Findes friheden i en skurvogn på landet? Om naturlængsel og om at søge ud af byen

Af Hannah Kazmi Høgsbro, stud.psych.
Illustrationer af Ida Høgsbro

Med begrænsningen af vores bevægelsesfrihed har coronanedlukningen for mange forårsaget en følelse af klaustrofobi. En følelse, der har forstærket den allerede eksisterende længsel efter natur og bevægelse mod autenticitet, som især har præget unge byboere de seneste år. Denne coronaklaustrofobi ramte også mig, og da der en dag i begyndelsen af maj ikke var flere kroge at afsøge på Assistens Kirkegård, tog min kæreste og jeg en spontan beslutning: I en søgen efter den frihed, der så længe havde hjemsøgt vores drømme, og i en insisteren på at denne frihed findes i naturen, opsagde vi lejligheden på Nørrebro, købte en gammel skurvogn, placerede den langt ude på landet og dedikerede sommeren til at renovere den. Den skulle være vores hjem, mens pandemien huserede i København.I dette essay gør jeg status på, om friheden er at finde i en skurvogn på landet - til inspiration eller afskrækkelse for andre byboere, der måtte kende denne udlængsel.

De seneste år har flere af byens tendenser båret præg af en bevægelse mod naturen, det naturlige og forestillingen om et simplere liv. Coronakrisen accelererede denne bevægelse; i byerne følte vi os fangede og isolerede i vores lejligheder, hvilket afspejlede sig i vores adfærd. Pludselig eksploderede priserne på kolonihaver og sommerhuse, mens samtlige shelters var bookede adskillige uger frem. Billeder af museumsture, rejser og restaurantbesøg, der før repræsenterede værdi på sociale medier, blev nu erstattet af billeder af adgang til naturen: af sommerhusidyl, gåture, horisonter og mad på bål. Af udsprungen forsythia og blomstrende kirsebærtræer, der kunne dokumentere det forår, der ikke lod vente på sig, men ufortrødent sprang ud for øjnene af os, uden at vi tog del i det. I hvert fald ikke på den måde, vi plejede. I stedet deltog vi nu på en observerende, lyttende og ydmyg måde, hvor vi opdagede dét, der var tilbage, når alt andet var sendt hjem: træerne, fuglene, spirerne, knopperne. Disse fortsatte cyklusser, der vidnede om en indifferent parallelverden og mindede os om en skønhed, vi havde glemt i farten.

I midten af marts sidste år sad jeg i vinduet og så solen lande på overboens Ford. Dens ejere gik frem og tilbage mellem lejligheden og gaden, pakkede bilen med tasker, brikjuice og madpakker, spændte barn i autostol. Mærkede en misundelse over den rigdom; at have coronasikker adgang til naturen. Det var også en vemodig følelse af at blive efterladt i en by med døde muligheder og ikke at have adgang til det forår, som jeg vidste fandtes et sted uden for byen, det var coronaklaustrofobien. Så en dag i begyndelsen af maj tog min kæreste og jeg en spontan beslutning. Vi opsagde lejligheden på Nørrebro, købte en gammel skurvogn, placerede den langt ude på landet og dedikerede sommeren til at renovere den. Den skulle være vores hjem, mens pandemien huserede i København.

Naturen som arnested for friheden

Naturlængslen har vundet indpas særligt i byerne og særligt hos min generation af millenials, som var naturen et lavtryk, vi trækkedes mod. Vi bruger ord som jordforbindelse, taler om at komme tætterepå naturen. Man kan spørge, hvad det er, vi leder efter i den. Er det ønsket om at fjerne støjen, finde os selv, som når man isolerer x i en ligning?

Man kunne forestille sig naturlængslen som et resultat af den ængstelighed og krisetilstand, der præger vores virkelighed og vores fremtid. En fundamental skrøbelighed der er blevet særligt blottet gennem pandemiens og klimakrisens ødelæggelser af økologiske og økonomiske systemer, gennem trumpisme og legitimationen af trumpisme, gennem forestillingen om eller realiteten af komplekse samfundssystemers kollaps. Man kunne også forestille sig, at det handler om et behov for simplicitet, en forestilling om mental sundhed og autenticitet, om en afvisning af et indendørs skærmliv og af en gennemgribende forbrugskultur. Man kunne forestille sig, at længslen fødes af alt det, vi drømmer om at blive fri af, og en idé om, at denne frihed findes i naturen.

Denne skrøbelighed fremavler et behov for resiliens; en modstandsdygtighed som en måde at cope med apokalypsestemningen på. Dette afspejles i de kulturelle strømninger; i litteraturen, moden, i vores hobbyer, hvorigennem vi signalerer naturlighed, overlevelse, selvforsyning og uafhængighed. Man kan sige, at naturen er blevet en måde at identificere os selv på, et medie at udtrykke os selv igennem. Gennem beherskelsen af tingene og deres processer kan vi opnå en fornemmelse af uafhængighed og robusthed og derigennem en oplevelse af frihed. 

Denne autenticitetsbevægelse handler også om at give afkald på, eller bare sætte spørgsmålstegn ved, den komfort, vi er født ind i og tager for givet. En komfort og magelighed som vores bedsteforældre opnåede i løbet af deres liv, da de flyttede i parceller, mens velfærden og økonomien var i vækst. De foretog den modsatte bevægelse: opgraderede, moderniserede og effektiviserede. En bevægelse der viste sig ikke altid at være bæredygtig for klimaet, og for nogens vedkommende heller ikke deres psykiske velbefindende.

Når denne længsel ”tilbage” til naturen gør sig særligt gældende for millenialgenerationen, hænger det derfor muligvis sammen med, at vi er født ind i et samfund, der på mange måder har distanceret sig fra naturen. At vi er en generation, for hvem naturen i grove træk er blevet reduceret til en æstetisk beskaffenhed fremfor en nødvendighed, der afgør og dikterer mulighederne for vores livsførelse. Denne distance kan forekomme forstærkende på vores naturlængsel og bevirke, at naturen somme tider dyrkes på en romantiserende og næsten religiøs måde, som en fjern og ideal guddom. Forudsætningen er, at vi er bekvemt forankrede i byen, hvorfra vi kan beskue naturen uden at være den underlagt. Det er den fremmedgørelse, som vi overværer et opgør med nu, og hvis konturer er blevet optegnet gennem coronakrisen. Vi har brug for at mærke jorden med vores bare hænder og fødder, en påmindelse om at græsset gerne må betrædes, at man skal huskeat røre græsset.

Det er ikke nødvendigvis en stræben efter stabilitet eller kontrol. Måske snarere det modsatte; at erkende at der findes noget, der ikke kan kontrolleres. Roen i bevidstheden om ikke at skulle stræbe.

Angsten som konsekvens

At tale om flugt som sådan ville være en underkendelse af dem, der er nødsaget til at flygte fra umenneskelige forhold. Det var vi ikke, vi havde en privilegeret og god tilværelse i byen. Med coronanedlukningen blev det dog tydeligere, at det også var en slags en pseudotilværelse: sporet virkede forudbestemt, valgene føltes ikke som ens egne. Beslutningen om et skurvognsliv på landet gav derfor en kærkommen følelse af agens.

Men umiddelbart efter opsigelsen af lejligheden kom angsten. For hvad i alverdentænkte vi dog på? Man kunne da ikke bare flytte en time væk fra studie, arbejde og venner. Det sted, hvorfra livet udgik. Vi havde ingen opsparing, sparsomt med værktøj og ingen erfaring med vvs, el, isolering eller konstruktioner. Al den viden om fysik man pludselig skulle være bekendt med: hvornår noget kan bære, hvordan et hjem af træ vil ændre sig afhængigt af luftfugtighed og temperatur. Og denne gamle skurvogn, hvordan skulle den nogensinde kunne blive et dejligt hjem. Pludselig virkede det absurd at ville forlade de trygge rammer, vi kendte.

Ifølge Jean-Paul Sartre er vi dømt til frihed og dømt til at forholde os til dette vilkår, skabe essens i vores eksistens gennem vores valg og handlinger, acceptere og overkomme den uomgængelige angst. At tænke på angsten som en eksistentiel angst, der fulgte uundgåeligt af valget, var en trøstende formaning om, at noget ventede på den anden side, at der varen anden side.

Vi aftalte en tidshorisont på et år. At vide at det ikke var en permanent flytning og en endelig afsked med byen, gjorde alting lettere. Vi var samtidig heldige at have hjælpende, værktøjsejende og byggebevidste venner og familie, der kom og renoverede med os. Det var et hovedspring ud i ukendt land, der tvang os til at tænke logisk og matematisk, håndtere intimiderende værktøj: sømpistol, kapsav, kompressor. Siden har vi lært at forstå byggemarkedsk, eller vi opbygger et ordforråd: eltracing, vintermåtter, reglar, lægter, skyggelister, fittings, gæringssav, excentersliber, MDF og OSB, fer og not, dykkerpistol, dykpumpe, drænspade, diffusionsåbent. Det var en ny verden af konkrethed og en verden, jeg først nu forstod, at jeg havde savnet. Det var en lettelse at holde op med at tale ned til hænderne, der viste sig at have haft brug for en tillid og tiltro, som jeg før havde begunstiget hovedet.

Omend ængsteligheden som grundvilkår imidlertid aldrig forsvinder, fortog angsten for projektet sig for hver byggedag, og imens begyndte vi at opdage den frihed, vi havde søgt efter.

Hvori består friheden?

Friheden består i opdagelsen af årstiderne, i at følge årstiderne, der findes i naturen først og fremmest, de ernaturen. Friheden er højt græs og solnedgang over moden hvedemark, senere: vinterraps. At opdage at himlen er over det hele; virkelig at kunne mærke begrebet himmelhvælving.Om efteråret den pludselige omslutning af lysende orange farver, først oppefra og så nogle dage senere også nedefra. At følge bladenes pigmentering til de bliver en del af den brune jord. Vinteren med sneen der oplyser alting, og som ligger her som en ven i mørket, fortæller om dyrenes baner: harer, høns, fugle og hjorte, der krydser med kun tiden imellem dem. Friheden er i forventningen om snarlige gule rapstæpper og i den første erantis i brunt februarlandskab. I at opdage at hver årstid har sin duft og i at følge overgangene mellem dem dag for dag, tage del i disse overgange. Friheden er i at blive mindet om, at jorden har en duft. Den der stiger op om morgenen og om aftenen ved dugpunktet.

Friheden er i et stort vindue ud til hveden, og før hveden; læhegnet med fugle, som vi siddende i sofaen ser ud på som et tv: stor flagspætte, gærdesmutte, rødkælk, musvit, misteldrossel, dompap, spætmejse, glente, fasan, sjagger og høns. Øjenkontakt med uglen gennem den anden rude. 

Friheden er i stilheden, der indimellem afbrydes af fjerne gæs eller af træerne, der ryster tågens dråber af sig nede i mosen.

Friheden består i et fuldstændigt mørke, en overvældende stjernehimmel, og i hvor meget månen egentlig kan lyse, når den får lov. Den består i horisonten, der findes, i at den ikke brydes af tårne eller bygninger, men at blikket altid rammer træer til sidst. En skov eller et læhegn langt væk og måske en mørk stribe af skyer der smyger sig langs horisonten af graner. Og det med sol og skygger: her rammer solen, hvad den vil, heller ikke den afbrydes af høje konstruktioner. Her er skyggerne træformede, organiske, og det betyder underligt meget.

Friheden er i at eje et lille hjem, et slags legehus, hvor man kan sige: ”Lad os sætte et vindue i dér” og så gøre det. I en hoveddør der åbner direkte ud til natur; ingen mellemverden mellem inde og ude. Friheden er også at opdage, at 22kvm kan føles så stort, at man egentlig ikke har behov for mere, hvad man ellers var overbevist om, at man havde.

Friheden er i det røntgensyn, man får: hvor vandet kommer fra, hvad en væg egentlig består af. I at bygge et hjem op ét skridt ad gangen: glæden ved elektricitet, ved tilsluttet komfur og køleskab, og så ved rindende vand, glæden ved både varmt og koldt, og så trådløst internet, hvor civiliseret! Men også at unde os selv den luksus at køre ind til et kloakeret kundetoilet med skyl i Bauhaus eller i kirken.

Den er i hverdagens kontrast: at byen bliver eksotisk og spændende med al den kultur, alle de mennesker og alle de venner. Så tager man pænt tøj på. Der er kommet et tiltrængt skel, hvor byen associeres med aftaler, planer og skema, mens der herude ikke er nogen, der som sådan kan afkræve en sin tid.

Friheden er i ensomheden: her er ikke noget spejl i form af vinduesruder eller andre mennesker. Der er ingen øjne på en. Ikke nogen der tænker deres, hvis man går formålsløst frem eller tilbage eller bare stopper op og bliver stående, fordi man reelt ikke har et formål. I byen skal man gerne vide, hvor man vil gå hen, hvilken vej man vil dreje ned af, ikke stoppe op og glane for længe ad gangen og helst holde om en kop kaffe, en bog, en telefon eller en ven, når man sidder. Friheden er i at glemme sig selv og sit tøj, gå i et med omgivelserne. At gå i Dagli’Brugsen iført pyjamas, pels og pandelampe. At føre samtaler med katte og høns uden at bemærke det selv. Ikke engang være bevidst om ikke at være selvbevidst i øjeblikket, men selv at være et spejl; lade omgivelserne præge én, finde en måde at gå i et med dem på.

Friheden er i tempoet eller i antitempoet. Tiden går anderledes herude. Den er ikke lineær, men den er i cyklusserne, døgnet, sæsonerne, og den minder os om nuet og kræver et nærvær fra os.

At få indblik i landsbyens lokale virkelighed, høre om interne problemer i menighedsrådet, det med graveren. Og naboer der kommer med æg, grøntsager og tørret kød. Hjælpsomheden: alle hjælper til, når der skal rejses gavl, eller når der skal graves vandrør ned. Den samhørighed der opstår, når man er herude sammen.

At man hilser på forbipasserende bilister, cyklister og gående, en selvfølgelighed. At knække koden: et subtilt nik eller et løft med hånden, en anerkendelse af hinandens eksistens. At opdage byens hårdhed, prøve at trække smilene med ind i byen og godt kunne mærke, at man er lidt off.

At bevæge sig i landskabet på landskabets præmisser, det kuperede landskab, blød som en krop, der fortæller en historie om store kræfter, istid og andet, der er større og stærkere end mennesker. Dette behov for noget, der er større end én, en slags religiøsitet. Landet er præget af en værdighed, en besindighed - en bekræftelse man behøver i en kaostid, som fornemmes gennem gamle træers adstadighed. Omgivelserne påkræver en ydmyghed; her er de ikke kun til for mennesket, de er deres egen, og de lader også én det vide, hvis man bliver for egocentrisk eller kæphøj. 

Det er også friheden franoget. Det er friheden fra metrobyggeri, gadefejeri, lastbilsbakkeri klokken fem om morgenen, lyden af glascontainere der tømmes og altid en sirene et sted. Byens lyde er monotone og firkantede.Det er friheden fra underboens røglugt og overboens dundrende bas, når man skal tidligt op, ligesom det er friheden til selv at larme, høre og spille høj musik fx mandag nat (hvornår er weekend?). Fra at gå i store cirkler rundt om hinanden og den konstante påmindelse om pandemien. Og det er friheden fra forbrugerisme, friheden fra konstant konfrontation med kapitalisme, fra to-go-kaffe på gåtur, tøj og take-away, der næsten kan få karakter af nødvendighed. Det er også en slags flugt fra et todimensionelt liv. Fra den hastighed der præger byens stemning; friheden fra konstant at være i transit.

Frihedens pris

Alting har en pris, og det gælder naturligvis også for alt det dejlige ved at bo i skurvogn på landet. Man mærker for eksempel begrænsningen ved, at den nærmeste indkøbsmulighed er syv kilometer væk, prisniveauet i Dagli’Brugsen, og ved åbningstiderne der forlanger, at man allerede om eftermiddagen skal vide, at man får lyst til chokolade om aftenen.

Prisen består også i alle disse underlige biller og insekter, hvis bestand eksploderer til sommer. Nogen vil bide i én, andre vil bide i ens hjem. Edderkopper der sidder som skjulte kameraer i hjørnet, somme tider i traumatiserende dimensioner. Kælen med katte og så loppebidt krop. Netop alle disse smådyr med destruktive bille- og gnaveregenskaber, hvis trussel er reel herude. Truslen om at de vil æde ens hjem op. De lukrerer på den varmeboble, man har fået skabt sig, invaderer privatsfærer og trænger sig på. Den årvågenhed skadedyr kan plante i én. Og så erkendelsen af at naturen også er deres, eller at de erden.

Prisen består i den gennemborende stilhed, der afslører og fremtvinger en forholden sig til den tinnitus, der viste sig at være højere end antaget.

Prisen er den bekymring om utætte sikkerhedsventiler på varmtvandsbeholdere, alt det der drypper, og hvem ringer man egentlig til, når blandingsbatteriet er utæt, og der ikke findes viceværter? Alt det ansvar man ikke kan udlicitere. Førhen var opgaverne fordelt ud over systemer, og disse systemer, forstår man, er der også noget robust, frisættende og meget fint ved.

Friheden begrænses af, at meget natur er privat. Det meste er kulturlandskab, mens den helt vilde natur er sjælden, for markerne er nogens, selv markskellene, og før solopgang og fra skumring er naturen jægernes, eller faktisk hele dagen, men mest i fyringssæson, eller faktisk bare hele året, er naturen først og fremmest jægernes. Noget i den retning.

Savnet af byen: at opdage at Nørrebro også er et lokalsamfund. Fraværet af spontane aftaler og tilfældige møder med venner, og af den periferi af dem man kendte engang eller mødte forrige weekend.

Prisen er at blive naturens spejl i en grad, at man glemmer sig selv. At der ikke er nogle andre øjne til at kæde en sammen med sin krop. At man kan forsvinde så meget, at det er svært at huske, hvor man starter, og hvor man går til.

At være afhængig af årstider og døgn: gøre vinterklar, grave inden frosten, og vi nåede ikke at give kalmarbrædderne olie. Hele tiden en krydsen fingre for, at ingen rør skal springe. Vejrforhold er ikke bare rosévejr eller kakaovejr, det er mal-udvendigt-inden-regn-om-to-dage-vejr, det er udskift-vindue-inden-frost-vejr.

At kondens på vinduer ikke er en anledning til poesi, men en trussel om karmråd og rudepunktering. Man mærker på en måde, at naturen også vil slå en ihjel. Som den gør det gennem pandemier. At det er en kamp at være i den, at man er underlagt dens præmisser, og at det handler om at være forudseende og fleksibel. Alting skal vedligeholdes, opretholdes. Den indvendige temperatur vil falde, hvis man ikke gørnoget. Det er en slags entropi: alt bevæger sig mod kaos, og der skal hele tiden tilføres energi, hvis man vil insistere på lidt kosmos. Lader man stå til, vil tingene henfalde, gro til, svinde ud, mørne eller bryde sammen.

Frihedens paradoks

Jeg tror ikke, at man finder sig selv herude, som når man isolerer x i en ligning. Man ser i stedet, hvad man er i kraft af de andre: optegninger af alle de relationer, der udgør én. De forsvinder ikke, de bliver tydeligere. Som duggen der lægger sig på spindelvæv i morgengræs; afdækker usynlige tråde.

Det simple er ikke nødvendigvis i en skurvogn i naturen. Det simple er i byen med toilet med skyl, viceværter, og hvor bekymring om vvs, fugt og konstruktioner er udliciteret. Men jeg kan formentlig heller ikke skelne mellem, hvad der handler om at være flyttet på landet, og hvad der handler om en konfrontation med et ansvar og den modningsproces, der hører til.Når man kigger rundt herude, ser man haver, gavle, lader, der skal holdes, vandrør der skal skiftes, dyr og marker, der skal passes. Selv på den lille skurvogn synes projekterne at have karakter af midgårdsorm forklædt som kat. Det er måske ikke frihed, men arbejdsopgaver der er nødvendige og dermed eksistentielt meningsfulde, og alene dét giver en slags ro. 

Og måske er det heller ikke i det simple, friheden består, hvad ved jeg. Jeg ved, at det frieste ved alt dette er, at denne vanvittige ide lod sig gøre på trods af, at det syntes så absurd, umuligt, dumt ligefrem. Beslutningen om at gøre det, overvindelsen af angsten, udførelsen. At kunne handle på en trang, en oplevelse af handlekraft, meningsfuldhed. Opdagelsen af alle de usynlige veje, der også findes, selvom de endnu ikke er så betrådte, at de synes farbare. Det åbner pludselig for alt muligt, eller i hvert fald følelsen af det, og det er en frihedsfølelse. For selvom der er en tagrende, der skal renses og en spildevandstank, der skal tømmes, før jeg kan vaske op, så sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af en blå frihed under fødderne.