Sartre-bogmærket

Af Karen Damgaard, stud.psych.
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Når vi i denne udgave af Indput har kastet os over temaet Frihed, er det oplagt at besøge en førende, hvis ikke dén førende, repræsentant for eksistentialismen, Jean-Paul Sartre. 

Frihed og forståelse af menneskets frie valg står nemlig helt centralt i denne filosofiske strømning.

Sartre gennemlevede størstedelen af det 20. århundrede - fra sin fødsel i 1905 til sin død i 1980 - og satte som filosof, forfatter og politisk engageret sit præg på intellektuelle diskussioner ikke bare i hjemlandet Frankrig, men i hele Europa.

Det meste af sit liv levede og skrev han i Paris, men et års studieophold i Berlin først i 1930’erne fik blandt andet betydning for, at Sartre lod sig inspirere af den tyske fænomenologi i sit filosofiske forfatterskab. Specielt var han inspireret af Husserl, Heidegger og Hegel, hvis tanker siver ind i hovedværket, Væren og Intet (L’être et le néant,1943). Her forener Sartre nemlig fænomenologien med Hegels dialektiske filosofi i et forsøg på at fastlægge grundlæggende træk ved den menneskelige eksistens. 

I værket introducerer han med inspiration fra Hegel de to grundbegreber eller værensformer; væren-i-sig (en-soi) ogværen-for-sig (pour-soi), hvor sidste relaterer sig til den fænomenologisk forståelse af menneskets bevidsthed som altid rettet mod og stående i forhold til noget Andet. For ifølge Sartre er mennesket, i kraft af sin evne til at forholde sig til sin egen væren, hele tiden i stand til at overskride de givne omstændigheder, hvis ikke i handling, så på et tankemæssigt plan. Og i denne overskridelse tilintetgøres så at sige de omstændigheder, der også inkluderer mennesket selv. Derfor er det Intet, som Sartre forsøger at beskrive forbundet med en vilkårlighed og mangel på mening i verdens og menneskets i-sig-væren. Sartre betegner således mennesket som negativitet eller netop ’intet’: Mennesket er dømt til at være frit. Ifølge Sartre er mennesket identisk med sin frihed og har ikke andet valg end at vælge. Som ordene falder: ”Eksistensen går forud for essensen”. 

Hvor Sartre tillægger mennesket en absolut frihed, vægter andre eksistensfilosoffer, som Heidegger eksempelvis, de begrænsninger, der præger menneskets handlemuligheder. En forskel, der også bragte Sartre i strid med Marxismen, som han ellers sympatiserede med. Sartre havde svært ved at godtage de materialistiske og deterministiske aspekter af den marxistiske filosofi og forsøgte i et andet hovedværk Kritik af den dialektiske fornuft(Critique de la raison dialectique, 1960)at forene marxistiske elementer med eksistentialistiske forståelser af menneskets grundlæggende frihed.

Når snakken falder på friheden til at vælge, er det nærliggende også at diskutere vilkår såsom ansvar og, inden for eksistentialismen, også angst. At se sin frihed i øjnene og handle herefter, er grundlaget for en autentisk eksistens, men ifølge Sartre har mennesket en tendens til at fortrænge friheden og ønske sig til en væren-i-sig, i stedet for at tage stilling til sin væren-for-sig.  

Den tvungne frihed hænger altså tæt sammen med en eksistentiel angst, der kan komme til udtryk kropsligt gennem ubehag og kvalme – med ’intet’ som sin årsag. Denne eksistentielle angst beretter Sartre om i værket Kvalme(La Nausée, 1938),hvis titel, ligesom mange andre af hans værker, kan konkurrere med titlerne på moderne danske tv-serier og film: Tyg bare lidt på Muren (Le mur), Fluerne (Les Mouches)ogOrdene (Les Mots), men også Terningerne er kastet (Les Jeux Sont Faits), De urene hænder (Les Mains Sales)og Djævelen og den gode Gud (Le Diable et le bon Dieu). 

Flere af titlerne er fra skuespil, noveller og romaner, for Sartre havde ved siden af sine faglitterære, filosofiske værker et større skønlitterært forfatterskab. Dertil var han sammen med Simone de Beauvoir og Maurice Merleau-Ponty grundlægger af tidskrevet Moderne tider (Les Temps Moderne), som forenede Sartres egne litterære og politiske interesser, og i mere end 70 år (1945-2019) var et omdrejningspunkt for intellektuel debat i Frankrig. Sartre og De Beauvoir opretholdt i øvrigt et berømt åbent og intellektuelt forhold i så godt som hele deres liv. Det vil være på sin plads at lade hende pryde Indput-bogmærket på et tidspunkt – men for nu må I tage godt imod Sartre-bogmærket!