Indput præsenterer Jung-bogmærket

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.

I kølvandet på Indputs tema om steder har Carl Gustav Jung i høj grad været glemt et sted, da han for de fleste ikke har været så dybdegående til stede i pensum. Alle elsker at sige, at de hader Freud, som vores kære Simo Køppe så særegent har udtalt. Men i virkeligheden er det Jung, der på paradoksalt og ikke mindst tragikomisk vis nærmest er endt med at stå i skyggen af Freud.  

Carl Gustav Jung (1875-1961) var en schweizisk psykiater, som er blevet særligt kendt som grundlæggeren af den analytiske psykologi, og ikke mindst hans dybdepsykologi. I Jungs barndom voksede han op med en far, som var præst, og dermed var hans barndom præget af en række religiøse oplevelser, som også senere skulle komme til at forme hans arbejde. Fra 1895 studerede Jung medicin ved universitetet i Barsel, og valgte her at specialisere sig i psykiatri. Efter sin eksamen i 1900 blev han assistent for Eugen Bleuler på det psykiatriske universitetshospital i Zürich, hvor han senere endte med at skrive sin afhandling om okkulte fænomeners psykologi og patologi, inspireret af observationer af de skizofrene patienter på hospitalet. I 1905 fik Jung habilitation, som er den højeste akademiske grad, med afhandlingen Diagnostiske associationsstudier: Bidrag til den eksperimentelle psykopatologi. I samme år blev han overlæge ved det psykiatriske universitetshospital i Zürich.  

I 1907 mødte Jung den lidt ældre Sigmund Freud. Jung var i årene forinden blevet stor tilhænger af Freuds tanke om det ubevidste, men havde dog en stor aversion; nemlig Freuds store vægt på seksualitetens betydning for personlighedsdannelse. Ved første møde endte de to med at tale i 13 timer (det kunne jo være enhver psykologistuderendes våde drøm med sådan en dialog), og Freud var meget imponeret over Jungs skarpsindighed og intellekt. Dog havde de to helt store stridspunkter; nemlig det omtalte syn på seksualiteten, og forskellige holdninger til det irrationelle, religiøse og parapsykologiske. Optakten til deres direkte brud er nærmest en senere artikel værd, men de to endte i hvert fald med at bryde op for alvor i januar 1913, hvor Freud opsagde venskabet skriftligt. 

I samme år begyndte Jung i stigende grad at hengive sig til sit ubevidste, sine drømme og fantasier for at søge i det kollektive ubevidste. Dette udmøntede sig senere til den famøse Røde Bog omhandlende hans oplevelser. I den forbindelse ophørte hans stilling også ved universitet i Zürich, og Jung startede sin egen praksis.  

I de følgende 24 år rejste Jung en del for også at samle materiale til hans teori om Det kollektive ubevidste og søgte derfor dybere indsigt i denne universalisme ved at besøge alt fra puebloindianerne i Nordafrika, til de indfødte stammer på Mount Elægon i Østafrika forskellige byer i Indien for at finde de fortællinger, som gik igen, og derfor var bekræftelse på hans teori om det kollektive ubevidste. 

Jung er mest kendt for sin teori om det bevidste og det ubevidste, hvori jeget er at finde i bevidstheden, og selvet ses som den totale psykes centrum, som er at finde mellem bevidstheden, og det personlige ubevidste. Udover det bevidste og det personlige ubevidste er der også det kollektive ubevidste, som er det psykiske indhold, der er fælles for alle mennesker, og som individet ikke er bevidst om. Dette kan være instinkterne, f.eks. kæmp- eller flygt-instinktet, og det er de universelle forestillinger, som alle mennesker ligeledes er fælles om, såsom myter, eventyr, drømme og visioner. Herunder er også arketypiske forestillinger om mennesker i vores liv, som den gamle vise mand eller universel symbolik. Tilmed er han kendt for sin teori som persona, som er den maske eller rolle, det enkelte menneske besidder overfor andre mennesker og samfundet – et idealbillede. Derudover også sin teori om skyggen, der udgør den del af psyken, jeget ikke kender til, som kan være de mindreværdige karaktertræk, og det som jeget opfatter som pinligt eller farligt. 

Jungs betegnelse om anima og animus er også interessant. Han mener, at anima er det ubevidste feminine hos manden, og animus det ubevidste maskuline hos kvinden. Anima og animus kommer derfor til at stå i et modsætningsforhold til ens persona. Jung mener ydermere, at forelskelsen sker, når man møder en projektion af ens anima eller animus hos det modsatte køn, i det mennesket projekterer sin største svaghed over på den, forelskelsen er rettet imod. Ved at ens anima eller animus bevidstgøres, vil man derfor kunne opnå større selvbevidsthed og undgå at falde for de forkerte typer. Samme gælder for ens skyggeside. Ved at man bliver bevidst om egen skyggeside og mørket, som vi kan finde i os selv, vil vi altså være mere bevidste om ikke at handle ubevidst efter de mønstre. Og som Jung siger; As above, so below. 

Alt dette om Jung var kun en ø i det kæmpe ocean af alt den genialitet, Jung har begivet sig ud i og ikke mindst kreeret. Og hvem ved, måske der også er en lille jungianer gemt i vores alles kollektive ubevidste?