Glas

Af: Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych.

Jeg har et billede på min nethinde; måske nærmere en videosekvens. I starten var det meget svært at beskrive, men det har efter gentagelser skabt et manifesteret ekko.

Jeg står foran en 8x8 meter massiv glasrude. Den omslutter hele mit perspektiv, så selvom jeg egentligt burde kunne se rammen, registrerer jeg den ikke.
Jeg er i et oplyst rum, alt imens mørket vælter rundt på den anden side af glasset.
Distræt og opslugt af min egen væren

Skulle jeg vælge ét sted, ville lufthavnens glasbeklædte terminaler være mit bud

I glasset foran mig panoreres
1. det som ligger derude, forude, på den anden side af ruden, i mørket
2. min egen horisont og baggrund, som udspiller sig i genskæret

Fortid og fremtid integrerer sig,
i 2-3 centimeter transparent nutid
En overgangsfase, der registrerer sig i min bevidsthed

Jeg har altid undgået spejle,
men beklædt i glas er jeg en camoufleret narcissus
Hvem der bare kunne forvandle sig til en påskelilje og altid nikke op mod solen

På samme måde, som jeg begriber bagsiden af en bygning selvom mine øjne kun opfanger dens facade. På samme måde udspiller forsiden og bagsiden af mit liv sig samtidigt i et fælles univers.

Jeg forskyder mine pupiller til venstre
Bag mig falder huse og drømme sammen
Indimellem min gråblå iris
Imens byggepladsen starter op på ny
Det føles som om jeg lægger vejen
efter jeg har gået på den

De sidste par år har jeg været enormt optaget af min fortid. Det har været båret af nysgerrighed, men det er også for at udfylde nogle tomme huller i forståelsen af mit nutidige jeg. Det har været som at lede efter de sten, som skulle brolægge mine fremtidige stier. Jeg havde håbet på mere klarhed end hvor jeg står nu og har heldigvis fundet nogen som har skrevet en bog om at læse barnet i sin nutid. Måske følger jeg op på tvivlen, når jeg er blevet lidt klogere.