Stafetten - Stig Poulsen

Af Josefine Bechgaard Lisse, stud.psych.

Illustration af Marie Fæste, stud.psych.

Stafetten er Indput’s faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om sig selv og derefter sender stafetten videre til en anden ansat efter eget ønske. Denne gang har Johanne Smith-Nielsen givet Stafetten videre til Stig Poulsen, som er professor i klinisk psykologi. Stig Poulsen har allerede i 2013 medvirket i Stafetten, men kommer nu med svar, som afspejler instituttets situation i 2024.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Før jeg startede på uddannelsen, var jeg meget interesseret i forskning i alternative bevidsthedstilstande og i Stanislav Grofs LSD-assisterede terapi. Den interesse gled ret hurtigt i baggrunden, men jeg synes, det har været virkelig interessant at følge den hastige udvikling i psykedelisk assisteret terapi, der har fundet sted de seneste år. Og jeg er meget glad for, at vi har haft held til at ansætte Dea Siggaard Stenbæk, der er i gang med en række spændende projekter om behandling af psykiske lidelser med psilocybin.

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Jeg havde medicin som anden prioritet, så det kunne det sagtens være endt med – og jeg tror også, jeg ville have syntes, det var utrolig spændende. Ellers havde jeg i mange år et bijob som soulsanger, men talentet rakte helt sikkert ikke til mere end det.

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

I min studietid var faget stærkt plaget af skyttegravskrige mellem forskellige marxistiske skoledannelser, og der var i hver af fraktionerne en udpræget lukkethed overfor anderledestænkende. Jeg oplevede i mange år, at der var kommet en meget større tolerance og dialog mellem fagets forskellige teorier og discipliner, men jeg er selvfølgelig opmærksom på kritikken fra studerende, der oplever, at faget nu er blevet for ensrettet omkring en mere kvantitativt orienteret tilgang til psykologi. Ikke desto mindre oplever jeg, at bevægelsen fra en meget teoretisk tilgang til et stærkere fokus på empirisk forskning har betydet en styrkelse af vores fag. Men der skal selvfølgelig være plads til både kvalitative og kvantitative tilgange til forskning og også til en kritisk dialog mellem forskellige teoretiske perspektiver og metodologiske tilgange.

Hvordan tror du, at studiet/faget ser ud om 20 år?

Jeg håber og tror, at den udvikling, der er i gang i dag i retning af en styrkelse af de studerendes kompetencer inden for empirisk forskning, vil fortsætte, og at der i højere grad bliver tradition for, at de studerende selv gennemfører forskningsprojekter. Samtidig ville det være fantastisk, hvis vi fik ressourcer til at styrke de praktiske elementer i uddannelsen gennem mere systematisk træning af de studerende i fx psykoterapi, som er mit særlige interesseområde.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?

At have frihed til at fordybe mig i det, jeg synes er allermest interessant overhovedet, nemlig forskning i psykoterapi. Mine kolleger, som inspirerer mig hver dag, både på det faglige og det personlige plan. Og at få lejlighed til at lære nyt hele tiden som underviser og vejleder.

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?

Jeg ville give mig selv et klap på skulderen, fordi jeg havde fundet nogle spændende fagrelevante studiejob i ind- og udland. Så ville jeg opfordre mig selv til at prøve at komme med på et forskningsprojekt – det ville jeg helt sikkert have lært rigtig meget af. Måske jeg også ville sige til mig selv, at jeg ikke behøvede at bruge helt som meget tid på at gå og hygge mig. Det tog mig 8½ år at gennemføre uddannelsen, så jeg kunne sagtens have lavet noget sjovere end at nørkle med mit speciale så længe, som jeg gjorde.

Hvem skal have stafetten af dig?

Det skal Xuan Li, der er forholdsvis nyansat på instituttet, og som bidrager med spændende perspektiver på faderskab i et tværkulturelt perspektiv.