Vidnesbyrd fra skoven og byen

Af Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych.
Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Lise har forsøgt at vidne om stederne i sit liv. Hun har sat sig for at skrive fra det sted, hun står. Først en skov i Sydsverige og dernæst en gade i indre København. Følgende er et tegn på, at stederne findes: 

Vidnesbyrd fra byen 
Jeg ved ikke, hvad der ligger bag murene.  
Jeg tænker på alle byens hemmelige haver, som når en ven flytter ind og får nøglerne til et nyt gårdareal.  
Når jeg ser ned ad gaden, ser jeg: 
Blå mandag i Kongens Have: Vi går i Netto, men det regner for meget til at drikke øl. Jeg tør alligevel ikke købe dem.  
Jeg er lige blevet student, og vi sidder ved kanalerne.  
Jeg siger: Du må ikke glemme mig, og hun svarer: Vi ses jo på lørdag. 
Jeg tager telefonen: Hun er ked af det, jeg henter min cykel. 
Han siger: Jeg tror aldrig, jeg skal være far.  
Hun tager ikke telefonen. 
Jeg er til barnedåb, og hans datter griner ad mig. 
Jeg er 18 år gammel og danser på en bænk. Jeg prøver at beslutte mig for, hvem jeg skal kysse.  
Vi står under en paraply foran McDonalds på Rådhuspladsen. Hun spørger, om vi ikke skal have flere drinks. 
Vi mødes i porten: Tror du, de kunne lide os? 
Vores anden date, marts: Han lægger sig på brostenene.  
Han siger: Jeg har det som et barn i en slikbutik.  
Vi drikker kaffe på en café i Ravnsborggade. Han ved ikke, hvad han skal sige.  
Hun venter på mig ved søerne. 
Jeg ser ned ad gaden, han går med ryggen til.  
Jeg prøver at konsolidere mindet om hans baghoved. 

Vidnesbyrd fra skoven 
Skoven trækker vejret i langsomme arytmiske bølger. 
Hver indånding starter langt væk fra mig, bevæger sig forbi mig og videre til et sted, hvor jeg ikke er. 
Træerne er høje: Jeg tror, de skal til at falde. 
Jeg tænker: Det skal de vel også, men ikke lige nu.  
Ikke med netop denne indånding. 
Skoven ånder ud nedefra. 
Mossets varme fugtige ånde får det til at glinse. 
Det er en næsten umærkelig udånding, som den man kun hører fra sin elskede, når man ligger helt tæt med ansigterne let forskudt, som når kysset ligger dér lige bag ved.  
Ikke langt væk, men heller ikke her.  
Sådan er det også med mosset: Vil sluge blade og grene, men ikke lige nu.