Familieskolen tæt på
Af Amanda Lambæk, stud.psych. og Anna Cappelen, stud.psych
Et lille praktikeventyr på Poppelgårdens Familieskole er ved at være forbi, og vi har, som praktikanter igennem det sidste semester, fået et værdifuldt indblik i en livlig og inspirerende praksis. Undervejs er vi blevet mødt af nysgerrige medstuderende, som har undret sig over, hvad en familieskole går ud på. De mange spørgsmål er egentlig ganske forståelige, da flerfamilieterapi ikke har været en del af den obligatoriske pensumlitteratur i vores studietid. Det synes vi er en skam, da det terapeutiske arbejde i en flerfamilieramme i vores optik er helt unikt og fortjener større opmærksomhed på psykologistudiet. Derfor inviterede vi det lille firepersonersteam på Familieskolen til en snak om stedets tilblivelse, det teoretiske fundament samt deres håb og visioner for Familieskolens fremtid. Vores egen vision? Det er at få familieskolernes arbejde på landkortet inden for universitets murer. Dette er første spadestik.
Familieskolens begyndelse
En kold og klar forårsdag i april tog vi plads i det bløde, grå sofaarrangement i det rum, hvor flerfamilieterapien finder sted tre gange om ugen fra kl. 8:30-12:00. I den lille røde murstensvilla, som ligger ud til Hvidovres marker og grønne fodboldbaner, deltager en gruppe familier med børn i alderen 4-12 år i et intensivt flerfamilietilbud, der strækker sig over cirka 20 uger. Arbejdet foregår på tværs af barnets kontekster, fordi problemerne viser sig i både skolen og familien. I praksis betyder det, at både børn og forældre deltager i et gruppeterapeutisk forløb med andre familier, og at skolerne inddrages i form af skolebesøg, klasseobservationer og netværksmøder.
Selvom Familieskolen i dag er solidt kørende med syv familier indskrevet på nuværende tidspunkt, og flere på vej, har det ikke altid set sådan ud. ”Flerfamilieterapi har været i gryende i Danmark i hvert fald de sidste 10-15 år, men gryende på en græsrodsagtig måde” fortæller Mai, som var en af de psykologer, der var med til at starte Familieskolen i 2015. ”Vi startede, da der var helt blankt på væggene. Der var ingenting” siger Mai og kigger rundt i det store fællesrum, som nu er præget af spil og bøger, orangefarvede puffer og børnenes personlige opslagstavler, hvorpå der hænger tegninger og fotografier, som viser det, de har arbejdet med på Familieskolen.
I begyndelsen var den første store opgave at gøre institutionerne og PPR-rådgiverne i kommunen opmærksomme på, at Familieskolen var etableret som et nyt og anderledes tilbud, der skulle adskille sig fra mere traditionelle former for familieterapi. ”Der var rigtig meget arbejde med at tage ud på skoler og børnehaver og tage op på PPR- og rådgivergangen og sige: ’Hey, vi er her nu’. Nogle af de første familier var en del med ude på kontorerne, så på den måde blev det en samskabt proces med familierne for at få Familieskolen op at køre i Hvidovre Kommune” fortæller Mai. Hun understreger i den forbindelse, hvordan familieskoler i det hele taget er kendetegnet ved en høj grad af brugerperspektiv og forældreinvolvering. Familierne betragtes som de professionelle og som eksperter på deres egen udviklingsproces, hvilket betyder, at stedet i høj grad formes ud fra deres idéer og præferencer. ”Vi tog nogle skridt ind i den her praksis sammen med familierne, hvilket var rigtig givtigt, fordi de gav os meget feedback på, hvad de synes var underligt, og hvad de synes gav mening” tilføjer Mai.
Selvom vi som praktikanter kun har været med en lille del af vejen, fornemmer vi tydeligt, hvordan der er investeret meget tid og mange kræfter i at få stedet stablet på benene. ”Vi snakkede med Eia Asen, som superviserede os på det tidspunkt, og han sagde: ’I skal give det tre år, så er det oppe at køre, og I må ikke miste modet undervejs’, og nu sidder vi faktisk her tre år efter, så hans profeti var virkelig spot on” fremhæver Mai med en anelse stolthed i stemmen, som må siges at være fuldt berettiget efter en lang og sej opstartsproces, som nu er begyndt at bære frugt.
Når det mentale opstår i det sociale
De arbejdsmetoder og teoretiske forståelser, som præger Familieskolen i Hvidovre, bygger videre på en flerfamiliemodel, som blev udviklet i slutningen af 1970’erne ved familiedagcentret Marlborough Family Service i London. Én af de helt store kanoner inden for Marlborough-metoden er den tyske psykiater og familieterapeut Eia Asen, som virker til at være en vigtig inspirationskilde for teamet på Familieskolen. Metoden tager udgangspunkt i flere teorier, men er primært rundet af systemiske, narrative og mentaliseringsbaserede tilgange. ”Vi står primært på det systemiske”, fastslår Mai og fortsætter; ”Fordi vi tænker, at det mentale opstår i det sociale. Der er ikke noget sind, som lever fuldkommen isoleret, så når børnene viser os nogle problemer, så viser de os også, at vi skal kigge nogle andre steder hen end kun lige på dem. Vi insisterer på at arbejde i netværker, og når vi sidder 20 mennesker på gulvet her, så har vi 20 forskellige perspektiver og idéer til, hvordan man er forældre, eller hvordan man er et relevant skolebarn”. Samtidig er teamet narrativt funderet, hvilket husets anden psykolog, Cille, eksemplificerer: ”Jeg havde en samtale med en forælder i går, hvor jeg trak meget på det narrative i forhold til at arbejde med, hvordan datteren kan positionere sig anderledes. Hvordan kan vi give hende mulighed for at få skabt en ny historie? Hvis der sker et skoleskifte, hvad vil det så give hende mulighed for? Hvis ikke, hvad skal der så til for, at hun kan blive mødt på en ny måde i stedet for, at hun skal have den her store label i panden med, at hun er pigen med angst?”. Så langt, så godt. Men hvordan spiller det mentaliseringsbaserede ind i en systemisk-narrativ ramme? Umiddelbart trækker de to retninger på ret forskellige forståelser af psyken, hvoraf førstnævnte retter fokus indad, mens det systemisk-narrative perspektiv er orienteret mod barnets kontekster og i høj grad forsøger at gøre problemet til en ekstern størrelse uden for barnets psyke. Mai nikker genkendende til problemstillingen og uddyber: ”Der er et teoretisk clash, når vi har et sprog om nogle meget intrapsykiske processer i form af det mentaliseringsbaserede samtidigt med, at vi står på et systemisk felt, men jeg synes egentlig, det kan fungere fint i praksis”. I flerfamilieterapien bredes det mentale ud i relationen mellem barnet og forælderen, idet en del af arbejdet handler om at gøre forældrene nysgerrige på deres børn. ”Hvad er det mon, mitbarn kalder på lige nu?” er et mentaliserende spørgsmål, som teamet kan finde på at stille til forældrene med den hensigt at få dem til at spekulere og stille sig undrende over for deres barns adfærd snarere end at dømme ved første øjekast.
Hvis vi et øjeblik ser bort fra alle teorierne, er det helt særlige og måske i virkeligheden allermest forandringsskabende element ved flerfamilierammen, at familierne får en oplevelse af ikke at stå alene med deres udfordringer, fordi de møder andre familier, der befinder sig i en lignende situation. ”Tabuet bliver brudt i forhold til at have svært ved at håndtere sine børn, og der kommer en oplevelse af at stå i samme båd. Hele den dynamik, der kan komme i sådan en gruppesammenhæng, tror jeg virkelig er noget af det, der skaber den største forandring for familierne, når de er her” understreger Mai.
Et skræddersyet og levende tilbud
Til trods for en farverig, eklektisk palette af forskellige teoretiske og metodiske greb, som præger arbejdet på Familieskolen, eksisterer der også en bred enighed i teamet om, at tilbuddet altid må formes efter familierne. ”Jeg ser det som en værktøjskasse, man plukker fra alt efter, hvad der passer til den enkelte familie, og hvad der giver mening i den givne situation”, pointerer Cille og fortsætter: ”Vi skal turde det udviklingspotentiale, der ligger i at få skabt et rum, hvor man også kan få nogle tilbagemeldinger fra familierne”. Kate, som også var med under opstarten af Familieskolen og som netop er trådt ind af døren, melder sig på banen: ”Det vil sige, vi ser på udfordringen først og finder metoden efterfølgende fremfor at stå fast på en metode fra start og prøve at få familierne klemt ind i den ramme”. Teamets leder og socialpædagog, Wilson, som også lige har taget plads omkring bordet, stemmer i: ”Ja, der er vel i virkeligheden noget med at håndtere konteksterne undervejs. Så der er både noget med at læse dem, noget med at sætte dem og noget med at håndtere dem og så gå tilbage og genlæse, så det hele tiden kører i et loop. Tilbuddet har bedst effekt, hvis det er skræddersyet til den enkelte familie”. Cille fortsætter og fremhæver feedback fra familierne som et afgørende element i de justeringer, man som terapeut må foretage undervejs i forløbet for at skabe de bedste betingelser for familiens trivsel og udvikling: ”Vi må hele tiden lave den her løbende evaluering og skære tilbuddet sådan, så det netop giver mening for familien. Det er ikke et eller andet fast outcome, vi tilstræber. Det er en proces, der hele tiden er levende og i udvikling”.
Den cirkulerende flerfamilieterapeut
Allerede første dag i praktikken lagde vi mærke til, at terapeutrollen var noget anderledes, end hvad vi var vant til at se, læse og høre om. Vores blikke fulgte nysgerrigt vores nye kolleger, der cirkulerede rundt blandt familierne, imens de lavede aktiviteter. Nogle gange satte de sig tæt på en familie, delte deres observationer og stillede dem et par spørgsmål for derefter at bevæge sig rundt igen eller helt ud af lokalet. Vi undrede os over, hvilken betydning denne cirkulerende terapeutrolle mon havde i flerfamilierummet - et spørgsmål der også har fyldt hos Mai lige siden, hun selv blev ansat på Familieskolen: ”Hvordan decentrerer jeg mig fysisk i et rum samtidig med, at jeg også centrerer mig med noget viden, noget guidning eller noget psykoedukation?”.
På den måde er man som terapeut en udviklingsfacilitator, der både skal indtage en observerende og intervenerende position, hvilket kræver, at man kan holde igen for at give familierne mulighed for selv at tage ansvar for egen og andres forandringsprocesser. Mai understreger pointen: ”Selvom jeg kan få lyst til at springe ind og lave røde tråde eller forstørre noget, som jeg ellers tidligere er blevet trænet i at gøre, så skal jeg også nogle gange huske, at det behøver jeg ikke at gøre. Jeg skal stole på, at det familierne finder frem til selv, det er godt nok”. Det er altså helt afgørende for forandringsarbejdet, at familierne får mulighed for at træde frem som en slags vidner eller medterapeuter for hinanden ved at byde ind med idéer og refleksioner til de forskellige problemstillinger, der udspiller sig i familierne.
For Cille betød arbejdet som flerfamilieterapeut en bevidst gentænkning af, hvad hun var vant til fra studiet og tidligere jobs: ”Det der med at træde ud af ekspertrollen og sige, jamen jeg er ligeså nysgerrig som jer, jeg har ikke løsningen på, hvad I skal gøre, vi skal finde den sammen”. På den måde er det altså ikke kun forældre og børn, der skal kunne eksperimentere med nye tænke- og handlemåder, men også terapeuterne. ”Vi skal jo være ligeså kreative og turde at eksperimentere med vores behandlerposition og hele tiden være nysgerrige på, hvad det afføder af effekter” understreger Mai og Cille tilføjer i den forbindelse: ”Man kan ikke bare køre ud af en eller anden autopilot, man har hele tiden det der metaperspektiv på sig selv, fordi man indgår i så tætte interventioner med andre mennesker”.
En stor del af flerfamilieterapien handler om at sætte familiernes uhensigtsmæssige mønstre i spil for at få mulighed for at arbejde aktivt med dem. Gennem forskellige aktiviteter bliver familiemedlemmerne derfor udfordret i deres samspil, hvilket ofte fører til en eskalering af familiens arousalniveau og konflikter. Her er det terapeutens opgave at hjælpe familien med at deeskalere og forstå den opståede konflikt. ”Det er anderledes fra mange andre terapeutiske rum, hvor man ofte søger at nedregulere for at gøre klienten i stand til at mærke efter og reflektere over sin egen situation”, fortæller Mai og supplerer: ”Det med at ville se ting in vivo er helt vildt spændende, men det kalder også på nogle helt andre færdigheder som terapeut i forhold til at kunne håndtere særdeles komplekse kontekster og holde et overblik, både over sig selv og over familierne i de her til tider kaotiske og højspændte situationer”. Cille tilføjer, at man som terapeut her skal turde slippe lidt kontrol: ”Man skal ikke være bange for kaos eller for at stå og tænke: ’Fuck, jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op lige nu’, fordi de situationer kommer man i”.
Fremtidens familieskole
Tre år er gået, og familieskolen er konsolideret som projekt, som Eia Asen forudså. Hvad så nu, hvordan ser visionerne ud for de næste tre år og længere frem?
Mai har et ønske om at gøre stedet mere klientdrevet og i højere grad lade det være op til familierne selv at definere rummet med den hensigt at booste ejerskabet hos dem: ”Hvis der f.eks. var nogle af familierne, der havde lyst til at holde bogklub, så havde vi et hus at gøre det i. Eller hvis de sammen bliver nysgerrige på et tema, så lad os finde nogen at invitere ud, og så er det familierne, der står for det”. I forlængelse heraf håber Wilson, at stedet på længere sigt bliver til et slags familieakademi, der også rækker ud til familier på det generelle plan: ”Jeg synes tit, at familier, som er i en familieskole, får sagt: ’Jeg kender godt nok mange, der ville have godt af at vide noget om alt det, vi lærer om her’. Måske kunne man arrangere en form for kurser om det at være familie, fordi der er sket noget i vores samfund, så familier står ret alene i en travl hverdag og har meget kort tid med deres børn. Hvordan kan man være familie i det samfund, vi har i dag?”.
Cille ønsker, på baggrund af en anden observeret samtidsmæssig tendens, at Familieskolen bliver et sted, som kan facilitere noget mere for børn: ”Jeg synes, at der er rigtig meget i forhold til børn, som står alene, mobning er et stort problem, og det her med at føle sig anderledes og forkert og udvikle angst og være ensom. Familieskolen kunne være med til at skabe flere grupperum for børnene, også uden at være indskrevet i flerfamilieterapien”. Kate har, med sin skolelærerbaggrund, et ønske om at skabe et større fokus på skolekontekstens udviklingspotentiale, som hun mener er underprioriteret i dag. Hun taler om, at børn i dag er dobbelt udsatte fordelt på skole og hjem, hvor de bruger det meste af deres tid, hvorfor hun er særligt optaget af, ”hvordan vi som Familieskole hele tiden spiller os relevante ud i en skolesammenhæng”. Hun ønsker både at skabe tillid mellem Familieskolen og børnenes almindelige skoler, men også mellem de enkelte familier og barnets skole: ”Min oplevelse er, at vi rigtig lykkes med vores arbejde, når vi formår at støtte op om nogle processer, der kan skabe tillid ud i de kontekster, som familierne står i, altså skolen og daginstitutionen, da nogle af dem kommer med et samarbejde, som er rigtig slidt, og hvor tilliden netop er lav”.
Vi kan afslutningsvis roligt konstatere, at Familieskolen er et hus, der lever; et hus i udvikling og et hus med visioner, hvor samarbejdet er og fortsat ønskes i højsædet, da gruppearbejde kan noget helt specielt. Sagt med Wilsons egne ord: ”Grupper gør stærk, og forandringer sker hurtigere, når vi er flere sammen”.