JEG ER IKKE SYG, JEG ER EN IDENTITETSPOLITISK UNDERTRYKT NEUROMINORITET

Af Oliver Tonning, stud.psych.

Illustrationer af Natascha M. R. Hansen, stud.psych.

Jeg har ADHD, autisme og dysleksi. Min neurodivergens er en medfødt anderledes, som ikke kan ændres, uden at det ændrer mig. Vi neurodivergente befinder os i en identitetspolitisk kamp, for at få lov til at være dem vi er. Vores anderledeshed er et biologisk faktum i lighed med race, køn og seksualitet. Ligesom hos dem er der tale om en almenmenneskelig evolutionsbiologisk variation, og ligesom dem er vi blevet ført bag lyset, spist af med fortællinger om sygdom og nød.

Sygdom bliver generelt defineret ud fra to kriterier: lidelse og funktionsnedsættelse. Man skal altså opleve smerte og være begrænset i sine hverdagsfunktioner. Man kan lide på mange måder, men ikke al lidelse er sygdom. F.eks. kærestesorg og forældrebekymringer. Mange neurodivergente lider, men det er ikke en lidelse, der kommer fra en biologisk defekt. Det er en social lidelse, som opstår i mødet med samfundsdefekten.

Smerte fortæller os, at noget er galt, men den fortæller ikke altid, hvilken af to mulige veje man skal vælge. Enten skal man forholde sig ro, som ved et brækket ben. Eller skal man ændre sin situation, som havde man hånden på en kogeplade. At være neurodivergent er som at have hånden på en kogeplade, imens samfundet holder den fast og hvisker, at smerten nok skal gå væk, hvis man forholder sig i ro.

Jeg oplever begge former for lidelse for tiden. Det er tirsdag, det regner, og min lænd smerter hver gang, jeg bevæger mig. Jeg ser ud på cyklisterne og mærker kroppens paradoksale kærlighed. Den passer på mig ved at tvinge mig til at restituere ryggen, så jeg ikke overbelaster den igen. Smerten er her tegn på syg-dom. En ufrihed som man er dømt til for at få det bedre. Neurodivergensen er ikke en syg-dom. Smerten er et råb om frihed.

Jeg burde gå til lægen med rygsmerterne, men i stedet fantaserer jeg om, hvordan min neurodivergens også kunne have set ud. Som jeg ligger der i sengen, forsvinder regnen og gaden og cyklerne, og en før-historisk nomadeklan vokser frem for mit sind. Her tager min ADHD ikke form som en sygdom. Det første kernesymptom, hyperaktivitet, er her bare aktivitet. Vores liv er en konstant bevægelse mellem sletter og skove. Ligeledes gør min manglende evne til at falde i søvn mig til en oplagt bålvagt. Ved bålet er jeg ikke opmærksomhedsforstyrret, men opmærksomhedsvelsignet. Jeg får øje på alle ting og sager derude i landskabet. Venner og fjender, mad og farer. Faktisk er det præcis den samme evne, som engang gjorde mig til en god soldaterrekrut.

Historien udfolder sig, imens jeg får møvet mig ud til køkkenvasken, så min roommate slipper for at se på min vaskestabel. Sæben bobler, og jeg er tilbage hos klanen. De ligger og sover rundt om bålet. Jeg ser min mor, min far og mine søskende og føler mig stolt over det ansvar, jeg har for at beskytte dem. Jeg takker mine særlige evner, der gør det muligt. En kvinde, jeg er lun på, vender sig i søvne og puffer til sine søskende på den anden side af bålet. Jeg smiler. Pludselig springer en ulv frem!

Min puls stiger både ved vasken og ved bålet. Ulven knurrer sultent og blotter sine tænder. Mit tredje kernesymptom, den manglende impulskontrol, sprøjter adrenalinen ud i min hjerne og fjerner al frygt og refleksion. Før jeg ved af det, griber jeg min kniv og kaster mig over ulven med et skrig. Alle vågner, og jeg hakker kniven i huden, imens ulvens kløer synker ned i mit bryst. Helt opslugt af mine følelser hugger jeg løs, men opdager så, at det faktisk er vaskebørsten, jeg svinger i køkkenet, og at det er vandhanen, jeg rammer.

Jeg må optrænes til kamp, ikke tro at smerten går væk af sig selv. Jeg skal dog ikke kæmpe imod ulve, men imod ideer som har forkrøblet en hidtil overset minoritet alt for længe.

I takt med kroppens rytmiske bevægelse gentager jeg igen og igen den idé, at jeg ikke er syg, men en identitetspolitisk undertrykt neurominoritet. Denne idé er allerede slået igennem i USA: Oprøret fra neurominoriteterne er den fjerde store borgerrettighedsbevægelse i forlængelsen af frihedskampen for kvinder, farvede og queerpersoner.

Det er samfundets forventninger og krav, der er den egentlige årsag til min lidelse. Men samfund kan ændres. Faktisk er det selve den demokratiske kerne at få fjernet gamle ideer, når de er blevet for slidte at se på. Men før en gammel idé kan blive passé, så skal man først kunne tænke en ny, som kan træde i dens sted.

Min rommate rumsterer på sit værelse. Jeg bliver flov. De ustyrlige og eksplosive følelser er en del af min divergens. Min fantasi trænger ind alle steder. Mine forestillinger kan føles mere virkelige end virkeligheden selv, og mine følelser løber ofte af med mig. Jeg kan ikke styre det, kun maskere så godt jeg kan, og bide mig hårdt i læben.

Min familie er ikke længere i fare. Jeg ligger udmattet ved bålet. Her vokser en følelse af stolthed frem igen og skubber skammen til side. Sådan kunne livet havde været. Mit crush er i gang med at rense mine sår. Jeg kaster et stjålent blik på hende, hun ser på mig, men så lukker jeg hurtigt øjnene og stønner meget, meget lidende.

Jeg ser ingen psykisk sygdom. Jeg ser heller ingen funktionsnedsættelse. Faktisk ser jeg kun funktionsmaksimering og den mest meningsfulde smerte, man kan forestille sig. Jeg ser en samfundsindretning, der er anderledes end i dag. Jeg ser evner, der kunne gøre mig til en helt, men til dagligt føler jeg allermest som en skurk - en belastning for statskassen.

Det regner stadig. Det grå lys siver ind mellem sprosserne i vinduet, imens jeg halter tilbage til min seng og håber, at jeg snart kan fortabe mig i en ny fantasi.

I sengen chatter jeg med nogle neurodivergente medstuderende fra psykologi. En citerer et sted i pensum, hvor alle autister beskrives som mentalt retarderede. En anden korrigerer hende og siger, at teksten dog kun kalder os halvt retarderede. Samtalen går over i, hvordan pensum anbefaler ABA (Applied Behavior Analysis) som bedste behandlingsmetode til autister. En behandlingsmetode som går ud på at gøre autister ”normale” ved at undertrykke deres afvigende adfærd. ABA er teoretisk og historisk tæt beslægtet med Gay Conversion Therapy, som ligeledes går ud på at gøre de homoseksuelles adfærd ”normal”.

Historien udfolder sig, imens jeg får møvet mig ud til køkkenvasken, så min roommate slipper for at se på min vaskestabel. Sæben bobler, og jeg er tilbage hos klanen. De ligger og sover rundt om bålet. Jeg ser min mor, min far og mine søskende og føler mig stolt over det ansvar, jeg har for at beskytte dem. Jeg takker mine særlige evner, der gør det muligt. En kvinde, jeg er lun på, vender sig i søvne og puffer til sine søskende på den anden side af bålet. Jeg smiler. Pludselig springer en ulv frem!

Min puls stiger både ved vasken og ved bålet. Ulven knurrer sultent og blotter sine tænder. Mit tredje kernesymptom, den manglende impulskontrol, sprøjter adrenalinen ud i min hjerne og fjerner al frygt og refleksion. Før jeg ved af det, griber jeg min kniv og kaster mig over ulven med et skrig. Alle vågner, og jeg hakker kniven i huden, imens ulvens kløer synker ned i mit bryst. Helt opslugt af mine følelser hugger jeg løs, men opdager så, at det faktisk er vaskebørsten, jeg svinger i køkkenet, og at det er vandhanen, jeg rammer.

Engang sendte man “moralsk defekte” kvinder til Sprogø. Både kvinderne og de homoseksuelle var syge i deres moral, ligesom afrikanerne i deres biologi. I dag er magtens alibi den postulerede neurologiske defekt. Jeg skriver, at vi er en gruppe psykologer, der heller ikke længere anerkender deres autoritet.

Jeg lukker chatten og leder efter en ny overspringshandling i stedet for at ringe til min læge, men lander på en blid mellemvej: Gode gamle Netdoktor. Imens jeg læser, erkender jeg, at jeg har taget fejl. Derinde kategoriseres mine rygsmerter slet ikke som en reel sygdom. De skriver, at helbredelsen ikke skal findes i ro, men i handling. De skriver, at jeg skal komme i gang med at træne og bevæge mig, uanset hvor ondt det gør.

Det er en gammel misforståelse, at smerterne skal behandles med ro, men sådan nogle har det med at hænge ved. Undertrykkelse kan tage form af kærlighed. Undertrykkelsen er sjældent bevidst. Jeg tror ikke, at noget sundhedspersonale har ondt i sinde.

Jeg lægger mig ned på gulvet og begynder at lave de anbefalede rygøvelser. Netdoktor skriver, at det er ved at styrke musklerne omkring smertepunktet, at lidelsen kan lindres og funktionsnedsættelsen kan overvindes. Jeg sveder og pruster og tænker, at det er min ideologiske muskel, der skal trænes, hvis den sociale smerte skal drives bort.

Jeg må optrænes til kamp, ikke tro at smerten går væk af sig selv. Jeg skal dog ikke kæmpe imod ulve, men imod ideer som har forkrøblet en hidtil overset minoritet alt for længe.

I takt med kroppens rytmiske bevægelse gentager jeg igen og igen den idé, at jeg ikke er syg, men en identitetspolitisk undertrykt neurominoritet. Denne idé er allerede slået igennem i USA: Oprøret fra neurominoriteterne er den fjerde store borgerrettighedsbevægelse i forlængelsen af frihedskampen for kvinder, farvede og queerpersoner.

Det er samfundets forventninger og krav, der er den egentlige årsag til min lidelse. Men samfund kan ændres. Faktisk er det selve den demokratiske kerne at få fjernet gamle ideer, når de er blevet for slidte at se på. Men før en gammel idé kan blive passé, så skal man først kunne tænke en ny, som kan træde i dens sted.