Interview med psykologfagligt netværk imod diskrimination

Af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. og Johanna Mariam Madsen, stud.psych.

Indput har talt med Naderah Parwani, cand.psych.aut. og Iram Khawaja, cand.psych., medstifere af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination

Hvad er Psykologfagligt Netværk Mod Diskrimination, og hvorfor startede I netværket?

Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination er et netværk på over 260 psykologer og få psykologi-studerende, som arbejder for at opnå viden om, sætte øget fokus på og videreformidle de psykologiske, helbredsmæssige og samfundsmæssige konsekvenser ved diskrimination og racisme. Netværket eksisterer som en lukket gruppe på Facebook, og består af psykologer med mange forskellige arbejdsområder og professionelle profiler. 

 

Målet er at bringe et psykologfagligt perspektiv på den stigende racisme og diskrimination i samfundet og arbejde proaktivt med at skabe dialog, refleksion og læring omkring disse emner i samfundet. Vi står således sammen om et mål om at sætte fokus på at udbrede psykologfaglig viden om racisme og diskrimination i Danmark i forhold til, hvordan det konkret er muligt at tage de svære snakke og italesætte diskrimination og racialisering, når den finder sted og udvikle strategier for at modarbejde den.

 

Netværket blev dannet i sommeren 2019 af Naderah Parwani og Iram Khawaja som reaktion på den stigende diskriminerende praksis og ekskluderende tone omkring minoritetsetniske borgere, som har været mulig at observere politisk og i medierne de seneste år. En tendens som har psykologiske konsekvenser, og som kommer til udtryk i mange af de sager og henvendelser psykologerne bag netværket modtog og stadig modtager.

 

Hvordan kommer diskrimination og stigma til udtryk i det terapeutiske rum? 

Det er vigtigt først og fremmest at forstå, at minoritetsborgere er positioneret anderledes i det danske samfund end etniske danskere. Derfor er det væsentligt at tage højde for, at kulturforskelle betyder noget og at kulturforståelse er nødvendigt i det kliniske arbejde med minoritetsborgere. De kan have andre værdier og prioriteringer, en anden kultur eller religion, andre måder at gøre ting på eller at udtrykke sig på. Når disse kommer til udtryk i det terapeutiske rum, kan vi tolke disse ud fra vores egen kulturelle referenceramme og her kan der opstå misforståelser og fejlfortolkninger. Meget af den viden om andre kulturer, som man vokser op med i Vesten, er ofte begrænset, ensidig og kan bygge på stereotypiske beretninger om andre kulturer. Det kan være alt det man har lært gennem medierne, litteraturen, kunsten, politikerne, som kan være meget begrænsende perspektiver på mennesker fra andre kulturer. Selvom mange etnisk danske psykologer giver udtryk for, at de er bevidste om disse fordomme og at disse ikke vil påvirke processen, så kan mange af de ting, der bliver udtrykt og de spørgsmål der stilles, være diskriminerende uden at psykologen selv er bevidst om det. 

Det hænger sammen med en forståelse af diskrimination og racisme som strukturelle processer, der er forbundet med de samfundsmæssige og historiske vilkår, vi vokser op med og under. Det terapeutiske rum er ikke et neutralt rum. Særlige forståelser, privilegier og adgang til forskellige erfaringsverdener påvirker aktivt den terapeutiske relation og de magtrelationelle positioner, det er muligt at indtage som henholdsvis terapeut og klient. På denne måde kan man betragte det psykoterapeutiske rum som en afspejling af samfundet, hvilket man som terapeut bliver nødt til at forholde sig til. APA’s Task Force on Race and Ethnicity Guidelines in Psychology (2019) har udgivet en forskningsbaseret vejledning til udviklingen af ”racial and ethnocultural responsiveness” som defineres som “…continual development of knowledge, awareness, reflective practice, and skills needed to promote health, well-being, and equity for racially and ethnically diverse individuals and communities” (s.3). Der er således et udpræget fokus på denne dimension i lande som USA og UK, hvilket vi mangler i en dansk kontekst, fx fra Dansk Psykolog Forening, som kan vise, at man aktivt forholder sig til at kvalificere flerkulturelle og diversitets-sensitive kompetencer i det psykologiske arbejde. Det er særligt vigtigt, fordi vi i en dansk sammenhæng i overvejende grad har tendens til at ville fortie kulturelle og racialiserede forskelle, eller underbetone dem, hvilket desværre implicerer en underkendelse af de oplevelser af forskellighed, andethed og diskrimination som mange etniske minoritetsklienter til dagligt må kæmpe med. 

 

Sideløbende med, at vi har benægtet graden af diskriminationen i vores samfund, har vi også forsømt dette vigtige område i vores kliniske arbejde. Vi har eksempelvis hovedsageligt haft fokus på flygtninges krigstraumer og ikke haft fokus på, hvordan mange flygtninge bliver udsat for psykiske og fysiske belastninger, når de kommer til Danmark. Det tror vi har haft en betydning for, hvorfor gensidigheden har været fraværende i integrationsarbejdet. Vi har stillet mange  krav til etniske minoriteter, uden også at kigge på samfundets modtagelighed over for disse borgere. Denne gensidighed skal vi både have inddraget i vores kliniske arbejde med minoriteter og i integrationsarbejdet. 

        

Hvordan arbejder I for at mindske diskrimination indenfor psykologien?

Vores mål er ikke kun at mindske diskrimination inden for psykologien - vi arbejder ud fra et bredt samfundsmæssigt og strukturelt perspektiv, hvilket indebærer at vi retter fokus på de mange forskellige arenaer hvor racisme og diskrimination kommer til udtryk, såsom skoler, universiteter arbejdsmarkedet, medier osv. Hvis vi skal zoome ind på psykologien, så handler det om at udvide vores forståelse af feltet psykologi, så det i højere grad også inddrager et fokus på at forstå processer af andetgørelse, magt, diskrimination samt det transkulturelle felt, som handler om et fokus på betydningen af en åbenhed for forskellige perspektiver og kulturelt indlejrede sandheder. 

Vi arbejder i øjeblikket med at sikre repræsentation af minoritetspsykologer med et ydernummer. Vi har netop fået data fra Dansk Psykolog Forening, som viser, at der ikke er blevet tildelt et eneste ydernummer til en minoritetspsykolog de sidste 10 år i København. Vi kæmper nu med at få data fra hele landet, så vi kan vurdere graden af eksklusionen. Vi ønsker også at kigge på, hvor mange etniske minoriteter der søger ind på psykologi og hvor mange, der kommer ind på studiet, og herunder hvor mange undervisere, der er repræsenteret på psykologistudiet med minoritetsbaggrund. 

  

Hvad skal universiteterne gøre anderledes ift. Undervisning, pensumlister mm.?

Globalt er der store studenter-drevede bevægelser, der sætter fokus på universiteternes rolle i at opretholde eksisterende ulige magtforhold og diskriminerende strukturer, og som aktivt arbejder for at ændre disse. De er bl.a. kendt som ”decolonizing the university” eller ”decolonizing the curriculum” og ”Rhodes Must Fall” -bevægelser. Bevægelserne sætter især fokus på pensum, indhold af undervisning samt symbolske markører af en kolonihistorie, som stadigvæk forherliges. Argumentet er, at universiteterne opererer ud fra en logik, der centraliserer vestlige forfattere, forskere og teoretikere, og marginaliserer viden fra andre dele af verden. På denne måde reproducerer universiteterne en hvid majoritetsdominant version af virkeligheden og viden. Man forsøger at rykke ved dette ved fx kritisk at gennemlæse curriculum og insistere på at inddrage tekster og forfattere, der repræsenterer et mere globalt udsyn til verden og til de fagfelter, der er tale om. 

Psykologi er som disciplin særligt ramt af dette, da det oftest bliver defineret meget snævert som en vestlig disciplin, med eksempelvis Freud som faderen. Der skal derfor gøres en ekstra indsats i forhold til at skabe udsyn og indblik til den store verden, der også beskæftiger sig med og udvikler psykologien som fagfelt. Pensum er et godt sted at starte, hvis man gerne vil se, hvordan faget i sig selv er med til at reproducere en forståelse af psykologi som en videnskab, der har rødder i en vestlig tradition og som universalistisk er i stand til at forstå og løse alle menneskers problemer. Et eksempel på dette findes i testpsykologien, hvor man antager at intelligenstest, udviklet i en vestlig sammenhæng, kan anvendes universelt. Det transkulturelle eller flerkulturelle psykologiske aspekt bliver sjældent udfoldet, men er noget som der bør tages højde for gennem hele psykologi-uddannelsen. Det er således også en god idé at se nærmere på de emner, der undervises i på uddannelsen, og hvor meget det transkulturelle, egne fordomme og forståelsen af diskrimination egentlig fylder. 

Man kan også se på sammensætningen af undervisere og på faculty bredt set, som siger en del om de bredere strukturelle forhold, hvor det oftest forholder sig sådan, at der er meget få, hvis ingen, repræsenteret med etnisk minoritetsbaggrund. 

 

Hvad kan man gøre som psykologistuderende? 

Som studerende er det muligt at orientere sig og være kritisk over for de emner og den litteratur, I bliver præsenteret for, som skrevet ovenfor. Men det er derudover også vigtigt at være opmærksom på eksisterende samfundsmæssige udfordringer i forhold til racisme og diskrimination. Lyt til de fortællinger som personer der har været udsat for diskrimination fortæller, vær bevidst om din egen positionalitet og privilegier og arbejd på at udvikle et fagligt baseret sprog for at tale om racisme og diskrimination. Der tales meget om racisme og diskrimination i dag, men meget af den snak er baseret på holdninger og antagelser. Læs op på faglitteratur om racisme og diskrimination, og de psykologiske konsekvenser det har. Man kan sætte sig ind i litteratur om racebaserede traumer (Raced-based Trauma) og blive klogere på, hvordan minoriteter på grund af deres hudfarve, kulturelle og religiøse tilhørsforhold, kan udsættes for mikro- og makroaggressioner (forskelsbehandling, særlove og statsracisme). Skab netværk blandt studerende som sætter fokus på disse problematikker, hvor der er bred repræsentation af forskellige studerende med forskellige baggrunde, så der skabes mulighed for, at alle kan blive set og hørt. Bliv en del af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination både på Facebook og på instagram (@psykimoddiskrimination), hvor I løbende kan blive opdateret med viden om diskriminationJ

 

I skriver, at det er problematisk, at der ikke er tilstrækkeligt med minoritetsdanskere repræsenteret i udvalget af psykologer, herunder især dem med ydernummer, hvor tilskud fra det offentlige er muligt. Det synes at sætte en idé på spil, som jeg synes er tilstede i psykologien: at alle psykologer kan behandle alle. Forstået på den måde, at uagtet baggrund, køn, problematik mm., så kan psykologen forholde sig objektivt nøgternt til klientens omstændigheder og herigennem forsøge at føre dem tilbage på en normativ skovsti af trivsel. Denne forestilling bliver problematiseret, når I belyser de blinde vinkler, den behandlende psykolog har i det terapeutiske rum. Hvis disse blinde vinkler opstår mellem minoritet- og majoritetsdanskere, vil det givetvis også opstå i andre situationer, hvor der er en forskel mellem behandler og behandlede og måske endda opstå konstant, da alle mennesker er forskellige. Dette forsøges vel imødekommet med, at gøre klienten til ekspert på sit eget liv og at psykologen indtager en rolle af at udfolde problematikken i en sådan grad, at forståelse for klienten opstår. Den gode psykologiske terapi forsøger vel at fraskrive sig hypoteser og antagelser om klienten, men forholder sig nysgerrigt og omsorgsfuldt til situationen. Dette opstiller et stort problem med psykologisk terapi, for hvis det ikke er muligt som psykolog at mindske smerte hos de fleste mennesker, så må der være en grænse for, hvornår man kan behandle nogen?

 

Det er en rigtig god og vigtig pointe, at der i enhver terapeutisk relation er tale om blinde vinkler, forforståelser og potentielle misforståelser, som det som psykolog er vigtigt at være bevidst om og arbejde med. Som psykolog handler det i videst muligt omfang om at møde sin klient fordomsfrit, men vi kan ikke underkende vores samfundsmæssige og kropslige erfaringer og oplevelser - som mange gange skaber et udgangspunkt for at forstå hinanden. Den kropslige erfaring af fx at have en brun eller en transkønnet krop, at gennemleve diskrimination, at leve med forskellig adgang til samfundet m.m. kan ikke negligeres i vores forståelse af hinanden. Og det er netop dette som mange klienter beskriver - en følelse af at de bedst vil kunne blive mødt af en anden, som har oplevet dette på egen krop, da der kan være mange forhold ved positionen som andetgjort, som kan være vanskelige at verbalisere og udtrykke. Der er således mange, der søger en psykolog, der umiddelbart ligner en selv - som søger et fælles fodslag og et sted, hvor man ikke gang på gang skal forklare eller forsvare sin minoriserede eller andetgjorte position. Det er netop dette, som mange er udmattede af og ønsker en pause fra. Det ønske kan man ikke blot underkende ud fra en forestilling om psykologen som en næsten neutral og objektiv figur, som uanset egen baggrund, levet erfaring og identitet, kan forstå alt og alle. 

Her må man også nuancere forståelsen af ”Psykologen”, som ofte baserer sig på en meget hvid og majoritetsdominant forestilling, som en person, der kan forstå alle – og herunder løse alle slags problemer. Vi må for det første erkende, at det er et ideal, og at det er sjældent, at idealer holder i virkeligheden. For det andet må vi erkende, at man i de situationer hvor man oplever, at man er mest udsat og sårbar søger genkendelighed og tryghed. Nogle søger denne tryghed i en psykolog, som man antager har den samme kropslige, kulturelle og samfundsmæssige erfaringsballast med sig. Hvis vi fastholder, at vi som psykologer kan behandle alle slags mennesker med alle slags problemer, begår vi måske også det, som man vil kalde for etnocentrisme eller endda hovmod og ignorance over for ens egne begrænsninger. 

Derudover synes vi, det er værd at nævne, at mange af de henvendelser, vi modtager, er fra personer, der desperat har brug for psykologhjælp, og som har forsøgt med andre psykologer. Men de har ikke oplevet sig set eller hørt. Nogle har mistet troen på systemet og har opbygget en mistillid, da de gentagne gange har oplevet at blive diskrimineret, mistænkeliggjort og udsat for tillidsbrud. Vores spørgsmål går derfor på, hvad gør vi med alle disse henvendelser fra borgere, særligt udsatte borgere, som ikke har nogen steder at gå hen og få den hjælp de ønsker, pga. at der ikke findes minoritetsetniske psykologer med ydernummer, som kan tage imod dem (da de ikke har råd til at betale fuldt beløb). 

 

Hvornår ved man, at man overskrider den grænse? 

Først og fremmest når man mærker det ubehag, der kan være forbundet med kulturforskelle. Mange fra den yngre generation vil have mindre problemer med en etnisk dansk psykolog, men jo ældre og des mere sproget er en barriere, des flere misforståelser kan der opstå. Mange af de unge, der henvender sig til os, har ofte været til andre etniske danske psykologer, men oplever ikke at blive forstået, fordi forståelsen for deres kulturelle referenceramme er fraværende. Man kan eksempelvis i terapirummet bruge vestlige værdiladede strategier, som kan være meget individualistiske og som minoritetsborgere kan opleve som for selv-centrerede, som kan være en forhindring for den terapeutiske alliance. Et eksempel kunne være måden, vi håndterer negativ social kontrol, hvor man kan komme til at opfordre de unge til at forlade deres familier uden egentligt at være bevidst om de længerevarende konsekvenser for de unge. Psykologerne mangler ofte kulturforståelsen, værktøjer til at kunne tale ind til det sprog og de værdier, der er vigtige for minoritetsfamilierne. 

    

Hvornår bliver det problematisk, at der er forskel på psykologen og klienten?

Det bliver problematisk, når klienten oplever det som en belastning i stedet for en aflastning og støtte. Det bliver problematisk, når der opstår kultursammenstød, som kan være ødelæggende for den terapeutiske alliance. Kultursammenstød behøver ikke nødvendigvis at være noget dårligt. Det kan anvendes aktivt i terapirummet til at blive klogere på hinanden. Det hele kommer an på psykologens og klientens kulturelle fleksibilitet, om de begge oplever sammenstødet som en forhindring for processen eller som en styrke for processen. Der er ingen tvivl om, at der er mange dygtige etnisk danske psykologer, der kan mestre den kunst at erkende egne bias.  

 

Cand.psych. er en beskyttet titel, der kun kan opnås gennem en lang universitetsuddannelse. Dertil kommer autorisation og evt. specialisering. Risikerer man ikke at underminere denne faglighed, hvis man tillægger den enkelte psykologs personlige karakteristika (køn, etnicitet, religion, seksualitet m.m.) for meget vægt? Man er jo netop psykolog i kraft af sin uddannelse og faglighed, og ikke i kraft af sin person.

En psykolog er ikke en robot eller maskine der uafhængigt af sine personlige kendetegn, interesser og identitetsmarkører kan forstå alt og alle. Det er en meget arketypisk og egentlig etnocentrisk forståelse af psykolog-rollen og psykologien som fag. Det minder om den traditionelle positivistiske forståelse af den videnskabelige forsker som det neutrale og distancerede subjekt, der undersøger virkeligheden objektivt og nøgternt. 

Vores faglighed som psykologer ligger ikke i at kunne se bort fra det, som hver især gør os, til dem vi er - altså vores menneskelige og personlige karakteristika - men derimod i vores forbundethed med disse og vores evne til at arbejde med os selv i relationen til de mennesker, vi gerne vil forstå og hjælpe. Derfor mener vi, at det bliver en meget kunstig opstilling at kunne adskille sin uddannelse fra sin person - særligt i et fag som psykologi, hvor vi langt henne ad vejen anvender os selv som redskaber, når vi fx skal skabe tillid, skal arbejde med relationer og skabe tryghed i mødet med vores klienter eller brugere.  

 

Kan et øget fokus på, at personer med minoritetsbaggrund skal behandles af psykologer med samme baggrund ikke netop komme til at styrke effekten af minoritetsbeskatning for psykologen? 

Minoritetsbeskatning handler om en negativ form for beskatning, som er uønsket og som kan siges at være impliceret i strukturelt ulige vilkår, hvor man som minoritetsforsker eksempelvis begrænses i sin muligheder for at forske bredt, men også magtrelationelt fastholdes i en mindre privilegeret position. Når minoritetspsykologer gerne vil behandle andre med minoritetsetnisk baggrund, kan man derimod tale om et forsøg på at rykke ved disse ulige vilkår og den strukturelle diskrimination. Det er et forsøg på at skabe flere og mere lige muligheder og rykke ved den eksisterende magtrelationelle balance, så minoritetspsykologer kan få mulighed og adgang til at få en mere centraliseret position. 

Det kommer naturligvis også an på minoritetspsykologens eget ønske. Det er naturligvis kontraproduktivt, hvis man tænker, at det eneste man kan som minoritetspsykolog er at behandle andre med minoritetsetnisk baggrund, men hvis ønsket er der, skal der i det mindste være en reel mulighed for det. 

Altså risikerer man som psykolog med minoritetsbaggrund at blive en ’nichepsykolog’, der kun kan arbejde med begrænsede klientgrupper, mens psykologer der tilhører majoritetsbefolkningen bliver ’neutrale’ psykologer med en bredere arbejdsflade? 

Ja det vil bestemt være en ulempe, men det er også væsentligt at tænke mere dynamisk om disse kategorier og arbejde med det på et strukturelt niveau, så det ikke kun handler om den enkelt minoritets- eller majoritetspsykolog, men om hvordan vi tænker forskelle, kompetencer og neutralitet. 

 

Faglighed og aktivisme

I er blandt initiativtagerne til en underskriftsindsamling, der støtter talsperson for Black Lives Matter Danmark Bwalya Sørensen og tager afstand fra personforfølgelsen af hende. Det er en sag, der rækker ud over det rent psykologfaglige, og som bevæger sig mere inden for det aktivistiske. 

 

Hvordan forholder I jer til dette krydsfelt mellem faglighed og politiske aktivisme, særligt ift. sager der ikke har en direkte psykologfaglig sammenhæng?

Der er ikke nogen tvivl om, at det er svært grænsefelt, og noget af det som har været vigtigt for netværket, er netop at kunne skille sig ud fra mængden af grupperinger, netværk og organisationer, som jo blomstrer op for tiden, ved at basere vores aktiviteter på et psykologfagligt grundlag. Det vil sige, at det skal være baseret på viden, forskning og praksiserfaring. På den anden side er vores forståelse af faglighed også vævet ind i et grundsynspunkt om at al form for viden, forskning og erfaring er politisk investeret. Derfor er det vores ambition at turde være politisk engagerede, og dermed det, som man vil beskrive som aktivistiske, men uden at være partipolitiske. Det handler om at forholde sig kritisk til de i samfundet gældende tendenser og problematikker ud fra et psykologisk informeret udgangspunkt. Grunden til at vi vælger at tage afstand til personforfølgelsen af Bwalya Sørensen er, at personforfølgelsen netop har massive negative psykologiske konsekvenser, og at det hænger sammen med en massiv diskriminerende dækning af BLM og deres forperson. Vi tænker derfor ikke, at vores engagement i denne sag er uden for et psykologfagligt ærinde - snarere tværtimod er vi som netværk forpligtede til at oplyse og synliggøre, hvordan mediernes andel i den strukturelle og personbårne diskrimination kan have væsentlige negative psykologiske konsekvenser, som stress, ubehag og traume. Vi kan nogle gange blive fastlåste i det kliniske felt som klinikere og ikke involverer os i, hvilke vilkår og forudsætninger vores klienter har for at opretholde deres mentale sundhed. Her svigter vi vores klienter, hvis ikke vi også sætter os ind i systemet, og hvordan systemet kan være med til at gøre vores klienter psykisk syge. Derfor er vi mange psykologer, der nu ikke kun udfordrer systemet, men også hele vores måde at tænke mental sundhed på. Det har vi savnet inden for vores felt.     

Er der grænser for, hvor langt man kan gå i en aktivistisk sag, hvis man stadig ønsker at bevare og fastholde sin faglige integritet? 

Vi har i netværket som udgangspunkt, at vores engagement skal være baseret i psykologfaglig viden - når det går ud over dette eller bliver direkte partipolitisk, meget holdningsbaseret - og dermed baseret på ”jeg synes” og ikke ”vi ved fra forskning og erfaringer fra klinisk praksis”-trækker vi i bremsen og sætter grænsen. Vi mener på den anden side også, at vi som fagfelt og for at bevare vores faglige integritet, også er nødt til at være modige som psykologer og engagere os i de aktuelle vilkår, fordi vi sidder med relevant psykologfaglig viden - og den viden forpligter også.

Naderah Parwani
Autoriseret psykolog, ACT terapeut. 

Flygtninge- og integrationsområdet. Arbejder med psykologisk behandling af minoritetsklienter, PTSD, depression, Race-based Trauma. Naderah har udviklet behandlingsmanualer til behandling af flygtninge og minoriteter, som har været et led i forskellige forskningsprojekter og arbejder med metodeudvikling og innovation inden for integrationsområdet. Naderah er særligt optaget af kulturforskelle i det terapeutiske rum og udvikler socialpsykologiske programmer til at hjælpe flygtninge og minoriteter ud i beskæftigelse. Hun superviserer jobcentre, skoler, organisationer og virksomheder i, hvordan de kan styrke deres indsatser i forhold til minoritetsborgere.   

Medstifter af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination. 

  

Iram Khawaja
cand.psych. og Ph.d. i social psykologi.

Forsker inden for diskrimination. Hun er lektor i pædagogisk psykologi ved DPU, Aarhus Universitet og har i mange år forsket og undervist inden for feltet omkring etniske minoriteter, andetgørelse og racialisering med særligt fokus på børn og unge med religiøs og etnisk minoritetsbaggrund. Hendes Ph.D. –afhandling er baseret på en kvalitativ undersøgelse af unge muslimer i religiøse fællesskaber i forhold til deres konstruktioner af belonging, fælleshed og identitet. Et fokus hun i sin videre forskning inden for inklusion i folkeskolen, muslimskhed i skolen og sammenhænge imellem radikalisering, racialisering og bandeexit, har taget med sig. Hun er pt engageret i et forskningsprojekt, der undersøger flygtningebørns inklusion samt et forskningsprojekt, som fokuserer på diversitetsarbejde i akademia

Medstifter af Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination.

Her er et overblik over Iram Khawajas forskning: 

 

 

Tema: FrihedHans-Jørgen HersougMainComment