JEG ELSKER ORD

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.

1.  

Jeg er så privilegeret at have lært at tale, læse og skrive. Endda på mere end ét sprog gennem en langsommelig proces, der inkluderer forældre, pædagoger, lærere, bøger, venner og til dels internettet. Først lydene. Måden man bruger stemmebåndet og tungens små krumninger til at fremkalde noget, som ens forældre kan forstå betydningen af. Senere brugte jeg mine barnehænder til omhyggeligt at masseproducere de finurlige, snørklede tegn, vi kalder bogstaver, i mit skrivehæfte, indtil diverse lærere var tilfredse. Jeg havde ikke rigtig noget valg, og nu hænger lydene og krusedullerne uløseligt sammen med det, jeg møder i verden. Et træ er et træ og en cykel en cykel (sig gerne lydene højt, kære læser). Det var en slags voldelig tvang i den forstand, at jeg uvidende og naiv blev tvunget ind i en gigantisk struktur, der udgør den eneste mulighed, jeg har for at forstå mig selv, andre og resten af verden. Men jeg er trods alt glad for at kunne dele denne verden med andre gennem det monstrøse, uoverskuelige redskab, som sproget udgør. Hvis man nægter at lære nogle af disse sprogevner, igangsættes et omfattende system bestående af lærere, psykologer, læger og læringsredskaber, der prøver at hjælpe eller tvinge afhængigt af perspektiv. Jeg har dog ikke selv noget minde om modstand overfor ordenes verden, så jeg kan kun takke alle involverede. Siden har jeg elsket ord. 

2.  

Kan man opfinde et ord? Det kan man tilsyneladende, hvis man hedder Søren Gosvig Olesen, og man kommer i den position, at man skal oversætte Michel Foucault til dansk. I et nyligt interview med Akademikerbladet beskriver Gosvig – nu filosofiprofessor, dengang filosofistuderende – hvordan han som 21-årig sad på Aarhus Statsbiblioteket og oversatte første bind af Seksualitetens historie. Her oplevede han problemer med at skulle oversætte det franske mise en discours til dansk. Dette første til udformningen af det nu meget udbredte begreb ‘italesættelse’. Det er svært at overskue dette danske ords tilblivelse. Hvert af de tre franske ord, fx discours, har sin egen tilblivelse i det franske sprogs historie og får også sin betydning i relation til andre ord i det nuværende franske sprog. Dernæst afhænger tilblivelsen af, at lille Michel gik i skole og blev en stor filosof, til at Søren Gosvig blev en frankofil, oversættende filosofistuderende, til at ordet vandt den udbredelse, som det nu har. Dette netværk, som en sådan tilblivelse fungerer i kraft af, vil jeg kalde ordets økologi. Med brugen af ’økologi’ mener jeg, at ord rejser, bevæger sig, skifter betydning over tid i sammenhæng med samfundet, naturen og andre ord. 

3.  

Wittgenstein siger, at man ikke kan have et privat sprog. Man kan ikke have sit eget lukkede system af tegn, som andre ikke kan tyde eller kender. Et sprog er noget, vi har sammen. Det kan derfor virke mærkværdigt, at en enkelt person rent faktisk kan ’opfinde’ et ord. Og dog. Vi forstår italesættelse, fordi vi forstår ’i’, ’tale’ og ’sættelse’ og minder om ord, der er struktureret på en lignende måde som fx ’iscenesættelse’. Det er en hypotese i hvert fald. Antageligt er en vis mængde af de ord, vi bruger, med de betydninger de har, opfundet eller omformet endda i løbet af de sidste par hundrede år. Et lidt tilfældigt spørgsmål: var der nogen Oplysningstid i Europa uden kaffe? Kan I forestille jer, hvad det gør ved et kontinent, når dets intellektuelle klasse bliver dyppet i den energigivende sorte væske og suger den til sig som en tør kiks? Når gab erstattes af rystende hænder, hurtigere tale og tænksomme, søvnløse nætter? Det fik vi at se på de europæiske kaffehuse, der blomstrede op i de sidste trehundrede år. I Wiens storhedstid i starten det tyvende århundrede huserede intellektuelle og kunstnere: Sigmund Freud og Joseph Stalin på Café Central, selvom Café Landtmann åbenbart var Freuds favorit, og Leon Trotsky og Stefan Zweig på Café Griensteidl. Og mange flere. Blandt al den abstrakte palaver og de klirrende kaffekopper blev Sachertorten, som jeg i øvrigt bagte til min 13. års fødselsdag, opfundet i al stilhed ovre på Hotel Sacher (der hersker dog uenighed om, hvem der reelt opfandt den). Fortællingen om caféen som tankens hjem skulle vise at gentage sig på Les Deux Magots i Paris, da eksistentialismen blev født af Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre. Med surrealister, Pablo Picasso, James Joyce og Bertolt Brecht på de andre cafésæder. Ifølge det psykoanalytiske kollektiv Institut for Vild Analyse er det sted, man den dag i dag har mulighed for at tænke, Emmerys i Åbyhøj vest for Aarhus.  

4.  

Morten og jeg skal købe ind til Indput-møde. Vi træder ind i supermarkedet, og der er kaffebønnerne på hylden. En essentiel del af dansk mødekultur. Selvom de næsten altid ligger trofast på samme sted, dukker de selvfølgelig ikke bare op uden videre. Der er et stort netværk af sociale relationer: internationale handelsaftaler, klimaforhold for produktionen, lokale love, forbrugskultur i landet, hvor produktet nydes; en lang forsyningskæde styret af en usynlig hånd, der skaffer bønnerne fra det sted, de produceres til det sted, de kan sælges til en høj pris; et økonomisk system, hvor et prisræs på forbrugersiden medfølger en naturlig minimering af den løn, som dem i kaffemarkerne får, hvis de da får noget under de slavelignende forhold, som de nok ofte arbejder under. Alt dette ved enhver, der tænker en lille smule over det, imidlertid godt. Vi (ikke specifikt Morten og mig, men os alle) er bare ligeglade, om vi vil det eller ej.  

5. 

Er økologiske systemer åbne eller lukkede? På den ene side er det indlysende, at de er åbne. Intet system, om det er et menneske, en vulkan, en computer, et planetært system, et kaffehus eller en vennegruppe kan blive ved med at eksistere uden interaktion med omgivelserne. Uden nye ressourcer opstår forfald og disintegration. På den anden side er alle systemer uden tvivl lukkede. For at være opretholde sig selv må ethvert system opretholde sine grænser til miljøet. Det må lukke sig til for ikke at blive opslugt i det andet. Systemer opererer med deres egen logik og et slags ”oversættelsesarbejde” må ske for, at systemer kan kommunikere. Økonomiske systemers logik er økonomisk og juridiske systemer er juridisk. Hvorfor ikke bare bestikke en dommer og besejre den juridiske logik? Det juridiske system har kun en juridisk løsning: At styrke lovgivningen over for bestikkelse. 

6.  

Hvis en ikke-dansktalende person skulle læse Indput, skulle det oversættes. Men der skal en mere omstændig oversættelse til for, at ord kan interagere med helt andre typer af systemer. Ord er svar til andre ord, tekster er svar til andre tekster, og bøger er svar til andre bøger. Man kan ikke stille sig uden for ordenes orden, hvis man vil bruge dem. Her rækker kun ord. På denne måde er systemet af ord lukket. Man må selvfølgelig heller ikke glemme, at sprogsystemer er åbne. Andre ord bliver indoptaget i fx det danske sprog, nye teknologiske praksisser fordrer nye ord, og ord ændrer betydning i samspil med klasse, kultur og meget andet. Men i en vis forstand er det, jeg har skrevet, heldigvis eller uheldigvis ’bare ord’ i et lukket system af andre ord. Det er både beroligende og foruroligende. Når man taler med en anden, ved man for det meste nogenlunde, hvad de mener med det, de siger. Det er i grunden mærkværdigt, når man skal foretage en radikal oversættelse for, at det er overhovedet er muligt at forklare, hvad man hører med sine ører, ser med sine øjne eller mærker med hele sin krop. En oversættelse, der ikke indebærer formidlingen af et sprog til et andet, men transmissionen af noget, der fundamentalt er ikke-sprogligt. Fra en oplevelse af verden, der omformes til noget sprogligt. Det hænder da også, hvis man er ude for noget meget sært eller en meget kraftfuld oplevelse - fx i en kunstoplevelse - at man føler, ordene ikke rækker. Man kan simpelthen ikke forklare, hvad man mener, og i bedste fald er det via metaforer og sammenligninger, man kan prøve at lade den anden vide, hvad man har været ude for. Jeg kommer til at tænke på dét, som de franske psykoanalytikere kalder ”det reelle”. Den hårde kerne i noget som ikke kan udtrykkes, symboliseres eller forestilles. Det betyder bl.a., at alt ikke er ”tekst”. Selvom jeg elsker ord, er der en rest, som de ikke kan indfange, som de misrepræsenterer, forvrænger og reducerer.