedsbilledet?
I dag ligger mit tredje sprog stadig dybt. Mine tanker kommer som billeder, mine drømme som lydløse eventyr. Kunstens rolle i mit liv er både minimal og altbetydende. Kunsten er et ritual, jeg dyrker, en ceremoni, jeg giver tid til. At male er at forstå. At kreere er at give mig selv tid til at forstå.
Mit ritual er at låse døren, slukke mobilen, lukke verden ude. Min handling er at gå ind i mig selv. Sangene looper. Jeg kan ikke planlægge værker. Jeg kan ikke skabe meningen først, som Kittys universitet beder hende om. Planlægningen ødelægger ritualets formål for mig. Hvert maleri er en proces. Hvert maleri er en processering. Mange bliver aldrig visuelt færdige. Men værket stoppes når processen er forløst. For nogle år siden var jeg, som så mange andre kvinder, udsat for endnu et overgreb. Kunstritualet varede i tolv dage. Ingen kunne kontakte mig. Dagene gik. Maleriet blev aldrig færdigt. Men traumet blev forløst. Følelserne blev sluppet. Meningen blev skabt. Hullet blev helet. Eller; skorpen blev i hvert fald lagt. Lærredet ligger derhjemme som en reminder om min egen styrke. En reminder om at give mig selv tid til omsorg.
Malerierne er aldrig planlagt. De starter som en streg, og fort sætter som en følelse. Om det er refleks eller forbandelse, bliver de altid portrætter; eventyrlige ansigter opdigtet i mit eget an sigtskonfuse sind. En del af glæden ved kunstritualet for mig er, at jeg aldrig ved hvor et værk ender. Ligesom med livet er resultatet for hver beslutning en overraskelse. Man kan altid konsekvensberegne. Men helhedsbilledet er uforudsigeligt.
Fremtiden
For Kitty er kunstens fremtidsdrøm et kreativt kollektiv. Et fællesskab af kunstnere der kan udstille sammen, såvel som at være et samlingspunkt for kunstinteresserede. Kunsten giver anledning til noget socialt, noget kærligt, noget inspirerende. Mennesker bevæger sig i et usynligt edderkoppespind, bundet sammen af dynamikker og perifere relationer. Kunsten giver anledning til at forkorte afstandene mellem os. Et ritual der kan deles.
For mig selv er kunstens fremtidsdrøm mere introvert. Et ritual jeg kan overholde regelmæssigt. En selvterapi – ikke isoleret fra andre livsbearbejdningsmetoder, men et supplement til at få hverdagen til at give mening, virkeligheden til at løbe i ring. Til at holde hovedet koldt. Til at give mig selv ro. Kunstritualet er en symbolsk handling, en ceremoni, som jeg forventer gavner min egen livsførelse, min egen udvikling, gennem glæde, sorg, og plads til processeringen af alt udenfor og ind i mellem.
