Nyt fra Psykrådet
Af Laura Bügel Groth, stud.psych. & Ban Shiwalia, stud.psych.
Nu er eksamenssæsonen skudt i gang! Det kan mærkes blandt de studerende - kantinerne er fyldte, alle sofagrupper og læselokaler er i brug, og pensum terpes flittigt. I PsykRådet glæder vi os til næste semester, som vi vil bestræbe os på at gøre mere socialt. Fremover kunne vi nemlig godt tænke os i højere grad at favne alle studerende - både den sociale, som gerne vil hygge med sine medstuderende og opdateres på, hvad der rør sig på studiet, og den mere politisk orienterede. Det skriver vi mere om her, og vi glæder os meget til at se jer til næste semester!
PsykRådet - din mulighed for medindflydelse
PsykRådet er de psykologistuderendes fagråd, men i modsætning til elevråd, som mange nok kender fra gymnasiet, så kan du i PsykRådet få direkte indflydelse på dit studie eller universitet. PsykRådet opererer med en flad organisatorisk struktur. Det betyder, at du har rig mulighed for at være med til at sætte dit præg på dagsordenen.
Som psykologistuderende er du automatisk medlem og har stemmeret til alle møder. Så hvis du og dine medstuderende sidder inde med gode ideer til, hvordan vi får et bedre studiemiljø, så er PsykRådet måske noget for dig. Hvert semester holdes en række møder, hvor aktuelle problematikker tages op, og du kan altid dukke op og give dit besyv med.
Et møde er ikke videre forpligtende end, at du kan sidde med på en lytter og få en god kop kaffe, men du er altid mere end velkommen til at stille spørgsmål, lufte din undren eller udtrykke din holdning. PsykRådet har nedsat en række arbejdsgrupper, der beskæftiger sig med bl.a. at kvalitetssikre pensum, som arbejder sideløbende med PsykRådets andre projekter. Hvis du vil være med til Psykrådsmøderne, kan du finde mødedatoerne på vores Facebookside under PsykRådet på Københavns Universitet.
Konfliktmægling i forbindelse med kritik af den faglige bredde
Konflikten omkring pensum har eksisteret i mange år og har særligt været tydelig i de seneste år, hvor studerende meget aktivt har været i dialog med institutledelsen. Det gik især højt i december under blokaden af instituttet, og i øjeblikket er der en arbejdsgruppe, der er i gang med at finde ud af, hvordan det videre arbejde skal se ud.
Samtidig har ledelsen inviteret til konfliktmægling med forskellige grupper af både studerende og ansatte for at give alle parter en bedre fælles forståelse af konflikten, som den er, og hvordan den eventuelt kan løses.
Hvis du er interesseret i at give input til gruppen af studerende, der sidder med til møderne, kan du tage med til et PsykRådsmøde.
Sociale initiativer
Vi vil i PsykRådet gerne i højere grad lave sociale arrangementer udover selve PsykRådsmøderne. PsykRådet skal komme de studerende til gode og skabe et godt studiemiljø, og vi tænker i forpersonsskabet, at det sociale skal være vores fokus næste semester! Naturligvis tager det ikke noget fra de politiske problematikker, og vi tænker kun, at det kan skabe et bedre sammenhold på studiet, som kommer alle til gavn.
Indtil videre tænker vi på at lave en krea-hygge-dag med strik og perler, et sammenskudsgilde med diverse kager samt en quiz-aften til at byde de nye studerende velkommen. Hvis du har en ide til noget, der kunne være sjovt, og som det ville være rart med PsykRådets støtte til, skal du endelig bare skrive!
SAMF-Rådet vil gerne samles
Et af de initiativer, der er blevet igangsat af de studerende på CSS, er at genopstarte SAMF-Rådet, som er vores fakultetsråd, og som arbejder for vores fælles interesser. Det er vigtigt, at vi arbejder sammen på tværs for, at vi kan løfte i flok, og PsykRådet støtter selvfølgelig op om dette. Den 8. maj afholdtes et SAMF-Rådsmøde, hvor alle de samfundsvidenskabelige fagråd var inviterede og diskuterede SAMF-Rådets fremtid.
Evalueringer og studieordninger
Vores studie er i gang med en omvæltning, idet der er igangsat en ny bachelor-studieordning fra 21, og en ny kandidat-studieordning er undervejs. Psykrådet opfordrer derfor på det kraftigste til, at man evaluerer alle fag grundigt.
Der har været kandidatseminar den 14.04, hvor man kunne komme med forslag, ideer og ønsker til den nye kandidat. Sidder du inde med input, kan du stadig skrive til studieleder Signe Vangkilde på signe.vangkilde@psy.ku.dk.
Særligt 4. semester har mulighed for at evaluere bachelorordningen. Det ville være skønt, hvis vi fik så nuanceret en evaluering som muligt - så kom endelig til os i PsykRådet og fortæl - så kan du enten være med til et møde, eller også kan vi viderebringe det.
Spørgsmål til ledelsen?
Så vidt muligt vil vi gerne have enten studieleder Signe Vangkilde eller institutleder Vibeke Koushede til at besøge PsykRådsmøderne. I den forbindelse har de bedt om, at vi viderebringer spørgsmål fra de studerende, så sig til hvis der er noget, I vil høre om!
Vi glæder os til en fantastisk sommerferie og et godt næste semester med masser af nye samarbejder!